Taler

Taler skal være korte.

Sokrates var kendt for sine lange taler – og hans venner slog ham ihjel…! Så det kan du jo lige have i baghovedet, næste gang du slår på glasset.

I forbindelse med årsskiftet er der tradition for at høre – og se 2 taler, nemlig Dronningens og Statsministerens.

Vi ved hvor længe de varer – og som regel nogenlunde, hvad begge vil sige, gør vi ikke…

Talerne er typisk en slags kollektiv peptalks og noget med, hvad vi som folk og individer, sagtens kan blive bedre til.

Der falder også nogle alvorsord og hints til høj og lav og ikke mindst den, måske, dårlige samvittighed.

I år var der dog 3 afvigelser, måske nok nærmere 4.

1 & 2:

Dronningen var taget syg på arbejde.

Lommeletter blev diskret anvendt til den kongelige rindende næse og mon ikke der havde været gang i varm the og næsespray, inden kameraerne kom på.

Teksterne kom så til gengæld ikke på. Kun sporadisk – og til sidst. Forkølet maskineri var årsagen.

Som altid gjorde Majestæten det godt, uagtet rød næse og løberi.

Der er ingen chef, kolleger eller Royal fagforening, som forlanger Hendes Majestæt lægge sig og komme igen, når friskheden har indfundet sig, feberen slået ned og smittefaren overstået.

Vi andre var jo heldigvis bakterie- og virusbeskyttet af skærmen. Atjuuuu – prosit – og god bedring Margrethe.

3 & 4:

Statsministeren så til gengæld vældig frisk ud.

Derfor troede jeg først, at der var noget galt med mit TVapparatur – Det foregik jo nærmest i slowmotion!

Næh – det viste sig, at ministeren blot talte meeeget.. meeeget.. laaangsomt.

Teksterne fungerede igen – og havde virkelig god tid til at følge med.

Brexit, økonomi, rigets tilstand – og os med hunde, blev slet ikke nævnt. Det bliver vi nu aldrig…

Det gjorde børnene til gengæld.

De udsatte børn. I over 10 minutter og laaangsom let pædagogisk stil.

Der er ikke meget at være uenig i her. Tænker, at ca. 100 procent af befolkningen vil det allerallerbedste for alle børn.

Udsat, indsat eller anbragt

Hvad der så er det bedste, for det enkelte udsatte barn, er den svære balancegang at hitte rede i, ude i kommunerne og regionerne.

Her sidder ofte overbebyrdede fagfolk, sagsbehandlere og andet personale, som skal omsætte hensyn til det sagesløse barns tarv såvel som til forældre, økonomi og skrappe kommunekassesparekrav. En virkelig svær størrelse at agere i, særligt når ressourcerne langt fra altid er til stede.

Desværre er de små af og til udsat for lidet kompetente kommunalt ansattes udredningsmangel, der derfor har omsat til forkert indsats og visitation, i forhold til, om en anbringelse skal foregå i et omsorgsfuldt familieregi eller på en professionel  offentlig institution.

Mangel på korrekt udredning, kan afstedkomme flere uheldige skiftende plejefamilieophold, til stor skade for barnet – og på den lange bane, samfundet og økonomien.

Håber, at børnenes minister har indsat tilførsel af flere, hårdt tiltrængte, kompetente ressourcer, i planerne for de udsatte.

Nu vi taler om børn

Børnene

Jeg har ikke selv børn. Har dog engang selv været et. Og i en 10-årig periode havde min mand og jeg et barn, i det der hedder aflastning.

Det var ikke et udsat, men et udviklingshæmmet barn, fra en velfungerende familie, der behøvede lidt “luft” og overskud til familiens andet barn.

Alle mine venner og søskende har børn – og der er også plejebørn i min nærmeste familie. Så… jeg oplever altså et og andet, hvad angår børn og deres vilkår, i alle afskygninger.

Ved siden af fuldtidsjob og egenproducerede børn, har to par i familien åbnet deres hjem og favne for små mennesker, der kommer fra hardcore belastede familier.

Børn der har haft/har det svært og hvor en diagnose tit er mere reglen end undtagelsen, så alt ofte er op ad bakke, helt fra den spæde start af.

De to familier er uddannet og godkendt til at gøre dette kæmpe kæmpe store stykke arbejde. Det er tit benhårdt, meget givende og yderst meningsfyldt – samt virkeligt samfundsnyttigt.

At se de børn vokse, trives og blive til glade børn – og på sigt – og senere voksne, med styr på livet, gør ubeskriveligt godt og taler for sig selv.

Til sidst, næsten

Nu er det her et indlæg og ikke en tale, men jeg vil alligevel ikke gøre det ret meget længere, blot henvise til mit tidligere skriv om børn, hvis du skulle få lyst til at læse detog

ellers slutte med nedenstående afsnit – samt et mega STORT og rungende TAK for indsatsen, til alle aflastnings- og plejefamilier ude i det ganske land.

Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der mangler nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv. Voksne, der ikke blot taler, men handler.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.

 

3 replies
  1. Avatar
    Louise Møller siger:

    Hej Janet
    Det er ikke ligegyldigt hvilken familie man er født ind i. Flot at have overskuddet til at hjælpe med at være aflastningsfamilie Og jeg er helt enig med dig; plejefamilier kan ikke roses nok, for jeg er sikker på de gør store forskelle for en del børn
    Kh
    Louise

    Svar
    • Avatar
      Janet siger:

      Nej – det er desværre ikke alle, der er lige heldige. Heldigvis kommer mange børn til en super plejefamile og får der et godt børneliv.

      Kh fra Janet

      Svar
  2. Avatar
    Vejen til Birkin siger:

    Kæmpe klap på skulderen til dem der har overskuddet til at hjælpe som aflastnings- eller plejefamilier. Jeg har det desværre ikke selv lige pt med 2 relative småbørn, men tænker over det den dag der er overskud.
    /Annette

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.