Indlæg

Det er i luften

Luften over alperne

Luften er fyldt med fly, pollen, røg, luftbårne virusser, småpartikler, fugle og de der skrækkelige myg m.m.

Jeg flyver tit. Det er ikke så godt. Til daglig kompenserer jeg derfor med cykel og gåben. Det giver motion og frisk luft.

Skal jeg langt, så tager jeg S-toget (det har jeg tidligere underholdt med) eller vores elbil (elektrisk indlæg).

Men, med hus i Sydfrankrig bliver det alligevel til en del op- og nedture, i de der højere luftlag.

Luftig hukommelse

Som barn fløj jeg også en del. Jeg husker tydeligt datidens caraveller, propelmaskiner og mellemlandinger. Det tog en evighed at komme frem, sammenlignet med nutidens luftbårne jetfartskarosserier.

Som jeg mindes det, så foregik flyrejser i 60’erne og 70’erne i ro og orden. Af- og påstigning var en afslappet affære. Jeg kan ikke erindre nogle hidsige luftstrømme, fra hverken trafikpersonale eller rejsende.

CPH

Lufthavnstrends

Der er kommet nye tider og andre luftstrømningstendenser til siden, skal jeg lige love for.

F.eks. ved boarding. Her ses passagerer, der i stedet for at line pænt op i kø, efter boardinggruppenummer, som annonceret, maser og kaster sig frem mod skranken og det sagesløse checkpersonale.

Ved selvsyn så jeg i sidste uge, et modent ægtepar vælte en stakkels flyselskabsansat, der prøvede at skabe orden i vispas- og kortkøen! De skældte ovenikøbet ud, da de, af tililende vagter, blev gelejdet ind på række…

Jeg mener alle har et sædeenummer, der er normalt ikke frit valg eller stoleleg. Du er nået frem til tiden. Vi kommer alle med.

I bussen til/fra flyet, sker der også noget mystisk. Folk vil ikke fordele sig, men klumper sammen ved dørene, så adgang for indtrængende medpassagerer nærmest hindres. Igen, er du kommet i bussen, kommer du nok også ud ved flyet/gaten.

Jeg forstår heller ikke den underlige bagagebåndstrængsel. Er det bare ikke nemmere og mere overskueligt, hvis folk stod bag den linje, der oftest er markeret om båndet… Så kan alle se – og blot træde frem, når din kuffert er ud for dig.

Oppe I luften

Côte d’Azur

I luften

Når de luftivrigrejsende er placeret – og der endelig er faldet ro på møvemasserne, så synes jeg, at det er så hyggeligt, at kaptajnen åbner mikrofonen og lige hilser på:

Hej, jeg hedder Finn Flyversjus. Vi er nu nogenlunde over her, flyver i luftlag 10 km med farthåndtaget i bund – og hvis ikke der er gået båndspaghetti i det Italienske lufthavns tekniske systemer, eller det Franske strejker, så når vi måske frem til tiden.

Have a pleasant flight!

Luftfart på godt og ondt

Den hurtigste jeg nogensinde har fløjet med, er en græsk taxachauffør!

Med en smøg i mundvigen, en hånd på rattet og en arm nonchalant ude af sidevinduet!

Jeg fulgtes ovenikøbet med 2 luftfartspiloter. Vi sad alle 3 stive af skræk, presset sammen på bagsædet og var sent på den, til lufthavnen.

Vi nåede vores fly i noget nær olympisk flyvertid.

Ingen af os, havde nogensinde før fløjet så lavt, i den fart.

I luften

Indflyvning

Den værste tur jeg har oplevet, er med PanAm fra New York/Kennedy til København/CPH den 21.12.1988.

Der var orkan over Atlanten. Det føltes som at køre i en gigantisk og meget ujævn rutsjebane. De fleste skreg, utallige kastede op – og rigtig mange røg som besatte. Det måtte ryg og rejsende dengang.

2 stewardesser græd det meste af vejen – og servering samt hjælp var selvfølgelig umulig. Kaptajnen oplyste med jævne mellemluftrum, at nu prøvede han en ny højde og nu fløj vi uden om der osv. Lige lidt hjalp det. Det var en meget lang tur.

Til sidst landede vi i Oslo – og måtte hverken forlade sæde eller få frisk luft. Al bagage blev pillet ud og undersøgt. Flyet var loadet med Julepakker, der sidst i december. Så det tog tid. Ingen fik informationer om årsag eller hvorfor vi sad i Norge…

Endelig clear for take off mod København – og først der, i taxa’en hjemover, den 22.12.1988, fik jeg viden om PanAm-flyet, der var eksploderet over den skotske by Lockerbie.

Det viste sig, at min familie var i panik for en tid. De havde hørt PanAm, tidspunkt, bombe, Kennedy Airport – og troede det var flyet jeg var med. Jeg rejste dog, på samme tidspunkt fra Kennedy og ikke til, som det terroristbomberamte fly.

I Nice lufthavn skinner solen altid

Frisk lufttilbud

Min gemal rejser tit og er ikke meget hjemme. Han shopper derfor mest i lufthavne, hvor han tilbringer en del mellemluftlagstid. Der er ofte gode tilbud på habitter, sokker, elektronik – og skjorter. Det kræver blot tid til at kigge.

Du ved, lige nå at få læst detaljerne, i kraven eller på etiketten. Hjembragte skjorter i slimline, med luftige korte ærmer eller forkert flipnummer, fordi der pludselig skal boardes, er ikke et hit. Udover hos Røde Kors-butikkerne.

I overskyshoppen har jeg været heldig at finde flere af mine bedste armbånd. Velgørenhedsorganisationer fremstiller tit smykker, i en god sags tjeneste.

Senest har jeg anskaffet mig et lavet af fiskenet. Fiskenet dumpet i havet. Det der kaldes ghost net. Hvert armbånd er unikt og pengene går til Bracenet/Save the Seas.

Vi skal passe på både luften og havet.

Save the seas – Wear a net

OverVenten i Frankfurt

Skal du connecte med andre flyafgange, så har jeg et godt råd:

Undgå altid Frankfurt, for himmelluftens skyld!

Den lufthavn er et airportshelvede på jord. Det er altid dér, du strander.

Jeg har skam overnattet på et Frankfurtsk Lufthavnshotel. På min fødselsdag ovenikøbet!

Ankomst var sen – så restauranten var lige lukket! Ingen fødselsdagsmiddag…blot luftsteg og vindfrikadeller.

Hvorfor? Fordi lufthavnsbussen, fra til-tiden-ankomstflyet, brugte over 25 minutter på at køre os til den fjerneste gate i lufthavnen – og vores connecting flight afgik fra nabogaten, til den gate som vi lige var landet ved!

Vi måtte derfor spurte alle ca. 15 km tilbage, i overlydsfart. Det lykkedes os næsten – kom kun 45 sekunder for sent!

Luftpresset

Luftindtag

Parfumeret kabinepersonale og medpassagerer kan være et mareridt, for os med alverdens luftvejs – og allergiske lidelser.

Skulle tro der var tænkt på dette, når nu vi snakker luftbårne små rum, uden mulighed for at åbne friskluftsvinduer.

Jeg kører altid dyse luften på højtryk. Ligesom piloten anvender jeg fuld fart, oppe i den lette skyluft.

Alligevel er min hals, brystkasse og ansigtshud mere eller mindre svidende og brændende. Lungerne er på overarbejde med besværliggjort lufttilstrømning, efter mødet med diverse medrejsendes hørmetik og luftduftmolekyler.

Jeg rejser med et stort tæt tørklæde, som jeg bruger til næse-mundtildækning. Pt. er jeg på udkig efter en kulfiltermaske, der kan anvendes i de tyndere luftlag. Er blevet det anbefalet, af mine lidelsesfæller udi MCS og luftindtag (luftindlæg).

CPH har netop indført en Solsikkesnor, for os med usynlige handicap, og en Astmavej, hvis du har udfordringer i lungeluftlagene. Super god ide, når alt handler om luften vi har under vingerne og helst også i lungerne.

Security og andet luftigt personale er derved opmærksomme på, hvad vej vinden blæser, når du kommer anstigende med din snor om halsen.

Luften mellem sæderne er nu stadig en mangelvare, i de fleste airbårne maskiner.

Men det er ens for alle. Vi sidder lårene af hinanden – og kan rigtig aflufte parfumer, tryksager og andet, i det fælles luftrum.

Nice landing

Lufthavnslandingstrend

Ved landing har der, de senere år, yderligere udviklet sig en mærkelig tendens: Folk kaster sig ud i midtergangen, rejser sig simpelthen op og begynder at hive bagage ned, straks flyet har sat hjulene i ankomstasfalten og taxi’er på plads.

Inden flyet er standset og fasten seatbelt-skiltet er slukket!

Stewardens opråb over anlægget, om at BLIVE SIDDENDE, endda på adskillige sprog, har overhovedet ingen effekt!

Henstillingen er som ren luft, lige gennem begge ører, på de der dinglende midtergangspassagerer.

Det undrer mig altid.

Jeg mener, ingen, som i INGEN, kommer jo før ud i luften, af den grund.

Nu fik jeg vist fået luftet rigeligt ud i dette indlæg.

Med og uden underlige tendenser, så kan jeg, ganske politisk ukorrekt, godt lide at flyve.

Ville blot ønske, at luften indendørs deroppe, var helt lugt- og duftfri. 

Generer luftbårne partikler dig? Forstår du folks møven og masen sig frem? Kendte du til Astmavejen?

P.S. Solsikkesnoren fås i Terminal 3, Information.

 

Helt appelsinfri

Helt appelsinfri er jeg ikke, når det kommer til Baileys og Portvin altså – ellers er jeg.

Jeg kan nemlig ikke tåle citrusfrugter og deres olier.

Olierne bliver frigivet, når frugten skrælles, skæres eller pilles og fylder rummet, hæfter sig på tøj, hår og hænger omkring den frugtnydende person.

Indånder jeg disse små partikler, så brænder mit ansigt og mine luftveje begynder straks at snøre sig sammen, med langsom kvælning til følge – hvis ikke jeg flygter langt væk fra dråberne.

Hvilket jeg automatisk gør, da overlevelsesinstinktet træder til, helt af sig selv.

Akut-medicin hjælper lige nok til overlevelse, men fornøjelsen af åndenød, AndersAnd-stemme og svideri, den har jeg i op til halve og hele dage.

ikke appelsinfri

Ikke helt appelsinfri

November og december er lig med juletid og derfor den tid af året, jeg frygter allermest.

I de måneder er der nemlig appelsiner, mandariner og clementiner overalt. Folk går helt amok og guffer i sig af de orange vitaminbomber, hænger dem op i bånd istukket nelliker samt pynter op her og der, med de flotte farverige frugter.

I mange parfumer, deodoranter, cremer, sæber og rengøringsmidler m.v. er der ligeledes tilsat citrusolie. De giver samme reaktion. Så jeg må holde mig langt væk fra mennesker, der har anvendt den slags hørmatik. Det er så hele året rundt.

Ikke altid nemt

Udfordringerne er mange og opstår jo når jeg bevæger mig rundt ude i samfundet. Et samfund befolket af nyvaskede, parfumerede og frugtspisende borgere.

Folk bliver nogle gange, desværre, lidt forurettede og irriterede på mig. Forstår ikke, når jeg ikke kan være i nærheden, må gå min vej eller melde fra. Er blevet kaldt alt fra hysteria til opmærksomhedskrævende!

Med fare for at lyde hysterisk – og gøre for megen (h)væsen af mig selv, så kan jeg bare godt lide at trække vejret.

Du ved, sådan ned i lungerne og ud i blodbanerne. Kroppen fungerer allerbedst med regelmæssig vejrtrækning.

Det er også virkelig enormt angstprovokerende ikke at kunne ånde, skal jeg hilse at sige.

Mit hjem og mine nærmeste er selvfølgelig helt appelsinfri. (Samt citron-, tryksags-, røg, hyacint-, og liljefri m.m.)

Appelsinfri or not

Efterhånden har rigtig mange supermarkeder udstyret sig med juicemaskiner. Maskiner der presser friske appelsiner i en lind strøm, med luftbårne små, og for os med angstfyldt- og åndedrætsbesværliglidelse, ekstremt farlige mikrousynlige dråber til følge.

Jeg handler derfor mest husholdningsvarer via Nettet, hvor varerne kommer frisk fra lager, helt uden citrusindblanding.

Ved indkøb af friskvareforsyninger, risikerer jeg af og til mit liv og vover mig ind i vores lokale markeder. Har der været gang i presseriet, så er det om at holde vejret, sno tørklædet godt om mund og næse, spurte forbi i overlydsfart og komme så langt væk fra området som muligt.

Ligner mest af alt en, ikke helt appelsinfri, moden desperado, der vil røve af kassen eller kolonialhylderne, men jeg er endnu ikke blivet stoppet – eller anmeldt.

Appelsinfri advent

Advent

Hos os dufter julen kun af gran og glühwein – samt æbleskiver.

Hvert år hiver jeg en adventsstage frem, og pynter den med bånd og/eller nordisk natur. Alt der dunster af citrus er No Go.

Normalt når vi bare aldrig at få tændt adventslysene før midt i februar, eller i april som sidste gang. Bedre sent end aldrig, er blevet vores adventsmotto.

I år er vi faktisk før tid, da jeg skulle tage et foto til dette indlæg.

Men æbleskiver, dem spiser vi hver og hver anden aften.

Appelsinfri julelys

Julehalløjet

Jeg har lige været i Tivoli – det er altid hyggeligt. Højdepunktet var nu ikke juletræer og pynt, men to solsorte, der sang så højt og smukt, at det nærmest gav os forårsfornemmelser.

Måske var det al den lysen op, der havde sat gang i fløjteriet. Lys er godt og får åbenbart alle skabninger i dejligt humør.

Nu vi er ved fornemmelser, så er mine julenissenemmelser ikke særligt udviklede. Kan dog godt glæde mig over alle lyspunkterne og de små hyggelige udendørs (og appelsinfri) julemarkeder – samt æbleskivespisning. Nok mest det sidste…

Min mand derimod, han er en rigtig julenisse. Han kan lide juletræer, julelys og julemad. Nok mest det sidste…

Æren i behold

I min tid på arbejdsmarkedet, har jeg, så vidt muligt, altid undgået store fester og julefrokoster. Årsagen er selvfølgelig mine udfordringer, udi åndedrætsbevarelse.

Fordi, ved diverse festivitasser bliver der, pr. automatik, anvendt ganske gavmilde og overbetragtelige mængder af duftevand, sæber, cologner, hår- og moustachepomader m.v. Hvilket gør både mennesker og lokaler til rene dødsfælder, for os med MCS.

I mine yngre og sprøde år var generne noget mindre udtalt, så der vovede jeg mig af og til med.

Den sidste gang jeg deltog, fik det dog omfattende konsekvenser. Konsekvenser jeg stadig lever med, den dag i dag, 30 år efter.

Den julefest fik stor betydning for mit singleliv – som jeg måtte opgive, for i stedet at indgå ægteskab – med ham julenissen.

Og heldigvis for det. Sikken fest vi har haft.

Du kan læse mere om ægteskab her

Er du en julenisse? Har du allergi eller MCS? Husker du at tænde adventslysene? Synes du godt om æbleskiver?