Fluefiskeri

Jeg har været helt blå og gul i denne weekend.

Den er nemlig tilbragt i Sverige – i fiskehytten, som vi kalder vores stuga, der ved Mörrumsåen. – Og jeg er som sædvanligt ramlet halvvejs ned ad trappen til 1. sal – er blevet helt blå og gul på det ene lår! Trapper er ikke min favoritdisciplin. Matcher dog nydeligt nationalfarverne på disse kanter. Desværre er temperaturen ikke til lårkort, så jeg gemmer farvepaletten.

Min mand har fluefisket på livet løs – uden held desværre. Men det er nu helt normalt. Laksen er svær at fange i Mörrumsåen. Den er vant til de der fluefiskehoveder og lader sig ikke så let narre, lige meget hvilken kunstfærdig flue der er bundet. Laksen spiser ikke, når den først er gået op i åen – Det er dét der er hele kunsten ved fluefiskeri i en flod/å eller elv. I Mörrum hedder det en å, selv om det er en elv! Nå – men det handler altså om at få en fisk der ikke spiser, til alligevel at hugge på fluen!

Høm Høm

De der fluer er en hel videnskab – Min mand fremstiller dem selv. Ofte i selskab med andre fluefiskehoveder, der i samlet flok binder løs, nyder mandemad overhældt med bearnaisesauce, rigelige mængder af rødvin og afslutningsvis en sjat whisky tilsat ekstremt højt musik fra anlægget. Når arrangementet foregår hos os, har jeg altid en aftale andetsteds.

Fluebindingsmateriale er en masse fjer og hår fra fugle og dyr. Gemalen glemte en gang at lukke en af de mange bokse han har med materialet. Det kunne vores hund Elvis ikke stå for. Så da chancen bød sig – blev der rigtigt gået til den. Det var ikke populært. Det er hundedyrt – og ikke alt kunne reddes.

Da jeg luftede synderen inden sengetid, så jeg til min skræk selvlysende turkise, blå og gule pøller komme ud af hunden! De var faktisk ret flotte – men jeg blev godt nok lidt urolig. Elvis havde det dog fint, på trods af at have indtaget en hel del stærkt konserveret fluemateriale.

Efter et par dage var festfyrværkeriet bagtil overstået – og der kom atter leverancer af normalfarvede høm hømmer.

Weekendhygge

Her I weekenden er der ikke bundet fluer – og Elvis spiser hundemad.

Vi, altså Elvis og jeg, manden er jo ude i åen, går lange ture. Det er godt, for der har været rigeligt med cola, godter og kager på menuen. Mere end gåturene kan opveje, er jeg bange for. Jeg må nok revidere livsstilen igen på mandag. Det kan du evt. læse om her.

Jeg nyder at gå i naturen. Her i skoven ved åen er der smukt. Specielt når det, som i denne weekend, har regnet. Alt er friskt grønt og dufter helt vidunderligt – Elvis har snuden i jorden og roder op ved de ekstra gode snus. Det vrimler med alskens svenske dyr og kravl her i naturreservatet. Vores fiskehytte ligger på Humlaslingan. Det er den, som i Danmark hedder Margueriteruten. Så her er mange muligheder for gode vandre- og cykelture.

Ellers er jeg startet på en spændene bog og har set lidt videofilm. Derfor lettere overdrevent indtag af kager, slik og cola. Det hører ligesom med, når jeg sidder der med benene oppe, og det regner – åbenbart.

Klimaforandring

Jeg har læst et sted, at folk er mere bange for kalorier end for klimaet – altså klimaforandringer. Jeg tænker ikke så meget på kalorier (bortset fra mandage), men jeg tænker en del på klimaforandringer. Det hænger, ud over at vi SKAL gøre noget, nok også sammen med, at i fiskehytten oplever vi faktisk klimaforandringerne.

De seneste år er vandstanden i åen nemlig blevet lavere. Årsagen er, at somrene er blevet varmere og tørrere fordi det regner mindre end tidligere, her i Blekinge. Det har også indflydelse på, om laksen går op i åen.

Vi har egen brønd. Alle husstande i det lille samfund huset ligger i, har egne brønde. En stor del af husstandene på bøhlandet i Blekinge har egne brønde. Når grundvandet/vandstanden falder, ja – så har vi ikke vand i vores brønde. Vi tjekker derfor altid vandstanden i åen på Mörrums hjemmeside, inden vi tager til fiskehytten. Der er kommet flere – og flere længere perioder, hvor vi ikke kan komme, da vi ikke har vand i huset. Vi er heldige. Fiskehytten er ikke vores primære bolig, så vi kan bare blive hvor vi er og få vand ud af hanerne der. Men alle de mennesker, der bor fast i de små flækker rundt om i Blekinge, må ud og finde vand andet sted, når der er lavvande.

Lavvande

Her henter folk vand i åen til diverse – og køber ellers drikkevand. Karlshamn kommune, som vi hører til, kørte for nogle år siden ud med vandvogn og fyldte vores tomme brønde, men det gør de ikke mere, det er sparet væk. Vores lille samfund har heldigvis fået en aftale med kommunen om at komme på det kommunale vandanlæg.

Det har taget flere år at forhandle os frem til aftalen. Først fik vi afslag – men ildsjæle har, på hele den lille bys vegne, kørt hårdt på. Hos kommunen, miljøstyrelsen og banken. Aftalen er, at arbejdet med at grave og koble os til vandledingerne starter til efteråret. De fastboende først, selvfølgelig. Det bliver van(d)vittigt dyrt, vi skal selv betale hele molevitten – og de løbende udgifter! Heldigt for os, så er den svenske krone ikke hvad den har været.

Vand eller vin

I aften skal jeg have en af mine livretter; gæstemad. Vi er nemlig inviteret til spisning hos naboen. Menuen plejer at stå på lækker mad, og ikke mindst, megahyggeligt og ret sjovt selskab.

Vi medbringer selv drikkevand – Det er en, på mange måder, kostbar vare her ved åen.

0 svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så kom gerne med den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.