Mouginsvue - 1

I dette indlæg vil jeg tage dig med til byen Mougins (udtales Musjang).

Mougins er en middelalderbjerglandsby der ligger lige bag ved – og oppe over Cannes i Sydfrankrig. Højt over havet, i baglandet ved den franske riviera. Omgivet af pinjer, oliventræer og cypresseer, med udsigt over Cannesbugten.

Mougins består af den gamle by, på toppen, med den lidt nyere del spredt ned ad bjerget. Sådan cirka halvvejs nede har min mand og jeg vort andet hjem. Et over 200 år gammelt stenhus, med de fordele og ulemper der er ved sådan et.

Mad

Mougins er kendt for sine gallerier og for gastronomi af verdensklasse. Hvert år, en weekend i juni, holder byen f. eks. en gastronomifestival. 150 af de største chefkokke fra hele verden mødes og serverer lækkerier under åben himmel på torvet. Det er et tilløbsstykke. Madglade fra nær og fjern strømmer til.

Det er nemt at finde en Michelin-restaurant her, hvis du har spendererbukserne på. Der er nu også ret gode alternativer. Vi er jo i Frankrig. Her er mad ikke for sjov. Selv foretrækker jeg Le Rendez Vous de Mougins til aften, deres fiskesuppe er superb –  og Epicerie Coste til morgen eller formiddag. I Epiceriet (delikatessekøbmand) får jeg typisk en kop chokolade og lidt kage, samt en masse hyggesnak. Det er nemlig her “mouginerne” hænger ud. Det altid veloplagte og sjove værtspar gør besøget helt specielt.

F. eks. reddede de vores jul et år. Min mand vil have risalamande juleaften – og vi kunne, den 23. december ikke opstøve vanillestænger noget sted. Alt var udsolgt. Jeg forsøgte til sidst i Epiceriet, det kunne jo være, men nej – desværre heller ingen stænger der. Eve, altså Madame Coste, sagde: Attends (vent lige) – og så stak hun af. Tre minutter senere kom hun retur, med en frossen vanilliestang. Frisk fra egen fryser – Den sidste hun havde tilbage. Den skulle vi have, kvit og frit. Gemalen var glad, der var jo til en lille portion dessert – og jeg var glad, da julefreden nu kunne sænke sig over vort hjem.

VanilleTilJul

Let frossen Vanillestang

Kunst & Kultur

Mougins er også stedet, hvor Picasso levede de sidste 15 år af sit liv. Det ses tydeligt overalt. I gallerierne, på det lille fine fotomuseum, på husmure og i de små butikker. Selv ved det offentlige toilet er der en Picasso.

Du kan nemt købe dig fattig i original kunst oppe i den gamle by. Et af mine favoritgallerier ligger i en lille kælder. Her udstiller en sammenslutning af kunstnere på skift deres værker. Det er et godt sted at ose. Kunstneren passer selv butikken og er altid ivrig efter en snak – og en handel.

JanetJPablo

Pablo et moi i kø ved toilettet

   Mouginsstreets

 

Grønne områder

I Mougins finder du en af de bedste golfbaner i Europa. Her er også fyldt med racercyklister og mountainbikere. Naturen spiller, ud over kulturen, nemlig en vigtig rolle i kommunen. 50 procent af arealet er grønt – og det er fredet. Hvilket er helt unikt her på rivieraen, som er et meget tæt bebygget område. Du finder også den største lotus-koloni i Europa, i en sø i Mougins. Det er spetakulært, når de alle blomstrer.

Tæt på det hele

Fra Mougins er der ikke langt til alt muligt andet. Det er et godt udgangspunkt, når der skal andre oplevelser til.

I bil tager det 10 minutter til strandene og shoppinggaderne i Cannes. 20 minutter til Nice og 1,5 til 2 timer til skipisterne i Isola 2000. I vintermånederne, kan vi sagtens sidde i 18 graders varme og spise frokost på stranden den ene dag, for dagen efter at køre op og stå på ski i Alperne. Det er herligt – og total luksus, at have den mulighed.

Er du på besøg ved rivieraen, så slå et smut forbi Mougins – Få en kop kaffe, en god spiseoplevelse, kig kunst eller dask blot rundt i den gamle by og nyd tilværelsen. Det er La belle vie.

ForfatterJulie

Jeg er vild med gode bøger og læser når jeg kan komme til det.

Er til både skønlitteratur og velskrevne krimi’er.

En god bog, en kold Baileys, godt placeret i favoritstolen, med hunden på skødet – så er jeg glad.

Mord på Biblioteket

Gentofte Hovedbibliotek holdt i torsdags opvarmning før krimimessen i Horsens. Jeg havde fået billetter og lokket en krimi-læsende veninde med til arrangementet.

Seks krimiforfattere fortalte levende om, hvordan de slår ihjel i deres bøger.

De ustraffede

Forfatterduoen Øbro & Tornbjerg præsenterede deres nye krimi De ustraffede.  Den handler om selvtægt og MeeToo. Jeg havde en stærk og meget uhyggelig læseoplevelse, da jeg læste den. En velskrevet og gennem-researchet bog. Nøjagtig som de foregående bøger fra parret.

Vinterland

En anden duo er de debuterende Janni Pedersen og Kim Faber med deres Vinterland. Den har fået fremragende anmeldelser og er allerede solgt til flere lande. Den står nu på min boghylde og venter.

Pedersen og Faber fortalte om at arbejde sammen om et projekt, når der også skal vaskes tøj og leves som ægtepar – og nybagte bedsteforældre. Janni berettede også om, hvordan hun måtte tigge og bede om, ikke at få myrdet en bestemt person i bogen. En person, som hun var blevet meget glad for. Kim havde besluttet, at manden skulle dø. Det krævede mange forhandlinger at holde ham i live, men lykkedes til sidst.

Sommerfugleklanen 2

Troels M. Palshof debuterede i 2017 med Sommerfugleklanen. Der er nu kommet andet bind i serien. Jeg kender ikke til forfatteren eller bøgerne – men de lød som et nærmere bekendtskab vil være en god idè.

Palshof fortalte historien om, da han i 2017 selv udgav sin første bog og derefter tog rundt og besøgte hver eneste boghandler i hele landet, for at promovere den.

Palshof søger bevidst at gøre og tænke, det andre ikke gør. Bøgerne er lanceret som internationale thrillers. Palshof afslørede, at han ikke selv har læst en krimi.

Boghandler-touren skaffede ham i øvrigt et besøg i et TV2 – program. Så var der pludselig PR og superflotte anmeldelser.

Blodspor

Sidste ”lystmorder” på podiet var Julie Hastrup.

Hun fortalte levende og morsomt om sin hovedperson politikvinden Rebekka Holms univers. Hastrup tænker nemlig på Rebekka hver dag og observerer derfor hele tiden sine omgivelser:

Kan der begås en forbrydelse her,

hvor er der et skjulested til et lig?

Er det et “godt” og uhyggeligt sted?

Senest har hun f.eks. fået tiltusket sig adgang til det nu lukkede Danmarks Akvarium.

Bygningen har stået tom et stykke tid og været udsat for lidt hærgen af forskellig art. Sammen med sin mand, der er fotograf, fik hun lov til at luske rundt og researche til ”gode” steder, hvor en forbrydelse finder sted eller der skal gemmes noget krop af vejen.

Hastrup fortalte grinende, at hun jo godt nok er journalist, nøjagtig som Janni Pedersen og Kim Faber samt flere andre krimiforfattere – Men at hun kun blev journalist, for at blive krimiforfatter. Det var hendes mål hele tiden. Målet må siges at være nået i stor stil.

Jeg har læst alle syv bind i serien – Venter nu utålmodigt på det ottende, der kommer i 2020.

Måske ser vi snart bøgerne filmatiseret. Det er i hvert fald noget, der har været arbejdet på længe.

Licence to kill

Det var et par interessante timer i engagerede menneskers selskab. Godt arrangement af Politikens Forlag og Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg fik for øvrigt tilladelse af Julie Hastrup til at bruge det foto, som du kan se jeg har taget af hende, og Forlagets interviewer. Sådan noget skal man nemlig altid huske at spørge om.

Heldigvis spurgte Hastrup om, hvad min blog hedder. Derfor Julie… hvis du læser med, så vil jeg bare lige sige, at det var et super inspirerende og morsomt indlæg du kom med. Jeg fik helt lyst til at skrive krimi’er – og slå ihjel.

IBIOGRAFEN

Hvad tænker du så?

Ja, ikke?

Ham det totalt lækre og charmerende stykke mandfolk, som vi kvinder i vores pure ungdom nød at kigge på i film som Butch Cassidy and the Sundance Kid, Alle præsidentens mænd, Out of Africa og Sidste stik (hvor også hotte Poul Newman spillede med).

Nu er Redford blevet 82 år og har meddelt, at rollen i filmen Den sidste Gentleman er hans sidste.

Filmplakat

En veninde og jeg var til forpremiere på Gentleman-filmen.

Godt liggende på 1. række! I et par fuldautomatiske biografsæder, nød vi legenden Redfords allersidste optræden foran kameraet.

Det var godt nok tæt på – Jeg skal love for, at vi fik Redford Really Close Up. Den række ærger jeg mig nu over, at jeg ikke valgte dengang, da både han og jeg var yngre.

Autentisk person

Filmen er baseret på en sand historie om vaneforbryderen Forrest Tucker. En mand der havde held til at flygte hele 16 gange fra fængsel. Blandt andet slap han ud af San Quentin i en båd, fremstillet af ham selv og to andre indsatte!

Redford spiller, med vanlig charme og god præstation, en yderst høflig aldrende bankrøver. En bankrøver der “elsker” sit fag – og som forelsker sig i den kvinde han tilfældigt møder, under endnu en biljagt med politiet.

Undervejs vises tilbageblik, hvor der er brugt filmklip og fotos af en yngre Redford –

Det kan høres i salen – Suk Suk, hihi.

Overfor Redford spiller Sissy Spacek, en skøn skuespillerinde, der ligesom Redford, ligner sin alder. Her er ikke skruet ned for rynker, stive knæ eller løse pluskæber. Dejligt befriende i en Hollywoodproduktion, hvor vi ofte ser ældre mandlige skuespillere udstyret med unge, stramme kvindelige modspillere.

Vi blev godt underholdt – og syntes begge det var en hyggelig film.

Så… Fin exit Redford, held og lykke med pensionisttilværelsen.