Fluefiskeri

Jeg har været helt blå og gul i denne weekend.

Den er nemlig tilbragt i Sverige – i fiskehytten, som vi kalder vores stuga, der ved Mörrumsåen. – Og jeg er som sædvanligt ramlet halvvejs ned ad trappen til 1. sal – er blevet helt blå og gul på det ene lår! Trapper er ikke min favoritdisciplin. Matcher dog nydeligt nationalfarverne på disse kanter. Desværre er temperaturen ikke til lårkort, så jeg gemmer farvepaletten.

Min mand har fluefisket på livet løs – uden held desværre. Men det er nu helt normalt. Laksen er svær at fange i Mörrumsåen. Den er vant til de der fluefiskehoveder og lader sig ikke så let narre, lige meget hvilken kunstfærdig flue der er bundet. Laksen spiser ikke, når den først er gået op i åen – Det er dét der er hele kunsten ved fluefiskeri i en flod/å eller elv. I Mörrum hedder det en å, selv om det er en elv! Nå – men det handler altså om at få en fisk der ikke spiser, til alligevel at hugge på fluen!

Høm Høm

De der fluer er en hel videnskab – Min mand fremstiller dem selv. Ofte i selskab med andre fluefiskehoveder, der i samlet flok binder løs, nyder mandemad overhældt med bearnaisesauce, rigelige mængder af rødvin og afslutningsvis en sjat whisky tilsat ekstremt højt musik fra anlægget. Når arrangementet foregår hos os, har jeg altid en aftale andetsteds.

Fluebindingsmateriale er en masse fjer og hår fra fugle og dyr. Gemalen glemte en gang at lukke en af de mange bokse han har med materialet. Det kunne vores hund Elvis ikke stå for. Så da chancen bød sig – blev der rigtigt gået til den. Det var ikke populært. Det er hundedyrt – og ikke alt kunne reddes.

Da jeg luftede synderen inden sengetid, så jeg til min skræk selvlysende turkise, blå og gule pøller komme ud af hunden! De var faktisk ret flotte – men jeg blev godt nok lidt urolig. Elvis havde det dog fint, på trods af at have indtaget en hel del stærkt konserveret fluemateriale.

Efter et par dage var festfyrværkeriet bagtil overstået – og der kom atter leverancer af normalfarvede høm hømmer.

Weekendhygge

Her I weekenden er der ikke bundet fluer – og Elvis spiser hundemad.

Vi, altså Elvis og jeg, manden er jo ude i åen, går lange ture. Det er godt, for der har været rigeligt med cola, godter og kager på menuen. Mere end gåturene kan opveje, er jeg bange for. Jeg må nok revidere livsstilen igen på mandag. Det kan du evt. læse om her.

Jeg nyder at gå i naturen. Her i skoven ved åen er der smukt. Specielt når det, som i denne weekend, har regnet. Alt er friskt grønt og dufter helt vidunderligt – Elvis har snuden i jorden og roder op ved de ekstra gode snus. Det vrimler med alskens svenske dyr og kravl her i naturreservatet. Vores fiskehytte ligger på Humlaslingan. Det er den, som i Danmark hedder Margueriteruten. Så her er mange muligheder for gode vandre- og cykelture.

Ellers er jeg startet på en spændene bog og har set lidt videofilm. Derfor lettere overdrevent indtag af kager, slik og cola. Det hører ligesom med, når jeg sidder der med benene oppe, og det regner – åbenbart.

Klimaforandring

Jeg har læst et sted, at folk er mere bange for kalorier end for klimaet – altså klimaforandringer. Jeg tænker ikke så meget på kalorier (bortset fra mandage), men jeg tænker en del på klimaforandringer. Det hænger, ud over at vi SKAL gøre noget, nok også sammen med, at i fiskehytten oplever vi faktisk klimaforandringerne.

De seneste år er vandstanden i åen nemlig blevet lavere. Årsagen er, at somrene er blevet varmere og tørrere fordi det regner mindre end tidligere, her i Blekinge. Det har også indflydelse på, om laksen går op i åen.

Vi har egen brønd. Alle husstande i det lille samfund huset ligger i, har egne brønde. En stor del af husstandene på bøhlandet i Blekinge har egne brønde. Når grundvandet/vandstanden falder, ja – så har vi ikke vand i vores brønde. Vi tjekker derfor altid vandstanden i åen på Mörrums hjemmeside, inden vi tager til fiskehytten. Der er kommet flere – og flere længere perioder, hvor vi ikke kan komme, da vi ikke har vand i huset. Vi er heldige. Fiskehytten er ikke vores primære bolig, så vi kan bare blive hvor vi er og få vand ud af hanerne der. Men alle de mennesker, der bor fast i de små flækker rundt om i Blekinge, må ud og finde vand andet sted, når der er lavvande.

Lavvande

Her henter folk vand i åen til diverse – og køber ellers drikkevand. Karlshamn kommune, som vi hører til, kørte for nogle år siden ud med vandvogn og fyldte vores tomme brønde, men det gør de ikke mere, det er sparet væk. Vores lille samfund har heldigvis fået en aftale med kommunen om at komme på det kommunale vandanlæg.

Det har taget flere år at forhandle os frem til aftalen. Først fik vi afslag – men ildsjæle har, på hele den lille bys vegne, kørt hårdt på. Hos kommunen, miljøstyrelsen og banken. Aftalen er, at arbejdet med at grave og koble os til vandledingerne starter til efteråret. De fastboende først, selvfølgelig. Det bliver van(d)vittigt dyrt, vi skal selv betale hele molevitten – og de løbende udgifter! Heldigt for os, så er den svenske krone ikke hvad den har været.

Vand eller vin

I aften skal jeg have en af mine livretter; gæstemad. Vi er nemlig inviteret til spisning hos naboen. Menuen plejer at stå på lækker mad, og ikke mindst, megahyggeligt og ret sjovt selskab.

Vi medbringer selv drikkevand – Det er en, på mange måder, kostbar vare her ved åen.

MorrumJanet

Sidste weekend var det forår.

Det er det strengt taget også denne weekend – men ind fra øst blæser der en arktisk vind, så handsker og uldtrøjer er fundet frem igen.

Når foråret melder sig, så myldrer vi alle udenfor. Havefolket, sommerhusfolket, sejlerfolket, motorcykelfolket, lystfiskerfolket, campingfolket og alle andre, der bare er folk og vil have lys og luft.

Min mand og jeg hører til sommerhusfolket, selvom vi kalder huset for en fiskehytte. Min mand hører også til motorcykelfolket og lystfiskerfolket, så han har travlt om foråret.

Sverige

Men sidste weekend, da det var lunt og rigtigt forår, tog vi til vores fiskehytte i Sydsverige.

Blot lidt over to timers kørsel fra Storkøbenhavn, hvor vi til daglig er omgivet af by, biler, mennesker og arbejdsliv, kan vi ”melde os ud”.

Fordi – der langt ude på det svenske bøhland, ved kanten af en af verdens bedste lakseelve, ligger vores røde træhus på en stor naturgrund. Vi hører nemlig ikke rigtigt til havefolket. Min mand plejer at sige: ”Kun en tåbe frygter ikke haven”. Han er vokset op på en planteskole, så han ved hvad han taler om.

Her ved fiskehytten er der højt til himlen, susen i træerne og den evige lyd af strømmende vand i elven. Her dufter det af skov, vand og planter. Her vokser enebær og masser af vilde blå- og hindbær og nattehimlen er dekoreret med millioner af stjerner. De er svære at få øje på i byen, hvilket er ærgerligt, for det er vanvittigt smukt.

Her er anemoner i overflod om foråret og Karl Johaner i efteråret.
Vi ser grævling, vildsvin og rådyr samt hører elgen af og til. Vi prater svenska, spiser godis og fikar med naboerne, fejrer midsommer, holder kräftkalas og tager på loppis og roder i gamle svenske ting og sager.

Vi har hverken TV eller Internet i huset, men prioriterer et driverliv med fokus på fluefiskeri, læsning, slowcooking, eftermiddagslure og lange gåture. Nå – ja der er selvfølgelig altid lidt træværk der skal males og noget vedligehold hist og pist, men i det store og hele, så driver vi den af.

I fískehytten er vi gode til at koble af, helt af – tiden står næsten stille.

             

Det med at slippe for larm, lys og nonstop informationer er anbefalelsesværdigt for systemet en gang imellem – Bare en dag eller en kort weekend kan gøre underværker.

Det sjove ved vores lille fristed er, at alle naboerne og det halve af genboerne er danske. Hi hi – Der er opstået en danskerkoloni på 5 huse, i det lille samfund ved elven.

Alle mændene er “skøre” fluefiskere. De går rundt i ternede skjorter, bruger kasket og specielle solbriller og tilbringer rigtig meget tid på at binde fluer samt træne kasteteknik. Laksen er nemlig ikke nem at fange i elven, men der bliver ivrigt forsøgt. Vi hustruer skal derfor lægge øre til den ene værre lystfiskerhistorie efter den anden. Men det hører nok ligesom bare med til konceptet, der ved elven.

Efter nogle dage i det svenske, synes jeg nu også, at det er skønt at komme retur igen. Med fyldte batterier, til larmen og et højere aktivitetsniveau, pligter og deadlines, pænt tøj og vækkeur, TV-avis og Netflix.
Det er heller inte så illa.

Retur i Danmark

Den anden dag ringede det på hoveddøren her i Kgs. Lyngby – Udenfor stod to mænd i kraftige blå vindjakker.

– Hej, skal vi trimme din magnolie?

Jeg kiggede en ekstra gang. Var det et frækt tilbud eller hvad handlede det om!

Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn – for de grinede – og pegede derefter på det store magnoliatræ i forhaven.

Jo – Der er helt sikkert forår i luften.