Janet Nyt medlem

Så er jeg, igen, nyt medlem i en forening.

Dem har jeg efterhånden mange af, de der medlemsskaber.

Nogle koster betaler jeg for, andre er på frikort – og et enkelt afventer jeg pt., som nyt håbefuldt medlem, optagelsesgodkendelse på.

For sådanne foreninger findes også. Dem, hvor du lige skal tjekkes af i kanten… Så er det blot at håbe administrator ikke lytter til rygtesladder (eller læser med på bloggen!).

Medlem alle steder

For selvsyn og overblik gennemgik jeg skuffer, tasker, punge og andre gemmer med diverse medlemskort. Måske eventuel på tide, med en omgang udtynding, udløb eller deaktivering.

Flere medlemsskaber kan iøvrigt kun ses på nettet, i betalingsoversigten eller i en App på mobilen. Du ved,  hvor du efterfølgende skal huske både medlemsnummer/brugernavn og kode.

Jeg tager altid et foto af det hele… Nok ikke oversmart, men altså vigtigt huskenødvendigt.

Jeg skriver også koderne op – og gemmer dem i forskellige forlagte notesbøger…

Har du tjek og styr på dine medlemsskaber, rabatordninger, koder og fællesforeninger?

Medlem med kort

Jeg fik godt nok et; hold da lige rigeligt op…

Jeg er har medlemsbeviser og ordninger fra og hos bl.a. Tivoli, Glyptoteket, Aspergerforeningen, Pilatesstudie, Duolingo, Joe&TheJuice, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen, Bloggers By Heart, Canon Europe, PlanBørnefonden, MCS-Foreningen, OrangutangFonden, Soho Nomads, Club Danios og og…

og jeg skal gi´dig mange flere.

Er også aktiv hos både en Svensk og Fransk Grundejerforening. Underligt nok, ingen forening på vejen i Kgs. Lyngby. Til gengæld er de mangefleste af os med i Nabohjælp, ergo er der noget foreningsfølelse i kvarteret.

Så er der Gravhundeklubben og Dansk Kennelklub, nogle år endnu, forhåbentligt ihvertfald.

Og Børns Vilkår samt Unicef, som jeg altid har syntes er vigtige at støtte op om.

Ind- og udmeldt

Bogklubben er desværre nedlagt. Det var hos Arnold Boghandler, der trist gik konkurs.

Kreditforeningen kommer vi ikke udenom, selvom den er dyr og koster af kassen.

Fagforeningen er det slut med efter jeg forlod arbejdsmarkedet – og Biografklubben er droppet, pga. viruspremieren i foråret.

Jeg frekventerer og bidrager i flere Franske foreninger – men ingen Fanklubber (Livsmodens måske?), Bridgeligaer, Vin- eller Madklubber.

I min medlemsstak mangler også Husmoderforeningen. Måske det næste kortbevis på hånden, nu hvor hjemmefralivet er blevet min hverdagsmetier…

Gemalen kan skam også. Han forener sig bl.a. i en Fluefiskemafia, MC-klub – og en OversizeHøjtaler Musikklub, med lyttetræf, i decibelskadelig volume, her i huset!

Medlem flere steder

Danmark er et foreningsland. Det er forenet i danskens DNA, so to speak.

Andelen af danskere, som er medlem af mindst 1 forening, er nemlig over 90 procent.

Så, findes der en interesse, er der også en forening eller klub, drevet af frivillige ihærdige nørder og ildsjæle.

Mange vælger også frivillighed uden for en forening.

Det sker typisk gennem Internetgrupper. Hvilket tiltrækker foreningsivrige, som gerne vil gøre en indsats uden at binde sig til en forening.

F.eks. som Skridt og Skrald på Facebook. (Det er en af de 38! FB-grupper jeg er med i).

Medlemsaktiviteten kræver blot knæbøj og stræk, en affaldspose og opsamling på dine gåture.

Skraldegruppen burde være unødvendig oprettet. Alle bør være opdraget til ikke at smide affald i naturen. Det er tilsyneladende desværre glippet for lidt vel mange, ærgerligt nok.

Jeg overvejer at stifte Foreningen LivsLalleglade. Tænker den snart bør tilbydes på Facebook. Tilmelding kostergratis for dig, som ønsker at bidrage med lalleglæde og grin i tilværelsen.

Rotary har forsøgt inviteret mig, både til fortælleforedrag og som medlem. Desværre forestiller jeg mig lidt for meget hørmetik og parfume, i klubbens foreningsliv.

Deres møder foregår nemlig til storfællesspisning på restaurant, og med indlagt informativ underholdning, fra f.eks. en gråmeleret livsmoden oversensitiv blogger.

Jeg foretrækker få foreningsmennesker, afstand og udendørs- eller onlinemøder.

Eller dem, hvor jeg bare forener med mig selv eller sammen med duftmolekyle – og parfumefri vennemedlemmer (Grundet MCS).

Nyt medlem

Hvor er det så jeg nu har meldt mig ind… Eller rettere, os begge.

Jeg turde nemlig ikke soloalene, har derfor betalt for et familieskab, så gemalen også hører til og er med.

Tilløbet til indmelding har stået på længe. Helt fra da jeg, for efterhånden flere år siden, fik første tilbudsbrev fra foreningen.

Hvilket jeg ikke rigtigt forstod, dengang. Men efterfølgende begyndte at tænke over.

For, vi kan jo ikke løbe fra at være farveskiftet til gråtonet og nuancemeleret.

Alderen, der rammer lusket bagfra, lige pludseligt. Kommer sådan snigende med årene, ligesom kiloene, der sætter sig, ligeledes bagpå – og foran, ja sågar under hagen.

Og denne her forening, forener, ligesom andre fællesklubber, det medlemmerne har tilfælles – nemlig alderen.

Du har sikkert gættet, at det er ÆldreSagen, der nu har fået 2 nye grålige og alderstegne medlemmer.

Beslutningen kom, efter en sludder med en anden gråhåret hundemor i kvarteret: “Kig forbi ÆldreSagens hus nede i byen… Tror helt bestemt det er noget for dig… Der er gang i den…”.

Tænker det nok siver ind en dag, at alderen er kommet for blive og sådan set kun, helst, bliver højere.

MedlemsFordel

Fordelene, ved Sagen, skulle være sammenhold og særinteresser.

Og rabatordninger til jeg ved ikke hvad i overflod. Hvilket faktisk er noget jeg aldrig har brudt mig særligt om, men det kan være det ændrer sig, når jeg bliver gammel nok til at have overforbrugt formuen.

Ungdoms-, tennis-, foto-, fitness-, og nu altså ældreklubben.

Men det er jo blot yderlig en epoke i vores liv, og vi må startbegynde at forholde os til det indlysende, at vi ikke bliver yngre medlemmer af hverken samfund eller foreninger, blot nye.

Knoglerne knirker og synet synes drastisk ændret, både på kig, medlemsforhold og meget andet i tilværelsen.

Desuden, så foretrækker jeg til hver en tid at være et frivilligt medlem.

Og ikke som i den seneste sammenslutning: Coronaklubben – En ny verdensom”spændende” forening, hvor oversprittenforbrug, afstand og ingen sammenkomster er formålet.

Om du vil være medlem eller ej er ikke til diskussion og prisen uoverskuelig.

Foreningen er ikke for sjov – og tvungen for alle borgere kloden rundt – samt virkelig ønskværdig forhåbentlig snart med udløbet glemt og slettet medlemsskab.

Hvilken medlemsnørd er du? Her du startet en forening? Mangler der foreninger i dit nærområde?

 

8 replies
  1. Avatar
    Louise Møller siger:

    Hej Janet

    Ej hvor sjovt; Mads og jeg har også lige så lige meldt os ind i Ældresagen. Vi er vel fra Jylland so.m Mads sagde (rabatter)

    Ellers har jeg nogenlunde styr på de få medlemskaber jeg har. Og jeg prøver at rydde lidt op i antallet af nyhedsbreve.

    Og var i øvrigt lige ved at blive lidt bekymret for dig, eftersom dagens indlæg kom lidt senere på end normalt. Men jeg fornemmer alt er godt

    God søndag

    Kh
    Louise

    Svar
    • Avatar
      Janet siger:

      Hihi – Tak for bekymringen, men sov lige et par minutter længere, trængte vist ovenpå klarsyn vedrørende ældring☀️ Glæder mig vi er sammen i den der for alle os gamle klub.

      Kh fra Janet Alderstegen

      Svar
  2. Avatar
    alice siger:

    Kære Janet.

    Nu er jeg noget ældre end dig,så ældre sagen har jeg haft længe. Vi har en lokal afdeling, her hvor jeg bor. Rabatterne kan ikke rigtig bruges, der skal man ind omkring København. Min veninde og jeg tog engang med på en bustur til Cirkusrevyen. Revyen var god, men selskabet var mærkeligt. Aldrig har jeg set kvinder overpyntet med hele smykkeskrinet på een gang, var de bange for, det blev stjålet, mens de var i byen?
    Her havde du heller ikke overlevet duftene (lugten i bussen).

    Jeg er medlem i Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse og
    Coop Plus. Nu også på din Blog som er rigtig god/sjov søndag morgen.

    Jeg er også medlem i en boligforening, hvor jeg bor, det er et lærerigt job. Her kan der godt opstå sjove ting!

    Jeg vil godt være medlem i din lalleglade forening, når du opretter den!

    God søndag!
    Kh .Alice.

    Svar
  3. Avatar
    Helle Bødker siger:

    Jeg har fået mig en ny hobby – som så mange andre, er jeg begyndt at strikke. Det kræver – ud over en masse besøg hos Youtube for god vejledning – både garn og strikkepinde. Så i går besøgte jeg den lokale garnforretning. Den søde ekspedient spurgte, om jeg var medlem af Ældresagen for der var gode rabatter at hente, også i garnforretningen. Da hun så mit overraskede blik, tilføjede hun straks, at man jo kunne melde sig ind allerede som 18-årig. Det fik mine tanker i gang, og da jeg kom hjem, tjekkede jeg straks Ældresagens web-site og app. Det fik mig overbevidst. Det er på tide, at jeg melder mig ind der også. Så beskeden til gemalen var, at et medlemskab af Ældresagen nu er skrevet på min ønskeseddel til min snart 60 års fødselsdag.

    Svar
    • Avatar
      Janet siger:

      60 eller 18, alle er velkomne i ÆldreSagen. Strikke ville jeg også rigtigt gerne, men det kræver bedre koncentration og fingermotorik, end jeg kan præstere. Tillykke & God fødselsdag snart☀️ – og så bliver vi fællesvenner i Sagen.

      Kh fra Janet

      Svar
  4. Avatar
    Ida siger:

    Hej Janet. Jeg synes, det er rigtigt rart at vide, du også er glad for online møder, afstand og den dur. Det har jeg også lige blogget om faktisk Og at du heller ikke ville være med til et foredrag i larmende parfume omgivelser. Meget inspirerende med et afslag fra din side ❤️ Kh Ida

    Svar
    • Avatar
      Janet siger:

      Hej Ida – Ja, som sårbar, sensitiv eller på anden måde ikke tilpasset det, der betragtes som “ normalt”, bliver der ofte sagt Tak, men Nej. Det er vigtigt at kende sine grænser og leve godt med den du er. Jeg læste dit indlæg om forfatter uden Liveforedrag, sejt gået☀️

      Kh fra Janet

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.