En dreven kvinde –

Jeg er en dreven kvinde, eller nok lidt mere korrekt, en el-dreven een af slagsen. Vi har nemlig fået elbil.

Her i husstanden er vi gået fra fossil til el – Dieselslugeren er udskiftet med et batteridrevet og genopladeligt køretøj. Jeg vil derfor fremover bevæge mig rundt i trafikken, sådan lidt science fiction-agtig og lydløs.

Fossilbil

Det er gemalen, der er bil-indkøber her i huset. Han bruger bil noget oftere, end jeg gør. Mit behov for bil, i hverdagen, er minimalt, jeg klarer mig med – og foretrækker cyklen, pt uden el, ellers tager jeg det offentlige.

Bilerne er min mands domæne – og motoriserede køretøjer er en stor interesse, som han har haft, siden han fik kørekort. Og det fik han i bogstavelig forstand. Det tog nemlig blot 1 enkelt time hos den lokale køreskole, der ude på landet i det jyske. Teorien foregik også i samme time i bilen! Hvilket jeg bruger (lidt) mod ham, når vi er uenige i trafikken og jeg sidder der og hyler op, som bedrevidende andenchauffør, med lidt flere timers undervisning.

Det har vist passet ham fint at kunne give den gas i indkøb, uden indblanding fra mig. Den har altid stået på BMW’er, ofte importeret direkte fra Tyskland. De skal nemlig være udstyret med alt muligt, der åbenbart ikke kan fås i Danmark. Du kender godt sådan en BMW. Det er den effektive køremaskine, der altid ligger i 3. spor på motorvejen og som drøner forbi med suset af højhastighedslyd.

Jeg har alligevel, i flere år, prøvet at påvirke min mand til at købe en elbil. Ikke fordi jeg interesserer mig synderligt for biler, men fordi jeg synes, at det er på tide at tænke i en mere bæredygtig og klimavenlig livsstil.

Elbil

Lige pludselig smed han stikket – sådan en doven søndag ved morgenbordet:

“Forresten kører jeg til Jylland i eftermiddag og kigger på en elbil – den ser helt rigtigt ud”.

Okay – øhhh -Det lyder da super, sagde jeg. Hvor kom det lige fra, at vi skulle have ny bil nu – og at det skal være en eldreven?

“Jamen, er det ikke det, du gerne vil have?” spurgte han undrende.

Jo….øhhm det vil jeg da rigtig nok. Troede ikke, at du ville have et elkøretøj…

Men det ville han altså godt, nu, hvor der åbenbart er kommet noget interessant og veludstyret på banen.

Kvinder og biler

Interesserer du dig for biler? Design, udstyr og køreegenskaber? Kan du huske din første bil?

Min første bil var en lille kvik Honda Civic. Den var jeg mega glad for. Jeg husker tydeligt den frihed, jeg følte der bag rattet. 18 år gammel, foden på speederen, hele verden lå åben og skulle udforskes.

Siden fulgte der lidt større og praktiske biler. Har faktisk haft en Volvo på gas, nu jeg tænker efter! Så jeg har altså kørt miljøvenligt før.

Men alt det med teknik, motorolie, fælge og cylindre interesserer mig ikke en dyt. Jeg vil derimod godt have en bil der er komfortabel, hurtig i optrækket, sikker og som kører, når jeg vil afsted. Den må også godt være lidt smart og sej at se på.

Jeg kan hverken skifte hjul, tjekke oliestand – eller noget andet i den dur. Jeg kan ringe til vejhjælp – og sparke dæk, det kan jeg godt finde ud af. Sammen med nabokonen, kan jeg også stoppe en mandlig cyklist og få ham til at placere startkablerne korrekt, på naboens strømløse bil.

Fartbølle

En herreløs vogn… Sådan omtaler min mand biler med en kvinde bag rattet…. Og selvfølgelig gør han det for at drille mig. Jeg farer nemlig altid op – og minder ham om, hvem der laver ulykkerne og får fartbøderne. Det gør mændene. De er ihvertfald overrepræsenteret i statistikkerne.

Det med fartbøderne kan jeg ovenikøbet bevise. Vi har nemlig et fint lille fotoalbum, hvor min mand optræder på samtlige små sort/hvide, grynede og utroligt dyre fotos i ekstrem dårlig kvalitet. De er taget af ordensmagten og høfligt sendt til adressen.

Jeg har bedt ham smile, når han kører. Når vi nu skal betale overpris for de der fotos, så kan han i det mindste se glad ud. Jeg har heldigvis ikke eget forbryder-fotoalbum – Og alle fotos af mig, er billige, i farver, af høj kvalitet og ikke taget af politiet.

 

Import igen

Nu holder der så en ny importeret bil i indkørslen. En flot og perlemorshvid elbil, direkte importeret fra Jylland og med alt det udstyr, som min mand synes er vigtigt.

Og jeg synes den er helt fantastisk!

Der er ingen motor. Den er lydløs, firhjulstrukken, enormt kraftfuld, accelererer som en motorcykel og er, hvis du vil, selvkørende. Den placerer sig hele tiden korrekt i kørebanen og ser alle andre trafikanter, hårde som bløde. Der er ingen gear. Afstand, fart, parkering med videre er no problemos. Falder du i søvn, ja så bipper den højt. Det er pærelet at være en trafiksikker og lovlydig bilist i sådan en vogn.

Eldreven

Om ikke så mange år er vi nok allesammen el-drevne. Der sker enormt meget, indenfor udviklingen af el-drevne biler. Den danske bildesigner Henrik Fisker, præsenterer f. eks. snart sin nye model. Det er en bil med en rækkevidde på 500 – 700 km og en hurtigere opladningstid, end den der skal til pt. Fremover vil det netop være i fokus, hvor langt du kommer omkring – og den tid, som du skal bruge på en genopladning.

På en fuld opladning kan vores elbil køre 300 km. Der er 200 km mellem ladestationerne i Danmark og rundt om i Europa. Og bilen finder selv nærmeste station, når du trykker på opladningssymbolet på displayet. Det er simpelthen så smart.

Opladning

Vi har fået installeret en lynlader, her i domicilet – Det sørger udbyderen for. Strømmen koster “gratis” – det er blot et månedligt abonnement på næsten ingenting.

Jeg er helt elektrisk over bil og system.

Jeg er ovenikøbet gået i gang med den spændende bog om manden bag, en visionær og dreven fyr, ved navn Elon Musk.

Så… vi lader altså virkelig op herhjemme – både inde og ude.

 

Overvejer du at blive en dreven kvinde eller mand?

 

 

 

Ugens anbefaling – Bæredygtig livsstil.

Næsten halvdelen af alle danskere ønsker at have en bæredygtig livsstil. Eller i hvert fald en mere bæredygtig levevis, end de pt praktiserer. Det lyder jo fint og positivt. Den anden halvdel skal så lige på banen og tænke over, om det ikke er på tide, at de går i gang med lidt miljøtænkning. For skal det batte, ja – så må vi allesammen ændre på vores livsstil.

Jeg er en af dem, der forsøger at være mere opmærksom på de aftryk, som vores lille familie sætter på natur, miljø og fremtidens klima. Det er svært at ændre vaner og ikke mindst levevis. Jeg startede derfor i det små, og i den store sammenhæng er det stadig småt, det jeg foretager mig. Men jeg foretager mig dog noget. Jeg prøver – det gør min samvittighed en lillebitte smule godt.

Jeg vil anbefale lidt klimatænkning:

Hvis du ikke allerede er en klimabevidst forbruger, så start med at blive det. Jeg lover dig, du vil opleve en glæde – og en trang til at ændre din livsstil, til en mere bæredygtig én af slagsen.

Mine tips:
  • Køb varer med Svanemærket og EU-blomsten, så er du godt i gang
  • Køb økologiske produkter
  • Køb recycled – genbrug. Se foto af min tandbørste – Den har ikke været brugt før, men den er fremstillet af genbrugsplastik. Skuresvampen er af plantemateriale. Tæpperne er fremstillet af brugt tøj. Tandpasta + tube er af noget klimavenligt noget.
  • Sortér dit affald
  • Køb lokalt eller europæisk
  • Lad årstiden bestemme indkøb af grønt og frugt
  • Afmeld reklamer, så sparer du 140 kg CO2 årligt. Læs dem online og spar 75 kg CO2
  • Gå efter FSC-mærket ved indkøb af møbler
  • Gå ind for Slow fashion og hold øje med bæredygtige brands. Dem bliver der flere og flere gode af.
  • Køb klimavenlige el-produkter.
  • Skift til LED-pærer
  • Spar på vandet, f. eks. med et nyt vandbesparende brusehoved
  • Skru ned for vandtemperaturen – Og måske også varmen i stuen
  • Køb glasflasker i stedet for plastikflasker – Undgå i det hele taget plastik
  • Spis mindre kød
  • Undgå madspild – Brug resterne, lav biksemad eller suppe. Jeg laver tit en grøntsagsskuffe-suppe. Mums.
  • Undgå apparater på standby
  • Brug mindre vaskepulver
  • Skift kulgrillen ud med en gasgrill
  • Spring havearbejdet over – Frem biodiversitet i din have. Sparer også din ryg.
  • Brug ikke plastik-engangsservice
  • Anvend genopladelige batterier
  • Drop papirbreve – brug e-mail og e-boks
  • Tag cyklen, hvis du ikke skal langt

Og der er mange flere tiltag, som du kan indføre i din livsstil. Lidt ad gangen. Søg viden om emnet. Kig efter alternativer til det du plejer at bruge. Måske bliver du, ligesom jeg, lidt bidt af det. Og nej, jeg er som forbruger overhovedet ikke altid særlig klimavenlig – men jeg prøver – og ellers kompenserer og støtter jeg hist og pist.

I stødet

Jeg har, efter flere års ihærdig prædiken, endelig fået min mand overtalt til at købe en el-bil. Så i går blev dieselbimmeren skiftet ud. Nu transporterer vi os lidt mere miljørigtigt. Vi har fået en perlemorshvid grøn bil.

Du tænker måske, at du ikke kan ændre på noget, det er ligegyldigt, du gør ingen forskel – og hele verden er alligevel for sent ude – klimaforandringerne kan ikke ændres, stoppes eller forhales. Næh, det er måske rigtigt, det kan desværre være for sent. Men gør du/jeg/vi intet, så er løbet helt sikkert kørt. Og skylder vi ikke næste generation at have forsøgt?

På torsdag skal jeg til frokostdebat med en franskmand, der har startet et lille supermarked med økologiske emballagefri varer i løsvægt. Det ser jeg frem til at høre om. Håber jeg kan genbruge mine franskkundskaber.

Selfiemade –  det er vist sådan en som mig.

I torsdags blev min blog 1 måned gammel – Og sikken en måned det har været.

Der har været drøn på.

Jeg forestillede mig, at nu hvor jeg stoppede med at arbejde, fik jeg alverdens tid til at slappe af. Jeg skulle hygge med læsning, cafébesøg og alle de fritidssysler jeg dyrker samt gå lange ture med den ruhårede lavbenede – og lige skrive lidt til bloggen, tage fotos og sådan nusse med det.

Min bogliste er alenlang og kalenderen fyldt med de mange udstillinger og film, som jeg gerne vil se.

Yogatræning, klavertimer og franskundervisning skal jeg tilmeldes snarest. Der er planlagt kilometervise af gåture med veninder plus gravbøllen og et hav af frokostaftaler samt foredrag og alt muligt andet interessant, der nu er blevet tid til.

Men – Jeg har haft så travlt, at jeg ikke har nået noget af det! Det er godt jeg er holdt op på jobbet, det ville jeg overhovedet ikke have haft tid til at passe.

Hvad har jeg så lavet?

Jo – jeg har fået bloggen op at køre.

Det er min måned brugt på. Hver dag, hele dagen, næsten. Hunden skal jo ud ind i mellem. Det er blevet til en enkelt biograftur og en tøsemiddag + en omgang influenza, du kan eventuelt se min lidelseshistorie her. Men ellers er det bloggeri.

Jeg har blogget på livet løs.

Og endnu nok ikke helt fattet, hvad det er jeg har kastet mig ud i.

Øhh ??????

For det første, så er der jo ikke blot en forside på sådan en blog.

Næh – der er et stort maskinrum omme bagved. Der sidder jeg og skal have teknikken til at fungere.

Hjemmesiden er sat op af et yderst tålmodigt firma, ud fra mine ønsker, med daglige ændringer og håbløse forslag. Jeg var aldrig selv kommet i mål med noget selfiemade noget, kan jeg godt afsløre. Men jeg skal lægge indhold og fotos på – og nu skal jeg  selv til at vedligeholde og sikre, at al teknikken spiller der på bagsiden, så forsiden bliver ved med at se ud som den gør.

Meget af min tid går derfor med at læse instrukser – og se videoer om, hvordan og hvorledes i forhold til det der ligger af temaer, plugins, widgets, sikkerhed, GDPR, back ups og hvad det hedder altsammen.

Jeg har derudover måttet oprette utallige kontoer til Hosting, WordPress, Google, Webmail og ændre Facebook, Twitter og Instagram til forretningssider og jeg skal gi ’ dig. Jeg er helt rundforvirret af alle de passwords, jeg nu skal holde rede i. Der bliver ikke løst krydsord og suduko her – Træner dagligt hjernen med diverse koder.

For det andet, så er jeg jo blot en gråmeleret ukendt moden kvinde, der ikke har deltaget i TV-dyster eller gjort mig berømt eller berygtet på anden måde.

Det betyder, at ingen, udover dem jeg kender, kender til bloggen – Og dem, som dem jeg kender, har delt med dem de kender….

heart-1777678

Tusind tak til læsere, følgere og jer der kommenterer og deler.

selfieside

Næste projekt

Derfor er næste projekt at komme ud over rampen så at sige – Blive set, læst – og kendt af flere og flere, der gerne skulle få lyst til at følge bloggen. Det kræver promovering og her-kommer-jeg-noget. Det bliver det rigtige svære, da jeg normalt er et meget beskedent og ikke selvpromoverende menneske. (Kan altså godt høre nogle af jer fnise jeg sidder lige her omme bagved!)

Jeg har meldt mig ind i et bloggernetværk af en flok selvstændige seje bloggere. Vi holder en ugentlig fælles arbejdsdag. De dage er guld værd, for sådan en total livsmoden nybegynder. Jeg forstår ikke halvdelen af hvad de snakker om, men jeg suger – og de forklarer gerne igen. Ellers får jeg den lige en gang til, på Messenger dagen efter:-)

Det værste

Det værste der kan ske er selvfølgelig, at ingen læser eller følger bloggen – men

det allerværste er, at jeg har været nødt til at købe en……. selfiestang!

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var et aggregat jeg skulle investere i.

Det har jeg nu indset, er en uundværlig tingest at rende rundt med som blogger. Ihvertfald sådan en blogger, der som jeg, suser rundt alene det meste af tiden. Der skal helst nogle gode fotos på bloggen – nogle aktuelle og et par med selfiemade bloggeren af og til.

Stangen er nu erhvervet – I første omgang fik jeg købt en forkert. Den havde et rundt stik til telefonen – og det har min iPhone ikke, det er firkantet!

Har derfor byttet til en selfiestang med Bluetooth. Installeret App, isat batteri og aktiveret alt på telefonen. Det hele blinker og jeg kan tage fotos, tilsyneladende….

For jeg kan ikke finde de fotos, jeg tror jeg har taget!

De ligger ikke i mit fotoarkiv, hverken på mobilen eller computeren! Skal de ikke det?

Hvis du ser underlige fotos i cyber, med f.eks. halvdelen af en gravhund, morgentræt selfiemade blogger ved flygel eller et gråt sengetæppe med en henslængt blå BH på, vil du så ikke lige give mig et praj?

Det er nemlig selfiemade fotos, som jeg skal bruge på bloggen.

MorrumJanet

Sidste weekend var det forår.

Det er det strengt taget også denne weekend – men ind fra øst blæser der en arktisk vind, så handsker og uldtrøjer er fundet frem igen.

Når foråret melder sig, så myldrer vi alle udenfor. Havefolket, sommerhusfolket, sejlerfolket, motorcykelfolket, lystfiskerfolket, campingfolket og alle andre, der bare er folk og vil have lys og luft.

Min mand og jeg hører til sommerhusfolket, selvom vi kalder huset for en fiskehytte. Min mand hører også til motorcykelfolket og lystfiskerfolket, så han har travlt om foråret.

Sverige

Men sidste weekend, da det var lunt og rigtigt forår, tog vi til vores fiskehytte i Sydsverige.

Blot lidt over to timers kørsel fra Storkøbenhavn, hvor vi til daglig er omgivet af by, biler, mennesker og arbejdsliv, kan vi ”melde os ud”.

Fordi – der langt ude på det svenske bøhland, ved kanten af en af verdens bedste lakseelve, ligger vores røde træhus på en stor naturgrund. Vi hører nemlig ikke rigtigt til havefolket. Min mand plejer at sige: ”Kun en tåbe frygter ikke haven”. Han er vokset op på en planteskole, så han ved hvad han taler om.

Her ved fiskehytten er der højt til himlen, susen i træerne og den evige lyd af strømmende vand i elven. Her dufter det af skov, vand og planter. Her vokser enebær og masser af vilde blå- og hindbær og nattehimlen er dekoreret med millioner af stjerner. De er svære at få øje på i byen, hvilket er ærgerligt, for det er vanvittigt smukt.

Her er anemoner i overflod om foråret og Karl Johaner i efteråret.
Vi ser grævling, vildsvin og rådyr samt hører elgen af og til. Vi prater svenska, spiser godis og fikar med naboerne, fejrer midsommer, holder kräftkalas og tager på loppis og roder i gamle svenske ting og sager.

Vi har hverken TV eller Internet i huset, men prioriterer et driverliv med fokus på fluefiskeri, læsning, slowcooking, eftermiddagslure og lange gåture. Nå – ja der er selvfølgelig altid lidt træværk der skal males og noget vedligehold hist og pist, men i det store og hele, så driver vi den af.

I fískehytten er vi gode til at koble af, helt af – tiden står næsten stille.

             

Det med at slippe for larm, lys og nonstop informationer er anbefalelsesværdigt for systemet en gang imellem – Bare en dag eller en kort weekend kan gøre underværker.

Det sjove ved vores lille fristed er, at alle naboerne og det halve af genboerne er danske. Hi hi – Der er opstået en danskerkoloni på 5 huse, i det lille samfund ved elven.

Alle mændene er “skøre” fluefiskere. De går rundt i ternede skjorter, bruger kasket og specielle solbriller og tilbringer rigtig meget tid på at binde fluer samt træne kasteteknik. Laksen er nemlig ikke nem at fange i elven, men der bliver ivrigt forsøgt. Vi hustruer skal derfor lægge øre til den ene værre lystfiskerhistorie efter den anden. Men det hører nok ligesom bare med til konceptet, der ved elven.

Efter nogle dage i det svenske, synes jeg nu også, at det er skønt at komme retur igen. Med fyldte batterier, til larmen og et højere aktivitetsniveau, pligter og deadlines, pænt tøj og vækkeur, TV-avis og Netflix.
Det er heller inte så illa.

Retur i Danmark

Den anden dag ringede det på hoveddøren her i Kgs. Lyngby – Udenfor stod to mænd i kraftige blå vindjakker.

– Hej, skal vi trimme din magnolie?

Jeg kiggede en ekstra gang. Var det et frækt tilbud eller hvad handlede det om!

Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn – for de grinede – og pegede derefter på det store magnoliatræ i forhaven.

Jo – Der er helt sikkert forår i luften.

Hvorfor finder jeg, en voksen og livsmoden 59-årig kvinde på at blogge. Jo, det gør jeg netop af den årsag.

Der er nemlig tusindvis af teenagere, unge mødre, smarte modefolk, madnørder og kendte mennesker i alderen 20 til 45 år i bloggerverden – men ikke særligt mange af os voksne og helt almindelige i aldersgruppen 45+.

Vi der har lidt flere år på bagen, er blevet grå i toppen, anvender læsebriller, bakser lidt med slidgigt og har fået invitation om medlemskab fra Ældresagen, vi er underrepræsenteret i bloggerverden. Det ser jeg ingen grund til, at vi skal være.

Vi er mange, rigtig mange voksne mennesker derude i livet, i hverdagen. Vi er på Instagram, Facebook og Twitter. Vi er erhvervsaktive og/eller har travlt med alt muligt andet. Aktive er vi i hvert fald.

Vi rejser, vi er købestærke, vi fylder yogastudierne, caféerne og modebutikkerne. Vi løber marathon og får fjernet rynker og deller. Vi er nysgerrige og vi har lyst til at blive inspireret og leve livet.

We ain’t dead yet.

Så – nu blogger jeg fra mit voksne og modne univers.

Jeg vil blogge om livet og min hverdag i dejlige Danmark. Om fluefiskeri, natur og driverliv i Sydsverige. Og om min tilværelse på Côte d’Azur, i området ved Cannes og Nice, hvor det skønne klima, maden og livsstilen går op i en højere enhed.

Jeg vil også blogge lidt om min klimabekymring.

Kig ind – Du skal være så velkommen.

Jeg håber du finder det inspirerende, morsomt og hyggeligt at følge bloggen.

 

Kommenter gerne mine indlæg.

 

heart-1777678   heart-1777678  heart-1777678

Og én gang om året hopper jeg med … bag på motorcyklen, i fuldt læderdress og sikkerhedsudstyr.

Jeg kan overhovedet ikke lide at køre med på motorcyklen.

Jeg kan faktisk slet ikke lide, at han kører motorcykel.

Det er med hjertet oppe i halsen, at jeg sidder der bag på og lader mig transportere til et, i forvejen, nøje aftalt sted. Destinationen har som regel været diskuteret længe. Jeg vil nemlig køre kortest mulig strækning, ved lave hastigheder og uden alt for mange sving.

For min mand gælder det om, at vi kører så langt som muligt og at der er masser af gode sving.

Svingene skal vi komme ind i på den helt rigtige måde – og vi skal ligge så langt nede i dem som muligt!

Hvis jeg ikke sad bag på, så ville min mand stræbe efter at få slidbane på siden af dækkene og også helst på knæene.

Så… der skal kompromisses.

 

En gang om året

Det tager sådan ca. et år hver gang at overtale mig.

Der er altid indlagt cafébesøg. Kage eller is er lokkemidlet, ellers ingen aftale.

Der er ofte også en modydelse af lidt større karakter f.eks. en ting jeg har set mig lun på. Det kan også være noget praktisk, som jeg har bedt om at få gjort længe (typisk noget havearbejde, som min mand skyr som pesten).

Motorcyklen kom ind i vores tilværelse, da min mand rundede de 50. Han er altså med til at opretholde klichéen om, at midaldrende mænd kurerer midtvejskrisen med en kværn.

Han har efterhånden haft 4- 5 stykker. Der dukker nemlig altid lige en model op, som er mere spændende, kraftfuld eller som ikke giver halvgamle mænd ude af form, rygsmerter af at sidde på, når den står på langture.

Af en eller anden grund troede min mand, at jeg ville dele hans entusiasme for de mange hestekræfter. At jeg ville sidde bag ham på turene til Harzen, Italien og andre steder med masser af bjergsving – og nyde FRIHEDEN, som han siger.

I øredøvende motorlarm, med begrænset udsyn, iført stramt lædertøj, handsker, støvler, ørepropper, klaustrofobisk hjelm med visiret nede, klamrende mig til enten mand eller håndtag, siddende overskrævs på et smalt hårdt sæde, skulle jeg nyde …. FRIHEDEN!

Friheden kommer først i det øjeblik jeg får hjælp, på grund af smertefuld hoftelåsning, til at komme af kværnen. Når jeg får hjelmen af, uden at rive ørerne med og kommer ud af alt læder og sikkerhedsudstyr… Ahhh, se DET er frihed.

Med skrævende ben (de der hoftesmerter), nakkehold og fladt fedtet hjelmhår nyder jeg i fulde drag at være udfriet af indespærring i dyrehud og plastik.

Samt blot det at være i LIVE efter en nervepirrende kørsel, hvor jeg ingen kontrol har overhovedet, men bare må følge med som en sandsæk der bag på.

Næh, frihed er løse gevandter, vind i håret, bare ben og fødder i sandaler.

Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Klar til MC-tur

Dette års tur

Nu, hvor det er blevet forår og motorcyklen er gjort klar, er min mand begyndt at tale om, hvor vi skal hen i år.

I går foreslog han ARoS Kunstmuseum –

Med færge til Aarhus og overnatning i en Camp for motorcykelfolk!

Et sted, han levende beretter om, er fyldt af tatoverede mennesker, der drikker sig i hegnet og lugter af øl og benzin. Han mener det vil være alletiders historie at skrive om, på min nye blog!