LoveF-1

For flere år siden, sad jeg en aften og så et Tv-program der hed Liebhaverne.

Et par ejendomsmæglere fremviste ejendomme for kunder på boligjagt i Sydeuropa.

Jeg var nysgerrig og havde tændt for flimmerkassen. Min mand og jeg overvejede nemlig at købe et hus i Nice eller Cannes.

Ægtemanden arbejder ofte der i længere tid ad gangen. Han arbejder og rejser også meget i resten af verden og tilbringer derfor en del tid på hotelværelser. Det var han efterhånden blevet ret træt af. En bolig tæt på jobbet i Frankrig, syntes vi derfor ikke var så tosset en ide. Han ville slappe af i eget hjem – og vi kunne være sammen, når jeg ligeledes havde mulighed for at være der.

Pensionisttilværelsen sydpå, efterår og vinter, lød heller ikke uinteressant, når den tid oprandt.

Jeg havde fundet flere ejendomme på nettet, som vi skulle tjekke. Imellem boligerne havde jeg fundet et, som jeg var blevet ret forelsket i. Det lignede bestemt MIT hus.

Kender du ikke det? Når noget bare føles helt rigtigt. Den der mavefornemmelse, der fortæller dig, at det her må du forfølge.

Desværre delte min mand ikke rigtigt mine følelser. Mavefornemmelser har han ikke den store tiltro til, ihvertfald ikke mine. De viser sig nemlig ofte at være dyre.

Det hører til historien, at han ikke havde kigget nærmere på nogle af boligerne – Han kiggede blot priser, sagde Nej – og overlod det så til mig at finde flere mulige emner.

Så……da jeg ikke er så god til at høre efter, havde jeg stadig MIT hus øverst på listen.

Tv-shopping

Nå – men jeg sidder der med Tv, the og kage –

Lige pludselig toner MIT hus frem på skærmen!

Der er ingen tvivl – De viser MIT hus – i Full Size – med rundvisning og det hele! Kagen er lige ved at ryge i løgnhalsen.

For pokker da, vi må handle hurtigt tænker jeg og får fat i ægtemanden over telefonen, meddeler ham, at vi skal købe det hus nu, ellers er det væk om lidt. Det halve Danmark har jo set det og vil helt sikkert også have det!

Gemalen beder mig tage det roligt. Vi skal ikke have det hus. Punktum slut. Markedet skal først undersøges, vi skal kigge på mange mange flere boliger. Min mand er fra Jylland, så han tager tingene en del roligere, end jeg gør.

Men …Jeg VED bare, at vi SKAL have det hus.

Heldigvis bliver programmet genudsendt et par dage senere (det er det faktisk blevet i flere år nu!) – og jeg får lokket husherren til liiiige at se med, da huset toner frem.

Han synes en lille smule om det – Det er et gammelt stenhus, lige den stil vi leder efter. Han går derfor med til, at jeg booker fremvisning til næste gang han er i Frankrig.

Det ender med flere fremvisinger. Med og uden byggesagkyndig.

Min mand synes stadig det er for dyrt og for lille. Der skal også foretages en del ændringer.  Bevares meget charmerende, men nok ikke det hus, som vi skal ende med at købe.

Men – Jeg kan altså bare ikke få det hus ud af hovedet.

Så jeg plager – og plager.

Min mand elsker mig, trods alt, vi ender derfor med at byde x mange –  og får en dag i maj en SMS fra den franske mæglerkontakt:

TILLYKKE, I er nu ejere af et hus i Sydfrankrig.

YES, øh OUI. Det LYKKEDES. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Manden er også glad, dog lettere behersket, da han tænker mere økonomi end jeg gør (sikkert de der jyske aner).

Samme år, i oktober, overtog vi endelig nøglerne. Så laaaang tid går der med huskøb i Frankrig. Men det er en anden og lidt småkedelig historie.

Siden har det været en udfordring med håndværkere, gartner, kommune, fransk bankkonto og alt det andet praktiske – men absolut det hele værd –  Selvom jeg må acceptere at hedde Madame Olsen i Frankrig. Det kan ikke håndteres, at vi har dansk statsborgerskab, hvert sit efternavn og en svensk vielsesattest. Måske skulle vi gifte os igen, i Frankrig.

UdsigtMougins

Udsigt fra balkonen

Vi nyder vores dejlige sted sydpå.

C’est la belle vie.

Vi har også de rareste og mest fantastiske naboer på vores lille vej – Franskmænd ER altså hyggelige –

og min mand elsker simpelthen at opholde sig der, med og uden mig.

Det kan altså godt betale sig at være en plageånd ind i mellem.

Apropos håndværkere

Når du læser dette indlæg, hvis det altså er i april 2019, så er jeg i huset i Frankrig.

Jeg skal nemlig have fat i håndværkerne, der lige har skiftet alle fliserne i stuen.

Det er et superflot stykke arbejde de har lavet – det ser fantastisk ud.

Det er blot ikke den rigtige flise !!!!!!!!?

Den ligner – meget – det skal de have. Men den er for det første ikke af marmor, som de andre i stueetagen, og for det andet, så er den også lidt mindre. Farven er en anelse mørkere og den er en del tykkere, så……

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt – Det er ihvertfald en ommer.

C’est la vie.

2 svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så kom gerne med den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.