I biffen

I mandags var jeg i biffen og se filmen: Ser du månen Daniel.

Det er en filmatisering af Puk Damgårds bog af samme navn – og handler om den unge danske fotograf, Daniel Rye, der i 2013 tager til Syrien for at fotografere de civile familiers liv, i et land i krig.

Han bliver, kort efter sin ankomst, bortført af tilhængere af Islamisk Stat – og sidder derefter 13 måneder i et ufatteligt råt og rædselsfuldt fangenskab. Filmen skildrer skiftevis det Daniel udsættes for og hvordan Daniels familie kæmper for at skaffe de 15 millioner kroner, der forlanges i løsesum.

Sideløbende følger vi, hvorledes gidselforhandleren, som familien har hyret, opererer i en verden af uforudsigelig og dér skal skabe kontakt og forhandle med skruppelløse individer.

Love og regler

Den danske stat forhandler ikke med terrorister og er derfor ikke behjælpelig. Det er ulovligt at give penge til terror-organisationer – så familiens kamp og indsamling, skal derfor foregå i al hemmelighed.

Flotte præstationer

Esben Smed er overbevisende som Daniel Rye. Magtesløshed og rædsel lyser ud af hver en nerve i hans krop. Anders W. Berthelsen gør det godt som den topprofessionelle forhandler.

Det er en utrolig nærværende, sober og meget stærk film om håb, tro, medmenneskelighed – og ondskab.

Det er en film, som beskriver alles værste mareridt.

Hvis ikke du når at se den i biffen, så tror jeg bestemt, at den kommer på TV, indenfor de næste par år.

Måske har du læst bogen eller kan huske dengang i 2014, da Daniel Rye blev løsladt og kom retur til Danmark.

For et par uger siden så jeg en film i en helt anden boldgade, nemlig Quentin Tarantino’s Once Upon a Time in… Hollywood.

Quentin Tarantino springer her, som altid, rundt i en blanding af kuleskør, vanvittig virkelighed og fantasi. Filmen foregår i 1969 og har som omdrejningspunkt mordet på skuespilleren Sharon Tate og hendes venner. Det er klart en fordel, at du ved lidt om de brutale mord, der blev begået af medlemmer af Charles Manson’s kult.

Det er en vildt underholdende film. Tidsbilledet er totalt gennemført. Musik, tøj og cigaretrygning er som sidst i 60’erne. Mænd var macho og kvinder var søde – og nogle gange mindre søde. Og jo – jeg kan sagtens huske det, var 10 år dengang.

Selvfølgelig er der masser af overdreven vold og splat, det er jo Tarantino. For en gangs skyld giver det dog lidt mening med al galskaben – og havde været “næsten” okay, hvis sidste del var sket i virkeligheden. Du ved hvad jeg mener, når du har set filmen.

DiCaprio og Pitt er begge i deres es og leverer superfantastiske præstationer. De 2 herrer bliver simpelthen bare bedre og bedre med alderen. Pitt i bar overkrop er heller ikke så tosset, skal jeg hilse og sige, rent øjenguf.

Jeg så den sammen med en veninde, og vi er enige om, at vi gerne ser den igen.

 

Synes du også, at film skal ses i biffen?

Er du fan af Pitt eller DiCaprio – eller begge?

 

Follow my blog with Bloglovin

2 replies
  1. Avatar
    Louise says:

    Vi har lige tilmeldt os Biografklub Danmark, men har helt bevidst valgt ikke at se ‘Ser du månen Daniel’. Jeg er helt sikker på det er en god film, men jeg kan simpelthen ikke noget så uhyggeligt fra mig, så derfor vælger jeg ikke at se filmen.
    Til gengæld vil jeg overveje ‘Once upon a time’

    God aften til dig Janet‍♀️

    Kh
    Louise

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.