Madlavning - 1

I tirsdags havde vi gæster med egen kok til middag.

Otte styks hyggelige og sultne kolleger til min mand, troppede op på adressen.

Ud over godt humør og appetit, så medbragte de egen kok – og alle madvarerne.  Se dét kalder jeg gæster.

Jeg skulle blot sørge for borddækning – og havde lovet min mand, at huset så nogenlunde rent og ordentligt ud, inden de kom. Badeværelset fik derfor en ekstra omgang med noget miljømærket tornadonoget – og støvsugeren blev trukket hurtigt over de synlige flader.

Rengøring er ikke min favoritbeskæftigelse. Det er den eneste ulempe ved gæstebud. Jeg gør rent inden – og igen i morgen, når der er ryddet op efter gæsterne! Det positive er selvfølgelig den motion det giver. Så kan jeg med god samvittighed springe øvelserne over den dag.

Tjekkede også, at bestikket var uden grå aflejringer. Vi har ret kalkholdigt vand her i Mougins. Det er svært at få af glas og bestik. Du kender det også fra Danmark. Eller måske er det den der pest, der huserer i opvaskemaskinerne?

Desværre kunne vi ikke sidde udenfor. Heftig regn og Sirocco’en gjorde sit til, at det ikke var muligt. Vi måtte derfor klemme os sammen om spisebordet indenfor, i tørt- og vindfrit-vejr.

Den medbragte kok, som ikke er en rigtig kok, men en gastronomisk interesseret kollega, satte alle i sving med det samme de indtog domicilet. Teambuilding var nemlig på menuen ud over:

Forret

Tre slags bruschetta:

1.   Svampestuvning med persille

2.  Syltet peberfrugt, asparges og purløg

3.  Tomater, parmaskinke, mozzarella og frisk basilikum

og

div. pølser, oliven og oste

dertil

hvid – og rødvin.

Hovedret

Her skulle have stået noget om plankesteaks, men dem nåede vi slet ikke til. Det tror jeg var godt. Vi havde i så fald indtaget mere, end vi kunne forbrænde inden for overskuelig tid. Det er ikke sundt – og der skal også være plads til desserten.

Dessert

Små lækre kager, kaffe/the + påskeægs-rester.

Der blev smøget ærmer op. Hakket grøntsager, plukket krydderurter, ristet brød, smagt flødestuvning til – og snakket på livet løs. Om arbejde, friske fødevarer, madspild, klimaforandringer, vejr og alt det forfærdelige – og heldigvis også gode samt interessante ude i verden, der optager os modne og voksne mennesker. De der ikke var så heldige at få plads til at deltage i selve madlavningen, rådgav, gik i vejen for kokken og sivede ellers rundt i huset med et glas vin.

Jeg sad og var mest til pynt. Skød af og til en, mere eller mindre klog og vittig replik ind her og der, mens jeg overvågede køkkenregionerne – og villigt trådte til som køkkenpige, når remedier ikke lige var til at finde. Jeg kan heller ikke altid finde det jeg mangler. Køkkenet har to små skuffer og tre mindre skabe, så man skulle tro det var nemt. Men netop da pladsen er trang, bliver alt stablet og skubbet ind allevegne, hvor der øjnes den mindste revne.

Succes

Maden var en succes. Det var super lækkert. Jeg er en kræsenpind og har en fødevareintolerance, men det jeg fik sorteret i og spist, smagte rigtigt dejligt.

Middagmougins1

Min livret er dessert, så jeg fik spist et par af de små fine kager.

Dem blev der lidt til overs af. De står nu i køleskabet og venter på, at jeg guffer dem i mig her til aften. De vil blive nydt sammen med et afsnit af The Good Fight på HBO.

Mundhapsere

Manden er ikke hjemme, jeg behøver derfor ikke dele.

Normalt er jeg et ret gavmildt menneske. Deler og giver gerne til alt og alle. Men liiige når det kommer til kage – og favoritchokoladen – så bliver jeg vældig lidt delagtig. Man kan jo heller ikke være perfekt hele tiden.

Påskeægs-resterne røg heldigvis ned til kaffen. Så feder de ikke mere.

Skønt at få besøg af gæster med egen kok – De skal være så velkomne en anden gang.

2 svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så kom gerne med den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.