Indlæg

IBIOGRAFEN

Hvad tænker du så?

Ja, ikke?

Ham det totalt lækre og charmerende stykke mandfolk, som vi kvinder i vores pure ungdom nød at kigge på i film som Butch Cassidy and the Sundance Kid, Alle præsidentens mænd, Out of Africa og Sidste stik (hvor også hotte Poul Newman spillede med).

Nu er Redford blevet 82 år og har meddelt, at rollen i filmen Den sidste Gentleman er hans sidste.

Filmplakat

En veninde og jeg var til forpremiere på Gentleman-filmen.

Godt liggende på 1. række! I et par fuldautomatiske biografsæder, nød vi legenden Redfords allersidste optræden foran kameraet.

Det var godt nok tæt på – Jeg skal love for, at vi fik Redford Really Close Up. Den række ærger jeg mig nu over, at jeg ikke valgte dengang, da både han og jeg var yngre.

Autentisk person

Filmen er baseret på en sand historie om vaneforbryderen Forrest Tucker. En mand der havde held til at flygte hele 16 gange fra fængsel. Blandt andet slap han ud af San Quentin i en båd, fremstillet af ham selv og to andre indsatte!

Redford spiller, med vanlig charme og god præstation, en yderst høflig aldrende bankrøver. En bankrøver der “elsker” sit fag – og som forelsker sig i den kvinde han tilfældigt møder, under endnu en biljagt med politiet.

Undervejs vises tilbageblik, hvor der er brugt filmklip og fotos af en yngre Redford –

Det kan høres i salen – Suk Suk, hihi.

Overfor Redford spiller Sissy Spacek, en skøn skuespillerinde, der ligesom Redford, ligner sin alder. Her er ikke skruet ned for rynker, stive knæ eller løse pluskæber. Dejligt befriende i en Hollywoodproduktion, hvor vi ofte ser ældre mandlige skuespillere udstyret med unge, stramme kvindelige modspillere.

Vi blev godt underholdt – og syntes begge det var en hyggelig film.

Så… Fin exit Redford, held og lykke med pensionisttilværelsen.