Indlæg

En løs forbindelse kender vi alle til. Jeg har lige oplevet en af lidt mere oplysende og fast karakter.

I torsdags var jeg nemlig til en interessant debatfrokost i den Franske Bogcafé i København.

Bogcaféen bød på lækker økologisk frokost og havde inviteret initiativtager og indehaver af LØS market, Frédéric Hamburger, til en snak om økologi og emballagefri vareindkøb.

I 2016 åbnede Hamburger et supermarked med det emballagefrie koncept – Det har været en succes fra start, så her i 2019 er der åbnet et til. Butikkerne ligger endnu kun i København. Jeg kunne godt ønske mig, at konceptet snart breder sig, sådan drysset med en løs hånd, ud over hele landet.

 

LØS market

Hamburger ønsker at give de forbrugere, der gerne vil ændre deres indkøbsvaner et værktøj. I butikken kan du købe præcis den mængde f. eks. pasta, grøntsager og vin, du har brug for til aftensmaden og på den måde minimere dit madspild. Og butikken sælger kun 100 procent økologiske varer, som hovedsageligt er lokale og kan købes emballagefrit. Du medbringer selv beholdere og poser til dine varer – ellers kan du købe det i butikken. I stof og glas. Plastik er no go.

Når jeg handler ind på markederne i Frankrig, har jeg altid syntes, at det er supersmart, at jeg netop blot behøver handle den mængde jeg har brug for. Mange franske supermarkeder har ligeledes ofte et stort udvalg af varer i løs vægt.

Je t’aime regnorme

Frokostdebatten var utrolig hyggelig og lærerig. Det er altid fascinerende at møde passionerede mennesker der brænder for en sag. Vi kom vidt omkring miljø, økologi og fødevareproduktion – samt lidt fransksnak. Hamburger er nemlig franskmand og et par af os frokostdeltagere har hus i Frankrig, og er derfor lettere frankofile. Nu sad vi også i den Franske Bogcafé, omgivet af fransk litteratur og duften af lavendel fra de franske sæber, som caféen sælger. Så….. stemningen var meget fransk.

Hvad der til gengæld ikke kun er franskt, er regnormene. De forsvinder – og det er en katastrofe.

Ingen regnorme, ingen næring i jorden. Ingen næring i jorden – ingen afgrøder. Ingen afgrøder – intet liv på jorden.

Hamburger fortalte, at forskere har opdaget, at hvor der før var op til 3000 regnorme i et bestemt antal kubikmeter jord, er der nu blot omkring 300 regnorme. Det lyder jo helt vildt! Ormene forsvinder på grund af sprøjtegifte, anden forurening – og klimaforandringer.

Regnormen er faktisk rangeret som den vigtigste art på kloden. Det tror vi alle sammen sikkert, helt fejlagtigt, er mennesket. Det får lige ens perspektiv ned i jordhøjde, så at sige. Virkeligheden om, hvor sårbare vi er – og hvor dårlige vi er til at passe på vores virkelighed er ret skræmmende.

Syn for sagen

Jeg gravede i haven, da jeg kom retur fra frokosten, ville lige tjekke vores bestand af regnorme. Skulle alligevel plante en ny hortensia – så anledningen var til stede. Med stor forsigtighed lirkede jeg ned under overfladen og…… der dukkede hurtigt en stor fed ormebasse op. Jeg så en til lidt længere nede. Jeg blev helt glad – vi har ihvertfald 2 orme på matriklen.

Jeg skal have købt regnorme til haven – og jeg skal passe på dem, som de små kære væsner de er. Jeg vil kæmpe for flere regnorme i jorden, slippe dem løs overalt og fremover betragte regnorme som nuttede skabninger.

Jeg har læst, at det er nemt at få os til at kæmpe for overlevelse af nuttede dyr, f.eks. pandaer og orangutanger. De tiltaler os, de ser så søde ud. Men hverken pandaen eller orangutangen overlever, hvis ikke der er regnorme.

Og det gør vi altså heller ikke!

Klimamarch

Lørdag var der klimamarch i København. Min helt, Greta Thunberg, deltog i begivenheden og holdt tale. Jeg var forhindret i at deltage – men støtter 100 procent op om hendes tiltag, via en løs forbindelse til hendes Facebookside. Jeg synes det er fantastisk, hvad den unge svenske pige har formået at sætte gang i. Greta siger ikke noget nyt, men hun har fået en opmærksomhed, som hun bruger fornuftigt. Nu skal verdens ledere, vi gamle og unge, tage at lytte – og tage os sammen.

Og husk nu – Pas på regnormene derude.