Jeg, Madame Olsen, tilbringer pt. lidt tid i Mougins-residensen, ved den franske riviera, også kaldet Côte d’Azur.
Den Livsmodne hedder nemlig Madame Olsen i Frankrig. Selvom det overhovedet ikke er hverken mit for- eller efternavn. Næh, det er min mands efternavn – ergo, så hedder jeg, som hans ægteviede hustru, det altså også, her. Selv på de breve vi modtager står der: Monsieur et Madame Olsen.
Gemalen jobber og jeg fører mig frem som nyslået semipensionist og livsnyder. Ingen stress og jag. Lange morgener med thé og croissanter på terrassen. Her i oktober er der 22-25 grader fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. Det udnytter jeg til fulde, uanset hvad jeg bliver kaldt. Bare det ikke er for tidligt op.
Elsker simpelthen mit liv hernede sydpå. Elsker også mit liv nordpå, i Kgs. Lyngby. Føler mig SÅ priviligeret og værdsætter enormt, at jeg har muligheden for at skifte mellem to klimaer og kulturer.
Ulemper
Hunden er altid et savn. Vuffen bliver i Danmark, når jeg er sydpå. Gravbøllen vil nemlig ikke være alene hjemme i la maison. Der er forsøgt et par gange, men det udløser en farlig ballade, gøen og indhug i diverse træflader og møbelstoffer.
Vores ruhårede gravhund er ikke frankofil, foretrækker åbenlyst de nordlige breddegrader – og den søde hundemoster, som flytter ind og forkæler den firbenede hustyran.
Og jeg har lektier med. Går til fransk i Danmark, hos en mega skrap lærer, der ikke tåler slendrian i verber og opgaver. Det må jeg have kigget på…..snarest…..en af dagene…..ihvertfald.
Merci m.m.
I Frankrig er høflighed en selvfølge, det kan jeg godt lide. Er selv opdraget med grænser og vejledning i sociale spilleregler, der gør, at alle kan holde ud at være sammen, store som små.
Ofte hører jeg fra danskere, at franskmænd er højrumpede. Jeg tror simpelthen, at det er fordi vi nordboere overrasker med meget direkte henvendelser og helt glemmer indledende høflighedsfraser. Dem er der mange af i Frankrig – og de er ret vigtige i interageren folk imellem, i den franske kultur.
Husk derfor altid at sige undskyld, excusez-moi/pardon, efterfulgt af et monsieur/madame, smile og tiltale med De, altså vous på fransk, hvis du vil spørge, møve dig frem eller låne noget. Og selvfølgelig takke med et merci.
Ligesom du hilser og siger bonjour/bonsoir, når du frekventerer en taxa, bus, butik eller et spisested (også til nabo-sædet eller bordet). Og siger au revoir når du går igen. Beder du om noget, så afslut med vær så venlig, s’il vous plait.
Med disse få simple regler udi høflig tiltale og omgang, ja – så kommer du rigtig langt i det franske. Flinkeskole, flinkeskole og lidt flinkeskole åbner alle døre. Det gælder forøvrigt alle steder i verden.
Og jeg har lige læst, at det ikke alene er mega uhøfligt, men også strengt forbudt at kalde sin gris, hvis du lige skulle have sådan een, for Napoléon. Her i Frankrig altså.
Men jeg kan godt, helt lovligt, hedde Madame Olsen, selvom navnet ikke figurerer i mine personlige data’er! Hihi.
Multimeget
Jeg tager ofte bussen til Cannes. Så er jeg midt på La Croisette i løbet af 15 minutter. Af og til tager jeg en anden lokalbus, der gør holdt flere steder. Steder, som jeg måske ikke ville gå alene rundt i om aftenen.
Frankrig er et multikulturelt samfund i langt langt større omfang end Danmark. Det er også et land præget af store klasseskel.
Her i solen og mit luksusdaseliv er det nemt helt at glemme de store udfordringer med integration, immigration, ulovlig indvandring, flygtninge samt ekstreme grupperinger til både højre, venstre og i diverse religiøse fanatiske kredse.
Frankrig har, siden 2015 været i en permanent undtagelsestilstand. Den er nu indskrevet i landets love som en hård Anti Terrorlov.
I byerne, også i Cannes, ser du derfor grupper af svært bevæbnet militærpatruljer i gaderne døgnet rundt. Du skal også vise indholdet i tasker og lommer ved diverse arrangementer – og i flere større butikker og offentlige institutioner. Ofte er der opsat en skanner ved indgang til markeder, specielt til Jul.
Desværre, så vænner man sig til det – Øv bøv, at det er blevet nødvendigt.
Sociale medier
Fredag mødte jeg en Instagram-ven, som bor i Cannes. Vi har fulgt, liket og skrevet sammen de seneste to år. Nu syntes vi det kunne være sjovt at ses in Real Life. Min ven er en fransk gift nordmand, der på 37. år lever i Cannes. Så jeg fik ikke øvet fransk, men derimod norsk. Det er også greit😉.
Vi spiste frokost et listigt sted og fik hygget, grinet, snakket og snakket lidt mere, inden vennen måtte skynde sig tilbage på job.
Sådan er det, når jeg render rundt og pensionister den – glemmer fuldstændigt klokken og at der er nogle, der stadig skal overholde tid og sted.
Det bliver helt sikkert til flere møder og aktiviteter sammen, når vi kan få det til at passe.
Vi deler rigtig mange fælles interesser, også ud over fotografering til Instagram.
Min nye Real Life-ven rejser på familiebesøg i Norge i dag, så desværre ikke flere træf i denne omgang.
Nordmanden fik igen overbevist mig om, at jeg skal se at få kigget på en cykel – Selv cykler hun ture langs kysten – og dem vil jeg gerne med på. Sådan et skandinavisk cykelhold, bestående af to modne kvinder, løs på vejene i den tætte sydfranske trafik – Oh la la.
Har du også mødt en IG-ven i Real Life? Tænker du over høflighed?