Jeg kan godt lide efteråret. Her snakker jeg altså om september og oktober. Ikke november, der burde have sin helt egen sæson. Den kunne sagtens hedde noget i retning af møgår, nederen, mørketid – eller slet og ret bare Værste.

Om efteråret kommer den der friske og skarpe luft, jeg som astmatiker trives med. Det gør godt i lungerne – eller mere korrekt, føles som godt. Jeg bor nemlig i Storkøbenhavn, hvor der er rigeligt med udledningsgasser. Og det er jo som udgangspunkt, ikke specielt sundt for åndedrætssystemet.

Duftene intensiveres, når dug og vådere vejr holder sit indtog. En tur i mine “baghaver” Ermelunden og Dyrehaven, efter en omgang regn og rusk finder jeg herligt forfriskende. Jeg kan også lide den stride blæst ved stranden og søen her i mit område. Igen illusionen om, at jeg får indåndet masser af frisk luft.

Fugtigt og farverigt

Jeg er vild med at hoppe i vandpytter. Noget jeg heldigvis aldrig er vokset fra. Det gør mig simpelthen så glad. Kan slet ikke lade være, opfører mig nærmest som en vandhund á la lalleglad labrador.

Min mand følges ikke med mig, når jeg hopper og plasker. Han er altid langt væk og forestiller ikke at kende det storgrinende plaskende kvindemenneske. Hunden orker mig heller ikke, når jeg liiige skal i vandpytterne.

Jeg synes også det er mega sjovt at løbe rundt og sparke i blade. Gemalen, gravbøllen og jeg går derfor ofte ikke sådan rigtigt tur sammen om efteråret, men ses bare på de samme veje og stier – eller når jeg indhenter dem, efter at have udlevet glæden ved plaskeri og sparken omkring.

Hvem har egentlig bestemt, at det er forbeholdt småbørn at nyde spontane overfald af vandhuller og løvbunker?

Farveskiftet fra grønt til gyldent og rødt synes jeg er så smukt. Til gengæld bryder jeg mig ikke om nøgne grene og den gråsorte smattede jord, der er typisk for den der november. Ser altid frem til frost og masser af sne, som jeg er stor fan af.

Inde og lidt ude

Bagte kastanjer med smør og salt, er en af mine livretter. Den delikatesse frådser jeg i hele oktober. Dem har jeg helt for mig selv, ligesom vandhullerne og bladbunkerne.

Min gemal bryder sig slet slet ikke om efteråret. Efter den 1. oktober er laksesæsonen forbi, så skal han pakke fluefiskegrej og waders væk. Motorcyklen skal i hi – og det er mørkt om morgenen. Altsammen noget, min kære husbond ikke synes det allermindste om.

I løbet af året har jeg fået skrevet alle de bøger ned, som jeg ikke nåede at læse, da dagene var lange og nætterne lyse. De skal læses nu, i den mørke tid. Det er råhyggeligt at sidde med en stor kop varm chokolade, ild i pejsen og en god bog. Netfixet og Tv-skærmen kommer aldrig op på siden af virkelig god litteratur.

Efteråret er lig med mere indetid og flere praktiske indendørs gøremål. Dem kan min mand faktisk heller ikke lide, hihi. Det er ofte noget med maling, afkalkning og diverse småreparationer. Efterårsudbedringer med motorsaven er han derimod altid med på. De foregår heldigvis udendørs.

efteråret

Garderobeskift

Bare ben sæsonen slutter – suk. Det er sådan set det eneste, jeg ikke bryder mig om ved efteråret. Strømper og lange bukser hører absolut ikke til mine favoritter. Jeg er strømpe- og benklædefri, sådan nogenlunde fra april til omkring oktober.

Fordelene ved at pakke sig ind i flere dækkende tekstiler er dog, at jeg ikke behøver være så nøje med hårfjerning her og der – og neglelakken, på tæerne, sidder lidt længere, end når fødderne er fritlagt.

Hvert år er det næsten som at få en ny garderobe, når vintertøjet bliver hentet frem fra gemmerne. Tit har jeg helt glemt hvad jeg har (altså nok for meget!) – overraskes ofte og er glad, at tøjet stadig passer.

Til gengæld er min forbløffelse stor, når det ikke gør! Hvordan kan lår, livvidde og bagdel ændre facon så drastisk, på så kort tid! Min vægt er uændret, men faconen skifter åbenbart som sæsonerne, når alderen (og kroppen) sådan hæves.

24 grader

Det næste stykke tid er jeg i mit elskede Mougins i Sydfrankrig, læs evt. her. Jeg forlænger sensommersæsonen. Går lidt glip af en bid af efteråret her i Danmark. Men nyder de 24 grader, terrasselivet – og solen, som stadig har magt i dagtimerne. Glæder mig til bare ben – og den intense duft af jasmin.

Jeg blogger dernede fra i næste indlæg.

Au revoir et A bientôt.

Nyder du efteråret? Sæsonskiftene? November? Sløset hårfjerning?

 

6 replies
  1. Avatar
    HundeMoster says:

    God tur til det franske. Bølle bassen og jeg glæder os til storhygge i jeres fravær. Og vi vil styre udenom hver en vandpyt ☺️

    Svar
  2. Avatar
    Louise says:

    Hej Janet

    Velkommen i efterårsklubben; jeg deler din glæde ved vejrskifte og hygge. Er vild med kastanjer og Halloween og er jeg i gummirøjser så er det også direkte gennem vandpytterne det bli’r jeg heller ikke for gammel til.
    Jeg har en mani ved at samle faktisk kører jeg rundt med en masse i min cykelkur. Hvorfor ved jeg ikke, men cyklen er altid let at finde
    Jeg har faktisk aldrig smagt kastanjer, så ved lejlighed må du da gerne lige give mig et par dessin’er om hvordan du laver de bagte kastanjer
    Håber du får nogle skønne uger i Mougins med manden din; 24 grader lyder nu heller ikke dårligt☀️
    Kh
    Louise

    Svar
    • Avatar
      Janet says:

      Hej Louise – Kastanjer er hyggespise en råkold eftermiddag.
      Jeg gør sådan:
      Fyld et ovnfast fad med et tykt lag groft salt.
      Skær et kryds i toppen af kastanjen med en lille skarp kniv.
      Stil kastanjerne med toppen opad i saltet. Bag kastanjerne i 25-30 minutter ved 200 grader.
      Når de er kølet lidt af spises de med koldt smør og et lille drys groft salt.
      Pas på når du piller skallen af, det er lidt hårdt og varmt ved fingerspidserne. Hinden skal også væk.
      Mums mums

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.