Sundhed - 1

På mandag starter mit nye liv.

Du ved, sådan rigtigt, for alvor.

NU skal det være. Motivationen er, her torsdag morgen, helt i top.

Det går ikke længere bare at lade stå til. Der skal styr på det hele.

Struktur, aftaler og systemer skal fra mandag af implementeres og overholdes.

Der skal sundhed, motion og miljø på programmet – Dellerne skal væk, konditionen op, sukkeret ud og slut med madspild.

Manden og hunden bliver involveret, om de vil det eller ej – Nu kommer der andre boller på suppen – og det er ikke kødboller. Nej, det bliver noget med soyabønner eller veggiefars. Mindre kød og mere årstidsbestemt grønt. Ingen jordbær uden for sæsonen eller ananas fløjet ind fra Brasilien. Pinja Colada er vist heller ikke in mere, vi må til at blende grønkålssmoothies.

Klar parat

Køkkenskabene gennemgår jeg om lidt. Alt indeholdene hvidt mel, E-numre og sukker ryger ud. Det er ikke mad. Der skal fuldkorn ind – og gulerødder bliver fremover det eneste slik i huset. Ingen eftermiddagskage eller pizzalevering. Fra på mandag af altså.

De tre æsker chokolade, jeg ved vi har i skænken, spiser vi i weekenden. Cacaobønnen er jo en grøntsag, det er derfor ikke så slemt. Jeg kan også spise den ene nu – så skal vi kun spise to æsker, det er mere overskueligt. Een lørdag og een søndag.

Jeg har fundet en klimavenlig sund og slankende madplan, i en af de utallige bøger, jeg har om emnet. Nu kommer de endelig i brug. Skal blot have handlet ind – så kører det. Det er pærenemt at være sund, det hele er skrevet ned og regnet ud for dig. Fremover kommer ingen overflødige kalorier til at sætte sig på de der steder, du ved. Snart kan jeg lyne bukserne, uden at skulle trække maven ind og få dellen klemt i lynlåsen.

madvarer -1

Nu gør mad det ikke alene. Der skal også motion til. Jeg er ikke i dissideret dårlig form, cykler, går meget og laver dagligt arme bøj og stræk, solhilsner samt benspjæt og planken, men der kan helt sikkert optimeres. Vil derfor starte med at løbe igen. Hver morgen, inden mand og hund vågner. Hunden er en ruhåret gravhund, der ikke er et specielt motionsløbsivrigt væsen. Det må blive en ekstra gåtur i stedet. Med manden. Både han og hunden får derved rørt sig lidt ekstra.

Jeg skal også have kigget på det yogastudie, som jeg er blevet anbefalet. Foretrækker pilates, men mange skavanker, hist og pist, har holdt mig fra det i flere år. Går til studiet i morgen og tilmelder mig et program. Sådan et lidt skavank- og aldersvenligt et af slagsen.

Så er mad, madspild, kondi for alle, stræk og smidighed planlagt. Tjek.

Orden på det hele

Mental sundhed er ligeledes vigtig. I mit hoved skal der helst være ro – Ellers “stresser” jeg. Det betyder blandt andet, at der skal være orden herhjemme. Orden, som i ingen forstyrrende elementer på uhensigtsmæssige steder. Intet roderi. Alt har sin plads her i huset. Nemlig der, hvor jeg synes det skal være.

Bortset fra i kælderen altså. Her roder det tit. I kælderen huserer gemalen, med alt sit grej og udstyr til diverse fritidsfornøjelser – og han behøver ikke orden for at trives. Slet ikke. Jeg undgår derfor kælderen mest muligt.

Nu har vi blandt andet bryggers og vaskerum i kælderetagen, så helt undgå den, kan jeg desværre ikke. Der skal derfor ryddes op. Inden mandag, hvor mit nye liv starter. Sammen med ægtemanden må jeg foretage et raid på kælderrummet og få sorteret i uordenen. Det skal jeg lige have overtalt min mand til at deltage i. Der kommer chokoladeæskerne nok i spil.

Jeg skal også finde træningstøj, løbesko og yogadresset frem – Så kan jeg samtidigt få ryddet op i klædeskabet. Det plejer at generere et par poser til genbrug. Tøj-indkøb bør jeg nok også sætte på programmet. Altså mindre af det – og et mere gennemtænkt og bæredygtigt tekstilforbrug.

Nu er jeg vist ved at have styr på det hele.

Husk lige kummefryseren

Burde dog nok også tage et kig på kummefryseren.

Aner slet ikke, hvad der ligger nede i bunden – eller blot halvvejs. Det må i system. Poser med dato og indhold på. Madspildsvenligt, overskueligt og praktisk.

Sidst jeg forsøgte at få et overblik over indholdet, dukkede helt ukendte fødevarer op. Var faktisk slet ikke sikker på, om der overhovedet var tale om mad. Det kunne have været noget af gemalens fluefiskemateriale eller hundens ting og sager, efter en loppebehandling for fem år siden. Måske en dækkeserviet med stearin på? Jeg havde ingen idé – Tænkte, hvis det ikke var savnet, så måtte det bare ud. Ud røg det i hvert fald. Det er nok samme procedure igen.

Nye tider

Jeg ved det lykkes på mandag –

Er så lidt usikker på, om det forsætter tirsdag…

Det plejer det ikke at gøre – men…

der kommer heldigvis nok en mandag til, hvor mit nye liv kan starte 🙂

6 svar
  1. Dorthe Sloth
    Dorthe Sloth says:

    Pyha, jeg er glad for at vide, at der kommer MASSER af tirsdage.
    Jeg skal jo gerne kunne kende både dig og Elvis igen

    Svar
    • Janet
      Janet says:

      Hihi – Tror ikke der er den store fare –
      Vi er stadig gråhårede og render rundt med en lille delle på maven, uanset hvad vi gør. Tror måske det er alderen:-)

      Kh fra Janet

      Svar
  2. Susanne
    Susanne says:

    Mandag er i forvejen en hård dag – start på arbejdsugen – så ville vælge tirsdag, så vil det holde helt til onsdag

    Svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så kom gerne med den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.