Livsmoden lukker alligevel ikke – Det var den lige ved i onsdags – Jeg skruer derimod lidt ned for aktiviteten.

Det er mega sjovt at starte op, skrive indlæg og tage foto med videre – men interessen for bloggen, udenfor min bekendtskabskreds, er stadig meget lille – og jeg har opdaget, at jeg ikke har den store lyst til at promovere den for at skabe større interesse for mine skriverier pt.

Arbejdet med bloggen tager tid, der er mange tekniske udfordringer, det koster ikke gratis – og jeg skal hele tiden tænke fremad, i forhold til indhold. Det er ikke min spidskompetence, lever lidt mere i nuet og fjoller typisk rundt, med alt for meget på een gang. Så mine ambitioner for bloggen og det tekniske drilleri, får mig hele tiden op i det lyserøde felt. Jeg bryder mig ikke specielt meget om lyserødt, derfor besluttede jeg at lukke bloggen, slut prut finale dut.

Bloggers by Heart

Jeg mødte op til fælles onsdagsarbejdsdag med bloggernetværket, fast besluttet på at få hjælp til at lukke ned og blive normalfarvet igen. Og jeg fik hjælp. Det skal jeg da lige love for. 4 seje bloggere og kloge kvinder samlede deres energi,  erfaring og empati omkring mig. Jeg havde ikke en chance, udfaldet var givet på forhånd = Bloggen fortsætter.

De havde alle 4 været der, hvor jeg er lige nu. Med tvivlen, ambitionsniveauet, teknikken og tidsmanglen. Det handler om at tage styringen. Det ved jeg jo faktisk godt, men i min iver lod jeg mig totalt overstyre… af hende der Livsmodenbloggeren. Det fik de lige sat ord på.

Du kender det sikkert selv. Når du får en idé eller et projekt, så er det ud over stepperne, det kan kun gå for langsomt. Alt skal ske på een gang og der er simpelthen ikke nok timer i døgnet til rådighed til at få et fornuftigt overblik og ordentligt styr på prioriteterne.

Så nu har jeg haft en alvorlig snak med både Janet og hende bloggeren på speed. Det tog ikke lang tid. Jeg er god til kriser, er en fornuftig og livsmoden kvinde, altid klar med gode råd eller et puf i den rigtige retning. Jeg har derfor valgt at drosle lidt ned, fjerne nogle af drillerierne og fremover ikke blogge hele tiden. Jeg skal huske også at bruge min livsmodne tid på alt det andet, som jeg brænder for og hygger mig med. Mand og hund f.eks..

Fælles arbejdsdag i netværket

Seje kvinder

Kvinde er kvinde bedst. Opbakning, støtte, tro på mit projekt, det var det, der strømmede mod mig, den onsdag i bloggernetværket. Det er til at blive glad og taknemmelig over. Udtrykket kvinde er kvinde værst, er altså det rene vrøvl – (og i øvrigt et helt forfærdeligt udtryk) – Vi kvinder vil og ønsker at hjælpe hinanden. Husk det, I seje kvinder derude – Vi skal støtte og bakke hinanden op.

Du skulle tage at klikke på linkene nedenfor – og tjekke mine støtter ud på deres blogge:

Hanne fra Raskeriet med gode råd om selvudvikling og f.eks. en vejledning i at få svar i dine drømme.

Lise som øser ud af tips om minimalistisk livsstil og privatøkonomi her Lisesommerlund

Katrine der blogger om at være selvstændig på Katrinelundloeje

Louise med livsstilbloggen Lullumut

Lise og Katrine er kvinderne bag netværket Bloggers by Heart – Du kan se og tjekke alle os Premium Heart-bloggere ud, via logoet her på bloggen.

Mere mindre

Mine Facebook- og Instagramprofiler er ikke mere forretningssider, men igen profiler, som i de gode “gamle dage”. Så må det tage den tid det tager at få flere følgere lokket med på bloggen.

Tusind tak til dig der bakker op, læser med, deler og kommenterer. Det er en fornøjelse at dele mine skøre indfald og tanker med dig. Fremover vil jeg ikke spamme dig fast 3 gange ugentlig, men blot 1 – 2 gange. heart-1777678

Igen stort tak til de seje kvinder i Bloggers by Heart, som fik overbevist mig om, at bloggen skal styres af mig – ikke omvendt.

Livsmoden lukker alligevel ikke. Jeg fortsætter i småskør, lalleglad, men også af og til alvorlig og klimabekymrende stil.

Hej fra Janet, nu med lidt mere mindre Livsmoden – og tid til sol på næsen.

Skilt1 - 1

Rumidiot, det kalder min søde svigermor mig!

Nu er det ikke fordi jeg er specielt interesseret i rumfart, stjernekonstellationer, det ydre rum eller indretning, at hun har givet mig tilnavnet. Næh, det er fordi jeg ingen stedsans har – som i INGEN stedsans overhovedet.

Der kan berettes utallige skøre historier om min finden omkring i verden. Men jeg finder altid frem – og til tiden. Det kender jeg flere der har svært ved, selvom de sagtens kan finde vej.

Min mand synes det er virkeligt sjovt af og til at køre hjem til domicilet ad en anden vej, end den vi sædvanligvis anvender. Ganske tæt på vores bopæl er der åbenbart et utal af vejmuligheder!

Jeg opdager så lige pludselig, at jeg ikke ved hvor vi er – Panikker lidt og kigger nærsynet rundt.

Spørger om han har tjek på det, om han ved hvor vi er?

Gemalen morer sig kongeligt – Hver gang!

Omkørsel

Før vi blev gift, var vi lige ved at blive skilt. I Düsseldorf – Midt om natten.

På vej hjem fra ferie sydpå var vi, via en del omkørsler grundet vejarbejde, havnet i centrum af Düsseldorf. Det var lang tid før GPS – Jeg sad derfor med et stort europakort og skulle navigere os retur til Danmark.

Der var bare sket et eller andet i de der omkørsler. De var jo ikke på kortet. Mangelfuld belysning af vejnavne, i det mørke Düsseldorf, bidrog ligefrem heller ikke med særlig oplysende info.

Det tog lang tid at finde tilbage til ruten nordpå. Meget dyb snerren, træthed og stramkæbethed skinnede igennem den lettere desperate chaufførs kommunikation med navigatøren. Der sad og roterede i passagersædet, helt perpleks og rundtosset, af al den drejen rundt med kortet.

Men vi kom heldigvis ud – hjem – blev gift – og griner af det i dag. Nu er der GPS i bilen, den styrer manden, hende der navigatøren er jo helt håbløs. Vi har ikke været i Düsseldorf siden.

Skilt2 -1

Genetisk bestemt

Stedsans, eller mangel på samme, er ifølge den nyeste forskning, genetisk og hormonelt betinget. Det har altså ikke noget med den evolutionære udvikling at gøre. Den med, at mænd gik på jagt og kvinderne blev ved hulen og passede børn.

Hjernescanninger af mænd og kvinder, der skal finde vej viser, at mænd bruger en intuitiv fornemmelse af retning – og kvinderne anvender deres hukommelse. Det passer meget godt, jeg er nemlig ikke så god til at huske. Det er min mand for øvrigt heller slet ikke – men han bruger så bare sin intuition. Med mindre han er træt og faret vild, i en mørk tysk by altså.

Skandinaviske mænd skulle være dem, med den bedste stedsans i verden. Noget med noget vikinge-søfarer-noget.

Stedsansen bliver dårligere med alderen, hos både mænd og kvinder. Det behøver jeg heldigvis ikke bekymre mig om. Jeg vil hele tiden være en lige god Rumidiot.

Bjergtaget

På en skiferie stod en veninde og jeg på et bjerg og ventede og ventede. Vi havde en aftale med resten af vennegruppen om at mødes til en hyggelig picnic. Det var før mobiltelefonen var opfundet, så vi kunne ikke få fat på nogen og høre om, hvor de dog blev af. Til sidst opgav vi, skiede videre og kørte senere retur til hotellet. Der var alle de andre, i god behold. Årsagen til deres fravær var ikke på grund af uheld. Næ – de havde sørme befundet sig på det forkerte bjerg – og ventet og ventet på os. Til sidst havde de spist picnic’en. De var derfor ikke sultne – som min veninde og jeg.

Den hændelse taler vi stadig om. 30 år efter. Jeg ved, at vi stod på det rigtige bjerg, nøjagtig til picnictid. Vennegruppen, hvori der er et overtal af mænd, påstår hårdnakket, at de var på det aftalte sted. Jeg tænker deres intuition er blevet forstyrret, deroppe i den tynde bjergluft.

JanetJmuseum -1

Først den ene vej

I går var en veninde og jeg på bytur. Først restaurant og derefter museum. Veninden er også Rumidiot.

Vi tager S-toget til Hovedbanegården og går til Amager Torv på Strøget. Det er nemt. Det kan vi sagtens finde.

Derfra ved jeg nemlig lige, hvordan vi finder den udvalgte restaurant. Lidt til højre, ned ad sidegaden og lige frem. Det kan jeg godt huske. Deres desserter er nemlig gode, sådan noget lagres i hukommelsescentret.

Efter frokosten, går vi begge ud, til venstre, helt synkront. Efter 5 skridt, vender vi grinende om – og går til højre, mod museet.

Det gentager sig da vi går ud fra toilettet på museet, piger tisser sammen ved I – Og igen da vi forlader museeet.

Der bliver lige drejet rundt, først den ene vej  – så den anden – og derefter er vi på rette spor.

Tilbage til stationen – og hjem med toget. Dejligt med offentlig transport, når man er en Rumidiot.

JanetSJ3 - 1

Hvorfor har I egentlig ingen børn?

Spørgsmålet kom fra en, for mig, totalt ukendt herre, jeg sad overfor til en stor festmiddag.

Lige midt i forretten, syntes han, at det var et relevant emne at tage op. Inden talerne og før sangene, kunne jeg venligst lige redegøre for årsagen.

Jeg er normalt leveringsdygtig i en rap replik – men her må jeg indrømme, at jeg var ved at kløjes i den obligatoriske fiskeanretning.

Manden kiggede insisterende på mig – lænede sig ind over bordet og forventede helt klart et svar…. Jeg kunne se nogle omkringsiddende spidse ørerne.

Nu er jeg heldigvis en ”hård nyser”, når det kommer til direkte spørgsmål i den kategori, har fået dem ofte. I den forbindelse savner jeg af og til almindelig god opdragelse og lidt pli.

For helt ærligt….

Hvad får fremmede mennesker til at stille så direkte et spørgsmål, af så privat karakter?

Er jeg sart eller?

Jeg mener, jeg har aldrig spurgt nogen om, hvorfor de egentlig har børn. Det kunne faktisk være mere på sin plads, med tanke på de børn der mistrives – eller hvor forældrene ikke magter opgaven.

Det er jo ikke første gang, at jeg oplever udfritten, i forbindelse med afkom eller ej. Det oplever vi uden børn af og til. Åbenbart er det et svar der kan afkræves én, når man ikke har produceret en arving.

Har jeg snydt? Er det en samfundspligt at forplante sig? Kan jeg nu ikke forvente folkepension eller plejehjemsplads? Jeg har  ikke leveret en borger til at producere til fællesskabet – er det dét? Hvorfor er det så interessant, oftest for personer med børn, at vide hvorfor jeg ikke har børn?

Mange spørger direkte, om jeg ikke kan lide børn – Til det svarer jeg oftest:

Jo da – Rå med sennep.

Så spørger de ikke om mere, men kigger blot forskrækket på mig – Eller også griner de og indser, at det jo strengt taget ikke kommer dem ved. Det får vi måske så en lille snak om.

Kids                    boy

Ikke en rigtig kvinde

Jeg har tit hørt den med, at man ikke er en rigtig kvinde, når man ikke har født – Øhhh – Hvad er jeg så lige? En forkert kvinde? Intetkøn? Slet ikke køn.. bare lidt?

Folk siger også ofte: Du vil fortryde det, når du bliver gammel og ensom. Fortryde hvad? Nu er jeg allerede halvgammel – og helgammel bliver jeg forhåbentlig også. Børn er ingen garanti for noget som helst. Jeg har mødt mange ensomme mennesker, med op til flere børn – og børnebørn.

Når andre går ud fra, at jeg ikke har kunnet få børn, så er det synd for mig, at jeg er barnløs….. Jeg er også løs på så mange andre punkter, kan jeg afsløre, man kan jo ikke have det hele. Og det med børn eller ej, er overhovedet ikke synd for mig.

Hvis indtrykket er, at jeg har fravalgt børn, så kan jeg godt få at vide, at jeg er egoistisk!

Er det ikke totalt og fuldstændigt egoistisk at vælge at få børn! Findes der noget mere egoistisk end bevidst at sætte et uskyldigt individ i verden. Ingen af os har jo bedt om at blive født.

Rigeligt med børn

I en periode på 10 år, havde min mand og jeg en udviklingshæmmet pige i aflastning. Fra hun var 5 år til hun blev 15 år.  Weekendbesøg, småferier, Nytår, Påske osv – Så jo, vi har været der, sådan lidt forældreagtigt på sidelinjen. Med forlystelsesparker, børnebiograf, spaghetti med kødsovs, godnatlæsning, Ludo, Disneysjov og fredagsslik. Fredagsslikket er vi fortsat med, nu tilpasset voksensmag.

Samtlige af vores venner har børn. Alle mine søskende har 3 eller 4 børn + 2 plejebørn og 2 børnebørn oveni. Vi har derfor masser af børn, i alderen 2 – 23 år, i vores liv. Jeg synes vi er fint dækket ind. Med tanke på klodens overbefolkning, er der jo også nogle, der lige må holde lidt igen.

Den sociale norm

Når vi gifter os, eller danner par, så forventer omgivelserne helt automatisk, at der kommer småfolk til på et tidspunkt. Undersøgelser viser faktisk, at mange får børn fordi… det gør man bare, det er en selvfølgelighed, det er det normale.

Min mand og jeg er et ægtepar, nu på 24. år, der intet savner og selv synes, at vi lever et lykkeligt og aldeles pragtfuldt liv.

Det passer meget godt med den forskning der viser, at folk uden børn ofte er lykkeligere end folk med børn. En af årsagerne skulle være, at vi slipper for de bekymringer, der naturligt følger med at have børn.

Hvorfor ikke

Og hvad svarede jeg så ham der, den nysgerrige festdeltager?

Jo – Jeg var ikke kæk eller provokerende, vi var til fest, så jeg sagde blot: Jeg synes det er en privat sag – så jeg har egentlig ikke tænkt mig at svare dig, Okay.

Han sagde pænt undskyld; du har ret – Og så fandt vi andre interessante samtaleemner. Hunde f.eks. hihi 🙂 Han var i øvrigt en rigtig sjov og hyggelig fyr, med en masse børn.

For resten, så har min mand vist aldrig fået stillet spørgsmålet! Er det ikke mærkeligt?

 

P.S. Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der behøver nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.

ForaariCannes -1

Jeg har det sidste stykke tid befundet mig i vort andet hjem, i Sydfrankrig.

Netop nu har vi Sirocco’en ind over kysten. Det er en kraftig varm ørkenvind der kommer fra Nordafrika. Den har sandkorn med fra Sahara, så det er en god idé at holde munden lukket samt have briller på, når du går mod vinden.

IkkeStramMere

 

Extra Rich

Den varme vind, solen og sikkert nok også min alder gør, at min hud er meget tør for tiden. Du kender godt den der følelse af at være stram i masken. Det er ubehageligt – og jeg har derfor indkøbt en ny creme der er Extra Rich, som der står på tuben.

Cremen er i det mærke jeg sædvanligvis bruger. Jeg har nu brugt den i fire dage, uden det stramme er forsvundet!

Det synes jeg er lidt mærkeligt. Derfor finder jeg tuben frem, her til eftermiddag, og kigger nærmere på den for at se om jeg eventuelt bruger den forkert… Altså hvor svært er det at smøre en creme på, men man ved jo aldrig…. De der kosmetikfirmaer finder på noget nyt hele tiden.

Nå – på med læsebrillerne og lige nærstudere det skrevne –

OKAY – Nu forstår jeg det bedre – Det er nemlig ikke den Extra Rich jeg har fat i –

Det er en Waterproof Eye Makeup Remover!

Den har jeg altså smurt mig med to gange dagligt, de sidste fire dage!

Extra Rich-tuben ligger i skuffen, længst inde, bag Remover’en –

Tuberne er fuldstændig ens, bortset fra teksten altså.

Det er ikke helt fair. Jeg har normalt ikke briller på, når jeg skal smøre creme i ansigtet. Producenterne kunne godt tage hensyn til os med aldersnedsat syn, kunne de ikke?

Remover’en har jeg ikke brugt længe, da jeg har fundet en mascara, der blot skylles af med varmt vand. Så hvordan den er havnet foran den nye fede creme i skuffen, det forstår jeg ikke. Tror min mand har rodet i min skuffe. Han ledte vist efter noget sæbe i sidste uge.

Nu sidder jeg her og er helt blød i masken. Har smurt mig med et fire dage tykt lag – Det er dejligt.

Remover’en er removet.

Promenade de la Croisette

Formiddagen brugte min mand og jeg med en gåtur på Croisetten. Det er den to km lange promenade langs kysten i Cannes. Sådan en påskehelligdag er der mange der har fået den idé. Det er en hyggelig og ofte sjov oplevelse at gå tur på Croisetten. Der er altid noget at kigge på. Jeg kan også godt lide at sætte mig på en cafe – eller tage et hvil i en af de blå stole på promenaden og blot betragte livet og omgivelserne. Cannes er nemlig en smeltedigel af folk fra hele verden.

Her er, ud over de lokale, fyldt med rigmænd og turister. Turisterne, ja de ligner turister – Rigmændene ser du ikke rigtigt.

Det er de nyriges hustruer/kærester du lægger mærke til. Påklædningen er ofte lettere outrer – og fra top til tå, design fra et stort mega dyrt modehus. Makeup’en vil jeg slet ikke komme ind på, men det er mange gange, noget med rigelig lyserød læbestift. Stiletterne er sylehøje. Hele smykkeskrinet er fordelt på øre, hals og håndled. Den ledsagende hund er tit i nøjagtig samme outfit, som dens ejer. Alle vi andre kan derfor synes lidt småkedelige, med neutral læbepomade, i pænt og helt almindeligt stangtøj, flade sko og tekstilfri hund.

Cannesvue

Vi tog hele turen. Fire km ialt, frem og tilbage. Efter et par feriedage med rigelig mad og påskeæg, trængte vi til motion. Så der gik jeg, på det tidspunkt, helt stram i masken, med lukket mund og store solbriller.

Al den vind og de mange sandkorn blev til sidst for meget for min mand – Han havde snakket en del om alle de store både i havnen og haft munden åben. Derfor bød han på frokost et sted med læ. Vi spiste en let Caesar Salade, fik skyllet halsen med isthe – og sprang desserten over.

Sirocco’en

Her til aften har vi surret alt løst udenfor fast. Havehynder og hurricanes m.v. er taget indenfor i kælderen. Sirocco’en tager nemlig til – og i nyhederne har de advaret om voldsomt vejr til i morgen tidlig.

Vi sidder nu med kaffe, the og de sidste påskeæg. Vinden hyler og rusker udenfor.

Jeg har smurt mig lidt ind igen, i den rigtige creme – Min hud er jo blevet exfolieret af al den sand i vinden. Derfor tager den ekstra godt imod Extra Rich-cremen –

Det er en herlig følelse, ikke at være så stram i masken.

Version Usynlig

I går kørte jeg med S-toget.

Jo, de kørte skam – og da jeg ikke skulle nå noget til et bestemt tidspunkt, havde jeg vovet mig ud at se med DSB.

Jeg kom så bare ikke af på den station, som var min destination hjemover!

Jeg havde ellers i god tid afluret om de automatiske døre virkede, når de andre passagerer stod af – og det gjorde de.

Blot ikke da det blev min tur!

Næh – som sædvanligt forbliv dørene lukkede. I begge ender af kupéen. Som nu var tom, bortset fra mig.

Jeg viftede, hoppede og dansede som en anden hiphopper foran sensorerne – uden der skete noget som helst!

En ung mand kom hjælpsomt løbende, viftede med en hånd ved dørene – og
VUPS røg de op – ”De kan godt drille lidt” smilede han.

Jo tak – Jeg stod der svedig, med astmatisk vejrtrækning, hidsigrøde kinder og forbandede mig selv over at være gået ind i kupèen. Normalt bliver jeg nemlig stående i mellemgangen – eller sætter mig i cykelvognen, hvis der er plads. Så slipper jeg for de der dørsensorer, som af mystiske årsager ikke ”ser” mig!

Men jeg var træt i fødderne, overlæsset med indkøbsposer og havde derfor overmodigt gået ind og sat mig.

På grund af ham den flinke fyr, kom jeg ud på den næste station og gik hjem derfra.

Det er blot fem minutters ekstra gåtur – og med tanke på alle de skridt det anbefales, at vi traver dagligt, så var det ligefrem en tjeneste DSB gjorde mig.

Oveni havde jeg også hoppet, basket vildt med armene og slæbt fyldte indkøbsposer, altså næsten et totalt fuldført træningspas. Sixpack og store biceps er lige om hjørnet. Men dog stadig ret frustrerende at være underlagt elektronikkens luner.

Døre der virker

Ifølge DSB, så er dørene sat op på grund af komfort i vintermånederne. Kold vind vil ellers blæse gennem toget ved hver station. Jeg kan afsløre, at der hurtigt bliver alt for varmt, når man ikke kan komme ud! I min alder, får man let hedeture ved fysisk anstrengelse iblandet desperation.

Jeg er ikke ene om at være usynlig. Ser nemlig af og til andre energiske og lettere desperate hiphoppere i S-togene.

Jeg kunne derfor godt ønske, at der blev installeret noget mere brugervenligt, som f.eks. svingdøre, salondøre, skydedøre, karruseldøre, bambusforhæng eller noget andet praktisk og let åbenbarligt.

Ofte helt usynlig

For nogle år siden skulle jeg til en stor reception i et firma.

Jeg ankom i fin stil på nye stiletter, i smart outfit, med højt hår, Taxa og det hele.

Bygningens facade er sådan en kæmpestor ca. 100 meter lang blågrå glasflade. Solen skinnede, så hele fladen reflekterede i lyset. Jeg kunne derfor slet ikke se et indgangsparti, men på den anden side af glasset anede jeg receptionsområdet og en masse mennesker med vinglas. Altså går jeg op til det sted, hvor indgangen må være. Der sker selvfølgelig intet.

Så jeg står blot der, kigger og smiler ind til den store flok.
Nogle vinker og løfter glassene.

Nå, måske har jeg ramt forkert. Jeg tripper derfor lidt til den ene side, lidt mere, mere endnu og ender til sidst der, hvor glasfladen går over i en murstensvæg!

Altså må jeg trippe til den anden side, der hvor jeg kommer fra – og længere bort langs den store facade. Den ender selvfølgelig også – og nu har jeg udsigt over et stort åbent landskab. Roskilde Domkirkes to tårne kan anes i det fjerne. Ingen døre har åbnet sig.

Smilet er nu lettere anstrengt og stiletterne gnaver. Håret er blæst ud af facon efter mødet med den kraftige vind, da glasfladen sluttede og landskabet åbenbarede sig. Sådan er det med opsat hår og åbne vidder. Ihvertfald i Danmark.

Mange i forsamlingen har fulgt min facadeparade og jeg kan se en vis undren i deres ansigter.
En barmhjertig sjæl kom endelig ilende og fik mig storgrinende indenfor, sådan nogenlunde der, hvor jeg i første omgang stod!

Det var for øvrigt min mands 25-års jubilæum på jobbet – og bygningen firmaets nye hovedkontor.

Den store forsamling var alle kollegerne.

Nå, men så var jeg ligesom præsenteret.

Stadig usynlig

Den anden dag var jeg i butikken Fest & Farver.

Der skulle 3 forsøg til foran dørene, før jeg kom ud af butikken. Til stor moro for personalet bag disken – hvilket jo i og for sig er helt fint. Jeg har ingen problemer med at være det festlige indslag – Er til både fest og farver.

Jeg har prøvet at google problemet, men….

der dukker blot links op med gode råd vedrørende vedligeholdelse og om – død!

InfluenzaJanet

Den sidste måneds tid har jeg arbejdet på at få denne blog op og i luften.

Jeg har sat mig mål og fået skrevet ønsker ned i den forbindelse.

Deriblandt et lille beskedent ønske om at blive en såkaldt influencer – og så ligger jeg her med influenza!

Noget er gået helt galt – Måske har mit ønske ikke været tydeligt nok? Skal der tryk på alle stavelser, når man ønsker?

Bedst som sæsonen for snue er mere eller mindre overstået – og jeg troede, at jeg undtagelsesvis var gået fri, så ramte virussen alligevel. Næsen løber, halsen gør ondt og der er lidt feber.

I oktober, da influenzavaccinen kom på markedet, sprang jeg over, eller også nåede jeg det bare ikke. Jeg kom ihvertfald ikke til lægen og fik stikket. De år hvor jeg har fået den, har jeg alligevel været lagt ned med virus – så forskellen er ens. Det er jo nok den rigtige årsag til, at jeg ikke kom afsted.

Nå, men nu ligger jeg altså her under dynen og har ondt af mig selv.

Det er heldigvis ikke en mandeinfluenza, sådan en får vi kvinder jo af naturlige årsager ikke.

Kvindeinfluenza er ikke så slem. Selvom du har feber, racermave, er svimmel og har ondt i hele kroppen, så kan du sagtens lufte hund, passe børn, handle ind, vaske tøj, rydde op og have middagen klar til familien kommer hjem. Det er da rart, midt i al elendigheden at tænke på, at influenzaen ikke har den store indvirkning på dine omgivelser. Ingen lider nød eller skal undvære noget, blot fordi du skranter. Du skal blot ignorere din krops signaler, så kører det, og hvem gider være syg – Nej vel?

Inden jeg gik i seng i går aftes, ønskede jeg mig en dejlig sommer. Foruden influenza vågnede jeg så også med 6 mygstik! Hvor kom de lige fra? Da jeg vaklende luftede hunden, så jeg ingen myg og der var is på bilruderne!

Jeg har ikke tænkt mig at ønske mig noget som helst lige foreløbig – Det kommer bare tilbage i nakken, som man siger. Og nakkesmerter går jeg allerede til behandling for.

Når jeg tænker efter, så har jeg egentlig alt jeg ønsker mig:

Jeg er gift med manden i mit liv, har en skøn familie, masser af gode venner, lever og bor godt, bloggen er i luften – og influencere kan vel også få influenza.