Indlæg

Fluefiskeri

Jeg har været helt blå og gul i denne weekend.

Den er nemlig tilbragt i Sverige – i fiskehytten, som vi kalder vores stuga, der ved Mörrumsåen.

Og jeg er, som sædvanligt, ramlet-skvattet halvvejs ned ad trappen til 1. sal. Er blevet helt blå og gul på det ene lår!

Trapper er ikke min favoritdisciplin. Matcher dog nydeligt nationalfarverne på disse kanter.

Desværre er temperaturen ikke til lårkort, så jeg gemmer farvepaletten i bukse-tekstil.

Min mand har fluefisket på livet løs – uden held desværre.

Men det er nu helt normalt. Laksen er nemlig sværtfanget i Mörrums-åen.

Den er vist vant til alle de der fluefiskehoveder og lader sig ikke narre så let. Lige meget hvilken kunstfærdig flue, der er bundet.

For laksen spiser ikke, når den først er gået fra havet og op i åen.

Det er dét, der er hele kunsten ved fluefiskeri i en flod/å eller elv. I Mörrum hedder det en å, selv om det er en elv!

Nå – men det handler altså om at få en fisk, der ikke spiser, til alligevel at fristes-hugge på fluen!

Høm Høm

De der fluer er en hel videnskab. Og gemalen fremstiller dem gerne selv.

Ofte i selskab med andre fluefiskehoveder, der i samlet flok binder løs, nyder mandemad overhældt med bearnaisesauce, rigelige mængder af rødvin og afslutningsvis en sjat whisky, tilsat ekstremt højt musik fra stereo-anlægget.

Når arrangementet foregår hos os, har jeg altid en aftale andetsteds.

helt blaa og gul

Fluebindingsmateriale er fjer, pels og hår fra fugle og dyr.

Gemalen glemte en gang at lukke en af de mange bokse, han har med materialet.

Det kunne vores gravbøllebasse-hund Elvis ikke stå for.

Så da chancen bød sig – blev der rigtigt gået til den. Det var ikke populært. Det er hundedyrt – og ikke alt kunne reddes.

Da jeg luftede synderen inden sengetid, så jeg til min skræk selvlysende turkise, blå og gule pøller komme ud bagtil af hunden!

De var faktisk ret flotte – men jeg blev godt nok lidt urolig. Elvis havde det dog fint, på trods af indtaget, af en del stærkt konserveret flue-materiale.

Efter et par dage var festfyrværkeriet bagbords overstået – og der kom atter leverancer af normalfarvede høm hømmer.

Weekendhygge

Her I weekenden er der ikke bundet fluer – og Elvis spiser hundemad.

Vi, altså Elvis og jeg, manden står jo ude i åen, går lange ture.

Det er godt, for der har været rigeligt med cola, godter og kager på menuen.

Mere end gåturene kan opveje, er jeg bange for.

Jeg må nok revidere livsstilen igen på mandag. Mine typiske mandage kan du evt. læse om her.

Jeg stornyder altid at gå i naturen. Her i skoven, ved åen er der overordentligt smukt.

Specielt når det, som i denne weekend, har regnet. Alt er friskt grønt og dufter helt vidunderligt indsnusnings-godt.

Elvis gravbasse har snuden i jorden og roder ivrigt op ved de ekstra gode vilde snus. Det vrimler jo med alskens svenske dyr og kravl, her i naturreservatet.

Vores fiskehytte ligger på Humlaslingan. Det er magen til sådan een, som i Danmark hedder Marguerite-ruten. Så her er mange muligheder for gode vandre- og cykelture.

Ellers er jeg startet på en spændende bog og har hygget-set videofilm.

Derfor et lettere overdrevent indtag af kager, slik og cola.

Det hører ligesom med, når jeg sidder der med benene oppe, og det regner. Åbenbart.

Klimaforandring

Jeg har læst, at folk er mere bange for kalorier end for klimaet – altså klimaforandringer.

Jeg tænker ikke så meget på kalorier, bortset fra mandage altså, men jeg tænker en del på klimaforandringer.

Det hænger, ud over at vi SKAL gøre noget, nok også sammen med, at i fiskehytten oplever vi faktisk klimaforandringerne.

På nærmeste hold.

De seneste år er vandstanden, i åen, nemlig blevet nær katastrofal lavere.

Årsagen er, at somrene er blevet varmere og tørrer. Fordi det ganske enkelt regner mindre end tidligere, her i Blekinge.

Det har også indflydelse på, om laksen går op i åen eller ej. Der skal være vand nok. Til både fisk og folk.

Vi har egen brønd. Alle husstande i det lille samfund huset ligger i, har egne brønde.

En stor del af husstandene på hele bøhlandet i Blekinge, har egne brønde.

Når grundvandet/vandstanden falder, grundet tørke – ja, så har vi ikke vand i vores brønde.

Vi tjekker derfor altid nødvendigt vandstanden i åen på Mörrums hjemmeside, inden vi tager afsted til fiskehytten.

Der er desværre kommet flere – og flere længere perioder, hvor vi simpelthen ikke kan komme, da vi ikke har vand i huset.

Og vi er heldige. For fiskehytten er ikke vores primære bolig, så vi kan bare blive hvor vi er – og få vand ud af hanerne der.

Men alle de mennesker, der bor fast i de små flækker rundt om i Blekinge, må desperat ud og opfinde vand andet sted, når der opstår lavvande.

foray og blaa

Lavvande

Her, ved siden af vores hytte, henter folk vand i åen til diverse – og supermarkeds-køber ellers drikkevandet.

Karlshamn kommune, som vi hører under, kørte for nogle år siden ud med vandvogn og fyldte de tomme brønde. Men det gør de ikke mere, det er sparet pist væk…

Vores lille samfund, har heldigvis endelig fået en aftale med kommunen om at komme på det kommunale vandanlæg.

Det har taget flere år at forhandle os frem til aftalen. 7 år helt præcist-nøjagtigt.

Først fik vi afslag – men en lille arbejdsgruppe af ildsjæle har, på hele vores lille bys vegne, kørt hårdt på. Hos kommunen, miljøstyrelsen og banken.

Aftalen er, at arbejdet med at grave-koble os til vandledingerne starter i efteråret 2019. De fastboende først, selvfølgelig.

Det bliver van(d)vittigt dyrt, vi skal selv betale hele molevitten – og de vandløbende udgifter!

Heldigt for os, så er den svenske krone ikke, hvad den har været.

Vand eller vin

I aften skal jeg have en af mine livretter: Gæstemad. Vi er nemlig inviteret til spisning hos naboen.

Menuen plejer at stå på lækker mad, og ikke mindst, megahyggeligt og ret morsomt-sjovt selskab.

Vi medbringer selv drikkevand – Det er en, på mange måder, kostbar vare her ved åen.

Lider du af vandmangel? Tænker du klima når du vander? Binder du fluer?

 

Foraar i Morrum

Sidste weekend var det forår.

Det er det strengt taget også denne weekend – men ind fra øst blæser der en arktisk vind, så handsker og uldtrøjer er frem-fundet igen.

Når foråret melder sig, så myldrer vi alle udenfor.

Havefolket, sommerhusfolket, sejlerfolket, motorcykelfolket, lystfiskerfolket, campingfolket og alle andre, der bare er folk og vil have forår, lys og luft.

Gemalen og jeg hører til sommerhusfolket, selvom vi kalder huset for en fiskehytte.

Husbonden hører også til motorcykel-, lystfisker- og sejlerfolket, så han har specielt travlt forår, sommer – og efterår.

foraar I luften

Sverige

Men sidste weekend, da det var lunt og godt med rigtigt forår og birkepollen i luften, tog vi til fiskehytten i Sydsverige.

Blot lidt over to timers kørsel fra Storkøbenhavn, hvor vi til daglig er omgivet af by, biler, mennesker og arbejdsliv, kan vi ”melde os ud”.

Fordi, der langt ude på det svenske bøhland, på Gösta tyndskids mark, ved kanten af en af verdens bedste lakseelve, ligger vores røde træhus på en stor vild naturgrund.

Vi hører nemlig ikke rigtigt til havefolket. Gemalen plejer at sige: ”Kun en tåbe frygter ikke haven”.

Han er vokset op på en planteskole, så han ved, om nogen, hvad han snik-snak-taler om.

Ved fiskehytten er der ultra-højt til himlen, susen-blæsen i træerne og den evige lyd af strømmende vand i elven.

Her dufter af skov, vand og planter. Altså vådt-fugtigt og grønt.

Enebær og mængder af vilde blå- og hindbær vokser overalt.

Nattehimlen er dekoreret med millioner af stjerner. De er som regel svære at få øje på i byen, hvilket er ærgerligt, for det er vanvittigt overnaturligt-smukt.

Her er anemoner i overflod om foråret og Karl Johan’er i efteråret.

Vi ser ofte-tit grævling, vildsvin og rådyr samt hører elgen brøle af og til.

Vi pratar svenska, äter godis og fikar med naboerne.

Fejrer også midsommer, holder kräftkalas og tager på loppis og roder i gamle svenske almueting og sager.

Ingen internet

Vi har hverken TV eller Internet i huset.

Prioriterer her top-driverliv med fokus på fluefiskeri, læsning, slowcooking, eftermiddagslure og lange gåture.

Nåhh ja, der er selvfølgelig altid lidt træværk, der skal males og noget vedligehold-hist og pist, men i det store og hele, så driver vi den bare mega multi-meget af.

Ingen hast, ingen faste tider til noget som helst, andet end eftermiddagskage, selvfølgelig.

I fískehytten er vi utroligt gode til at koble af, helt af – tiden står, om muligt, noget-nær-næsten stille.

Det med at slippe for larm, lys og nonstop informationer, er virkeligt anbefalelsesværdigt for kredsløb og systemet en gang imellem.

Bare en dag eller en kort weekend, kan gøre over-underværker.

Det rigtig sjove ved vores lille fristed er, at alle naboerne samt det halve af genboerne er danske. Hi hi –

Der er opstået en danskerkoloni på 5 huse, i det lille samfund, dér ved elven.

Og alle mændene er småskøre fluefiskere.

Der går rundt i ternede skjorter, sjove t-shirts, bruger kasket, specielle solbriller og tilbringer virlekig meget tid på at binde fluer samt træne kasteteknik.

Laksen er nemlig ikke nem at fange i elven, men der bliver over-ivrigt forsøgt.

Vi hustruer skal derfor lægge øre til den ene værre lystfisker-historie efter den anden.

Men det hører nok ligesom bare med til konceptet, hinsidan dér ved elven.

Efter nogle dage i det svenske, synes jeg nu også, at det er skønt at komme retur igen.

Med fyldte batterier, til larmen og et højere aktivitetsniveau, pligter og deadlines, pænt tøj og vækkeur, Tv-avis og Netflix-fix.

Det er heller inte så illa.

Retur i Danmark

Den anden dag ringede det på hoveddøren, her i Kgs. Lyngby.

Udenfor stod to mænd i kraftige blå vindjakker.

“Hej, skal vi trimme din magnolie?”

Jeg kiggede en ekstra gang…

Øhh, var det et frækt tilbud – eller hvad handlede det om!

Jeg må have lignet et mega stort spørgsmålstegn – for de grinede – og pegede derefter på det store magnoliatræ i forhaven.

Jo – Der er helt sikkert forår i luften.

Hvilken årstid foretrækker du? Er du lystfisker? Eller småskør med noget andet?