Skilt1 - 1

Jeg er en Rumidiot, ifølge min søde svigermor!

Nu er det ikke fordi jeg er specielt interesseret i rumfart, stjernekonstellationer, det ydre rum eller indretning, at hun har givet mig tilnavnet. Næh, det er fordi jeg ingen stedsans har – som i INGEN stedsans overhovedet.

Der kan berettes utallige skøre historier om min finden omkring i verden. Men jeg finder altid frem – og til tiden. Det kender jeg flere der har svært ved, selvom de sagtens kan finde vej.

Min mand synes det er virkeligt sjovt af og til at køre hjem til domicilet ad en anden vej, end den vi sædvanligvis anvender. Ganske tæt på vores bopæl er der åbenbart et utal af vejmuligheder!

Jeg opdager så lige pludselig, at jeg ikke ved hvor vi er – Panikker lidt og kigger nærsynet rundt.

Spørger om han har tjek på det, om han ved hvor vi er?

Gemalen morer sig kongeligt – Hver gang!

Omkørsel

Før vi blev gift, var vi lige ved at blive skilt. I Düsseldorf – Midt om natten.

På vej hjem fra ferie sydpå var vi, via en del omkørsler grundet vejarbejde, havnet i centrum af Düsseldorf. Det var lang tid før GPS – Jeg sad derfor med et stort europakort og skulle navigere os retur til Danmark.

Der var bare sket et eller andet i de der omkørsler. De var jo ikke på kortet. Mangelfuld belysning af vejnavne, i det mørke Düsseldorf, bidrog ligefrem heller ikke med særlig oplysende info.

Det tog lang tid at finde tilbage til ruten nordpå. Meget dyb snerren, træthed og stramkæbethed skinnede igennem den lettere desperate chaufførs kommunikation med navigatøren. Der sad og roterede i passagersædet, helt perpleks og rundtosset, af al den drejen rundt med kortet.

Men vi kom heldigvis ud – hjem – blev gift – og griner af det i dag. Nu er der GPS i bilen, den styrer manden, hende der navigatøren er jo helt håbløs. Vi har ikke været i Düsseldorf siden.

Skilt2 -1

Genetisk bestemt

Stedsans, eller mangel på samme, er ifølge den nyeste forskning, genetisk og hormonelt betinget. Det har altså ikke noget med den evolutionære udvikling at gøre. Den med, at mænd gik på jagt og kvinderne blev ved hulen og passede børn.

Hjernescanninger af mænd og kvinder, der skal finde vej viser, at mænd bruger en intuitiv fornemmelse af retning – og kvinderne anvender deres hukommelse. Det passer meget godt, jeg er nemlig ikke så god til at huske. Det er min mand for øvrigt heller slet ikke – men han bruger så bare sin intuition. Med mindre han er træt og faret vild, i en mørk tysk by altså.

Skandinaviske mænd skulle være dem, med den bedste stedsans i verden. Noget med noget vikinge-søfarer-noget.

Stedsansen bliver dårligere med alderen, hos både mænd og kvinder. Det behøver jeg heldigvis ikke bekymre mig om. Jeg vil hele tiden være en lige god Rumidiot.

Bjergtaget

På en skiferie stod en veninde og jeg på et bjerg og ventede og ventede. Vi havde en aftale med resten af vennegruppen om at mødes til en hyggelig picnic. Det var før mobiltelefonen var opfundet, så vi kunne ikke få fat på nogen og høre om, hvor de dog blev af. Til sidst opgav vi, skiede videre og kørte senere retur til hotellet. Der var alle de andre, i god behold. Årsagen til deres fravær var ikke på grund af uheld. Næ – de havde sørme befundet sig på det forkerte bjerg – og ventet og ventet på os. Til sidst havde de spist picnic’en. De var derfor ikke sultne – som min veninde og jeg.

Den hændelse taler vi stadig om her 30 år efter. Jeg ved, at vi stod på det rigtige bjerg, nøjagtig til picnictid. Vennegruppen, hvori der er et overtal af mænd, påstår hårdnakket, at de var på det aftalte sted. Jeg tænker deres intuition er blevet forstyrret, deroppe i den tynde bjergluft.

JanetJmuseum -1

Først den ene vej

I går var en veninde og jeg på bytur. Først restaurant og derefter museum. Veninden er også Rumidiot.

Vi tager S-toget til Hovedbanegården og går til Amager Torv på Strøget. Det er nemt. Det kan vi sagtens finde.

Derfra ved jeg nemlig lige, hvordan vi finder den udvalgte restaurant. Lidt til højre, ned ad sidegaden og lige frem. Det kan jeg godt huske. Deres desserter er nemlig gode, sådan noget lagres i hukommelsescentret.

Efter frokosten, går vi begge ud, til venstre, helt synkront. Efter 5 skridt, vender vi grinende om – og går til højre, mod museet.

Det gentager sig da vi går ud fra toilettet på museet, piger tisser sammen ved I – Og igen da vi forlader museeet.

Der bliver lige drejet rundt, først den ene vej  – så den anden – og derefter er vi på rette spor.

Tilbage til stationen – og hjem med toget. Dejligt med offentlig transport, når man, som jeg er en Rumidiot.

 

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.