sikken uge

Sikken uge siden sidst, hva…

Har du fulgt verdensnyhederne i den forgangne uges tid, så har du sikkert som jeg, tæt på nedbidte negle.

Valggys i The United Bluff. Nedlukning af Nordjylland. Aflivning af 17 millioner mink – og en hel branche. Truslen om et nyt epicenter á la en slags MiniWuhan…i Danmark!

Her på bloggen skriver jeg jo om, hvad der har selvoptaget mig i ugens løb.

Og denne gang er det altså præsidentvalg, minkavl og 7 Nordjyske kommuner med særrestriktioner.

Og den evigt tilbagevendende hæslige Covid19, nu med skrækmutation. Som er skyld i det meste – og har indflydelse på alt WorldWide.

England har f.eks. lukket deres grænse for danskere. De frygter os simpelthen. Lidt ligesom i vikingetiden, hvor vi også spredte skræk og rædsel, når vi dukkede opdagelseslystne op.

Og Nordmændene overvejer vist, i skrivende stund, ligeledes afvisning af deres danske broderfolk.

Sikken uge nordpå

Minkbranchen synes på vej til afvikling.

Dyr og milliardomsætning er sendt til destruktion.

Jeg er personligt ikke for pelsopdræt, men derfor kan jeg godt have forståelse for, at det er forfærdeligt, ulykkeligt og katastrofalt for de minkavlere, der er ramt af totaludryddelse af såvel dyr som livsværk og erhverv.

Ca. 300.000 stoute Nordjyder har kastet sig over den “håndgranat”, der truer med at eksplodere og sende Cluster5 ud i sfæren.

Et skrækscenarie, hvor vaccinen, der højtryks-udvikles for at gøre stikparat med lynets hast, måske vil sættes tilbage til nul, niks og start forfra.

Ny pandemi skal undgås.

Så dén tager vores landsmænd for os alle sammen. Al den bedste karma og dybfølte taknemmelighed går herfra til Nordjylland.

Jeg hørte i et klogeåge radioprogram, at det er “godt”, det er Nordjyderne, der er restriktions-ramt og underlagt det kæmpe store ansvar, at overholde nedlukning, opfordringer og regler…

“For, de sindige folk nordpå, dem er der ikke så meget pis med…”

Jeg kender flere Nordenfjords fra, og ved nøjagtigt hvad der menes. Og er helt enig – og dermed også fortrøstningsfuld.

Sikken uge Over There

Til gengæld er det – og har været ren cirkus og stand-up Over There, i The United States of America.

TV News har kørt i baggrunden de seneste dage. Bliver Tumpen udskiftet til januar? Anerkender han Joe Biden uden videre. Kommer søgsmålene til at stå i kø de næste 75 dage?

Det har været svært ikke at blive revet med af den ophidsede valgstemning.

Jeg har ind imellem måttet drosle ned på Nyhedsindtaget, grundet mit overhypede system, men det har alligevel været alt for spændende til ikke at følge med i.

Med åben mund og polypper, ser jeg amerikanere valfarte til våbenbutikker og indkøbe pistoler, skudsikre veste og gasmasker. For hvad sker der nu efter valget… Utrygheden er stor i mange stater og områder.

Foran skærmen, er du er nærmest vidne til et demokrati i opløsning. Anarkistiske tendenser opstår foran valgsteder og der bliver viftet med både våben og næver.

Og militæret rykker ud og ind.

Millioner af republikanske amerikanere er nemlig ikke særligt tilfredse med valgresultatet, der har peget på Biden, Harris  og demokraterne.

Oplysende

Fake News og påstande om valgsvindel florerer Big Time. Man tror det er løgn…

Præsidenten, i verdens største demokrati, ville have stoppet optællingen af stemmer – og udråbte sig til vinder af valget et utal af gange.

Tweets, med diverse uhyrligheder, fabrikeret af den glødende raseriorangefarvet Mr. President, sprøjtes ud.

Forresten er det, ifølge ham selv, elsparepærer, der forårsager den orange lød han blusser af! Måske derfor han ikke bryder sig specielt om klimatiltag.

USA er efterhånden blevet synonymt med Trump, i stedet for et USA. Det er skræmmende – og ændrer sig forhåbentligt hurtigt nu, med nye folk ved roret.

Valgmagt

Jeg erindrer, at jeg i 2016, da starutten blev valgt, tænkte; sikken skør fætter, men mon dog ikke han retter ind undervejs og vokser til fornuftig med opgaven. Parti og rådgivere får vel også styr på ham.

I 2017 morede jeg mig gevaldigt og forbløffet over, hvad den bølle kunne slippe afsted med.

Derefter gik det så småt op for mig, at manden var ustyrlig – og mega farlig. For indsatsen over for klimaforandringer, verdensfreden og demokratiet.

Han var ikke særlig morsom længere. Tværtimod. Mere aspirant til det Hvide Snit, som jo så heldigvis trods alt er afskaffet, end indsat i det Hvide Hus.

Fyren har formået at splitte USA op i store grupper af believers og nonbelievers.

Konspirationsteorier flyder rundt, inhaleres ukritisk af tilhængere, der nu betvivler demokratiet, den demokratiske proces og samarbejdet med verden over, i både stort og småt.

Som dansk, opvokset med demokratiske folkevalg, social forståelse og ivrig tilhænger af den skandinaviske model, er det svært at forstå fans af storskryderen Donalddum-at-høre-på.

Jeg er overbevist om, at Mr. Me First har en diagnose, der er værre end min. (Flere psykiatere og psykologer har faktisk fjerndiagnosticeret ham med “ondartet narcissisme”, der er uhelbredelig).

Han er også en hel del farligere end mig. Jeg har ikke magt over andet end hunden og mig selv… af og til ihvertfald hunden… og selvom jeg kan være lettere ustyrlig, så er jeg ganske ufarlig.

sikken uge med haab

Pyha, sikken uge. Verden er i ulave.

Kan kun glæde mig over ikke at være utryg amerikaner – eller minkavler.

Og til at samarbejdet mellem USA, Europa og alle andre, ventes genoptaget i tidligere alliancer og gode toner.

Lad os også håbe det snart straks viser sig, at vores regerings tiltag er nødvendig-korrekte – og en demokratisk valgt præsident, vandt i USA.

Er du berørt af nedlukning? Har du fulgt valgshowet i USA?

 

4 replies
  1. Avatar
    Louise Møller siger:

    Ja det er noget af en crazy uge vi har sagt farvel til.

    Masser af gode tanker til nordjyderne herfra, eftersom jeg er opvokset i en af de 7 berørte kommuner.

    Har også fulgt pænt meget med i det amerikanske valg. Og er ikke i tvivl om, at der venter Joe Biden en stor opgave med at samle landet og også være præsident for den halvdel, der stemte på Trump. Så jeg sender faktisk også mine bedste tanker og ønsker over Atlanterhavet

    God søndag☀️

    Kh
    Louise

    Svar
    • Avatar
      Janet siger:

      Uhhh – Ja god karma og de bedste tanker til alle, i disse crazy udfordrende tider. Og god søndag til dig Louise, tak for du altid tager dig tid til læs og skriv☀️

      Svar
  2. Avatar
    alice siger:

    Kære Janet.

    Ja, det har været en spøgs uge og meget dramatisk.
    Jeg er glad for at være født i Danmark.
    Trist med vores minkavl, der har ramt hårdt i mange familier, sender dem mange tanker.
    Med hensyn til Hr. Trump der er en skændsel for sit parti ( han kan heller ikke indstille sin sprayfarve),må vi håbe, han bliver afvasket også i sin mund, så må de jo til at finde en pænere udgave, som repræsentant for
    partiet, det kan heller ikke være svært, man må formode at de krummer tæer på hans vegne?
    Nu har de så fået Joe Biden og det kan kun blive bedre både for USA og resten af verdenen.
    Han har været med længe og burde kende gamet. Der er jo altid mange løfter ved et valg, håber han kan indfri dem for the state over there.

    Du er god til at finde mange selvlærte ord, jeg more mig altid over dine indlæg.

    God søndag!
    Alice.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.