Livsmoden lukker alligevel ikke – Det var den lige ved i onsdags – Jeg skruer derimod lidt ned for aktiviteten.

Det er mega sjovt at starte op, skrive indlæg og tage foto med videre – men interessen for bloggen, udenfor min bekendtskabskreds, er stadig meget lille – og jeg har opdaget, at jeg ikke har den store lyst til at promovere den for at skabe større interesse for mine skriverier pt.

Arbejdet med bloggen tager tid, der er mange tekniske udfordringer, det koster ikke gratis – og jeg skal hele tiden tænke fremad, i forhold til indhold. Det er ikke min spidskompetence, lever lidt mere i nuet og fjoller typisk rundt, med alt for meget på een gang. Så mine ambitioner for bloggen og det tekniske drilleri, får mig hele tiden op i det lyserøde felt. Jeg bryder mig ikke specielt meget om lyserødt, derfor besluttede jeg at lukke bloggen, slut prut finale dut.

Bloggers by Heart

Jeg mødte op til fælles onsdagsarbejdsdag med bloggernetværket, fast besluttet på at få hjælp til at lukke ned og blive normalfarvet igen. Og jeg fik hjælp. Det skal jeg da lige love for. 4 seje bloggere og kloge kvinder samlede deres energi,  erfaring og empati omkring mig. Jeg havde ikke en chance, udfaldet var givet på forhånd = Bloggen fortsætter.

De havde alle 4 været der, hvor jeg er lige nu. Med tvivlen, ambitionsniveauet, teknikken og tidsmanglen. Det handler om at tage styringen. Det ved jeg jo faktisk godt, men i min iver lod jeg mig totalt overstyre… af hende der Livsmodenbloggeren. Det fik de lige sat ord på.

Du kender det sikkert selv. Når du får en idé eller et projekt, så er det ud over stepperne, det kan kun gå for langsomt. Alt skal ske på een gang og der er simpelthen ikke nok timer i døgnet til rådighed til at få et fornuftigt overblik og ordentligt styr på prioriteterne.

Så nu har jeg haft en alvorlig snak med både Janet og hende bloggeren på speed. Det tog ikke lang tid. Jeg er god til kriser, er en fornuftig og livsmoden kvinde, altid klar med gode råd eller et puf i den rigtige retning. Jeg har derfor valgt at drosle lidt ned, fjerne nogle af drillerierne og fremover ikke blogge hele tiden. Jeg skal huske også at bruge min livsmodne tid på alt det andet, som jeg brænder for og hygger mig med. Mand og hund f.eks..

Fælles arbejdsdag i netværket

Seje kvinder

Kvinde er kvinde bedst. Opbakning, støtte, tro på mit projekt, det var det, der strømmede mod mig, den onsdag i bloggernetværket. Det er til at blive glad og taknemmelig over. Udtrykket kvinde er kvinde værst, er altså det rene vrøvl – (og i øvrigt et helt forfærdeligt udtryk) – Vi kvinder vil og ønsker at hjælpe hinanden. Husk det, I seje kvinder derude – Vi skal støtte og bakke hinanden op.

Du skulle tage at klikke på linkene nedenfor – og tjekke mine støtter ud på deres blogge:

Hanne fra Raskeriet med gode råd om selvudvikling og f.eks. en vejledning i at få svar i dine drømme.

Lise som øser ud af tips om minimalistisk livsstil og privatøkonomi her Lisesommerlund

Katrine der blogger om at være selvstændig på Katrinelundloeje

Louise med livsstilbloggen Lullumut

Lise og Katrine er kvinderne bag netværket Bloggers by Heart – Du kan se og tjekke alle os Premium Heart-bloggere ud, via logoet her på bloggen.

Mere mindre

Mine Facebook- og Instagramprofiler er ikke mere forretningssider, men igen profiler, som i de gode “gamle dage”. Så må det tage den tid det tager at få flere følgere lokket med på bloggen.

Tusind tak til dig der bakker op, læser med, deler og kommenterer. Det er en fornøjelse at dele mine skøre indfald og tanker med dig. Fremover vil jeg ikke spamme dig fast 3 gange ugentlig, men blot 1 – 2 gange. heart-1777678

Igen stort tak til de seje kvinder i Bloggers by Heart, som fik overbevist mig om, at bloggen skal styres af mig – ikke omvendt.

Livsmoden lukker alligevel ikke. Jeg fortsætter i småskør, lalleglad, men også af og til alvorlig og klimabekymrende stil.

Hej fra Janet, nu med lidt mere mindre Livsmoden – og tid til sol på næsen.

4 replies
  1. Avatar
    Moster says:

    Jeg kender godt til at starte med raket fart og så opdage at jeg vist har været over ambitiøs.
    Godt at du fortsætter, bare i lidt lavere gear.
    Jeg nyder dine skriverier.

    Svar
    • Avatar
      Janet says:

      Tusind tak for opbakning:-)
      Tror bare jeg har lagt alt for hårdt ud, med FB, Insta og Blog på een gang –
      Blev helt “stresset” af alt det, der skulle holdes øje med og oploades hele tiden.
      Tager det nu mere roligt fremover.

      Kh fra Janet

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.