Indlæg

Bogklub medlem

Jeg har netop meldt mig ind i en bogklub.

Altså en kreds, hvor du møder op og træffer andre bogelskere face to face.

Det kom sig af, at en flink ekspedient i Arnold’s Bogkæde spurgte mig, om ikke jeg kunne være interesseret i deres nye bogklub her i byen.

Sådan een, hvor du sikkert, som jeg, straks tænker, at alle medlemmer er livsmodne kvinder med gråt eller blåt hår. Går med ortopædiske indlæg i fodformede sko, anvender hornlæsebriller og kun bruger, en næsten udtørret, Mary Quant-læbestift, ved særlige festlige lejligheder.

Men, jo – det kunne jeg vel godt være. Interesseret altså.

Er ihvertfald moden, gråhåret, enormt læselysten og nu efter selvpensionering, ligeledes på udkig efter nye interessante bekendtskaber og oplevelser. Så hvorfor ikke en bogklub.

Jeg meldte mig til – og modtog en velkomstmail med oplysninger om, at jeg skulle læse Delia Owens debutroman “Hvor flodkrebsene synger”, inden næste træf.

Læselysten

Jeg har altid læst meget. Som barn var jeg fuldstændig umættelig og slugte simpelthen alt på skrift.

I en alder af 7-8 år, fik jeg seddel med hjem til mine forældre fra biblioteket, med venlig besked om, at deres datter kun måtte låne 8 bøger ad gangen.

Jeg tømte nemlig hylderne og hældte bogstavelig talt bøger ned i min rygsæk, til syningerne sprak.

Jeg valgte et emne, f. eks. Cheyenne-indianere, geologi eller Ramses III og læste alt opdriveligt. Når jeg ikke kunne finde mere, havde afsøgt, udtømt og suget den tilgængelige viden, så fandt jeg mig et nyt interessefelt – og startede forfra med søgning og næsen i nye bøger.

Nå, men da biblioteket ikke kunne følge med, kastede jeg mig i en tidlig alder over min mors voksenromaner, min fars faglitteratur, leksikons, Readers Digest og alt andet lekture i hjemmet.

Selv min lillebrors tegneserieblade, om flyverhelten Battler Britton, lånte og læste jeg!

Det affødte en omfattende viden om spitfire’s og luftslag under 2. verdenskrig, der viste sig at være et effektivt scoretrick, i de helt unge år udi flirten, med let imponèrbare drenge.

Total nørd

Jeg syntes lektier var det bedste der fandtes. Stortrivedes med at fordybe mig i lærebøger, researche, skrive lange afhandlinger og stile. Det var før Internet, Word og stavekontrol, og optog derfor en stor del af mine vågne timer.

Som lille selvudgav jeg også illustrerede børnebøger. Havde et børnevenligt Gutenberg typografi-sæt, som jeg satte og fik trykt bøgerne med.

Det betød sorte fingre og megen skrubben med neglebørste. Papirarkene syede jeg sammen med tyndt uldent garn, der gav bøgerne en fin fluffy ryg.

Du kan høre, at jeg var et ret nørdet barn. Nu en lettere nørdet voksen, med rene fingre, bogklubsmedlemsskab og selvudgiver af egen rygløs blog.

Bogklub Elvis

Læseri

Her i huset er der rift om læsestolene. Elvis, den firbenede gravbasse og hustyran skal nemlig helst ligge i netop den stol, du selv har udset dig.

Når bøllen er verfet ned og fornærmet hopper op i den anden stol, så går der ikke lang tid, før terroristen er tilbage igen i din stol. Og allerhelst på dit skød.

Det er nu vældigt hyggeligt, ret varmt – og efter et stykke tid sover lårene. Senere, ofte også både hund og hele læseren.

Bogklub Bogskab

Papir eller iPAD

Desværre har jeg udviklet allergi over for de fleste tryksager. Bøger, mange magasiner og stort set alle aviser er derfor No Go her i domicilet.

Jeg kan ikke tåle det middel papiret bliver behandlet med. Kemikaliedunster frigives, når der bladres i læsestoffet. Måske skyldes det en overdosis i barndommen?

Vi læser derfor på PC, iPAD og mobil her i huset. Ellers udenfor om sommeren.

Lydbøger kan jeg ikke rigtig finde ud af. Ærgerligt nok. Har forsøgt. Jeg skal LÆSE, det er det, der dur.

Min sarthed har betydet, at vi desværre måtte skille os af med næsten alle vores bøger. Og vi havde megamegamange.

Vi har dog gemt nogle få af de bøger, som vi simpelthen ikke vil af med. De har fået plads i et par bogskabe.

Fordomsfri læser

Hvordan gik første litterære møde så…

Jo, fordommene holdt selvfølgelig overhovedet ikke stik. Det vil sige en af dem gjorde… Vi var nemlig 9 kvinder og ingen mænd.

Alderen spændte fra først i 20’erne til folkepensionist. Outfit, læbestift og briller var helt up to date og hårfarverne i alle nuancer.

Snakken gik lystigt med det samme vi satte os om det runde bord. Busck bogsalg serverede the, kaffe og vanilliekranse.

Det var rigtigt sjovt og yderst interessant at diskutere hver især’s læseoplevelse.

Følelser, undringer og associationer blev ivrigt vendt. Vi kom vidt omkring omsorgssvigt, socialpolitik og hyggelæsning. Alle syntes, at Owen’s bog var sådan okay god.

Den er ikke stor litteratur. Plottet nok lidt tyndt. Personer, undtagen hovedfiguren, ret uskarpe – men specielt naturbeskrivelserne er fine og får dig nærmest ud i den sumpskov, mellem kryb og kravl, hvor handlingen, om den efterladte pige, udspiller sig.

Delia Owens er zoolog og har levet mellem – og forsket i vilde dyr i Afrika og USA. Forfatteren kender derfor indgående til stoffet, hvad angår naturen. Det falder hende naturligt, så at sige, at videreformidle alle levende væsners liv og levevilkår.

Har du læst “Hulebjørnens klan”? Hvis, så vil du finde mange paralleller i flodkrebsebogen.

Mere læseri

Til næste gang skal vi læse Maren Uthaug’s “En lykkelig slutning”.

Det gennemgående tema er her døden og dens kulturhistorie.

Jeg kan se, at jeg skal læse om 7 generationer af bedemænd, nekrofili, drab og overtro.

Den er jeg virkelig spændt på at få fordybet mig i. Synes Uthaug’s andre skriverier er velskrevne, morsomme og grumme.

Tabu-emner og død, uhhh det bliver godt.

Ellers har jeg lige læst Lars Kjædegaards krimiserie på 12 bøger, om makkerparret Belling og Hvid.

Dem vil jeg anbefale, hvis du er til stille humor, velskrevne plot og dialoger.

Jeg slugte dem alle i sommers, kunne slet ikke lægge dem fra mig, da jeg sad der i skyggen og ferierede.

Er du med i en bogklub? Tænker du gråhåret og støvet om medlemmer i en bogklub? Kunne du også lide at lave lektier?

 

Sommerferievand

Sommerferie forude. Ihvertfald for nogen af os. Jeg er jo, siden 1. maj 2019, blevet “pensionist”, og oplever hver dag som en slags ferie.

De 2 første måneder som housewife med blog, er fløjet afsted. Jeg har haft gang i lidt for meget – og glæder mig til, at gemalen snart holder sommerferie. Jeg vil nemlig holde ferie, sammen med ham.

Jeg holder derfor fri fra bloggen i juli-august, med mindre der er noget, som jeg simpelthen dele med jer. Tænker I også er i feriehumør i perioden – og sikkert skruer ned for brug af de sociale medier, for i stedet f.eks. at læse et par gode bøger.

Gode bøger👍

Selv er jeg i gang med Tess Gerritsens spændende krimiserie om makkerparret kriminalbetjenten Jane Rizzoli og retsmedicineren Maura Isles. Er du til velskrevne krimi ‘er vil jeg anbefale dig at læse dem.

Ellers er jeg ved at genlæse, for jeg ved ikke hvilken gang, Benny Andersens samlede digte. Det er fantastisk læsning og til at blive helt glad i låget af.

Sommerferie forude og smil på læben, det er herligt.

Jeg ønsker dig en dejlig sommer☀

 

Ugens anbefaling er denne gang syn for sagen – og hjemmelavede briller med overgang.

Er du brillebærer, og kan du ikke få fremstillet briller med overgang – ja så anbefaler jeg, at du bare gør som jeg:

  • Tag først dine læsebriller og
  • dernæst dine langdistancebriller på
  • Glassene på læsebrillen skal være yderst
  • Voila – så er der syn for sagen
  • Du kigger lige ud gennem dine almindelige briller, og
  • ned gennem dine læsebriller

Det fungerer fint, ser lidt skørt ud og er altså mega effektivt.

Min mand kan næsten ikke holde ud at se på mig, når jeg sidder og fx ser Tv og læser samtidigt. Men han har også briller med overgang og er derfor heldig stillet. Han kan både læse, se langt samt se godt ud på een gang. Så heldig er jeg jo ikke – det kan man(d) da godt bære lidt over med – synes du ikke?

Min optiker har 3 gange forsøgt at fremstille briller med overgang til mig. Uden held. Til sidst bestilte de en specialist til at kigge på mit syn. Han forklarede, at det overhovedet ikke er muligt at fremstille briller med overgang til sådan een som mig. Så de forsøg kunne de godt droppe. Jeg fortsætter derfor med 4 briller: Læse- og langdistancebriller, solbriller og skærmbriller. Har også prøvet med kontaktlinse (ser kun med det ene øje) – men det fungerede heller ikke. Heldigvis ser jeg, med mit begrænsede udsyn, det vigtigste for mig, nemlig min lille nære verden. Skal udsynet være større, tager jeg langdistancebrillen på.

Så hvis du ser mig i byen og jeg ikke har briller på, hvad jeg stort set aldrig har – så er det altså ikke af uhøflighed, at jeg ikke hilser – jeg kan bare slet ikke se, at det er dig. Det er også derfor, at jeg altid smiler og vinker til folk der vinker, bare for en sikkerheds skyld. Vink stort eller råb mit navn, så skal jeg nok se at få reageret.

Klædeskabet

En anden ugens anbefaling er, at du får syn for sagen ved at lave et raid på dit klædeskab 2 gange årligt. Forår og efterår. Når sæsonen skifter og du skal finde enten det luftige eller det varme tøj frem, så få sorteret ud i de tekstiler der nu pludselig strammer, aldrig har været brugt eller som er så nedslidt, at det har overlevet sig selv.

Det sidste kan godt være svært. Jeg havde en gang et par sandaler, som simpelthen var helt vidunderlige at gå i. Jeg havde dem i mange år. De var blå, i god kvalitet, gik til alt og havde været dyre i indkøb, men altså alle pengene værd. En dag, hvor vi skal til et arrangement, har jeg selvfølgelig taget sandalerne på – og på vej ud af døren stopper min mand op og siger:

“Hvis du skal have de sandaler på, så må du tage alene afsted. De er simpelthen udtjent nu og det er kun dig der kan se, at de en gang har været pæne og blå”.

Det var traumatisk at kassere dem – men min mand havde ret. Sådan er det med noget du virkelig trives i – Du ser ikke, at det er langt over sidste brugsdato. Jeg måtte se i øjnene, at de en gang så blå vidunderlige sandaler nu hørte til i skraldespanden.

Læs og få syn for sagen

Hvis ikke du lige står for at skal opereres – elller indlægges i anden anledning, så vil jeg anbefale dig at læse Steffen Jacobsens debatbog: Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen.

   

Der er godt nok drøje hug til sygehusvæsnet – Jacobsen lægger ikke fingrene imellem men giver virkelig syn for sagen i forhold til lægeuddannelse, overlægenykker, kong gulerodder og sundhedsplatform. Det er skræmmende og samtidig syret sjov læsning. Jeg genkender meget af det skrevne fra mine praktikperioder i væsnet, desværre.

Bogen er hurtigt læst, mest fordi den er kort – men også fordi den er morsomt skrevet, selvom emnet langt fra er sjovt. Vi er alle, på et eller andet tidspunkt, i kontakt med sundhedsvæsnet – og har du læst denne bog, så vil du fremover forholde dig yderst kritisk til sygehusvæsnet – og nok aldrig lade dig indlægge frivilligt.

Steffen Jacobsen opsagde i 2018 sin stilling som overlæge, i protest mod sundhedsplatformen. Heldigvis er han fortsat med at skrive spændende krimier. Dem anbefaler jeg dig også at læse eller lytte til, hvis du altså er til spændingsromaner.

Måske er du helt brille fri, måske har du briller med overgang – ellers kan du anvende dit nye overgangsbrillesæt – og se både bogen og verden omkring dig.

ForfatterJulie

Jeg er vild med gode bøger og læser når jeg kan komme til det.

Er til både skønlitteratur og velskrevne krimi’er.

En god bog, en kold Baileys, godt placeret i favoritstolen, med hunden på skødet – så er jeg glad.

Mord på Biblioteket

Gentofte Hovedbibliotek holdt i torsdags opvarmning før krimimessen i Horsens. Jeg havde fået billetter og lokket en krimi-læsende veninde med til arrangementet. Vi skulle hygge os med en gyselig aften.

Seks krimiforfattere fortalte nemlig levende om, hvordan de slår ihjel i deres bøger.

De ustraffede

Forfatterduoen Øbro & Tornbjerg præsenterede deres nye krimi De ustraffede.  Den handler om selvtægt og MeeToo. Jeg havde en stærk og meget uhyggelig læseoplevelse, da jeg læste den. En velskrevet og gennem-researchet bog. Nøjagtig som de foregående bøger fra parret.

Vinterland

En anden duo er de debuterende Janni Pedersen og Kim Faber med deres Vinterland. Den har fået fremragende anmeldelser og er allerede solgt til flere lande. Den står nu på min boghylde og venter.

Pedersen og Faber fortalte om at arbejde sammen om et projekt, når der også skal vaskes tøj og leves som ægtepar – og nybagte bedsteforældre. Janni berettede også om, hvordan hun måtte tigge og bede om, ikke at få myrdet en bestemt person i bogen. En person, som hun var blevet meget glad for. Kim havde besluttet, at manden skulle dø. Det krævede mange forhandlinger at holde ham i live, men lykkedes til sidst.

Sommerfugleklanen 2

Troels M. Palshof debuterede i 2017 med Sommerfugleklanen. Der er nu kommet andet bind i serien. Jeg kender ikke til forfatteren eller bøgerne – men de lød som et nærmere bekendtskab vil være en god idè.

Palshof fortalte historien om, da han i 2017 selv udgav sin første bog og derefter tog rundt og besøgte hver eneste boghandler i hele landet, for at promovere den.

Palshof søger bevidst at gøre og tænke, det andre ikke gør. Bøgerne er lanceret som internationale thrillers. Palshof afslørede, at han ikke selv har læst en krimi.

Boghandler-touren skaffede ham i øvrigt et besøg i et TV2 – program. Så var der pludselig PR og superflotte anmeldelser.

Blodspor

Sidste ”lystmorder” på podiet var Julie Hastrup.

Hun fortalte levende og morsomt om sin hovedperson politikvinden Rebekka Holms univers. Hastrup tænker nemlig på Rebekka hver dag og observerer derfor hele tiden sine omgivelser:

Kan der begås en forbrydelse her,

hvor er der et skjulested til et lig?

Er det et “godt” og uhyggeligt sted?

Senest har hun f.eks. fået tiltusket sig adgang til det nu lukkede Danmarks Akvarium.

Bygningen har stået tom et stykke tid og været udsat for lidt hærgen af forskellig art. Sammen med sin mand, der er fotograf, fik hun lov til at luske rundt og researche til ”gode” steder, hvor en forbrydelse finder sted eller der skal gemmes noget krop af vejen.

Hastrup fortalte grinende, at hun jo godt nok er journalist, nøjagtig som Janni Pedersen og Kim Faber samt flere andre krimiforfattere – Men at hun kun blev journalist, for at blive krimiforfatter. Det var hendes mål hele tiden. Målet må siges at være nået i stor stil.

Jeg har læst alle syv bind i serien – Venter nu utålmodigt på det ottende, der kommer i 2020.

Måske ser vi snart bøgerne filmatiseret. Det er i hvert fald noget, der har været arbejdet på længe.

Licence to kill

Det var et par interessante timer i engagerede menneskers selskab. Godt arrangement af Politikens Forlag og Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg fik for øvrigt tilladelse af Julie Hastrup til at bruge det foto, som du kan se jeg har taget af hende, og Forlagets interviewer. Sådan noget skal man nemlig altid huske at spørge om.

Heldigvis spurgte Hastrup om, hvad min blog hedder. Derfor Julie… hvis du læser med, så vil jeg bare lige sige, at det var et super inspirerende og morsomt indlæg du kom med. Jeg fik helt lyst til at skrive krimi’er – og slå ihjel.