Frankrig Arkiv - Livsmoden.dk

Indlæg

Madame Olsen

Jeg, Madame Olsen, tilbringer pt. lidt tid i Mougins-residensen, ved den franske riviera, også kaldet Côte d’Azur.

Den Livsmodne hedder nemlig Madame Olsen i Frankrig. Selvom det overhovedet ikke er hverken mit for- eller efternavn. Næh, det er min mands efternavn – ergo, så hedder jeg, som hans ægteviede hustru, det altså også, her. Selv på de breve vi modtager står der: Monsieur et Madame Olsen.

Gemalen jobber og jeg fører mig frem som nyslået semipensionist og livsnyder. Ingen stress og jag. Lange morgener med thé og croissanter på terrassen. Her i oktober er der 22-25 grader fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. Det udnytter jeg til fulde, uanset hvad jeg bliver kaldt. Bare det ikke er for tidligt op.

Elsker simpelthen mit liv hernede sydpå. Elsker også mit liv nordpå, i Kgs. Lyngby. Føler mig SÅ priviligeret og værdsætter enormt, at jeg har muligheden for at skifte mellem to klimaer og kulturer.

Ulemper

Hunden er altid et savn. Vuffen bliver i Danmark, når jeg er sydpå. Gravbøllen vil nemlig ikke være alene hjemme i la maison. Der er forsøgt et par gange, men det udløser en farlig ballade, gøen og indhug i diverse træflader og møbelstoffer.

Vores ruhårede gravhund er ikke frankofil, foretrækker åbenlyst de nordlige breddegrader – og den søde hundemoster, som flytter ind og forkæler den firbenede hustyran.

Og jeg har lektier med. Går til fransk i Danmark, hos en mega skrap lærer, der ikke tåler slendrian i verber og opgaver. Det må jeg have kigget på…..snarest…..en af dagene…..ihvertfald.

Merci m.m.

I Frankrig er høflighed en selvfølge, det kan jeg godt lide. Er selv opdraget med grænser og vejledning i sociale spilleregler, der gør, at alle kan holde ud at være sammen, store som små.

Ofte hører jeg fra danskere, at franskmænd er højrumpede. Jeg tror simpelthen, at det er fordi vi nordboere overrasker med meget direkte henvendelser og helt glemmer indledende høflighedsfraser. Dem er der mange af i Frankrig – og de er ret vigtige i interageren folk imellem, i den franske kultur.

Husk derfor altid at sige undskyld, excusez-moi/pardon, efterfulgt af et monsieur/madame, smile og tiltale med De, altså vous på fransk, hvis du vil spørge, møve dig frem eller låne noget. Og selvfølgelig takke med et merci.

Ligesom du hilser og siger bonjour/bonsoir, når du frekventerer en taxa, bus, butik eller et spisested (også til nabo-sædet eller bordet). Og siger au revoir når du går igen. Beder du om noget, så afslut med vær så venlig, s’il vous plait.

Med disse få simple regler udi høflig tiltale og omgang, ja – så kommer du rigtig langt i det franske. Flinkeskole, flinkeskole og lidt flinkeskole åbner alle døre. Det gælder forøvrigt alle steder i verden.

Og jeg har lige læst, at det ikke alene er mega uhøfligt, men også strengt forbudt at kalde sin gris, hvis du lige skulle have sådan een, for Napoléon. Her i Frankrig altså.

Men jeg kan godt, helt lovligt, hedde Madame Olsen, selvom navnet ikke figurerer i mine personlige data’er! Hihi.

Multimeget

Jeg tager ofte bussen til Cannes. Så er jeg midt på La Croisette i løbet af 15 minutter. Af og til tager jeg en anden lokalbus, der gør holdt flere steder. Steder, som jeg måske ikke ville gå alene rundt i om aftenen.

Frankrig er et multikulturelt samfund i langt langt større omfang end Danmark. Det er også et land præget af store klasseskel.

Her i solen og mit luksusdaseliv er det nemt helt at glemme de store udfordringer med integration, immigration, ulovlig indvandring, flygtninge samt ekstreme grupperinger til både højre, venstre og i diverse religiøse fanatiske kredse.

Frankrig har, siden 2015 været i en permanent undtagelsestilstand. Den er nu indskrevet i landets love som en hård Anti Terrorlov.

I byerne, også i Cannes, ser du derfor grupper af svært bevæbnet militærpatruljer i gaderne døgnet rundt. Du skal også vise indholdet i tasker og lommer ved diverse arrangementer – og i flere større butikker og offentlige institutioner. Ofte er der opsat en skanner ved indgang til markeder, specielt til Jul.

Desværre, så vænner man sig til det – Øv bøv, at det er blevet nødvendigt.

Sociale medier

Fredag mødte jeg en Instagram-ven, som bor i Cannes. Vi har fulgt, liket og skrevet sammen de seneste to år. Nu syntes vi det kunne være sjovt at ses in Real Life. Min ven er en fransk gift nordmand, der på 37. år lever i Cannes. Så jeg fik ikke øvet fransk, men derimod norsk. Det er også greit😉.

Vi spiste frokost et listigt sted og fik hygget, grinet, snakket og snakket lidt mere, inden vennen måtte skynde sig tilbage på job.

Sådan er det, når jeg render rundt og pensionister den – glemmer fuldstændigt klokken og at der er nogle, der stadig skal overholde tid og sted.

Det bliver helt sikkert til flere møder og aktiviteter sammen, når vi kan få det til at passe.

Vi deler rigtig mange fælles interesser, også ud over fotografering til Instagram.

Min nye Real Life-ven rejser på familiebesøg i Norge i dag, så desværre ikke flere træf i denne omgang.

Nordmanden fik igen overbevist mig om, at jeg skal se at få kigget på en cykel – Selv cykler hun ture langs kysten – og dem vil jeg gerne med på. Sådan et skandinavisk cykelhold, bestående af to modne kvinder, løs på vejene i den tætte sydfranske trafik – Oh la la.

Har du også mødt en IG-ven i Real Life? Tænker du over høflighed?

5. oktober 2019/6 Kommentarer/af Janet

Mode & Beauty

Shopping og mode med mere

JanetJ

Shopping og mode med mere. Højeste mode i Frankrig for tiden, er en gul vest.

Smartest at bære om lørdagen i de større byer.

Den er trafiksikker og billig – dog dyr for samfundet, de forretningsdrivende og en kæmpe udfordring for politiet.

Gule vestebærer samler sig normalt fredeligt i store demonstrationer. De vil skabe opmærksomhed omkring en ungdomsarbejdsløshed på 25 procent og den sociale ulighed i Frankrig.

En voldelig fraktion, af modetrenden, ødelægger dog intentionerne. Der er derfor opstået en splittelse i befolkningen om, hvor smart det er at være vestebærer. Ingen aner pt. hvad det hele ender med.

Men jeg er ikke på jagt efter en gul vest. Det er ikke fordi, jeg ikke har sympati for trenden. Der skal altid kigges på ulighed – og ungdomsarbejdsløshed er en katastrofe. Nej – jeg er på udkig efter noget lidt mere nedtonet til garderoben og ellers ose rundt og nyhedskigge i kollektionerne.

Blåt klær’ alle godt

I Cannes skal jeg tit lige forbi Max Mara. Her huserer une tres chic Madame, der altid kan huske mig!

Uanset, at der kan være gået et par måneder siden mit sidste besøg! Hun ved hvilken størrelse jeg bruger, hvilke modeller der klæder mig – og at jeg skal se det nye i blåt.

Jeg ved ikke om det skal tolkes som smigrende eller det blot er fordi, at hun synes jeg er en sjov starut – men uanset årsagen, så er det råhyggeligt. Vi får en lille sludder på frenglish – og hun forsøger altid at sælge mig en bluse i en anden farve end blå. Det er blevet et helt ritual. Jeg er dog principfast og køber blåt (eller af og til hvidt). Det griner vi så en del af. Je suis Madame bleu.

I dag blev det til en ny hørkjole m/blå striber og en ærmeløs blå viskosetop. Det skal jeg bruge, når temperaturen hernede gevaldigtstiger, hvilket den gør om lidt. Vi har allerede 21 grader nu sidst i april.

Var også forbi en anden favoritbutik og købe en jerseyskjorte – Det er en model de altid fører – Den kommer i nye blå mønstre en gang imellem. Skjorten er genial at rejse med. Den krøller ikke, tørrer hurtigt og fås oftest med både kort, ¾ og lange ærmer. Butikken har skiftende personale, så her kan de ikke huske mig. Jeg selvfinder derfor skjorte og størrelse frem, ved jo hvor de hænger.

Klimavenligt eller ej

Jeg er de seneste år blevet mere interesset i tøj – og ikke mindst, hvordan samt hvor det bliver produceret. Jeg går derfor nu ind for såkaldt Slow Fashion.

Altså køber meget lidt, i god kvalitet og i et materiale, der ikke har krævet for meget ressourcemæssigt. Jeg køber også kun tøj, der er fabrikeret i Europa.

Men jeg synes det er svært, som almindelig forbruger at gennemskue hvor klima/ikke klimavenligt samt bæredygtigt tøjet reelt er. I Max Mara f.eks. går de ind for genbrug af tekstiler, så der sker noget i modeindustrien. Men alt det vil jeg tage op i et andet indlæg. Lige nu handler det om shopping og mode med mere i Cannes. ‘

Hundedyre mærker

Der er en del butikker i Frankrig med modetøj og andet udstyr til de firbenede venner.

Her på den franske riviera, hvor der det meste af året er varmt, går rigtig mange hunde rundt med tøj på! Du ser alt fra strutskørt til støvler og regnslag. I hundedyre mærker fra de store modehuse.

Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når en lille firkantet bulldog kommer vraltende forbi i lyserødt tyl fra Gucci. Du ser også hunde med smykker i halsbåndet – og fine hunhunde med neglelak!

Jeg tænker på min hund Elvis, hjemme i Danmark, der må klare sig med egen, godt nok ægte, pels, uanset vejr og vind. Og et enkelt sort halsbånd uden ædelstene. Elvis falder helt igennem hernede. Ligner nærmest en hjemløs strejfer i sammenligning.

Og min hund har også sorte negle!

Favoritlunch

Efter en omgang shopping nyder jeg at gå til et andet af mine favoritsteder. Nemlig Armani Caffe på La Croisette. Der spiser jeg frokost. Og altid den samme menu. Stedet er mega populært, så det kan være svært at få et bord. Men jeg venter gerne.

Som regel kan de faste tjenere huske mig – de ved, at jeg skal have tartare vegetariana, chips og isthe med flydende sukker on the side – samt en af deres lækre tærter til dessert.

Om sommeren hygger jeg mig også ofte med en iskold Baileys (livet skal jo nydes). Betjeningen er i top her. Det har sine fordele at være letautist – Du bliver husket og får en excellent service.

Sidste år frekventerede jeg stedet med en veninde. Hun bød på frokost – og bestilte først til sig selv.

Da hun skulle til at bestille til mig, nikkede tjeneren blot og sagde: I know – hvorpå han blinkede til mig og gik smilende afsted. Der blev veninden godt nok imponeret.

Det skraldgrinede vi af. Jo – jeg forstår skam at føre mig frem på Croisetten.

27. april 2019/4 Kommentarer/af Janet

Hverdagsliv

Gæster med egen kok

JanetJ

I tirsdags havde vi gæster med egen kok til middag.

Otte styks hyggelige og sultne kolleger til min mand, troppede op på adressen.

Ud over godt humør og appetit, så medbragte de egen kok – og alle madvarerne. Se dét kalder jeg gæster.

Jeg skulle blot sørge for borddækning – og havde lovet min mand, at huset så nogenlunde rent og ordentligt ud, inden de kom. Badeværelset fik derfor en ekstra omgang med noget miljømærket tornadonoget – og støvsugeren blev trukket hurtigt over de synlige flader.

Rengøring er ikke min favoritbeskæftigelse. Det er den eneste ulempe ved gæstebud. Jeg gør rent inden – og igen i morgen, når der er ryddet op efter gæsterne! Det positive er selvfølgelig den motion det giver. Så kan jeg med god samvittighed springe øvelserne over den dag.

Tjekkede også, at bestikket var uden grå aflejringer. Vi har ret kalkholdigt vand her i Mougins. Det er svært at få af glas og bestik. Du kender det også fra Danmark. Eller måske er det den der pest, der huserer i opvaskemaskinerne?

Desværre kunne vi ikke sidde udenfor. Heftig regn og Sirocco’en gjorde sit til, at det ikke var muligt. Vi måtte derfor klemme os sammen om spisebordet indenfor, i tørt- og vindfrit-vejr.

Den medbragte kok, som ikke er en rigtig kok, men en gastronomisk interesseret kollega, satte alle i sving med det samme de indtog domicilet. Teambuilding var nemlig på menuen ud over:

Forret

Tre slags bruschetta:

1. Svampestuvning med persille

2. Syltet peberfrugt, asparges og purløg

3. Tomater, parmaskinke, mozzarella og frisk basilikum

div. pølser, oliven og oste

dertil

hvid – og rødvin.

Hovedret

Her skulle have stået noget om plankesteaks, men dem nåede vi slet ikke til. Det tror jeg var godt. Vi havde i så fald indtaget mere, end vi kunne forbrænde inden for overskuelig tid. Det er ikke sundt – og der skal også være plads til desserten.

Dessert

Små lækre kager, kaffe/the + påskeægs-rester.

Der blev smøget ærmer op. Hakket grøntsager, plukket krydderurter, ristet brød, smagt flødestuvning til – og snakket på livet løs. Om arbejde, friske fødevarer, madspild, klimaforandringer, vejr og alt det forfærdelige – og heldigvis også gode samt interessante ude i verden, der optager os modne og voksne mennesker. De der ikke var så heldige at få plads til at deltage i selve madlavningen, rådgav, gik i vejen for kokken og sivede ellers rundt i huset med et glas vin.

Jeg sad og var mest til pynt. Skød af og til en, mere eller mindre klog og vittig replik ind her og der, mens jeg overvågede køkkenregionerne – og villigt trådte til som køkkenpige, når remedier ikke lige var til at finde. Jeg kan heller ikke altid finde det jeg mangler. Køkkenet har to små skuffer og tre mindre skabe, så man skulle tro det var nemt. Men netop da pladsen er trang, bliver alt stablet og skubbet ind allevegne, hvor der øjnes den mindste revne.

Succes

Maden var en succes. Det var super lækkert. Jeg er en kræsenpind og har en fødevareintolerance, men det jeg fik sorteret i og spist, smagte rigtigt dejligt.

Min livret er dessert, så jeg fik spist et par af de små fine kager.

Dem blev der lidt til overs af. De står nu i køleskabet og venter på, at jeg guffer dem i mig her til aften. De vil blive nydt sammen med et afsnit af The Good Fight på HBO.

Manden er ikke hjemme, jeg behøver derfor ikke dele.

Normalt er jeg et ret gavmildt menneske. Deler og giver gerne til alt og alle. Men liiige når det kommer til kage – og favoritchokoladen – så bliver jeg vældig lidt delagtig. Man kan jo heller ikke være perfekt hele tiden.

Påskeægs-resterne røg heldigvis ned til kaffen. Så feder de ikke mere.

Skønt at få besøg af gæster med egen kok – De skal være så velkomne en anden gang.

24. april 2019/2 Kommentarer/af Janet

Frankrig

Stram i masken på Croisetten

JanetJ

Jeg har været helt stram i masken på Croisetten.

Jeg har det sidste stykke tid nemlig befundet mig i vort andet hjem, i Sydfrankrig.

Netop nu har vi Sirocco’en ind over kysten. Det er en kraftig varm ørkenvind der kommer fra Nordafrika. Den har sandkorn med fra Sahara, så det er en god idé at holde munden lukket samt have briller på, når du går mod vinden.

Extra Rich

Den varme vind, solen og sikkert nok også min alder gør, at min hud er meget tør for tiden. Du kender godt den der følelse af at være stram i masken. Det er ubehageligt – og jeg har derfor indkøbt en ny creme der er Extra Rich, som der står på tuben.

Cremen er i det mærke jeg sædvanligvis bruger. Jeg har nu brugt den i fire dage, uden det stramme er forsvundet!

Det synes jeg er lidt mærkeligt. Derfor finder jeg tuben frem, her til eftermiddag, og kigger nærmere på den for at se om jeg eventuelt bruger den forkert… Altså hvor svært er det at smøre en creme på, men man ved jo aldrig…. De der kosmetikfirmaer finder på noget nyt hele tiden.

Nå – på med læsebrillerne og lige nærstudere det skrevne –

OKAY – Nu forstår jeg det bedre – Det er nemlig ikke den Extra Rich jeg har fat i –

Det er en Waterproof Eye Makeup Remover!

Den har jeg altså smurt mig med to gange dagligt, de sidste fire dage!

Extra Rich-tuben ligger i skuffen, længst inde, bag Remover’en –

Tuberne er fuldstændig ens, bortset fra teksten altså.

Det er ikke helt fair. Jeg har normalt ikke briller på, når jeg skal smøre creme i ansigtet. Producenterne kunne godt tage hensyn til os med aldersnedsat syn, kunne de ikke?

Remover’en har jeg ikke brugt længe, da jeg har fundet en mascara, der blot skylles af med varmt vand. Så hvordan den er havnet foran den nye fede creme i skuffen, det forstår jeg ikke. Tror min mand har rodet i min skuffe. Han ledte vist efter noget sæbe i sidste uge.

Nu sidder jeg her og er helt blød i masken. Har smurt mig med et fire dage tykt lag – Det er dejligt.

Remover’en er removet.

Promenade de la Croisette

Formiddagen brugte min mand og jeg med en gåtur på Croisetten. Det er den to km lange promenade langs kysten i Cannes. Sådan en påskehelligdag er der mange der har fået den idé. Det er en hyggelig og ofte sjov oplevelse at gå tur på Croisetten. Der er altid noget at kigge på. Jeg kan også godt lide at sætte mig på en cafe – eller tage et hvil i en af de blå stole på promenaden og blot betragte livet og omgivelserne. Cannes er nemlig en smeltedigel af folk fra hele verden.

Her er, ud over de lokale, fyldt med rigmænd og turister. Turisterne, ja de ligner turister – Rigmændene ser du ikke rigtigt.

Det er de nyriges hustruer/kærester du lægger mærke til. Påklædningen er ofte lettere outrer – og fra top til tå, design fra et stort mega dyrt modehus. Makeup’en vil jeg slet ikke komme ind på, men det er mange gange, noget med rigelig lyserød læbestift. Stiletterne er sylehøje. Hele smykkeskrinet er fordelt på øre, hals og håndled. Den ledsagende hund er tit i nøjagtig samme outfit, som dens ejer. Alle vi andre kan derfor synes lidt småkedelige, med neutral læbepomade, i pænt og helt almindeligt stangtøj, flade sko og tekstilfri hund.

Vi tog hele turen. Fire km ialt, frem og tilbage. Efter et par feriedage med rigelig mad og påskeæg, trængte vi til motion. Så der gik jeg, på det tidspunkt, helt stram i masken, med lukket mund og store solbriller.

Al den vind og de mange sandkorn blev til sidst for meget for min mand – Han havde snakket en del om alle de store både i havnen og haft munden åben. Derfor bød han på frokost et sted med læ. Vi spiste en let Caesar Salade, fik skyllet halsen med isthe – og sprang desserten over.

Sirocco’en

Her til aften har vi surret alt løst udenfor fast. Havehynder og hurricanes m.v. er taget indenfor i kælderen. Sirocco’en tager nemlig til – og i nyhederne har de advaret om voldsomt vejr til i morgen tidlig.

Vi sidder nu med kaffe, the og de sidste påskeæg. Vinden hyler og rusker udenfor.

Jeg har smurt mig lidt ind igen, i den rigtige creme – Min hud er jo blevet exfolieret af al den sand i vinden. Derfor tager den ekstra godt imod Extra Rich-cremen –

Det er en herlig følelse, ikke at være så stram i masken.

22. april 2019/4 Kommentarer/af Janet

Frankrig

Vort andet hjem

JanetJ

I dette indlæg vil jeg tage dig med til vort andet hjem i byen Mougins (udtales Musjang).

Mougins er en middelalderbjerglandsby der ligger lige bag ved – og oppe over Cannes i Sydfrankrig. Højt over havet, i baglandet ved den franske riviera. Omgivet af pinjer, oliventræer og cypresseer, med udsigt over Cannesbugten.

Mougins består af den gamle by, på toppen, med den lidt nyere del spredt ned ad bjerget. Sådan cirka halvvejs nede har min mand og jeg vort andet hjem. Et over 200 år gammelt stenhus, med de fordele og ulemper der er ved sådan et.

Mad

Mougins er kendt for sine gallerier og for gastronomi af verdensklasse. Hvert år, en weekend i juni, holder byen f. eks. en gastronomifestival. 150 af de største chefkokke fra hele verden mødes og serverer lækkerier under åben himmel på torvet. Det er et tilløbsstykke. Madglade fra nær og fjern strømmer til.

Det er nemt at finde en Michelin-restaurant her, hvis du har spendererbukserne på. Der er nu også ret gode alternativer. Vi er jo i Frankrig. Her er mad ikke for sjov. Selv foretrækker jeg Le Rendez Vous de Mougins til aften, deres fiskesuppe er superb – og Epicerie Coste til morgen eller formiddag. I Epiceriet (delikatessekøbmand) får jeg typisk en kop chokolade og lidt kage, samt en masse hyggesnak. Det er nemlig her “mouginerne” hænger ud. Det altid veloplagte og sjove værtspar gør besøget helt specielt.

F. eks. reddede de vores jul et år. Min mand vil have ris á la mande juleaften – og vi kunne, den 23. december ikke opstøve vanillestænger noget sted. Alt var udsolgt. Jeg forsøgte til sidst i Epiceriet, det kunne jo være, men nej – desværre heller ingen stænger der. Eve, altså Madame Coste, sagde: Attends (vent lige) – og så stak hun af.

Tre minutter senere kom hun retur, med en frossen vanilliestang. Frisk fra egen fryser – Den sidste hun havde tilbage. Den skulle vi have, kvit og frit. Gemalen var glad, der var jo til en lille portion dessert – og jeg var glad, da julefreden nu kunne sænke sig over vort hjem.

Let frossen Vanillestang

Kunst & Kultur

Mougins er også stedet, hvor Picasso levede de sidste 15 år af sit liv. Det ses tydeligt overalt. I gallerierne, på det lille fine fotomuseum, på husmure og i de små butikker. Selv ved det offentlige toilet er der en Picasso.

Du kan nemt købe dig fattig i original kunst oppe i den gamle by. Et af mine favoritgallerier ligger i en lille kælder. Her udstiller en sammenslutning af kunstnere på skift deres værker. Det er et godt sted at ose. Kunstneren passer selv butikken og er altid ivrig efter en snak – og en handel.

Pablo et moi i kø ved toilettet

Grønne områder

I Mougins finder du en af de bedste golfbaner i Europa. Her er også fyldt med racercyklister og mountainbikere. Naturen spiller, ud over kulturen, nemlig en vigtig rolle i kommunen. 50 procent af arealet er grønt – og det er fredet. Hvilket er helt unikt her på rivieraen, som er et meget tæt bebygget område. Du finder også den største lotus-koloni i Europa, i en sø i Mougins. Det er spetakulært, når de alle blomstrer.

Tæt på det hele

Fra Mougins er der ikke langt til alt muligt andet. Det er et godt udgangspunkt, når der skal andre oplevelser til.

I bil tager det 10 minutter til strandene og shoppinggaderne i Cannes. 20 minutter til Nice og 1,5 til 2 timer til skipisterne i Isola 2000. I vintermånederne, kan vi sagtens sidde i 18 graders varme og spise frokost på stranden den ene dag, for dagen efter at køre op og stå på ski i Alperne. Det er herligt – og total luksus, at have den mulighed.

Er du på besøg ved rivieraen, så slå et smut forbi Mougins – Få en kop kaffe, en god spiseoplevelse, kig kunst eller dask blot rundt i den gamle by og nyd tilværelsen. Det er La belle vie.

20. april 2019/0 Kommentarer/af Janet

Frankrig

Tv-Shopping C’est la vie

JanetJ

For flere år siden, sad jeg en aften og så et Tv-program der hed Liebhaverne. Sådan lidt Tv-Shopping agtigt.

Et par ejendomsmæglere fremviste nemlig ejendomme for kunder på boligjagt i Sydeuropa.

Jeg var nysgerrig og havde tændt for flimmerkassen. Min mand og jeg overvejede nemlig at købe et hus i Nice eller Cannes.

Ægtemanden arbejder ofte der i længere tid ad gangen. Han arbejder og rejser også meget i resten af verden og tilbringer derfor en del tid på hotelværelser. Det var han efterhånden blevet ret træt af.

En bolig tæt på jobbet i Frankrig, syntes vi derfor ikke var så tosset en ide. Han ville slappe af i eget hjem – og vi kunne være sammen, når jeg ligeledes havde mulighed for at være der.

Pensionisttilværelsen sydpå, efterår og vinter, lød heller ikke uinteressant, når den tid oprandt.

Jeg havde fundet flere ejendomme på nettet, som vi skulle tjekke. Imellem boligerne havde jeg fundet et, som jeg var blevet ret forelsket i. Det lignede bestemt MIT hus.

Kender du ikke det? Når noget bare føles helt rigtigt. Den der mavefornemmelse, der fortæller dig, at det her må du forfølge.

Desværre delte min mand ikke rigtigt mine følelser. Mavefornemmelser har han ikke den store tiltro til, ihvertfald ikke mine. De viser sig nemlig ofte at være dyre.

Det hører til historien, at han ikke havde kigget nærmere på nogle af boligerne – Han kiggede blot priser, sagde Nej – og overlod det så til mig at finde flere mulige emner.

Så……da jeg ikke er så god til at høre efter, havde jeg stadig MIT hus øverst på listen.

Tv-shopping

Nå – men jeg sidder der med Tv, the og kage –

Lige pludselig toner MIT hus frem på skærmen!

Der er ingen tvivl – De viser MIT hus – i Full Size – med rundvisning og det hele! Kagen er lige ved at ryge i løgnhalsen.

For pokker da, vi må handle hurtigt tænker jeg og får fat i ægtemanden over telefonen, meddeler ham, at vi skal købe det hus nu, ellers er det væk om lidt. Det halve Danmark har jo set det TV-Shopping program og vil helt sikkert også have det!

Gemalen beder mig tage det roligt. Vi skal ikke have det hus. Punktum slut. Markedet skal først undersøges, vi skal kigge på mange mange flere boliger. Min mand er fra Jylland, så han tager tingene en del roligere, end jeg gør.

Men …Jeg VED bare, at vi SKAL have det hus.

Heldigvis bliver programmet genudsendt et par dage senere (det er det faktisk blevet i flere år nu!) – og jeg får lokket husherren til liiiige at se med, da huset toner frem.

Han synes en lille smule om det – Det er et gammelt stenhus, lige den stil vi leder efter. Han går derfor med til, at jeg booker fremvisning til næste gang han er i Frankrig.

Det ender med flere fremvisinger. Med og uden byggesagkyndig.

Min mand synes stadig det er for dyrt og for lille. Der skal også foretages en del ændringer. Bevares meget charmerende, men nok ikke det hus, som vi skal ende med at købe. Han går ikke ind for Tv-Shopping, synes vi skal skrive os op hos en mægler.

Men – Jeg kan altså bare ikke få det hus ud af hovedet.

Så jeg plager – og plager.

Oui

Min mand elsker mig, trods alt, vi ender derfor med at byde x mange – og får en dag i maj en SMS fra den franske mæglerkontakt:

TILLYKKE, I er nu ejere af et hus i Sydfrankrig.

YES, øh OUI. Det LYKKEDES. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Manden er også glad, dog lettere behersket, da han tænker mere økonomi end jeg gør (sikkert de der jyske aner).

Samme år, i oktober, overtog vi endelig nøglerne. Så laaaang tid går der med huskøb i Frankrig. Men det er en anden og lidt småkedelig historie.

Siden har det været en udfordring med håndværkere, gartner, kommune, fransk bankkonto og alt det andet praktiske – men absolut det hele værd – Selvom jeg må acceptere at hedde Madame Olsen i Frankrig.

Det kan ikke håndteres, at vi har dansk statsborgerskab, hvert sit efternavn og en svensk vielsesattest. Måske skulle vi gifte os igen, i Frankrig.

Udsigt fra balkonen

Vi nyder vores dejlige sted sydpå.

C’est la belle vie.

Vi har også de rareste og mest fantastiske naboer på vores lille vej – Franskmænd ER altså hyggelige –

og min mand elsker simpelthen at opholde sig der, med og uden mig.

Det kan altså godt betale sig at være en plageånd ind i mellem. Og lige holde øje med Tv-Shopping.

Apropos håndværkere

Når du læser dette indlæg, hvis det altså er i april 2019, så er jeg i huset i Frankrig.

Jeg skal nemlig have fat i håndværkerne, der lige har skiftet alle fliserne i stuen.

Det er et superflot stykke arbejde de har lavet – det ser fantastisk ud.

Det er blot ikke den rigtige flise !!!!!!!!?

Den ligner – meget – det skal de have. Men den er for det første ikke af marmor, som de andre i stueetagen, og for det andet, så er den også lidt mindre. Farven er en anelse mørkere og den er en del tykkere, så……

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt – Det er ihvertfald en ommer.

C’est la vie.

17. april 2019/2 Kommentarer/af Janet