MorrumJanet

Sidste weekend var det forår.

Det er det strengt taget også denne weekend – men ind fra øst blæser der en arktisk vind, så handsker og uldtrøjer er fundet frem igen.

Når foråret melder sig, så myldrer vi alle udenfor. Havefolket, sommerhusfolket, sejlerfolket, motorcykelfolket, lystfiskerfolket, campingfolket og alle andre, der bare er folk og vil have lys og luft.

Min mand og jeg hører til sommerhusfolket, selvom vi kalder huset for en fiskehytte. Min mand hører også til motorcykelfolket og lystfiskerfolket, så han har travlt om foråret.

Sverige

Men sidste weekend, da det var lunt og rigtigt forår, tog vi til vores fiskehytte i Sydsverige.

Blot lidt over to timers kørsel fra Storkøbenhavn, hvor vi til daglig er omgivet af by, biler, mennesker og arbejdsliv, kan vi ”melde os ud”.

Fordi – der langt ude på det svenske bøhland, ved kanten af en af verdens bedste lakseelve, ligger vores røde træhus på en stor naturgrund. Vi hører nemlig ikke rigtigt til havefolket. Min mand plejer at sige: ”Kun en tåbe frygter ikke haven”. Han er vokset op på en planteskole, så han ved hvad han taler om.

Her ved fiskehytten er der højt til himlen, susen i træerne og den evige lyd af strømmende vand i elven. Her dufter det af skov, vand og planter. Her vokser enebær og masser af vilde blå- og hindbær og nattehimlen er dekoreret med millioner af stjerner. De er svære at få øje på i byen, hvilket er ærgerligt, for det er vanvittigt smukt.

Her er anemoner i overflod om foråret og Karl Johaner i efteråret.
Vi ser grævling, vildsvin og rådyr samt hører elgen af og til. Vi prater svenska, spiser godis og fikar med naboerne, fejrer midsommer, holder kräftkalas og tager på loppis og roder i gamle svenske ting og sager.

Vi har hverken TV eller Internet i huset, men prioriterer et driverliv med fokus på fluefiskeri, læsning, slowcooking, eftermiddagslure og lange gåture. Nå – ja der er selvfølgelig altid lidt træværk der skal males og noget vedligehold hist og pist, men i det store og hele, så driver vi den af.

I fískehytten er vi gode til at koble af, helt af – tiden står næsten stille.

             

Det med at slippe for larm, lys og nonstop informationer er anbefalelsesværdigt for systemet en gang imellem – Bare en dag eller en kort weekend kan gøre underværker.

Det sjove ved vores lille fristed er, at alle naboerne og det halve af genboerne er danske. Hi hi – Der er opstået en danskerkoloni på 5 huse, i det lille samfund ved elven.

Alle mændene er “skøre” fluefiskere. De går rundt i ternede skjorter, bruger kasket og specielle solbriller og tilbringer rigtig meget tid på at binde fluer samt træne kasteteknik. Laksen er nemlig ikke nem at fange i elven, men der bliver ivrigt forsøgt. Vi hustruer skal derfor lægge øre til den ene værre lystfiskerhistorie efter den anden. Men det hører nok ligesom bare med til konceptet, der ved elven.

Efter nogle dage i det svenske, synes jeg nu også, at det er skønt at komme retur igen. Med fyldte batterier, til larmen og et højere aktivitetsniveau, pligter og deadlines, pænt tøj og vækkeur, TV-avis og Netflix.
Det er heller inte så illa.

Retur i Danmark

Den anden dag ringede det på hoveddøren her i Kgs. Lyngby – Udenfor stod to mænd i kraftige blå vindjakker.

– Hej, skal vi trimme din magnolie?

Jeg kiggede en ekstra gang. Var det et frækt tilbud eller hvad handlede det om!

Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn – for de grinede – og pegede derefter på det store magnoliatræ i forhaven.

Jo – Der er helt sikkert forår i luften.

heart-1777678   heart-1777678  heart-1777678

Og én gang om året hopper jeg med … bag på motorcyklen, i fuldt læderdress og sikkerhedsudstyr.

Jeg kan overhovedet ikke lide at køre med på motorcyklen.

Jeg kan faktisk slet ikke lide, at han kører motorcykel.

Det er med hjertet oppe i halsen, at jeg sidder der bag på og lader mig transportere til et, i forvejen, nøje aftalt sted. Destinationen har som regel været diskuteret længe. Jeg vil nemlig køre kortest mulig strækning, ved lave hastigheder og uden alt for mange sving.

For min mand gælder det om, at vi kører så langt som muligt og at der er masser af gode sving.

Svingene skal vi komme ind i på den helt rigtige måde – og vi skal ligge så langt nede i dem som muligt!

Hvis jeg ikke sad bag på, så ville min mand stræbe efter at få slidbane på siden af dækkene og også helst på knæene.

Så… der skal kompromisses.

 

En gang om året

Det tager sådan ca. et år hver gang at overtale mig.

Der er altid indlagt cafébesøg. Kage eller is er lokkemidlet, ellers ingen aftale.

Der er ofte også en modydelse af lidt større karakter f.eks. en ting jeg har set mig lun på. Det kan også være noget praktisk, som jeg har bedt om at få gjort længe (typisk noget havearbejde, som min mand skyr som pesten).

Motorcyklen kom ind i vores tilværelse, da min mand rundede de 50. Han er altså med til at opretholde klichéen om, at midaldrende mænd kurerer midtvejskrisen med en kværn.

Han har efterhånden haft 4- 5 stykker. Der dukker nemlig altid lige en model op, som er mere spændende, kraftfuld eller som ikke giver halvgamle mænd ude af form, rygsmerter af at sidde på, når den står på langture.

Af en eller anden grund troede min mand, at jeg ville dele hans entusiasme for de mange hestekræfter. At jeg ville sidde bag ham på turene til Harzen, Italien og andre steder med masser af bjergsving – og nyde FRIHEDEN, som han siger.

I øredøvende motorlarm, med begrænset udsyn, iført stramt lædertøj, handsker, støvler, ørepropper, klaustrofobisk hjelm med visiret nede, klamrende mig til enten mand eller håndtag, siddende overskrævs på et smalt hårdt sæde, skulle jeg nyde …. FRIHEDEN!

Friheden kommer først i det øjeblik jeg får hjælp, på grund af smertefuld hoftelåsning, til at komme af kværnen. Når jeg får hjelmen af, uden at rive ørerne med og kommer ud af alt læder og sikkerhedsudstyr… Ahhh, se DET er frihed.

Med skrævende ben (de der hoftesmerter), nakkehold og fladt fedtet hjelmhår nyder jeg i fulde drag at være udfriet af indespærring i dyrehud og plastik.

Samt blot det at være i LIVE efter en nervepirrende kørsel, hvor jeg ingen kontrol har overhovedet, men bare må følge med som en sandsæk der bag på.

Næh, frihed er løse gevandter, vind i håret, bare ben og fødder i sandaler.

Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Klar til MC-tur

Dette års tur

Nu, hvor det er blevet forår og motorcyklen er gjort klar, er min mand begyndt at tale om, hvor vi skal hen i år.

I går foreslog han ARoS Kunstmuseum –

Med færge til Aarhus og overnatning i en Camp for motorcykelfolk!

Et sted, han levende beretter om, er fyldt af tatoverede mennesker, der drikker sig i hegnet og lugter af øl og benzin. Han mener det vil være alletiders historie at skrive om, på min nye blog!