sverigecykelsti - 1

Kan du lide at cykle?

Jeg er vild med at cykle. Altså når det ikke går op ad bakke, blæser eller regner. Nå ja, sne er heller ikke mit favoritcykelvejr. Men ellers cykler jeg til alt, hvis muligt.

Det er skønt at få rørt sig, godt for mine skøre knæ og jeg kan lide fartvinden i ansigtet. Ikke fordi jeg kører specielt hurtigt, men følelsen af frisk luft i ansigtet er dejlig. Uden for byen ihvertfald.

Der er bare sket det, at cykling er blevet en ret stressende affære. Jeg har aldrig før betragtet at transportere mig på cykel, som noget der umiddelbart foregår med hjertet oppe i halsen og anfald af nervøse tics. Det gør jeg efterhånden nu.

Morgentrafikken er værst. Måske fordi folk står for sent op?

Trafikregler negligeres i stor stil. Både unge og ældre cykler på fortorve og gangstier. Der cykles mod trafikken og over for rødt, ofte i hastigheder, der kan få misundelsen frem hos enhver Tour de France-rytter på enkeltstart.

Stop- og afvisertegn ser jeg sjældent blive udført.

Lygter med lys i den mørke tid er desværre ikke brugt af alle – og hvis, er de ofte meget små. Fra vores indkørsel skal vi ud over en cykelsti og det er altid med den største forsigtighed, der køres ud i vinterhalvåret. En mørk cyklist kan være svær at opdage, der en tidlig vintermorgen. I regnvejr er det virkelig farligt, med alle reflektionerne fra billygter i den våde asfalt.

Det er så svært at forstå, hvorfor folk ikke har ordentlige lygter på deres cykel…Eller hvorfor de ikke sætter det på deres barns cykel!

Lycrasprintere

I weekenderne fyldes vejene og cykelstierne, her i området, med grupper af lycra-klædte cykelryttere. I højhastighedstempo motionerer de til den store guldmedalje. Forsvarsløse cyklende børn og modne kvinder må ofte foretage usikre undvigemanøvre for disse foroverbøjede sprintere. De snyder ovenikøbet næsen i forbifarten, så du risikerer klæbrig substans på klæder og i værste fald på bar hud. Bær derfor altid dækkende tøj og briller når du cykler, specielt i weekenden.

Der bliver piftet, fløjtet eller givet fingeren, hvis du ikke hurtigt nok er ude af banen – eller har kastet dig i grøften for disse fartdjævle, der kører motionsræs.

Det er super godt med motion, det bliver anbefalet til alle. Det er rigtig fint med cykling – og selvom lycra aldrig har gjort noget godt for de fleste, så er det åbenbart dresscoden, for disse fantaster med ekstra tråd i benene. Det er så også OK.

Der hvor min cykelkæde hopper af er, når det foregår på offentlig vej og er til gene for andre trafikanter. Det er ikke i orden. Vi skal allesammen være her. Bedstemorcyklen, barnecyklen – og motionsraceren.

damecykel - 1  nicecykel -1

På 4 hjul

Nu vi er ved mit sure trafikopstød, så er bilisterne heller ikke for gode. Der køres for stærkt og over for lyserødt og mørkerødt. Som cyklist er jeg desværre ofte ved at få en bil i siden – når jeg cykler over for GRØNT! Eller når bilen skal dreje til højre og liiige mener at kan nå det, inden jeg kommer frem. Min cykel har heldigvis gode bremser – og min hørelse er endnu ikke nedsat i væsentlig grad, så den der ekstra træden ned på speederen, opfatter min høresans heldigvis.

Jeg må indrømme, efter at have oplevet trafikanter i mange andre lande, at danske bilister desværre er nogle af de værste, hvad angår opførsel. Mange, ellers rare mennesker, udvikler sig simpelthen til hensynsløse egoister, straks de befinder sig bag et rat, eller et cykelstyr: Jeg giver mig ikke en tomme. Jeg kan lige klemme mig ind her foran. Hastigheden bestemmer jeg selv. Mig mig mig – Jeg skal frem – Alle I andre er bare i vejen.

Den der langemand flagrer tit i ruden og dytteriet er ikke på grund af mine flotte ben, nej det er fordi jeg åbenbart er i vejen, der på vejen, ude i højre side, overholdende trafikregler og i et normalt cykeltempo. Det er godt nok en kedelig tendens, der har udviklet sig. Det er helt uhyggeligt.

Jeg er selv bilist af og til – og er heldigvis ikke blevet smittet med den der aggressivitet. Regner derfor med at gå fri nu, i min modne alder – Tror heller ikke jeg er disponeret for den. Jeg er kun blevet stoppet af politiet en gang i min bilistkarriere og det var for fræk kørsel!

Jeg forstår den dag i dag ikke, hvad der var så frækt ved min kørsel. Men den var heldigvis ikke aggressiv. Det var på Fyn, så det kan også være, at jeg ikke helt forstod, hvad betjenten sagde. Jeg slap ihvertfald med en løftet pegefinger – det håndtegn forstod jeg godt. Siden har jeg vist ikke kørt frækt, det er ihvertfald ikke blevet opdaget.

Næste generation

Jeg undrer mig meget over, hvor den vrede kommer fra. Den manglende hensyntagen til andre. Bestemmer vi ikke selv, hvordan vi vil opføre os….

Jeg synes f.eks. det er uhyrligt, og vældigt trist, at det er nødvendigt at køre kampagner, som sætter fokus på vrede mod vejarbejdere. Helt ærligt! Der røg cykelkæden igen…Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Folk der passer deres arbejde, bliver chikaneret af utålmodige og ubehøvlede bilister.

Har nu læst, at køreskolerne overvejer at få vejvrede og god tone på programmet. Håbet er derfor næste generation af trafikanter.

Vejvrede

Den anden dag havde jeg ladet cyklen stå og var på vej i taxa. Skulle ind til City og der har jeg ikke nerver til at cykle.

Taxachauffører er ofte nogle vældige hyggelige personer. De har altid en god historie, de gerne deler. Jeg har ført mange interessante samtaler i en taxa. Der bag rattet sidder alt fra den studerende, som supplerer sin S.U. til den veluddannede indvandrer, der aldrig fik chancen indenfor sit felt, på det danske arbejdsmarked.

Chaufføren jeg kørte med, var en dedikeret cykelrytter og iklædte sig derfor frivilligt lycra i sin fritid. Han var en moden fyr i god form, så lycra’en sidder nok nogenlunde pænt på ham.

Som medlem af en cykelklub, drager han ud i fælles flok og “terroriserer” vejene, det indrømmede han. Nu skulle klubben derfor på kursus – i håndtering af konflikter og vrede, vejvrede!

Klubben tager også på cykelture i udlandet, hvor de træner sprint i bjergene. Han havde lige været i mit område, nede i baglandet til Nice og Cannes. Her oplevede de en helt anden hensyntagen og given plads til alle. Han kunne ikke huske een eneste ubehagelig situation i Sydfrankrig, hvor trafikken ellers er virkelig tæt, vejene smalle og der køres ret friskt til. Her giver man nemlig plads – og tager noget mere hensyn, til alle.

Hvorfor ikke overholde reglerne

Taxafyren fortalte, at han hver dag ser episoder, der kan udvikle sig rigtig kedeligt, hvis der ikke træder lidt fornuft til. Altså fornuftig opførsel og kørsel, fra både bilister og cyklister. Overholdelse af trafikregler f.eks., sådan helt simpelt og enkelt.

Han oplevede, som fuldtidstrafikant, både på to og fire hjul, de skøreste og farligste situationer, hvor livet for de implicerede, på et splitsekund kan være enten forbi – eller forandret for altid.

Min mand kører af og til på motorcykel – og han kan berette de mest hårrejsende historier om, hvad nogle billister, bevidst kan finde på over for motorcyklister. Virkelige farlige handlinger, der faktisk burde give fængsel. Det er skræmmende. De situationer er han udsat for i Danmark – og ikke i Sydfrankrig, hvor han også kører motorcykel.

velobleu - 1

Cykelhelt

Til sommer vil jeg købe mig en cykel i Sydfrankrig. Det har jeg nemlig, på grund af den tætte trafik på de smalle veje, ikke haft mod til endnu.

Taxachaufføren – og en af mine Instagramfølgere i Cannes, har nu overbevist mig om, at det kan jeg roligt gøre.

Der er respekt over for cyklister i Frankrig. Det bunder nok i, at cykelsport er en stor ting på de kanter og har været det i generationer. I Frankrig dyrker man sine cykelhelte. Ligesom man dyrker høflighed.

Jeg glæder mig til at være på 2 hjul der sydpå, som en helt almindelig moden, høflig og miljøvenlig trafikant.

Vi bør opføre os pænt, når vi færdes på vejene – være venlige, ikke vrede.

Dagen bliver så meget bedre, når energien ikke skal bruges på at hidse sig op.

God tur:-)

2 svar
  1. alice
    alice says:

    Jeg er godt nok billist i det daglige og ser mange ting,som får mig til at ryste på hovedet.
    Til gengæld er jeg en venlig billist.Ser jeg en cyklist eller gående, stopper jeg tit og vinker dem frem. Det kan man se, de ikke er vandt til!
    Jeg får de dejligste smil og et venligt nik. Det glæder mig resten af dagen……
    God cykeltur i Frankrig til sommer.
    Mvh. Alice.

    Svar
    • Janet
      Janet says:

      Hej Alice

      Ja vi skal opføre os ordentligt der ude i trafikken:-)
      Det er nemlig win win.

      Kh fra Janet

      Svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så kom gerne med den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.