Version Usynlig

I går kørte jeg med S-toget.

Jo, de kørte skam – og da jeg ikke skulle nå noget til et bestemt tidspunkt, havde jeg vovet mig ud at se med DSB.

Jeg kom så bare ikke af på den station, som var min destination hjemover!

Jeg havde ellers i god tid afluret om de automatiske døre virkede, når de andre passagerer stod af – og det gjorde de.

Blot ikke da det blev min tur!

Næh – som sædvanligt forbliv dørene lukkede. I begge ender af kupéen. Som nu var tom, bortset fra mig.

Jeg viftede, hoppede og dansede som en anden hiphopper foran sensorerne – uden der skete noget som helst!

En ung mand kom hjælpsomt løbende, viftede med en hånd ved dørene – og
VUPS røg de op – ”De kan godt drille lidt” smilede han.

Jo tak – Jeg stod der svedig, med astmatisk vejrtrækning, hidsigrøde kinder og forbandede mig selv over at være gået ind i kupèen. Normalt bliver jeg nemlig stående i mellemgangen – eller sætter mig i cykelvognen, hvis der er plads. Så slipper jeg for de der dørsensorer, som af mystiske årsager ikke ”ser” mig!

Men jeg var træt i fødderne, overlæsset med indkøbsposer og havde derfor overmodigt gået ind og sat mig.

På grund af ham den flinke fyr, kom jeg ud på den næste station og gik hjem derfra.

Det er blot fem minutters ekstra gåtur – og med tanke på alle de skridt det anbefales, at vi traver dagligt, så var det ligefrem en tjeneste DSB gjorde mig.

Oveni havde jeg også hoppet, basket vildt med armene og slæbt fyldte indkøbsposer, altså næsten et totalt fuldført træningspas. Sixpack og store biceps er lige om hjørnet. Men dog stadig ret frustrerende at være underlagt elektronikkens luner og automatisk helt usynlig.

Døre der virker

Ifølge DSB, så er dørene sat op på grund af komfort i vintermånederne. Kold vind vil ellers blæse gennem toget ved hver station. Jeg kan afsløre, at der hurtigt bliver alt for varmt, når man ikke kan komme ud! I min alder, får man let hedeture ved fysisk anstrengelse iblandet desperation.

Jeg er ikke ene om at være usynlig. Ser nemlig af og til andre energiske og lettere desperate hiphoppere i S-togene.

Jeg kunne derfor godt ønske, at der blev installeret noget mere brugervenligt, som f.eks. svingdøre, salondøre, skydedøre, karruseldøre, bambusforhæng eller noget andet praktisk og let åbenbarligt.

Ofte helt usynlig

For nogle år siden skulle jeg til en stor reception i et firma.

Jeg ankom i fin stil på nye stiletter, i smart outfit, med højt hår, Taxa og det hele.

Bygningens facade er sådan en kæmpestor ca. 100 meter lang blågrå glasflade. Solen skinnede, så hele fladen reflekterede i lyset. Jeg kunne derfor slet ikke se et indgangsparti, men på den anden side af glasset anede jeg receptionsområdet og en masse mennesker med vinglas. Altså går jeg op til det sted, hvor indgangen må være. Der sker selvfølgelig intet.

Så jeg står blot der, kigger og smiler ind til den store flok.
Nogle vinker og løfter glassene.

Nå, måske har jeg ramt forkert. Jeg tripper derfor lidt til den ene side, lidt mere, mere endnu og ender til sidst der, hvor glasfladen går over i en murstensvæg!

Altså må jeg trippe til den anden side, der hvor jeg kommer fra – og længere bort langs den store facade. Den ender selvfølgelig også – og nu har jeg udsigt over et stort åbent landskab. Roskilde Domkirkes to tårne kan anes i det fjerne. Ingen døre har åbnet sig.

Smilet er nu lettere anstrengt og stiletterne gnaver. Håret er blæst ud af facon efter mødet med den kraftige vind, da glasfladen sluttede og landskabet åbenbarede sig. Sådan er det med opsat hår og åbne vidder. Ihvertfald i Danmark.

Mange i forsamlingen har fulgt min facadeparade og jeg kan se en vis undren i deres ansigter.
En barmhjertig sjæl kom endelig ilende og fik mig storgrinende indenfor, sådan nogenlunde der, hvor jeg i første omgang stod!

Det var for øvrigt min mands 25-års jubilæum på jobbet – og bygningen firmaets nye hovedkontor.

Den store forsamling var alle kollegerne.

Nå, men så var jeg ligesom præsenteret.

Stadig usynlig

Den anden dag var jeg i butikken Fest & Farver.

Der skulle 3 forsøg til foran dørene, før jeg kom ud af butikken. Til stor moro for personalet bag disken – hvilket jo i og for sig er helt fint. Jeg har ingen problemer med at være det festlige indslag – Er til både fest og farver.

Jeg har prøvet at google problemet, men….

der dukker blot links op med gode råd vedrørende vedligeholdelse og om – død! 

 

InfluenzaJanet

Den sidste måneds tid har jeg arbejdet på at få denne blog op og i luften.

Jeg har sat mig mål og fået skrevet ønsker ned i den forbindelse.

Deriblandt et lille beskedent ønske om at blive en såkaldt influencer – og så ligger jeg her med influenza!

Noget er gået helt galt – Måske har mit ønske ikke været tydeligt nok? Skal der tryk på alle stavelser, når man ønsker?

Bedst som sæsonen for snue er mere eller mindre overstået – og jeg troede, at jeg undtagelsesvis var gået fri, så ramte virussen alligevel. Næsen løber, halsen gør ondt og der er lidt feber.

I oktober, da influenzavaccinen kom på markedet, sprang jeg over, eller også nåede jeg det bare ikke. Jeg kom ihvertfald ikke til lægen og fik stikket. De år hvor jeg har fået den, har jeg alligevel været lagt ned med virus – så forskellen er ens. Det er jo nok den rigtige årsag til, at jeg ikke kom afsted.

P.t.

Nå, men nu ligger jeg altså her under dynen og har ondt af mig selv.

Det er heldigvis ikke en mandeinfluenza, sådan en får vi kvinder jo af naturlige årsager ikke.

Kvindeinfluenza er ikke så slem. Selvom du har feber, racermave, er svimmel og har ondt i hele kroppen, så kan du sagtens lufte hund, passe børn, handle ind, vaske tøj, rydde op og have middagen klar til familien kommer hjem. Det er da rart, midt i al elendigheden at tænke på, at influenzaen ikke har den store indvirkning på dine omgivelser. Ingen lider nød eller skal undvære noget, blot fordi du skranter. Du skal blot ignorere din krops signaler, så kører det, og hvem gider være syg – Nej vel?

Inden jeg gik i seng i går aftes, ønskede jeg mig en dejlig sommer. Foruden influenza vågnede jeg så også med 6 mygstik! Hvor kom de lige fra? Da jeg vaklende luftede hunden, så jeg ingen myg og der var is på bilruderne!

Jeg har ikke tænkt mig at ønske mig noget som helst lige foreløbig – Det kommer bare tilbage i nakken, som man siger. Og nakkesmerter går jeg allerede til behandling for.

Når jeg tænker efter, så har jeg egentlig alt jeg ønsker mig:

Jeg er gift med manden i mit liv, har en skøn familie, masser af gode venner, lever og bor godt, bloggen er i luften – og influencere kan vel også få influenza.

 

heart-1777678   heart-1777678  heart-1777678

Og én gang om året hopper jeg med … bag på motorcyklen, i fuldt læderdress og sikkerhedsudstyr.

Jeg kan overhovedet ikke lide at køre med på motorcyklen.

Jeg kan faktisk slet ikke lide, at han kører motorcykel.

Det er med hjertet oppe i halsen, at jeg sidder der bag på og lader mig transportere til et, i forvejen, nøje aftalt sted. Destinationen har som regel været diskuteret længe. Jeg vil nemlig køre kortest mulig strækning, ved lave hastigheder og uden alt for mange sving.

For min mand gælder det om, at vi kører så langt som muligt og at der er masser af gode sving.

Svingene skal vi komme ind i på den helt rigtige måde – og vi skal ligge så langt nede i dem som muligt!

Hvis jeg ikke sad bag på, så ville min mand stræbe efter at få slidbane på siden af dækkene og også helst på knæene.

Så… der skal kompromisses.

En gang om året

Det tager sådan ca. et år hver gang at overtale mig.

Der er altid indlagt cafébesøg. Kage eller is er lokkemidlet, ellers ingen aftale.

Der er ofte også en modydelse af lidt større karakter f.eks. en ting jeg har set mig lun på. Det kan også være noget praktisk, som jeg har bedt om at få gjort længe. Typisk noget havearbejde, som min mand skyr som pesten.

Motorcyklen kom ind i vores tilværelse, da min mand rundede de 50. Han er altså med til at opretholde klichéen om, at midaldrende mænd kurerer midtvejskrisen med en kværn.

Han har efterhånden haft 4- 5 stykker. Der dukker nemlig altid lige en model op, som er mere spændende, kraftfuld eller som ikke giver halvgamle mænd ude af form, rygsmerter af at sidde på.

Af en eller anden grund troede min mand, at jeg ville dele hans entusiasme for de mange hestekræfter. At jeg ville sidde bag ham på turene til Harzen, Italien og andre steder med masser af bjergsving – og nyde FRIHEDEN, som han siger.

I øredøvende motorlarm, med begrænset udsyn, iført stramt lædertøj, handsker, støvler, ørepropper, klaustrofobisk hjelm med visiret nede, klamrende mig til enten mand eller håndtag, siddende overskrævs på et smalt hårdt sæde, skulle jeg nyde …. FRIHEDEN!

Friheden kommer først i det øjeblik jeg får hjælp, på grund af smertefuld hoftelåsning, til at komme af kværnen. Når jeg får hjelmen af, uden at rive ørerne med og kommer ud af alt læder og sikkerhedsudstyr… Ahhh, se DET er frihed.

Med skrævende ben (de der hoftesmerter), nakkehold og fladt fedtet hjelmhår nyder jeg i fulde drag at være udfriet af indespærring i dyrehud og plastik.

Samt blot det at være i LIVE efter en nervepirrende kørsel, hvor jeg ingen kontrol har overhovedet. Jeg må bare følge med som en sandsæk der bag på.

Næh, frihed er løse gevandter, vind i håret, bare ben og fødder i sandaler.

Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Klar til MC-tur

Dette års tur

Nu, hvor det er blevet forår og motorcyklen er gjort klar, er min mand begyndt at tale om, hvor vi skal hen i år.

I går foreslog han ARoS Kunstmuseum –

Med færge til Aarhus og overnatning i en Camp for motorcykelfolk!

Et sted, han levende beretter om, er fyldt af tatoverede mennesker, der drikker sig i hegnet og lugter af øl og benzin. Han mener det vil være alletiders historie at skrive om, på min nye blog!