Luften er fyldt med fly, pollen, røg, luftbårne virusser, småpartikler, fugle og de der skrækkelige myg m.m.

Jeg flyver tit. Det er ikke så godt. Til daglig kompenserer jeg derfor med cykel og gåben. Det giver motion og frisk luft.

Skal jeg langt, så tager jeg S-toget (det har jeg tidligere underholdt med) eller vores elbil (elektrisk indlæg).

Men, med hus i Sydfrankrig bliver det alligevel til en del op- og nedture, i de der højere luftlag.

Luftig hukommelse

Som barn fløj jeg også en del. Jeg husker tydeligt datidens caraveller, propelmaskiner og mellemlandinger. Det tog en evighed at komme frem, sammenlignet med nutidens luftbårne jetfartskarosserier.

Som jeg mindes det, så foregik flyrejser i 60’erne og 70’erne i ro og orden. Af- og påstigning var en afslappet affære. Jeg kan ikke erindre nogle hidsige luftstrømme, fra hverken trafikpersonale eller rejsende.

Lufthavnstrends

Der er kommet nye tider og andre luftstrømningstendenser til siden, skal jeg lige love for.

F.eks. ved boarding. Her ses passagerer, der i stedet for at line pænt op i kø, efter boardinggruppenummer, som annonceret, maser og kaster sig frem mod skranken og det sagesløse checkpersonale.

Ved selvsyn så jeg i sidste uge, et modent ægtepar vælte en stakkels flyselskabsansat, der prøvede at skabe orden i vispas- og kortkøen! De skældte ovenikøbet ud, da de, af tililende vagter, blev gelejdet ind på række…

Jeg mener alle har et sædeenummer, der er normalt ikke frit valg eller stoleleg. Du er nået frem til tiden. Vi kommer alle med.

I bussen til/fra flyet, sker der også noget mystisk. Folk vil ikke fordele sig, men klumper sammen ved dørene, så adgang for indtrængende medpassagerer nærmest hindres. Igen, er du kommet i bussen, kommer du nok også ud ved flyet/gaten.

Jeg forstår heller ikke den underlige bagagebåndstrængsel. Er det bare ikke nemmere og mere overskueligt, hvis folk stod bag den linje, der oftest er markeret om båndet… Så kan alle se – og blot træde frem, når din kuffert er ud for dig.

I luften

Når de luftivrigrejsende er placeret – og der endelig er faldet ro på møvemasserne, så synes jeg, at det er så hyggeligt, at kaptajnen åbner mikrofonen og lige hilser på:

Hej, jeg hedder Finn Flyversjus. Vi er nu nogenlunde over her, flyver i luftlag 10 km med farthåndtaget i bund – og hvis ikke der er gået båndspaghetti i det Italienske lufthavns tekniske systemer, eller det Franske strejker, så når vi måske frem til tiden.

Have a pleasant flight!

Luftfart på godt og ondt

Den hurtigste jeg nogensinde har fløjet med, er en græsk taxachauffør!

Med en smøg i mundvigen, en hånd på rattet og en arm nonchalant ude af sidevinduet!

Jeg fulgtes ovenikøbet med 2 luftfartspiloter. Vi sad alle 3 stive af skræk, presset sammen på bagsædet og var sent på den, til lufthavnen.

Vi nåede vores fly i noget nær olympisk flyvertid.

Ingen af os, havde nogensinde før fløjet så lavt, i den fart.

Den værste tur jeg har oplevet, er med PanAm fra New York/Kennedy til København/CPH den 21.12.1988.

Der var orkan over Atlanten. Det føltes som at køre i en gigantisk og meget ujævn rutsjebane. De fleste skreg, utallige kastede op – og rigtig mange røg som besatte. Det måtte ryg og rejsende dengang.

2 stewardesser græd det meste af vejen – og servering samt hjælp var selvfølgelig umulig. Kaptajnen oplyste med jævne mellemluftrum, at nu prøvede han en ny højde og nu fløj vi uden om der osv. Lige lidt hjalp det. Det var en meget lang tur.

Til sidst landede vi i Oslo – og måtte hverken forlade sæde eller få frisk luft. Al bagage blev pillet ud og undersøgt. Flyet var loadet med Julepakker, der sidst i december. Så det tog tid. Ingen fik informationer om årsag eller hvorfor vi sad i Norge…

Endelig clear for take off mod København – og først der, i taxa’en hjemover, den 22.12.1988, fik jeg viden om PanAm-flyet, der var eksploderet over den skotske by Lockerbie.

Det viste sig, at min familie var i panik for en tid. De havde hørt PanAm, tidspunkt, bombe, Kennedy Airport – og troede det var flyet jeg var med. Jeg rejste dog, på samme tidspunkt fra Kennedy og ikke til, som det terroristbomberamte fly.

Frisk lufttilbud

Min gemal rejser tit og er ikke meget hjemme. Han shopper derfor mest i lufthavne, hvor han tilbringer en del mellemluftlagstid. Der er ofte gode tilbud på habitter, sokker, elektronik – og skjorter. Det kræver blot tid til at kigge.

Du ved, lige nå at få læst detaljerne, i kraven eller på etiketten. Hjembragte skjorter i slimline, med luftige korte ærmer eller forkert flipnummer, fordi der pludselig skal boardes, er ikke et hit. Udover hos Røde Kors-butikkerne.

I overskyshoppen har jeg været heldig at finde flere af mine bedste armbånd. Velgørenhedsorganisationer fremstiller tit smykker, i en god sags tjeneste.

Senest har jeg anskaffet mig et lavet af fiskenet. Fiskenet dumpet i havet. Det der kaldes ghost net. Hvert armbånd er unikt og pengene går til Bracenet/Save the Seas.

Vi skal passe på både luften og havet.

Skal du connecte med andre flyafgange, så har jeg et godt råd:

Undgå altid Frankfurt, for himmelluftens skyld!

Den lufthavn er et airportshelvede på jord. Det er altid dér, du strander.

Jeg har skam overnattet på et Frankfurtsk Lufthavnshotel. På min fødselsdag ovenikøbet!

Ankomst var sen – så restauranten var lige lukket! Ingen fødselsdagsmiddag…blot luftsteg og vindfrikadeller.

Hvorfor? Fordi lufthavnsbussen, fra til-tiden-ankomstflyet, brugte over 25 minutter på at køre os til den fjerneste gate i lufthavnen – og vores connecting flight afgik fra nabogaten, til den gate som vi lige var landet ved!

Vi måtte derfor spurte alle ca. 15 km tilbage, i overlydsfart. Det lykkedes os næsten – kom kun 45 sekunder for sent!

Luftindtag

Parfumeret kabinepersonale og medpassagerer kan være et mareridt, for os med alverdens luftvejs – og allergiske lidelser.

Skulle tro der var tænkt på dette, når nu vi snakker luftbårne små rum, uden mulighed for at åbne friskluftsvinduer.

Jeg kører altid dyse luften på højtryk. Ligesom piloten anvender jeg fuld fart, oppe i den lette skyluft.

Alligevel er min hals, brystkasse og ansigtshud mere eller mindre svidende og brændende. Lungerne er på overarbejde med besværliggjort lufttilstrømning, efter mødet med diverse medrejsendes hørmetik og luftduftmolekyler.

Jeg rejser med et stort tæt tørklæde, som jeg bruger til næse-mundtildækning. Pt. er jeg på udkig efter en kulfiltermaske, der kan anvendes i de tyndere luftlag. Er blevet det anbefalet, af mine lidelsesfæller udi MCS og luftindtag (luftindlæg).

CPH har netop indført en Solsikkesnor, for os med usynlige handicap, og en Astmavej, hvis du har udfordringer i lungeluftlagene. Super god ide, når alt handler om luften vi har under vingerne og helst også i lungerne.

Security og andet luftigt personale er derved opmærksomme på, hvad vej vinden blæser, når du kommer anstigende med din snor om halsen.

Luften mellem sæderne er nu stadig en mangelvare, i de fleste airbårne maskiner.

Men det er ens for alle. Vi sidder lårene af hinanden – og kan rigtig aflufte parfumer, tryksager og andet, i det fælles luftrum.

Lufthavnslandingstrend

Ved landing har der, de senere år, yderligere udviklet sig en mærkelig tendens: Folk kaster sig ud i midtergangen, rejser sig simpelthen op og begynder at hive bagage ned, straks flyet har sat hjulene i ankomstasfalten og taxi’er på plads.

Inden flyet er standset og fasten seatbelt-skiltet er slukket!

Stewardens opråb over anlægget, om at BLIVE SIDDENDE, endda på adskillige sprog, har overhovedet ingen effekt!

Henstillingen er som ren luft, lige gennem begge ører, på de der dinglende midtergangspassagerer.

Det undrer mig altid.

Jeg mener, ingen, som i INGEN, kommer jo før ud i luften, af den grund.

Nu fik jeg vist fået luftet rigeligt ud i dette indlæg.

Med og uden underlige tendenser, så kan jeg, ganske politisk ukorrekt, godt lide at flyve.

Ville blot ønske, at luften indendørs deroppe, var helt lugt- og duftfri. 

Generer luftbårne partikler dig? Forstår du folks møven og masen sig frem? Kendte du til Astmavejen?

P.S. Solsikkesnoren fås i Terminal 3, Information.