Indlæg

Kostråd

Kostråd er vigtige. Du bliver, hvad du spiser.

Det udtryk kender du godt – og forskning beviser det faktisk.

Det skræmmer mig helt vildt. Med tanke på, hvad jeg går rundt og putter i munden.

Du bliver også hvad du tænker – og lader dig påvirke af.

Det er jeg lidt mere tryg ved, eftersom jeg jo altid tænker positivt og kun lader mig påvirke, af de klogeste og rigtigste meninger…

Og nu er virkelig meningsdannende kloge hoveder, igen, i gang med at forfatte nye officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen.

Kostråd, der skal hjælpe os borgere til en sundere – og klimavenligere livsstil.

Rådene lanceres, blancheres og publiceres i starten af 2021.

Hvad vi skal spise indtil da, kan du følge i en kampagne, der koges sammen i løbet af foråret og hedder “Madglade klimatips”.

Klimakost

De nye kostråd tænker, som noget nyt, nu klimabetænksomhed ind i vejledningen.

Det skal nemlig være sundt, både for dit og klimaets kredsløb. Win win, må man umiddelbart sige.

Hvad er det mon så, du skal spise og hjembringe klimavenligtneutralt til skafferiet, når du gerne vil bidrage til både helsebringende ernæring og halvering af dit CO2-udledning.

Mit gæt er: Grønt – Du skal indtage og købe megameget grønt, mørkegrønt.

Flere bælgfrugter. Mængdevis af bønner, linser og ærter på menuen. Heldigvis ikke gule ærter, men altså grønne.

Og bønnerne er ikke cacao- eller kaffebønner – Næh, dine proteiner bør primært komme fra pral-, heste- og alskensfarvet små og store bønner. Bed til, at du kan lide dem.

Væn dig også til at indtage mikromakroskopiske småmængder af animalske fødevarer. Kød, helst fra fugl eller fisk, bør blot være tilbehør af og til og ikke hovedingrediens i dine måltider.

Spis kartofler og blomkålsris, i stedet for de lange- og længetransporteret riskorn.

Og kål, i alle afskygninger, bliver højst sandsynligt den helt store superernæringskilde. Dine forventelige udslipsgasser, snakker vi så ikke lige om.

Insekterne er sikkert, endnu, ikke med i vejledningen. Det er noget kulturelt, andre steder – og derfor nok udeladt, her.

Vi skal tænke multimere plantebaseret, årstid og mørkt grøntsagsoverflod ind i den daglige kost. Og spise op.

Mon ikke også det mørke (absolut ikke grønplettet!) grove rugbrød får en plads. Tykt skåret og uden tandsmør, med mindre det er plantesmørelse.

Lidt danskdyrketlokale frugter og bær vil sikkert fylde et lillebitte område, af tallerknen med kostråd. Symbolet er jo ikke længere en pyramide. Sådan een, er fra for langt sydøstpå, al næring skal være fra nærtæt på.

Kostråd

Mon Kajkager er grønne nok? Og hvad med rødt, som i hindbærtærter?

Dur blomkålsris egentlig til sushi?

Sukkerroer er fra planteriget, lokalt dyrket og produceret. Er dog overbevist om, at det forarbejdede søde krystalprodukt stadig er noget, vi bør indtagelsesafholde os mest muligt fra.

Ingen lækkersukkersult og søde tænder i sundhedsrådene.

Gad vide, om der vedhæftes vejledningsvisning udi økologimærker og MSC certificerede fisk og skaldyr…

Jeg tror nemlig heller ikke, at vi er skabt til at indtage pesticider og kemiske tilsætningsstoffer i vores føde- og drikkevarer.

Det er sværtoverskueligt – og der er overordentligt meget at forholde sig til, når du vil være up front på vitaminer, klima og sundkropsbevidsthed.

Sats på linsekålretter og drik vand. Med al den plantebaseret mad, bliver du efterhånden til en køn plante.

Tænk på biodiversiteten og hold dig fra skvalderkål, mælkebøtteblade og brændenælder. Insekterne skal stortrives.

De kommer nemlig 100 procent sikkert på tallerknen, i nærvedfremtiden.

Orange kostråd

Jeg har kigget i mit køleskab…

I grøntsagsskuffen er farvepaletten orange og en smule mørkegrøn. En tom løgbeholder + et spidskål lyser blegt op.

Men ellers er kuløren mest orangefarvet, fordi gulerødder er både hunden – og gemalens snackfavoritter. Hvis ikke der er chokoladebar eller kage altså.

I fryseren er der til gengæld en del meget mørkere farver grønt, mest nok fordi lampen er gået i stykker. Men der befinder de fleste af vores, lillebitte, husholdnings grønne og multicolorerede vitaminer sig.

I lågen står mine drikkevarer. Mælk til chailatten samt sprutflydende råhygge og sovemedicin. (Læs nattillægget).

Baileys indeholder animalske fedtlipider! Må have opstartet ned- og udtrapning!

Portvinen er til gengæld plantebaseret, pyha og jubiii.

Komælken bliver svær at klimaudskifte, da jeg ikke tåler de forskellige planteerstatninger. Men jeg kan også godt lide vand.

Det bliver vist noget med at vænne sig til en tynd kop te fremover.

Skånekost

For os med diverse allergier og fødevareintolerance, er det virkelig enormt svært at overholde de folkesundhedslige anbefalede kostråd, gamle som nye + de fremtidige.

Råd om kost er individuelle, når slimhinder og lunger er overmegasygeligtsarte.

Der skal desværre testes lokalt, ved direkte systemindtagelse, med overskudstid til eventuel akutindlæggelse og en effektiv EpiPen inden for rækkevidde.

Dine kropsreaktioner bestemmer derefter, om det i fremtiden er at finde på din tallerken.

Frugt og nødder kan være direkte livsfarlige – og rigtig mange grøntsager og uskyldigtudseende krydderier, uanset farvekombination, giver ubehagelige symptomer, der aldrig nogensinde leder tankerne hen, på nogen form for sundhed.

Nældefeber, åndenød, diarre, blodtryksfald og nærblackouts, for blot at nævne nogle få. (Lidt om allergi)

Kostvalg og kostråd

Når du handler ind, går du muligvis, som jeg, først efter livretter og hvad du bedst kan lide.

Du kigger måske på prisen og om det er sundt. Det kan være du allerede er på forbilledligforkant og foretrækker økologiske fødevarer og indtænker noget miljøbelastning.

Men – først og fremmest vælger du ud fra vaner. Det bekræfter undersøgelser udi forbrug og livsstil.

Og vaner er, som bekendt, noget af det allersværeste at ændre på. Det hører med til vores identitet, hvem vi er og til vores kultur.

Mad er følelser, tryghed, minder – og har sjovt nok, ikke så meget med kostråd at gøre.

Så, det kræver derfor en kæmpe indsats og kan godt virke uoverskueligt, hver gang der kommer de der nye kostråd og vejledninger af alle sundilegme og velmenende slags.

Altid mit 1. valg

Supermarkederne er en vigtig brik, i ændring af vores indkøbsvaner.

Med det der kaldes Nudging = Et puf i den rigtige retning, er de behjælpelige med at styre forbrugerne til mere indenbordssundhed.

Ved blot at flytte rundt på varerne i supermarkedet, ryger (røg anbefales ikke!) der købsautomatisk flere næringsrige og klimatiskkloge varer i kurven.

Slik flyttes f.eks. bort fra kassekøerne og chips gemmes langt væk. Frugt og grønt placeres indbydende friskfarvet og fremme i de forreste linjer.

Kager stilles bagerst i en dunkel og mørk uindbydende afkrog og de mest usunde varer, sættes på de allernederste hylder.

Vi er nemlig ikke kun vanedyr – men også ubevidste smådovendyrsagtige. Vi bryder os ikke om at gå afveje, i hug ved reolerne – eller strække os halvt ind i kølemontrene.

Heldigvis er jeg ikke mørkeræd. Men… Jeg skal, udover at gå til pilates, nu også finde tid, til et livsmodent stræk- og bøj-træningshold.

For, der bliver da fremstillet klimabevidstvenlige kager, ik´? 

Spiser du meget planteføde? Foretrækker du også kager? Er du klar til proteininsekterne?

 

Fornemmelser

Mine fornemmelser for sol, varme og frokost i det fri, stortrives i det franske. Jeg er derfor et smut i vores hjem i Mougins.

Her i januar blomstrer spanske margueritter, fjerbuske, roser, gule blomster og en helt masse andet krudt og ukrudt, jeg ikke aner, hvad hedder.

Mine fingre er så langt fra grønne som noget kan være, men jeg kan godt lide at have en dejlig frodig jardin, sådan med lidt sydlandske vildt mange farver.

Desværre vokser flere af havens grønne træer også, ikke ind i himlen, men tæt på – og nu i en højde, der generer nogle kabler – og lidt af vores udsigt – samt alle naboernes strømforsyning.

Træernes toppe har, ret uheldigt, fået viklet sig ind omkring ledningerne.

Ved sidste uvejr lå vores lille vej, af denne årsag, strømløs hen. Mine fornemmelser siger mig, at den vist ikke går i længden – der skal skæres kraftigt ned.

Nabofornemmelser

Tilbud fra 3 firmaer, der fixer vildtgroende indviklede toppe, har naboen, Monsieur Pierre, sørget for. Han styrer det hele i vores fravær – samt alle de fastboende naboer til daglig.

Vi aner aldrig rigtigt, hvad vi kommer ned til og hvad der nu skal ske. Hans fornemmelser for, hvad hus – og de der 2 lettere ubehjælpsomme danskere, udi det franske, har brug for, er tres tres exceptionel.

Jeg fornemmer nu også en vis plaisier, fra Monsieuren’s side i, at han gør sig nyttig for både os og en stor del, af hans mange yderst kompetente og hjælpsomme kontakter.

Nabo med hustru, sørger ligeledes for at sætte vores gartner i sving. Vi mailer arrivering til naboparret – og på deres opringning, instrukser – og vores regning, kommer gartneren et par dage før og udfører havearbejde, Voilá!

Håndværkere og havefolk serviceres altid med forfriskninger, snak og café af Madame nabo – og strikt opsyn af Monsieur.

Det er fornemt og trygt, med sådan en naboaltidhjemmeservice.

Have fornemmelser

Fornemmelser for træ

Jeg har lige mødt den træmand, som, ifølge min rare nabomand, nok skal have top-ordren. Sammen klatrede vi, á la bjergged, rundt på vores grund, der jo er i 6 reposer, her halvvejs oppe på bjerget.

Vi skulle finde en vej til maskinen, som skal knuse vores trætoppe i småstykker. På ham storknuserens glade udbrud, fornemmede jeg, at vi vist nok, fandt et anvendtbart spor, til larvefodsmaskin-monstret.

Maskineri-indhentning er nemlig ret problematisk her på bjerget og de tilhørende småveje.

Vi kan ikke køre op til huset, men må parkere lidt nede – og til bens forcere en stejl stigning op til stien, hvor matriklens 5 huse er beliggende.

Da vi skulle have vores jacuzzi på plads, var der tale om at bruge helikopter! Det er ikke spor unormalt, her i baglandet til rivieraen. Den kunne så ikke komme langt nok ned, pga. et over 200 år gammelt kæmpetræ, der knejser midt på vores grund.

Det udviklede sig til et tilløbsstykke, da vores spa kom kørende ind på højkant, i en smart udtænkt hejs- og trækmaskine. Der var ikke meget luft til husvæggene, oh la la, men det lykkedes.

Ca. midt på billedet nedenfor, ser du vores hus, med det kæmpe høje fyrretræ i gavlen. Det gamle træ skal pt. ikke beskæres. Det kræver andre trækyndige og noget helt særligt, specialt af pengepungen.

Fornemme sæsonkort

Ellers har vi, som vanligt, modtaget kort fra borgmesteren. Han skriver til os 5-6 gange årligt. Julekort, Nytårskort sommerferiekort, efterårskort og andet kort som langt. Sådan sæsonkortsagtigt.

La Maire skriver en kort hilsen, inviterer os nogle gange på et lille glas, til infomøder og opsummerer årets begivenheder, samt hvad der kommer til at ske fremadrettet.

I kommunen er der stor fokus på klimaet. Der sker hele tiden noget nyt i forbindelse med affaldssortering, byggerier, vejanlæg, jordskredssikring, vandafløbsudbedringer og diverse andre kommunale foran-tagetiopløbs-staltninger.

Og vi har fået et hundeinternat i byen. De formidler adoption af genbrugshunde.

Som inkarneret hundeejer varmer det mit livsmodne hjerte at se. Franskmændene er generelt vilde med hunde, så tror internatet bliver succesfuldt.

Vores postkasse er derimod ikke en større succes. Der trænger regnvand ind, når det regner i en skævblæst vinkel. Så sæsonkort og info er ofte let vandonduleret og bølget, men tørrer jo hurtigt til læsbart, i det franske titsolskinsvejr.

Fornemmelser for hunde

Fornemmelser for affald

Andre fornemmelser

I nabobyen Cannes, går borgmesteren også meget op i klima. I samarbejde med Nice, er der f. eks. kommet nye skrappe regler for cruiseskibe, der lægger til. Store bøder og ekstra takster er indført, hvis skibet ikke opfylder bestemte klimatiske krav.

Middelhavet – og luften skal være renere. Rygning er også blevet forbudt på strandene. Ingen skod mellem tæerne og slut med røg i lungerne hos badegæsterne.

Myggebekæmpelse og bibevarelse er to emner, som ligeledes optager kommunerne hernede.

Droner er taget i brug, for nedkæmpelse af de frygtede palmebilleædere. Røde grimme sultne insekter, der har invaderet Sydeuropa og nu gnasker en bestemt art meget smukke palmer ihjel.

Folk risikerer store bøder, hvis de ikke behandler eller fjerner de angrebne palmer.

Vores enorme, bestemt flotte, palme stod ikke til at redde, den var, ærgerligt nok, hårdt angrebet, inden vi overtog residensen. Behandling derfor ikke mulig, kun fjernelse og specialdestruktion af bladene, hvor grovæderne holder til.

Vi har selvfølgelig plantet nye palmer, af en art som dødsgnaverbillerne ikke fouragerer i.

Chok fornemmelser

Her lørdag aften slog et lyn ned, lige udenfor/i huset. Jeg så og mærkede det selv og fik nærmest et chok. Det kom helt uden forvarsel, derfor hoppede jeg højt i vejret og var nær ved at slå hovedet mod loftet, som heldigvis er 3 meter oppe.

Et kort uvejr bragede hen over bjerget – og efterlod os… uden Internet.

I et tidligere indlæg har jeg beskrevet, hvordan det er, ikke at have nogle fornemmelser for, hvornår du kan klikke her dig online igen.

Søndagsindlægget bliver måske til et mandagsindlæg!

Jeg kan nemlig ikke få downloadet alle foto’s – og er usikker på, om jeg kan sende Nyhedsbrevet ud, til mine trofaste og højt højt skattede følgere.

Min mand siger, at FreeWiFi-boksen, til det hele, er gået. Med lynets hast.

Der skal en tekniker ud og installere nyt. Det kommer derimod ikke til at foregå lynhurtigt, det ved vi fra tidligere.

Jeg fornemmer, at vi nok skal have fat i den formidable effektive Monsieur NaboPierre.

Har du hjælpsome naboer? Er du bange for tordenvejr? Hvor længe kan du klare dig uden WiFi?

 

Er du klimabetænksom, bæredygtig og tænker du mode med omtanke, når du shopper beklædning?

I sidste uge tog jeg en rundtur til flere modetøjsbutikker i hhv. København og Kgs. Lyngby. Det gjorde jeg for at forhøre mig om, hvad der rør sig i moden med hensyn til bæredygtighed og indkøb af brands, der tænker i økologi og fair trade mv.

Vintage

På Instagram er jeg faldet over de smukke fotos fra Vintagebutikken Audrey Vintage – og da vintage er lig med genbrug, så taler vi her om mode med omtanke. Butikken var derfor på min liste over steder, jeg lige ville kigge indenfor hos.

Jeg siger dig, jeg faldt totalt pladask for det univers der udspiller sig i den fantastiske, feminine og smukt indrettet specialshop. Du træder nærmest ind i en Hollywood-divas Walk in Closet fra 50’erne. Her hænger kreationer i en kvalitet så lækker, gennemført og holdbar, som du sjældent ser fremstillet nu til dags.

Alt bliver håndplukket og hentet hjem fra Frankrig af indehaveren selv. Hun brænder for kvalitetstøj – og præsenterer det hele i smukke tableauer.

Dengang, i 50’erne og 60’erne, tænkte producenterne vist ikke på klimaet, men de fabrikerede derimod kvalitet og langtidsholdbart.

Jeg har aldrig købt brugt tøj eller interesseret mig for vintage. Min overdrevne “bakterie OCD” har et eller andet med andres hudceller og lugte. Selvom jeg godt ved, at tøjet er rent! Alligevel holdt det hårdt at holde sig fra de mange flotte kjoler og bluser, men jeg stod imod. Denne gang…..

Kreditkortet blev dog luftet. Jeg faldt nemlig for de fineste små ørenringe m/clips. Dem skal min mor have. Hun er vist snart den eneste i Danmark, der ikke har hul i ørerne og derfor næsten umulig at finde ørepynt til. Fandt en håndlavet broche til mig selv, lidt sjov og speciel, den kunne jeg heller ikke modstå.

Kig forbi Hyskenstræde, hvis du er på Strøget i City. Om et par uger kan du endda sidde og suge det hele ind, med en varm kop kaffe eller the og lidt sødt til ganen. Jeg skal ihvertfald forbi igen – og vil lade hudcellefobien blive hjemme.

Audrey Vintage, København

Klimabevidst

Droppede derefter ind hos Nørgaard på Strøget. Firmaet går ind for det de kalder “A Human Fashion”. Det betyder bl.a., at siden juni 2019 har de været CO2-positive. Det er sket ved indkøb af klimakvoter fra projekter i udviklingslande.

Deres velkendte rib T-shirt og toppe bliver nu produceret i økologisk og bæredygtig bomuld – og uld. Ellers har de rigtig mange klæder i genbrugsmaterialer – og strik fremstillet i Danmark.

På deres hjemmeside kan du let finde en oversigt med de mange bæredygtige tekstiler, som butikken efterhånden har. De er kategoriseret for sig selv. Ret brugervenligt.

Mads Nørgaard, København

Mere betænksom mode

Det myldrer frem med brands der tænker mode med omtanke. Jeg fik, i min søgen, f. eks. googlet omkring 20 danske brands, der tænker, mere eller mindre i klima. Det er positivt på alle måder. Det handler nemlig også om vilkårene for de mennesker, der arbejder med selve fremstillingen af tøjet. Måske kan du huske, at DR i 2011 sendte en serie der hed: Blod, sved og T-shirt. Udsendelsen var optaget i Indien og viste de frygtelige forhold, som arbejderne i tøjindustrien der, arbejder/arbejdede under.

Bæredygtig er det nye sort, men fås også i andre farver.

For et par år siden, var bæredygtigt lig med naturfarvet stift hør og bomuld, der ofte kradsede. Nu kan du få de lækreste farver, snit og materialer i certificeret tekstiler. Eller købe vintage – og dermed genbruge.

I min favoritbutik her i Kgs. Lyngby, OTTO´S, fortæller de, at der helt klart er en større efterspørgsel og opmærksomhed på bæredygtighed. De oplever, at det er en blanding af både unge og os mere livsmodne, der har fokus på klima og stillingtagen til, hvad der skal hænge i klædeskabet. Vi fik en hyggelig snak om genbrug af bl.a. vand, plastik, tekstiler og træ i tøjindustrien. Mulighederne er nemlig mange og ret spændende. Mere om det en anden gang.

Når kunderne interesserer sig for det, så gør butikkerne også – og dermed producenterne – og designerne. Vil du være med til at forandre, skal du som forbruger blive ved med at spørge, efterspørge og meget gerne købe det mest klimavenlige. Jeg holder altid øje med OTTO´S udbud af klimabetænksomme brands – vist lidt for tit, ifølge min gemal. Vi planlægger nemlig pt. nyt skabsarrangement til garderoben, fordi det kniber en del med pladsen.

Anden omtanke

Ny broche

Hos mærket Marlene Birger kan du leje tøj til festen. I stedet for at købe et nyt og dyrt stykke tøj, som du alligevel sjældent bruger, er det da genialt genbrug. Hvis man altså kan overvinde sin imaginære hudcelleintolerance. Du ved godt, at et menneske taber 40.000 hudceller, i minuttet, ik´?

I en anden modebutik fik jeg en snak om økonomi, emballage, transport og poser ifht. klima. F.eks. udleverer butikken en pose lavet af træ til kunden, helt gratis. Den koster butikken 4 kroner. I supermarkeder og nogle sportskæder f.eks. skal/kan du købe en plastikpose. Det er et emne, der kan fylde et helt indlæg på et andet tidspunkt.

Forbyder regeringen mon snart plastikposer?

Tager du indkøbspose med hjemmefra?

Mode med omtanke

Er du begyndt at tænke på, hvor dit tøj kommer fra, hvad det er lavet af og hvordan det er produceret?

 

En løs forbindelse kender vi alle til. Jeg har lige oplevet en af lidt mere oplysende og fast karakter.

I torsdags var jeg nemlig til en interessant debatfrokost i den Franske Bogcafé i København.

Bogcaféen bød på lækker økologisk frokost og havde inviteret initiativtager og indehaver af LØS market, Frédéric Hamburger, til en snak om økologi og emballagefri vareindkøb.

I 2016 åbnede Hamburger et supermarked med det emballagefrie koncept – Det har været en succes fra start, så her i 2019 er der åbnet et til. Butikkerne ligger endnu kun i København. Jeg kunne godt ønske mig, at konceptet snart breder sig, sådan drysset med en løs hånd, ud over hele landet.

 

LØS market

Hamburger ønsker at give de forbrugere, der gerne vil ændre deres indkøbsvaner et værktøj. I butikken kan du købe præcis den mængde f. eks. pasta, grøntsager og vin, du har brug for til aftensmaden og på den måde minimere dit madspild. Og butikken sælger kun 100 procent økologiske varer, som hovedsageligt er lokale og kan købes emballagefrit. Du medbringer selv beholdere og poser til dine varer – ellers kan du købe det i butikken. I stof og glas. Plastik er no go.

Når jeg handler ind på markederne i Frankrig, har jeg altid syntes, at det er supersmart, at jeg netop blot behøver handle den mængde jeg har brug for. Mange franske supermarkeder har ligeledes ofte et stort udvalg af varer i løs vægt.

Je t’aime regnorme

Frokostdebatten var utrolig hyggelig og lærerig. Det er altid fascinerende at møde passionerede mennesker der brænder for en sag. Vi kom vidt omkring miljø, økologi og fødevareproduktion – samt lidt fransksnak. Hamburger er nemlig franskmand og et par af os frokostdeltagere har hus i Frankrig, og er derfor lettere frankofile. Nu sad vi også i den Franske Bogcafé, omgivet af fransk litteratur og duften af lavendel fra de franske sæber, som caféen sælger. Så….. stemningen var meget fransk.

Hvad der til gengæld ikke kun er franskt, er regnormene. De forsvinder – og det er en katastrofe.

Ingen regnorme, ingen næring i jorden. Ingen næring i jorden – ingen afgrøder. Ingen afgrøder – intet liv på jorden.

Hamburger fortalte, at forskere har opdaget, at hvor der før var op til 3000 regnorme i et bestemt antal kubikmeter jord, er der nu blot omkring 300 regnorme. Det lyder jo helt vildt! Ormene forsvinder på grund af sprøjtegifte, anden forurening – og klimaforandringer.

Regnormen er faktisk rangeret som den vigtigste art på kloden. Det tror vi alle sammen sikkert, helt fejlagtigt, er mennesket. Det får lige ens perspektiv ned i jordhøjde, så at sige. Virkeligheden om, hvor sårbare vi er – og hvor dårlige vi er til at passe på vores virkelighed er ret skræmmende.

Syn for sagen

Jeg gravede i haven, da jeg kom retur fra frokosten, ville lige tjekke vores bestand af regnorme. Skulle alligevel plante en ny hortensia – så anledningen var til stede. Med stor forsigtighed lirkede jeg ned under overfladen og…… der dukkede hurtigt en stor fed ormebasse op. Jeg så en til lidt længere nede. Jeg blev helt glad – vi har ihvertfald 2 orme på matriklen.

Jeg skal have købt regnorme til haven – og jeg skal passe på dem, som de små kære væsner de er. Jeg vil kæmpe for flere regnorme i jorden, slippe dem løs overalt og fremover betragte regnorme som nuttede skabninger.

Jeg har læst, at det er nemt at få os til at kæmpe for overlevelse af nuttede dyr, f.eks. pandaer og orangutanger. De tiltaler os, de ser så søde ud. Men hverken pandaen eller orangutangen overlever, hvis ikke der er regnorme.

Og det gør vi altså heller ikke!

Klimamarch

Lørdag var der klimamarch i København. Min helt, Greta Thunberg, deltog i begivenheden og holdt tale. Jeg var forhindret i at deltage – men støtter 100 procent op om hendes tiltag, via en løs forbindelse til hendes Facebookside. Jeg synes det er fantastisk, hvad den unge svenske pige har formået at sætte gang i. Greta siger ikke noget nyt, men hun har fået en opmærksomhed, som hun bruger fornuftigt. Nu skal verdens ledere, vi gamle og unge, tage at lytte – og tage os sammen.

Og husk nu – Pas på regnormene derude.

 

Ugens anbefaling Bæredygtig livsstil.

Næsten halvdelen af alle danskere ønsker at have en bæredygtig livsstil. Eller i hvert fald en mere bæredygtig levevis, end de pt praktiserer. Det lyder jo fint og positivt. Den anden halvdel skal så lige på banen og tænke over, om det ikke er på tide, at de går i gang med lidt miljøtænkning. For skal det batte, ja – så må vi allesammen ændre på vores livsstil.

Jeg er en af dem, der forsøger at være mere opmærksom på de aftryk, som vores lille familie sætter på natur, miljø og fremtidens klima. Det er svært at ændre vaner og ikke mindst levevis. Jeg startede derfor i det små, og i den store sammenhæng er det stadig småt, det jeg foretager mig. Men jeg foretager mig dog noget. Jeg prøver – det gør min samvittighed en lillebitte smule godt.

Jeg vil anbefale lidt klimatænkning:

Hvis du ikke allerede er en klimabevidst forbruger, så start med at blive det. Jeg lover dig, du vil opleve en glæde – og en trang til at ændre din livsstil, til en mere bæredygtig én af slagsen.

Mine tips:

  • Køb varer med Svanemærket og EU-blomsten, så er du godt i gang
  • Køb økologiske produkter
  • Køb recycled – genbrug. Se foto af min tandbørste – Den har ikke været brugt før, men den er fremstillet af genbrugsplastik. Skuresvampen er af plantemateriale. Tæpperne er fremstillet af brugt tøj. Tandpasta + tube er af noget klimavenligt noget.
  • Sortér dit affald
  • Køb lokalt eller europæisk
  • Lad årstiden bestemme indkøb af grønt og frugt
  • Afmeld reklamer, så sparer du 140 kg CO2 årligt. Læs dem online og spar 75 kg CO2
  • Gå efter FSC-mærket ved indkøb af møbler
  • Gå ind for Slow fashion og hold øje med bæredygtige brands. Dem bliver der flere og flere gode af.
  • Køb klimavenlige el-produkter.
  • Skift til LED-pærer
  • Spar på vandet, f. eks. med et nyt vandbesparende brusehoved
  • Skru ned for vandtemperaturen – Og måske også varmen i stuen
  • Køb glasflasker i stedet for plastikflasker – Undgå i det hele taget plastik
  • Spis mindre kød
  • Undgå madspild – Brug resterne, lav biksemad eller suppe. Jeg laver tit en grøntsagsskuffe-suppe. Mums.
  • Undgå apparater på standby
  • Brug mindre vaskepulver
  • Skift kulgrillen ud med en gasgrill
  • Spring havearbejdet over – Frem biodiversitet i din have. Sparer også din ryg.
  • Brug ikke plastik-engangsservice
  • Anvend genopladelige batterier
  • Drop papirbreve – brug e-mail og e-boks
  • Tag cyklen, hvis du ikke skal langt

Og der er mange flere tiltag, som du kan indføre i din livsstil. Lidt ad gangen. Søg viden om emnet. Kig efter alternativer til det du plejer at bruge. Måske bliver du, ligesom jeg, lidt bidt af det. Og nej, jeg er som forbruger overhovedet ikke altid særlig klimavenlig – men jeg prøver – og ellers kompenserer og støtter jeg hist og pist.

I stødet

Jeg har, efter flere års ihærdig prædiken, endelig fået min mand overtalt til at købe en el-bil. Så i går blev dieselbimmeren skiftet ud. Nu transporterer vi os lidt mere miljørigtigt. Vi har fået en perlemorshvid grøn bil.

Du tænker måske, at du ikke kan ændre på noget, det er ligegyldigt, du gør ingen forskel – og hele verden er alligevel for sent ude – klimaforandringerne kan ikke ændres, stoppes eller forhales. Næh, det er måske rigtigt, det kan desværre være for sent. Men gør du/jeg/vi intet, så er løbet helt sikkert kørt. Og skylder vi ikke næste generation at have forsøgt?

På torsdag skal jeg til frokostdebat med en franskmand, der har startet et lille supermarked med økologiske emballagefri varer i løsvægt. Det ser jeg frem til at høre om. Håber jeg kan genbruge mine franskkundskaber.

Fluefiskeri

Jeg har været helt blå og gul i denne weekend.

Den er nemlig tilbragt i Sverige – i fiskehytten, som vi kalder vores stuga, der ved Mörrumsåen. – Og jeg er som sædvanligt ramlet halvvejs ned ad trappen til 1. sal – er blevet helt blå og gul på det ene lår! Trapper er ikke min favoritdisciplin. Matcher dog nydeligt nationalfarverne på disse kanter. Desværre er temperaturen ikke til lårkort, så jeg gemmer farvepaletten.

Min mand har fluefisket på livet løs – uden held desværre. Men det er nu helt normalt. Laksen er svær at fange i Mörrumsåen. Den er vant til de der fluefiskehoveder og lader sig ikke så let narre, lige meget hvilken kunstfærdig flue der er bundet. Laksen spiser ikke, når den først er gået op i åen – Det er dét der er hele kunsten ved fluefiskeri i en flod/å eller elv. I Mörrum hedder det en å, selv om det er en elv! Nå – men det handler altså om at få en fisk der ikke spiser, til alligevel at hugge på fluen!

Høm Høm

De der fluer er en hel videnskab – Min mand fremstiller dem selv. Ofte i selskab med andre fluefiskehoveder, der i samlet flok binder løs, nyder mandemad overhældt med bearnaisesauce, rigelige mængder af rødvin og afslutningsvis en sjat whisky tilsat ekstremt højt musik fra anlægget. Når arrangementet foregår hos os, har jeg altid en aftale andetsteds.

Fluebindingsmateriale er en masse fjer og hår fra fugle og dyr. Gemalen glemte en gang at lukke en af de mange bokse han har med materialet. Det kunne vores hund Elvis ikke stå for. Så da chancen bød sig – blev der rigtigt gået til den. Det var ikke populært. Det er hundedyrt – og ikke alt kunne reddes.

Da jeg luftede synderen inden sengetid, så jeg til min skræk selvlysende turkise, blå og gule pøller komme ud af hunden! De var faktisk ret flotte – men jeg blev godt nok lidt urolig. Elvis havde det dog fint, på trods af at have indtaget en hel del stærkt konserveret fluemateriale.

Efter et par dage var festfyrværkeriet bagtil overstået – og der kom atter leverancer af normalfarvede høm hømmer.

Weekendhygge

Her I weekenden er der ikke bundet fluer – og Elvis spiser hundemad.

Vi, altså Elvis og jeg, manden er jo ude i åen, går lange ture. Det er godt, for der har været rigeligt med cola, godter og kager på menuen. Mere end gåturene kan opveje, er jeg bange for. Jeg må nok revidere livsstilen igen på mandag. Det kan du evt. læse om her.

Jeg nyder at gå i naturen. Her i skoven ved åen er der smukt. Specielt når det, som i denne weekend, har regnet. Alt er friskt grønt og dufter helt vidunderligt – Elvis har snuden i jorden og roder op ved de ekstra gode snus. Det vrimler med alskens svenske dyr og kravl her i naturreservatet. Vores fiskehytte ligger på Humlaslingan. Det er den, som i Danmark hedder Margueriteruten. Så her er mange muligheder for gode vandre- og cykelture.

Ellers er jeg startet på en spændene bog og har set lidt videofilm. Derfor lettere overdrevent indtag af kager, slik og cola. Det hører ligesom med, når jeg sidder der med benene oppe, og det regner – åbenbart.

Klimaforandring

Jeg har læst et sted, at folk er mere bange for kalorier end for klimaet – altså klimaforandringer. Jeg tænker ikke så meget på kalorier (bortset fra mandage), men jeg tænker en del på klimaforandringer. Det hænger, ud over at vi SKAL gøre noget, nok også sammen med, at i fiskehytten oplever vi faktisk klimaforandringerne.

De seneste år er vandstanden i åen nemlig blevet lavere. Årsagen er, at somrene er blevet varmere og tørrere fordi det regner mindre end tidligere, her i Blekinge. Det har også indflydelse på, om laksen går op i åen.

Vi har egen brønd. Alle husstande i det lille samfund huset ligger i, har egne brønde. En stor del af husstandene på bøhlandet i Blekinge har egne brønde. Når grundvandet/vandstanden falder, ja – så har vi ikke vand i vores brønde. Vi tjekker derfor altid vandstanden i åen på Mörrums hjemmeside, inden vi tager til fiskehytten. Der er kommet flere – og flere længere perioder, hvor vi ikke kan komme, da vi ikke har vand i huset. Vi er heldige. Fiskehytten er ikke vores primære bolig, så vi kan bare blive hvor vi er og få vand ud af hanerne der. Men alle de mennesker, der bor fast i de små flækker rundt om i Blekinge, må ud og finde vand andet sted, når der er lavvande.

Lavvande

Her henter folk vand i åen til diverse – og køber ellers drikkevand. Karlshamn kommune, som vi hører til, kørte for nogle år siden ud med vandvogn og fyldte vores tomme brønde, men det gør de ikke mere, det er sparet væk. Vores lille samfund har heldigvis fået en aftale med kommunen om at komme på det kommunale vandanlæg.

Det har taget flere år at forhandle os frem til aftalen. Først fik vi afslag – men ildsjæle har, på hele den lille bys vegne, kørt hårdt på. Hos kommunen, miljøstyrelsen og banken. Aftalen er, at arbejdet med at grave og koble os til vandledingerne starter til efteråret. De fastboende først, selvfølgelig. Det bliver van(d)vittigt dyrt, vi skal selv betale hele molevitten – og de løbende udgifter! Heldigt for os, så er den svenske krone ikke hvad den har været.

Vand eller vin

I aften skal jeg have en af mine livretter; gæstemad. Vi er nemlig inviteret til spisning hos naboen. Menuen plejer at stå på lækker mad, og ikke mindst, megahyggeligt og ret sjovt selskab.

Vi medbringer selv drikkevand – Det er en, på mange måder, kostbar vare her ved åen.