Ønsker ikke influenza

Den sidste måneds tid har jeg arbejdet på at få denne blog op og i luften.

Jeg har sat mig mål og fået skrevet ønsker ned i den forbindelse.

Deriblandt et lille beskedent ønske om at blive en såkaldt influencer – Og så ligger jeg her med influenza!

Noget er gået helt galt.

Måske har mit ønske ikke været tydeligt nok? Skal der mon tryk på alle stavelser, når man ønsker?

Bedst som sæsonen for snue er mere eller mindre overstået – og jeg troede, at jeg undtagelsesvis var gået fri, så ramte virussen alligevel. Næsen løber, halsen gør ondt og der er lidt feber.

I oktober, da influenzavaccinen kom på markedet, sprang jeg over.

Eller også nåede jeg det bare ikke. Jeg kom ihvertfald ikke til lægen og fik stik-stukket mig.

De år hvor jeg har fået vaccinen, har jeg alligevel været lagt ned med virus, så forskellen er ens. Det er jo nok den rigtige årsag til, at jeg ikke kom afsted.

P.t.

Nå, men nu ligger jeg altså her, under dynen og har virkelig ondt af mig selv.

Det er heldigvis ikke en mandeinfluenza. Sådan een får vi kvinder jo af naturlige årsager ikke.

Kvindeinfluenza er ikke så slem…

Selvom du har feber, racermave, er svimmel og har ondt i hele kroppen, så kan du sagtens lufte hund, passe børn, handle ind, vaske tøj, rydde op og have middagen klar, til familien kommer hjem.

Det er da rart, midt i al elendigheden at tænke på, at influenzaen ikke har den store indvirkning på dine omgivelser. Ingen lider nød eller skal undvære noget, blot fordi du små-skranter.

Du skal bare-blot ignorere din krops signaler, så kører det. Og hvem gider være syg – Nej vel?

Inden jeg gik i seng i går aftes, ønskede jeg mig en dejlig sommer.

Foruden influenza vågnede jeg så også op med 6 mygstik!

Hvor kom de lige fra?

Da jeg vaklende godnat-luftede hunden, så jeg ingen myg og der var is på bilruderne!

Jeg har ikke tænkt mig at ønske mig noget som helst lige foreløbig. Det kommer bare tilbage i nakken, som man siger. Og nakkesmerter går jeg allerede til behandling for.

Når jeg tænker efter, så har jeg egentlig alt jeg ønsker mig:

Jeg er gift med manden i mit liv, har en skøn familie, gode venner, lever og bor dejligt, bloggen er i luften – og influencere kan vel også få influenza.

 

heart-1777678   heart-1777678  heart-1777678

Gemalen er til læder og gummi. Og én gang om året hopper jeg med … bag på motorcyklen, i fuldt læderdress og sikkerhedsudstyr.

Jeg kan overhovedet ikke lide at køre med på motorcyklen.

Jeg kan faktisk slet ikke lide, at han kører motorcykel.

Det er med hjertet oppe i halsen, at jeg sidder der bag på og lader mig transportere til et, i forvejen, nøje aftalt sted.

Destinationen har som regel været diskuteret længe. Jeg vil nemlig køre kortest mulig strækning, ved lave hastigheder og uden alt for mange sving.

For min mand gælder det om, at vi kører så langt som muligt og at der er masser af gode sving.

Svingene skal vi komme ind i på den helt rigtige måde – og vi skal ligge så langt nede i dem som muligt!

Hvis jeg ikke sad bag på, så ville min mand stræbe efter at få slidbane på siden af dækkene og også helst på knæene.

Så… der skal kompromisses.

En gang om året

Det tager sådan ca. et år hver gang at overtale mig.

Der er altid indlagt cafébesøg. Kage eller is er lokkemidlet, ellers ingen aftale.

Der er ofte også en modydelse af lidt større karakter f.eks. en ting jeg har set mig lun på. Det kan også være noget praktisk, som jeg har bedt om at få gjort længe. Typisk noget havearbejde, som min mand skyr som pesten.

Motorcyklen kom ind i vores tilværelse, da min mand rundede de 50. Han er altså med til at opretholde klichéen om, at midaldrende mænd kurerer midtvejskrisen med en kværn.

Han har efterhånden haft 4- 5 stykker. Der dukker nemlig altid lige en model op, som er mere spændende, kraftfuld eller som ikke giver halvgamle mænd ude af form, rygsmerter af at sidde på.

Af en eller anden grund troede min mand, at jeg ville dele hans entusiasme for de mange hestekræfter. At jeg ville sidde bag ham på turene til Harzen, Italien og andre steder med masser af bjergsving – og nyde FRIHEDEN, som han siger.

I øredøvende motorlarm, med begrænset udsyn, iført stramt lædertøj, handsker, støvler, ørepropper, klaustrofobisk hjelm med visiret nede, klamrende mig til enten mand eller håndtag, siddende overskrævs på et smalt hårdt sæde, skulle jeg nyde …. FRIHEDEN!

Friheden kommer først i det øjeblik jeg får hjælp, på grund af smertefuld hoftelåsning, til at komme af kværnen. Når jeg får hjelmen af, uden at rive ørerne med og kommer ud af alt læder og gummi + sikkerhedsudstyr… Ahhh, se DET er frihed.

Med skrævende ben (de der hoftesmerter), nakkehold og fladt fedtet hjelmhår nyder jeg i fulde drag at være udfriet af indespærring i dyrehud og plastik.

Samt blot det at være i LIVE efter en nervepirrende kørsel, hvor jeg ingen kontrol har overhovedet. Jeg må bare følge med som en sandsæk der bag på.

Næh, frihed er løse gevandter, vind i håret, bare ben og fødder i sandaler.

Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

læder og gummi

Klar til MC-tur

Dette års tur

Nu, hvor det er blevet forår og motorcyklen er gjort klar, er min mand begyndt at tale om, hvor vi skal hen i år.

I går foreslog han ARoS Kunstmuseum –

Med færge til Aarhus og overnatning i en Camp for motorcykelfolk!

Et sted, han levende beretter om, er fyldt af tatoverede mennesker, der drikker sig i hegnet og lugter af øl og benzin. Han mener det vil være alletiders historie at skrive om, på min nye blog!