til halsen

At få lidt til halsen, er noget jeg er blevet rigtig glad for, her på mine gamle dage.

Halsen kommer nemlig mere og mere i fokus, som årene går.

For ud over en lille Baileys i ny og næh nu igen igen, så er jeg gået hen og blevet mega stor fan af tørklæder. Samt højhalsede sweatre og dem med turtleneck.

Disse beklædningsgenstande sidder rart på kroppen, luner hals- og nakkehvirvler samt, og ikke mindst, dækker smart nok halsens begyndende folde-linjer og slapheds-struktur.

Kalkunhals, halsrynker og løsere hudfolder hører til normal alders-ændring.

I 60 års alderen er bindevævs-forfaldet ihvertfald, ved selvobservation, begyndt at indfinde sig.

Under halsen sidder faktisk også noget kreppet hud og nogle mere eller mindre overfladiske rynker. Bryst og dekolletage ændrer sig ligeledes, i takt med halsen.

halsen rynker

Plej halsen

Strække hals kan betale sig.

Om ikke andet for at se bedre, især hvis du som jeg måske også er nærsynet, men i særdeleshed for at stramme op på halsmuskler og hudløshed.

Din halshud er, nøjagtigt som den i ansigtet, følsom for både sollys, dufte og frie radikaler, ikke politiske løsgængere, men derimod et utal af forskellige stoffer, der suges til, lægger sig og skader huden.

Et klogt råd er derfor: Hold dig stoffri!

Sådan som dine forældre formanede dig om, dengang du ikke lyttede til dem. Men de havde altså ret. Lige som med så meget andet, du først har opdaget nu du er blevet gammel og løsagtig.

Og kigger du meget nedad, i f.eks. mobil og skærm mv., påvirker det også elasticiteten og folderne til den løse side…

Kan du holde dig vågen og ved nogenlunde åndsnærværelse, inden du går til sengs for natten, så husk halsen.

Plej med serum, en god creme og massér den ind i din hud med en blid berøring i et par minutter.

Og husk solcremen, om dagen, året rundt, på al solstråle-synlig hud.

Som mine jævnaldrene læsere ved, går det lynhurtigt pludseligt stærkt med nedfald for hvert år, der opleves.

Jeg har heldigt fået over 60 indtil nu. Den med de 29,5 kan jeg ikke bruge-snyde nogen med mere. Og det er ikke kun på grund af halsen.

Næ, krep og slapheds-hud indfinder sig også typisk på dine håndrygge. Sammen med leverpletterne.

Fine indendørs-handsker gik, ærgerligt nok, af mode sidst i 1800-tallet. Til gengæld kan hønserumpe-munden skjules med den, kedeligt nymodens, påbudte maske.

Jeg synes også, at huden under mine fødder er begyndt at rynke rigeligt.

Kan ikke rigtigt greje, om det eventuelt er grundet alder, overtid i badevandet eller blot tørhed, mangel på omsorg og indtrængende fodcreme.

Sokker – plus begge fødder plantet på jorden skjuler pt. sålerne.

Triangle Classic L

Flere til halsen

Mine udenpås hals-favoritter er fra Lala Berlin.

Jeg er vild med de store triangle classic tørklæder, der er fremstillet i det fineste og blødeste cashmere.

Anvender dem året rundt, har indtil videre 3 farver og ønsker mig nu meget et i off-white (håber Gemalen læser med..).

De dækker fint og godt i de kolde måneder. Og om sommeren anvender jeg dem over skuldrene, i de kølige aftentimer.

Mine skuldre er endnu ikke slaphuds-hænget. Bare og synlige, sådan vejrbidte-bestandige og huden måske en anelse grovere, end da jeg var 20, 30, 40 og 50.

Jeg startede med Lala’erne for efterhånden mange år siden. Dengang var jeg blot kuldskær, min hals stadig glat, stramhudet og linjeløs. Nu er jeg bare dobbelt-glad for ulden om halsen.

De er hundedyre, men en god investering. Tørklæderne kan nemlig bruges til alt og alle tider. Jeg har altid et med i tasken. Til hvis nu det ikke allerede sidder på, når jeg tager hjemmefra.

Sådan et til halsen luner også ekstra godt i nakken, hvor jeg pt. har store problemer. Ganske vist uden løshed, men til gengæld godt med opstrammede sener, kranienerver, tussegammelt stift bindevæv og ballade.

Lige nu bruger jeg faktisk også tit at trække klædet op over både ører og øjne.

Det sker typisk, når Tv-Avisen og pressemøder toner frem på skærmen.

Orker snart ikke mere syn for sagen og høren om masser af virusser og manglende vacciner.

3 måske snart 4 farver

Gammel klud

Hvorfor hedder det et tørklæde?

Tja, det mest indlysende er nok, at du nødigt hænger en våd klud om halsen. Undtagen ved halsbrand selvfølgelig, hvor det giver god mening.

Men helt oprindeligt, i oldgammel tid, var et tørreklæde til at tørre sig i. Jo, det kommer altså ikke fra min løgnhals, men er rene tørre fakta.

I faraoernes Ægypten viste tørklædet den sociale status.

De gamle romere tørrede sved af med en klud, de bar om halsen.

Og fortidens hære brugte hals- og hovedklude for at markere rang. Officerer bar dem af silke og menige soldater fik et af bomuld.

Og så hang det bare ligesom ved op gennem historien, der om halsen – eller hovedet. Af praktiske eller religiøse grunde.

For til sidst også at blive en smart accessorie.

Modesmart gjort af de store modehuse Hermés og Burberry, der begge midt i 1800-tallet fremstillede de så berømte hhv. grafiske mønstrede silketørklæder og ternede halstørklæder.

I 1900-tallet opstod charmekluden. Som ikke aldrig bruges til afsvedning, men ses anvendt i fidus-forsøg på forførelse.

Et tørklæde går aldrig af mode og passer dig perfekt, uagtet ændringer i volumen og epidermis-overfladen.

Og du kan bruge det anvendelige tekstil om halsen, hovedet og kroppen, eller hvor – og til hvad du ellers synes.

Det ses i mange forskellige vævstyper – og er nemt selv at fremstille, hvis du over hoved og hals er fiks til håndarbejde.

Cover up til halsen

Aldershud

Det er egentligt ret anstrengende at blive gammel. Til trods for, at huden slapper helt af…

I særdeleshudhed når tidligere tiders stramhed, allevegne, søges mest bevaret og naturen ønskes udstrækket i at gå sin naturlige gang.

I vores kultur, tilstræber vi dyrt og fysisk trættende at se meget-gerne yngre ud hele livet.

Er din tid knap til selvhjælp – og halsen for løssluppen til din smag, kan du ud over egenbehandling, nemt købe dig til alskens fjernelse og udglatning.

Biostimulator, knivskæreri, ultraterapi, skin tightening, profhilo, hals- og ansigtsløft (hvor også kæbens hamsterposer forsvinder), botox og jeg skal gi’ dig. Der er skam mange muligheder, hvis du søger professionel ekspertise.

Jeg har tænkt mig at få kigget på Lala B’s små silketørklæder. Er overbevist sikker på, at de vil se super smarte fikse ud om min hals, her senere i forårs- og sommersæsonen.

For al den selv-massage, hud-yoga og opstramnings-stræk er overordentligt udmattende og tidskrævende.

Endda med forhøjet risiko, oveni, for dybe udmattelses-rynker i panden. Dem orker jeg altså ikke også at skulle forstrække væk.

Så derfor har jeg indført alders-accept, afslapning, skål i Baileys – og ind i mellem, på med tørklædet. 

Kan du lide lidt til halsen? Bruger du hals-tørklæder? Får du masseret dine hals-rynker?

P.S. Er du til lækre bluser i bæredygtigt cashmere, så kig forbi den danske shop Otay.dk – Du kan finde den i Kig & Shop her på Livsmoden.

4 replies
  1. Avatar
    Louise M siger:

    Jeg er vild med en lille en til halsen – og også tørklæder. Dog er jeg ikke god til at gå med tørklæder længere tid ad gangen. Jeg synes det bliver for varmt.

    Men ja tørklæder er flotte og en brugbar accessory

    God søndag til jer alle 3☀️

    Kh
    Louise

    Svar
  2. Avatar
    alice siger:

    Kære Janet.
    Jeg læste ,for mange år siden, rynker viser,
    vi har levet, så det tænker jeg på, når der
    opdages nogle flere. Fra naturens side er
    jeg heldig at have et godt bindevæv, det er
    rart.
    Tørklæder har jeg rigtig mange af i alle farver, så der altid er et eller flere som passer til mit tøj. Det pynter på en ensfarvet
    trøje, jeg fristes tit til at købe nye.
    Jeg er ikke fan af operative indgreb, når vi kommer op i årene, ser det forfærdelig ud, hvis men er hel stram i hovedet, synes jeg.
    Håber snart din nakke bliver god igen.

    God søndag!
    Kærligst Alice.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.