sverigecykelsti - 1

Kan du lide at cykle?

Jeg er vild med at cykle. Altså når det ikke går op ad bakke, blæser eller regner. Nå ja, sne er heller ikke mit favoritcykelvejr. Men ellers cykler jeg til alt, hvis muligt.

Det er skønt at få rørt sig, godt for mine skøre knæ og jeg kan lide fartvinden i ansigtet. Ikke fordi jeg kører specielt hurtigt, men følelsen af frisk luft i ansigtet er dejlig. Uden for byen ihvertfald.

Der er bare sket det, at cykling er blevet en ret stressende affære. Jeg har aldrig før betragtet at transportere mig på cykel, som noget, der umiddelbart foregår med hjertet oppe i halsen og anfald af nervøse tics. Det gør jeg efterhånden nu.

Morgentrafikken er værst. Måske fordi folk står for sent op?

Trafikregler negligeres i stor stil. Både unge og ældre cykler på fortorve og gangstier. Der cykles mod trafikken og over for rødt, ofte i hastigheder, der kan få misundelsen frem hos enhver Tour de France-rytter på enkeltstart.

Stop- og afvisertegn ser jeg sjældent blive udført.

Lygter med lys i den mørke tid er desværre ikke brugt af alle – og hvis, er de ofte meget små. Fra vores indkørsel skal vi ud over en cykelsti og det er altid med den største forsigtighed, der køres ud i vinterhalvåret. En mørk cyklist kan være svær at opdage, der en tidlig vintermorgen. I regnvejr er det virkelig farligt, med alle reflektionerne fra billygter i den våde asfalt.

Det er så svært at forstå, hvorfor folk ikke har ordentlige lygter på deres cykel…Eller hvorfor de ikke sætter det på deres barns cykel!

Lycrasprintere

I weekenderne fyldes vejene og cykelstierne, her i området, med grupper af lycra-klædte cykelryttere. I højhastighedstempo motionerer de til den store guldmedalje. Forsvarsløse cyklende børn og modne kvinder må ofte foretage usikre undvigemanøvre for disse foroverbøjede sprintere. De snyder ovenikøbet næsen i forbifarten, så du risikerer klæbrig substans på klæder og i værste fald på bar hud. Bær derfor altid dækkende tøj og briller når du cykler, specielt i weekenden.

Der bliver piftet, fløjtet eller givet fingeren, hvis du ikke hurtigt nok er ude af banen – eller har kastet dig i grøften for disse fartdjævle, der kører motionsræs.

Det er super godt med motion, det bliver anbefalet til alle. Det er rigtig fint med cykling – og selvom lycra aldrig har gjort noget godt for de fleste, så er det åbenbart dresscoden, for disse fantaster med ekstra tråd i benene. Det er så også OK.

Der hvor min cykelkæde hopper af er, når det foregår på offentlig vej og er til gene for andre trafikanter. Det er ikke i orden. Vi skal allesammen være her. Bedstemorcyklen, barnecyklen – og motionsraceren.

damecykel - 1  nicecykel -1

På 4 hjul

Nu vi er ved mit sure trafikopstød, så er bilisterne heller ikke for gode. Der køres for stærkt og over for lyserødt og mørkerødt. Som cyklist er jeg desværre ofte ved at få en bil i siden – når jeg cykler over for GRØNT! Eller når bilen skal dreje til højre og liiige mener at kan nå det, inden jeg kommer frem. Min cykel har heldigvis gode bremser – og min hørelse er endnu ikke nedsat i væsentlig grad, så den der ekstra træden ned på speederen, opfatter min høresans heldigvis.

Jeg må indrømme, efter at have oplevet trafikanter i mange andre lande, at danske bilister desværre er nogle af de værste, hvad angår opførsel. Mange, ellers rare mennesker, udvikler sig simpelthen til hensynsløse egoister, straks de befinder sig bag et rat eller et cykelstyr: Jeg giver mig ikke en tomme. Jeg kan lige klemme mig ind her foran. Hastigheden bestemmer jeg selv. Mig mig mig – Jeg skal frem – Alle I andre er bare i vejen.

Den der langemand flagrer tit i ruden og dytteriet er ikke på grund af mine flotte ben, nej det er fordi jeg åbenbart er i vejen, der på vejen, ude i højre side, overholdende trafikregler og i et normalt cykeltempo. Det er godt nok en kedelig tendens, der har udviklet sig. Det er helt uhyggeligt.

Jeg er selv bilist af og til – og er heldigvis ikke blevet smittet med den der aggressivitet. Regner derfor med at gå fri nu, i min modne alder – Tror heller ikke jeg er disponeret for den. Jeg er kun blevet stoppet af politiet en gang i min bilistkarriere og det var for fræk kørsel!

Jeg forstår den dag i dag ikke, hvad der var så frækt ved min kørsel. Men den var heldigvis ikke aggressiv. Det var på Fyn, så det kan også være, at jeg ikke helt forstod, hvad betjenten sagde. Jeg slap ihvertfald med en løftet pegefinger – det håndtegn forstod jeg godt. Siden har jeg vist ikke kørt frækt, det er ihvertfald ikke blevet opdaget.

Næste generation

Jeg undrer mig meget over, hvor den vrede kommer fra. Den manglende hensyntagen til andre. Bestemmer vi ikke selv, hvordan vi vil opføre os….

Jeg synes f.eks. det er uhyrligt, og vældigt trist, at det er nødvendigt at køre kampagner, som sætter fokus på vrede mod vejarbejdere. Helt ærligt! Der røg cykelkæden igen…Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Folk der passer deres arbejde, bliver chikaneret af utålmodige og ubehøvlede bilister.

Har nu læst, at køreskolerne overvejer at få vejvrede og god tone på programmet. Håbet er derfor næste generation af trafikanter.

Vejvrede

Den anden dag havde jeg ladet cyklen stå og var på vej i taxa. Skulle ind til City og der har jeg ikke nerver til at cykle.

Taxachauffører er ofte nogle vældige hyggelige personer. De har altid en god historie som de gerne deler. Jeg har ført mange interessante samtaler i en taxa. Der bag rattet sidder alt fra den studerende, der supplerer sin S.U. til den veluddannede indvandrer, der aldrig fik chancen, indenfor sit felt, på det danske arbejdsmarked.

Chaufføren jeg kørte med, var en dedikeret cykelrytter og iklædte sig derfor frivilligt lycra i sin fritid. Han var en moden fyr i god form, så lycra’en sidder nok nogenlunde pænt på ham.

Som medlem af en cykelklub, drager han ud i fælles flok og “terroriserer” vejene, det indrømmede han. Nu skulle klubben derfor på kursus – i håndtering af konflikter og vrede, vejvrede!

Klubben tager også på cykelture i udlandet, hvor de træner sprint i bjergene. Han havde lige været i mit område, nede i baglandet til Nice og Cannes. Her oplevede de en helt anden hensyntagen og given plads til alle. Han kunne ikke huske een eneste ubehagelig situation i Sydfrankrig, hvor trafikken ellers er virkelig tæt, vejene smalle og der køres ret friskt til. Her giver man nemlig plads – og tager noget mere hensyn, til alle.

Hvorfor ikke overholde reglerne

Taxafyren fortalte, at han hver dag ser episoder, der kan udvikle sig rigtig kedeligt, hvis der ikke træder lidt fornuft til. Altså fornuftig opførsel og kørsel, fra både bilister og cyklister. Overholdelse af trafikregler f.eks., sådan helt simpelt og enkelt.

Han oplevede, som fuldtidstrafikant, både på to og fire hjul, de skøreste og farligste situationer, hvor livet for de implicerede, på et splitsekund kan være enten forbi – eller forandret for altid.

Min mand kører af og til på motorcykel – og han kan berette de mest hårrejsende historier om, hvad nogle billister, bevidst kan finde på over for motorcyklister. Virkelige farlige handlinger, der faktisk burde give fængsel. Det er skræmmende. De situationer er han udsat for i Danmark – og ikke i Sydfrankrig, hvor han også kører motorcykel.

velobleu - 1

Cykelhelt

Til sommer vil jeg købe mig en cykel i Sydfrankrig. Det har jeg nemlig, på grund af den tætte trafik på de smalle veje, ikke haft mod til endnu.

Taxachaufføren – og en af mine Instagramfølgere i Cannes, har nu overbevist mig om, at det kan jeg roligt gøre.

Der er respekt over for cyklister i Frankrig. Det bunder nok i, at cykelsport er en stor ting på de kanter og har været det i generationer. I Frankrig dyrker man sine cykelhelte. Ligesom man dyrker høflighed.

Jeg glæder mig til at være på 2 hjul der sydpå, som en helt almindelig moden, høflig og miljøvenlig trafikant.

Vi bør opføre os pænt, når vi færdes på vejene – være venlige, ikke vrede.

Dagen bliver så meget bedre, når energien ikke skal bruges på at hidse sig op.

Så kan du lide at cykle, ønsker jeg dig God tur😉. 

 

Smaating

Husker du de små store ting her i livet?

I min postkasse den anden dag, lå der en lille pakke. Jeg har ikke fødselsdag, har heller ikke bestilt noget til levering – og er slet ikke forvent med uventede pakker i fint papir. Altså fra andre end mig selv, når jeg synes jeg trænger til lidt forkælelse.

I pakken lå en lille, meget velvalgt, bog – og et kort med den sødeste hilsen fra en gruppe, nu tidligere, kolleger.

Jeg blev så glad så glad…. 😊.

Den der helt igennem klare, rene og varme følelse af glæde. Du kender den godt – Det er en intim oplevelse. Du smiler, skuldrene sænker sig, blodtrykket daler og for en stund glemmer du alt andet. Klimakrise, ondskab og andet bekymrende bliver fuldstændig gemt væk og forsvinder fra din bevidsthed.

En udløsende faktor kan også være solskin på din kind, en duft eller smag der fremkalder glade minder, et smil, en rosende bemærkning, et dansetrin, nyvasket sengetøj, kagespisning – eller altså som her, en lille overraskende hilsen i din postkasse.

Jeg glemte f.eks. helt, at jeg havde rengøring på dagens program. Nød bare glædesfølelsen, læste den søde hilsen flere gange, satte mig med en stor kop chailatte – og læste bogen. Rengøringen løber jo desværre ingen vegne. Det skaber til gengæld glæde, når den er overstået og huset er rent og rart at være i.

Banalt men sandt

Det er ofte det uventede og spontane, der frembringer den der ekstra glæde.

Du kan gå og glæde dig til en begivenhed, der som udgangspunkt er glædelig. Bryllupsfest, ferie, lønningsdag og fredagsslik. Det er dejligt og rart at have noget at se frem til. Men den der glædelige overraskelse, på en rengøringsdag eller i et småkedeligt scenarie af grå hverdag, er med til at frembringe en hverdagsglæde, som vi skal huske at dyrke – og huske at give til andre.

Hverdagen, er den der er flest af. Gør den derfor god. Rigtig god.

Det kan være nemmere sagt end gjort i det hektiske liv, mange af os lever. Og livet indeholder jo op- og nedture. Men hvis du gør dig lidt umage, så kan du sagtens finde – og give glæde hver dag. Det handler om at se de små ting, for det er dem der gør den store forskel. Det er den banale sandhed.

Smil, sig pyt, hold døren, syng, giv en blomst, send en glad hilsen, sig tak, hjælp til, fortæl en vittighed og husk at grine af andres vittigheder, selvom de ikke er sjove, det i sig selv er ret sjovt. Grin giver nemlig glæde og slipper hormonerne dopamin og endorfin løs i din hjerne. Det er kroppens egne glædesstoffer. Det er fedt at være på den form for stoffer – helt lovligt og ganske gratis.

Motion og fysisk anstrengelse, udløser de samme hormoner. Jeg ved heller ikke noget bedre, end når motionen endelig er overstået. Så mærker jeg virkelig glæden strømme rundt i min ømme krop. Specielt efter badet – og når jeg igen kan trække vejret helt normalt.

Glæd dig

Har du tænkt over, hvad der gør dig sådan rigtig glad, hvad der får dig til at smile?

Det er garanteret ikke noget af materiel værdi, noget af det såkaldte “gods eller guld” – Næh, jeg tror det f.eks er din elskedes eller dit barns latter. Det kan også være din hunds hengivne blik, en god kop kaffe, en slentretur i skoven – eller forårssol i ansigtet.

Den helt tidlige forårssol er en af mine favoritter. Jeg sætter mig ud på terrassen, godt i læ, og suger lys og luft – Det afstedkommer en masse fregner, men pyt. Det gør mig altid mega glad i låget.

Når jeg ser på disse to vedhæftede fotografier, kan jeg mærke følelsen igen – ren glæde. Jeg bilder mig ind, at hunden føler ligesådan. Jeg får ihvertfald altid selskab, der i solen.

Solskin-1-1  Solskin2 -1

“Kunsten at være lykkelig, er at gøre sine glæder enkle” – Peter Plys

Så….. find og dyrk de små ting.

De små ting, som giver dig den store glæde i hverdagen – og dermed mere lykke i livet.

 

Skilt1 - 1

Jeg er en Rumidiot, ifølge min søde svigermor!

Nu er det ikke fordi jeg er specielt interesseret i rumfart, stjernekonstellationer, det ydre rum eller indretning, at hun har givet mig tilnavnet. Næh, det er fordi jeg ingen stedsans har – som i INGEN stedsans overhovedet.

Der kan berettes utallige skøre historier om min finden omkring i verden. Men jeg finder altid frem – og til tiden. Det kender jeg flere der har svært ved, selvom de sagtens kan finde vej.

Min mand synes det er virkeligt sjovt af og til at køre hjem til domicilet ad en anden vej, end den vi sædvanligvis anvender. Ganske tæt på vores bopæl er der åbenbart et utal af vejmuligheder!

Jeg opdager så lige pludselig, at jeg ikke ved hvor vi er – Panikker lidt og kigger nærsynet rundt.

Spørger om han har tjek på det, om han ved hvor vi er?

Gemalen morer sig kongeligt – Hver gang!

Omkørsel

Før vi blev gift, var vi lige ved at blive skilt. I Düsseldorf – Midt om natten.

På vej hjem fra ferie sydpå var vi, via en del omkørsler grundet vejarbejde, havnet i centrum af Düsseldorf. Det var lang tid før GPS – Jeg sad derfor med et stort europakort og skulle navigere os retur til Danmark.

Der var bare sket et eller andet i de der omkørsler. De var jo ikke på kortet. Mangelfuld belysning af vejnavne, i det mørke Düsseldorf, bidrog ligefrem heller ikke med særlig oplysende info.

Det tog lang tid at finde tilbage til ruten nordpå. Meget dyb snerren, træthed og stramkæbethed skinnede igennem den lettere desperate chaufførs kommunikation med navigatøren. Der sad og roterede i passagersædet, helt perpleks og rundtosset, af al den drejen rundt med kortet.

Men vi kom heldigvis ud – hjem – blev gift – og griner af det i dag. Nu er der GPS i bilen, den styrer manden, hende der navigatøren er jo helt håbløs. Vi har ikke været i Düsseldorf siden.

Skilt2 -1

Genetisk bestemt

Stedsans, eller mangel på samme, er ifølge den nyeste forskning, genetisk og hormonelt betinget. Det har altså ikke noget med den evolutionære udvikling at gøre. Den med, at mænd gik på jagt og kvinderne blev ved hulen og passede børn.

Hjernescanninger af mænd og kvinder, der skal finde vej viser, at mænd bruger en intuitiv fornemmelse af retning – og kvinderne anvender deres hukommelse. Det passer meget godt, jeg er nemlig ikke så god til at huske. Det er min mand for øvrigt heller slet ikke – men han bruger så bare sin intuition. Med mindre han er træt og faret vild, i en mørk tysk by altså.

Skandinaviske mænd skulle være dem, med den bedste stedsans i verden. Noget med noget vikinge-søfarer-noget.

Stedsansen bliver dårligere med alderen, hos både mænd og kvinder. Det behøver jeg heldigvis ikke bekymre mig om. Jeg vil hele tiden være en lige god Rumidiot.

Bjergtaget

På en skiferie stod en veninde og jeg på et bjerg og ventede og ventede. Vi havde en aftale med resten af vennegruppen om at mødes til en hyggelig picnic. Det var før mobiltelefonen var opfundet, så vi kunne ikke få fat på nogen og høre om, hvor de dog blev af. Til sidst opgav vi, skiede videre og kørte senere retur til hotellet. Der var alle de andre, i god behold. Årsagen til deres fravær var ikke på grund af uheld. Næ – de havde sørme befundet sig på det forkerte bjerg – og ventet og ventet på os. Til sidst havde de spist picnic’en. De var derfor ikke sultne – som min veninde og jeg.

Den hændelse taler vi stadig om her 30 år efter. Jeg ved, at vi stod på det rigtige bjerg, nøjagtig til picnictid. Vennegruppen, hvori der er et overtal af mænd, påstår hårdnakket, at de var på det aftalte sted. Jeg tænker deres intuition er blevet forstyrret, deroppe i den tynde bjergluft.

JanetJmuseum -1

Først den ene vej

I går var en veninde og jeg på bytur. Først restaurant og derefter museum. Veninden er også Rumidiot.

Vi tager S-toget til Hovedbanegården og går til Amager Torv på Strøget. Det er nemt. Det kan vi sagtens finde.

Derfra ved jeg nemlig lige, hvordan vi finder den udvalgte restaurant. Lidt til højre, ned ad sidegaden og lige frem. Det kan jeg godt huske. Deres desserter er nemlig gode, sådan noget lagres i hukommelsescentret.

Efter frokosten, går vi begge ud, til venstre, helt synkront. Efter 5 skridt, vender vi grinende om – og går til højre, mod museet.

Det gentager sig da vi går ud fra toilettet på museet, piger tisser sammen ved I – Og igen da vi forlader museeet.

Der bliver lige drejet rundt, først den ene vej  – så den anden – og derefter er vi på rette spor.

Tilbage til stationen – og hjem med toget. Dejligt med offentlig transport, når man, som jeg er en Rumidiot.

 

JanetSJ3 - 1

Hvorfor har I ingen børn?

Spørgsmålet kom fra en, for mig, totalt ukendt herre, jeg sad overfor til en stor festmiddag.

Lige midt i forretten, syntes han, at det var et relevant emne at tage op. Inden talerne og før sangene, kunne jeg venligst lige redegøre for årsagen.

Jeg er normalt leveringsdygtig i en rap replik – men her må jeg indrømme, at jeg var ved at kløjes i den obligatoriske fiskeanretning.

Manden kiggede insisterende på mig – lænede sig ind over bordet og forventede helt klart et svar…. Jeg kunne se nogle omkringsiddende spidse ørerne.

Nu er jeg heldigvis en ”hård nyser”, når det kommer til direkte spørgsmål i den kategori, har fået dem ofte. I den forbindelse savner jeg af og til almindelig god opdragelse og lidt pli.

For helt ærligt….

Hvad får fremmede mennesker til at stille så direkte et spørgsmål, af så privat karakter?

Er jeg sart eller?

Jeg mener, jeg har aldrig spurgt nogen om, hvorfor de egentlig har børn. Det kunne faktisk være mere på sin plads, med tanke på de børn der mistrives – eller hvor forældrene ikke magter opgaven.

Det er jo ikke første gang, at jeg oplever udfritten, i forbindelse med afkom eller ej. Det oplever vi uden børn af og til. Åbenbart er det et svar der kan afkræves én, når man ikke har produceret en arving.

Har jeg snydt? Er det en samfundspligt at forplante sig? Kan jeg nu ikke forvente folkepension eller plejehjemsplads? Jeg har  ikke leveret en borger til at producere til fællesskabet – er det dét? Hvorfor er det så interessant, oftest for personer med børn, at vide hvorfor jeg ikke har børn?

Mange spørger direkte, hvorfor har I ingen børn – kan du ikke lide børn – Til det svarer jeg oftest:

Jo da – Rå med sennep.

Så spørger de ikke om mere, men kigger blot forskrækket på mig – Eller også griner de og indser, at det jo strengt taget ikke kommer dem ved. Det får vi måske så en lille snak om.

Kids                    boy

Ikke en rigtig kvinde

Jeg har tit hørt den med, at man ikke er en rigtig kvinde, når man ikke har født – Øhhh – Hvad er jeg så lige? En forkert kvinde? Intetkøn? Slet ikke køn.. bare lidt?

Folk siger også ofte: Du vil fortryde det, når du bliver gammel og ensom. Fortryde hvad? Nu er jeg allerede halvgammel – og helgammel bliver jeg forhåbentlig også. Børn er ingen garanti for noget som helst. Jeg har mødt mange ensomme mennesker, med op til flere børn – og børnebørn.

Når andre går ud fra, at jeg ikke har kunnet få børn, så er det synd for mig, at jeg er barnløs….. Jeg er også løs på så mange andre punkter, kan jeg afsløre, man kan jo ikke have det hele. Og det med børn eller ej, er overhovedet ikke synd for mig.

Hvis indtrykket er, at jeg har fravalgt børn, så kan jeg godt få at vide, at jeg er egoistisk!

Er det ikke totalt og fuldstændigt egoistisk at vælge at få børn! Findes der noget mere egoistisk end bevidst at sætte et uskyldigt individ i verden. Ingen af os har vist bedt om at blive født.

Rigeligt med børn

I en periode på 10 år, havde min mand og jeg en udviklingshæmmet pige i aflastning. Fra hun var 5 år til hun blev 15 år.  Weekendbesøg, småferier, Nytår, Påske osv. – Så jo, vi har været der, sådan lidt forældreagtigt på sidelinjen. Med forlystelsesparker, børnebiograf, spaghetti med kødsovs, godnatlæsning, Ludo, Disneysjov og fredagsslik. Fredagsslikket er vi fortsat med, nu tilpasset voksensmag.

Samtlige af vores venner har børn. Alle mine søskende har 3 eller 4 børn + 2 plejebørn og 2 børnebørn oveni. Vi har derfor masser af børn, i alderen 2 – 23 år, i vores liv. Jeg synes vi er fint dækket ind. Med tanke på klodens overbefolkning, er der jo også nogle, der lige må holde lidt igen😉.

Den sociale norm

Når vi gifter os, eller danner par, så forventer omgivelserne helt automatisk, at der kommer småfolk til på et tidspunkt. Undersøgelser viser faktisk, at mange får børn fordi… det gør man bare, det er en selvfølgelighed, det er det “normale”.

Min mand og jeg er et ægtepar, nu på 24. år, der intet savner og selv synes, at vi lever et lykkeligt og aldeles pragtfuldt liv.

Det passer meget godt med den forskning der viser, at folk uden børn ofte er lykkeligere end folk med børn. En af årsagerne skulle være, at vi slipper for de bekymringer, der naturligt følger med at have børn.

Hvorfor ikke

Og hvad svarede jeg så ham der, den nysgerrige festdeltager?

Jo – Jeg var ikke kæk eller provokerende, vi var til fest, så jeg sagde blot: Jeg synes det er en privat sag – så jeg har ikke tænkt mig at svare dig, Okay.

Han sagde pænt undskyld; du har ret – Og så fandt vi andre interessante samtaleemner. Hunde f.eks. hihi 😄 Han var i øvrigt en rigtig sjov og hyggelig fyr, med en masse børn.

For resten, så har min mand vist aldrig fået stillet spørgsmålet! Er det ikke mærkeligt?

 

P.S. Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der mangler nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.

Madlavning - 1

I tirsdags havde vi gæster med egen kok til middag.

Otte styks hyggelige og sultne kolleger til min mand, troppede op på adressen.

Ud over godt humør og appetit, så medbragte de egen kok – og alle madvarerne.  Se dét kalder jeg gæster.

Jeg skulle blot sørge for borddækning – og havde lovet min mand, at huset så nogenlunde rent og ordentligt ud, inden de kom. Badeværelset fik derfor en ekstra omgang med noget miljømærket tornadonoget – og støvsugeren blev trukket hurtigt over de synlige flader.

Rengøring er ikke min favoritbeskæftigelse. Det er den eneste ulempe ved gæstebud. Jeg gør rent inden – og igen i morgen, når der er ryddet op efter gæsterne! Det positive er selvfølgelig den motion det giver. Så kan jeg med god samvittighed springe øvelserne over den dag.

Tjekkede også, at bestikket var uden grå aflejringer. Vi har ret kalkholdigt vand her i Mougins. Det er svært at få af glas og bestik. Du kender det også fra Danmark. Eller måske er det den der pest, der huserer i opvaskemaskinerne?

Desværre kunne vi ikke sidde udenfor. Heftig regn og Sirocco’en gjorde sit til, at det ikke var muligt. Vi måtte derfor klemme os sammen om spisebordet indenfor, i tørt- og vindfrit-vejr.

Den medbragte kok, som ikke er en rigtig kok, men en gastronomisk interesseret kollega, satte alle i sving med det samme de indtog domicilet. Teambuilding var nemlig på menuen ud over:

Forret

Tre slags bruschetta:

1.   Svampestuvning med persille

2.  Syltet peberfrugt, asparges og purløg

3.  Tomater, parmaskinke, mozzarella og frisk basilikum

og

div. pølser, oliven og oste

dertil

hvid – og rødvin.

Hovedret

Her skulle have stået noget om plankesteaks, men dem nåede vi slet ikke til. Det tror jeg var godt. Vi havde i så fald indtaget mere, end vi kunne forbrænde inden for overskuelig tid. Det er ikke sundt – og der skal også være plads til desserten.

Dessert

Små lækre kager, kaffe/the + påskeægs-rester.

Der blev smøget ærmer op. Hakket grøntsager, plukket krydderurter, ristet brød, smagt flødestuvning til – og snakket på livet løs. Om arbejde, friske fødevarer, madspild, klimaforandringer, vejr og alt det forfærdelige – og heldigvis også gode samt interessante ude i verden, der optager os modne og voksne mennesker. De der ikke var så heldige at få plads til at deltage i selve madlavningen, rådgav, gik i vejen for kokken og sivede ellers rundt i huset med et glas vin.

Jeg sad og var mest til pynt. Skød af og til en, mere eller mindre klog og vittig replik ind her og der, mens jeg overvågede køkkenregionerne – og villigt trådte til som køkkenpige, når remedier ikke lige var til at finde. Jeg kan heller ikke altid finde det jeg mangler. Køkkenet har to små skuffer og tre mindre skabe, så man skulle tro det var nemt. Men netop da pladsen er trang, bliver alt stablet og skubbet ind allevegne, hvor der øjnes den mindste revne.

Succes

Maden var en succes. Det var super lækkert. Jeg er en kræsenpind og har en fødevareintolerance, men det jeg fik sorteret i og spist, smagte rigtigt dejligt.

Middagmougins1

Min livret er dessert, så jeg fik spist et par af de små fine kager.

Dem blev der lidt til overs af. De står nu i køleskabet og venter på, at jeg guffer dem i mig her til aften. De vil blive nydt sammen med et afsnit af The Good Fight på HBO.

Mundhapsere

Manden er ikke hjemme, jeg behøver derfor ikke dele.

Normalt er jeg et ret gavmildt menneske. Deler og giver gerne til alt og alle. Men liiige når det kommer til kage – og favoritchokoladen – så bliver jeg vældig lidt delagtig. Man kan jo heller ikke være perfekt hele tiden.

Påskeægs-resterne røg heldigvis ned til kaffen. Så feder de ikke mere.

Skønt at få besøg af gæster med egen kok – De skal være så velkomne en anden gang.

 

Version Usynlig

I går kørte jeg med S-toget.

Jo, de kørte skam – og da jeg ikke skulle nå noget til et bestemt tidspunkt, havde jeg vovet mig ud at se med DSB.

Jeg kom så bare ikke af på den station, som var min destination hjemover!

Jeg havde ellers i god tid afluret om de automatiske døre virkede, når de andre passagerer stod af – og det gjorde de.

Blot ikke da det blev min tur!

Næh – som sædvanligt forbliv dørene lukkede. I begge ender af kupéen. Som nu var tom, bortset fra mig.

Jeg viftede, hoppede og dansede som en anden hiphopper foran sensorerne – uden der skete noget som helst!

En ung mand kom hjælpsomt løbende, viftede med en hånd ved dørene – og
VUPS røg de op – ”De kan godt drille lidt” smilede han.

Jo tak – Jeg stod der svedig, med astmatisk vejrtrækning, hidsigrøde kinder og forbandede mig selv over at være gået ind i kupèen. Normalt bliver jeg nemlig stående i mellemgangen – eller sætter mig i cykelvognen, hvis der er plads. Så slipper jeg for de der dørsensorer, som af mystiske årsager ikke ”ser” mig!

Men jeg var træt i fødderne, overlæsset med indkøbsposer og havde derfor overmodigt gået ind og sat mig.

På grund af ham den flinke fyr, kom jeg ud på den næste station og gik hjem derfra.

Det er blot fem minutters ekstra gåtur – og med tanke på alle de skridt det anbefales, at vi traver dagligt, så var det ligefrem en tjeneste DSB gjorde mig.

Oveni havde jeg også hoppet, basket vildt med armene og slæbt fyldte indkøbsposer, altså næsten et totalt fuldført træningspas. Sixpack og store biceps er lige om hjørnet. Men dog stadig ret frustrerende at være underlagt elektronikkens luner og automatisk helt usynlig.

Døre der virker

Ifølge DSB, så er dørene sat op på grund af komfort i vintermånederne. Kold vind vil ellers blæse gennem toget ved hver station. Jeg kan afsløre, at der hurtigt bliver alt for varmt, når man ikke kan komme ud! I min alder, får man let hedeture ved fysisk anstrengelse iblandet desperation.

Jeg er ikke ene om at være usynlig. Ser nemlig af og til andre energiske og lettere desperate hiphoppere i S-togene.

Jeg kunne derfor godt ønske, at der blev installeret noget mere brugervenligt, som f.eks. svingdøre, salondøre, skydedøre, karruseldøre, bambusforhæng eller noget andet praktisk og let åbenbarligt.

Ofte helt usynlig

For nogle år siden skulle jeg til en stor reception i et firma.

Jeg ankom i fin stil på nye stiletter, i smart outfit, med højt hår, Taxa og det hele.

Bygningens facade er sådan en kæmpestor ca. 100 meter lang blågrå glasflade. Solen skinnede, så hele fladen reflekterede i lyset. Jeg kunne derfor slet ikke se et indgangsparti, men på den anden side af glasset anede jeg receptionsområdet og en masse mennesker med vinglas. Altså går jeg op til det sted, hvor indgangen må være. Der sker selvfølgelig intet.

Så jeg står blot der, kigger og smiler ind til den store flok.
Nogle vinker og løfter glassene.

Nå, måske har jeg ramt forkert. Jeg tripper derfor lidt til den ene side, lidt mere, mere endnu og ender til sidst der, hvor glasfladen går over i en murstensvæg!

Altså må jeg trippe til den anden side, der hvor jeg kommer fra – og længere bort langs den store facade. Den ender selvfølgelig også – og nu har jeg udsigt over et stort åbent landskab. Roskilde Domkirkes to tårne kan anes i det fjerne. Ingen døre har åbnet sig.

Smilet er nu lettere anstrengt og stiletterne gnaver. Håret er blæst ud af facon efter mødet med den kraftige vind, da glasfladen sluttede og landskabet åbenbarede sig. Sådan er det med opsat hår og åbne vidder. Ihvertfald i Danmark.

Mange i forsamlingen har fulgt min facadeparade og jeg kan se en vis undren i deres ansigter.
En barmhjertig sjæl kom endelig ilende og fik mig storgrinende indenfor, sådan nogenlunde der, hvor jeg i første omgang stod!

Det var for øvrigt min mands 25-års jubilæum på jobbet – og bygningen firmaets nye hovedkontor.

Den store forsamling var alle kollegerne.

Nå, men så var jeg ligesom præsenteret.

Stadig usynlig

Den anden dag var jeg i butikken Fest & Farver.

Der skulle 3 forsøg til foran dørene, før jeg kom ud af butikken. Til stor moro for personalet bag disken – hvilket jo i og for sig er helt fint. Jeg har ingen problemer med at være det festlige indslag – Er til både fest og farver.

Jeg har prøvet at google problemet, men….

der dukker blot links op med gode råd vedrørende vedligeholdelse og om – død! 

 

InfluenzaJanet

Den sidste måneds tid har jeg arbejdet på at få denne blog op og i luften.

Jeg har sat mig mål og fået skrevet ønsker ned i den forbindelse.

Deriblandt et lille beskedent ønske om at blive en såkaldt influencer – og så ligger jeg her med influenza!

Noget er gået helt galt – Måske har mit ønske ikke været tydeligt nok? Skal der tryk på alle stavelser, når man ønsker?

Bedst som sæsonen for snue er mere eller mindre overstået – og jeg troede, at jeg undtagelsesvis var gået fri, så ramte virussen alligevel. Næsen løber, halsen gør ondt og der er lidt feber.

I oktober, da influenzavaccinen kom på markedet, sprang jeg over, eller også nåede jeg det bare ikke. Jeg kom ihvertfald ikke til lægen og fik stikket. De år hvor jeg har fået den, har jeg alligevel været lagt ned med virus – så forskellen er ens. Det er jo nok den rigtige årsag til, at jeg ikke kom afsted.

P.t.

Nå, men nu ligger jeg altså her under dynen og har ondt af mig selv.

Det er heldigvis ikke en mandeinfluenza, sådan en får vi kvinder jo af naturlige årsager ikke.

Kvindeinfluenza er ikke så slem. Selvom du har feber, racermave, er svimmel og har ondt i hele kroppen, så kan du sagtens lufte hund, passe børn, handle ind, vaske tøj, rydde op og have middagen klar til familien kommer hjem. Det er da rart, midt i al elendigheden at tænke på, at influenzaen ikke har den store indvirkning på dine omgivelser. Ingen lider nød eller skal undvære noget, blot fordi du skranter. Du skal blot ignorere din krops signaler, så kører det, og hvem gider være syg – Nej vel?

Inden jeg gik i seng i går aftes, ønskede jeg mig en dejlig sommer. Foruden influenza vågnede jeg så også med 6 mygstik! Hvor kom de lige fra? Da jeg vaklende luftede hunden, så jeg ingen myg og der var is på bilruderne!

Jeg har ikke tænkt mig at ønske mig noget som helst lige foreløbig – Det kommer bare tilbage i nakken, som man siger. Og nakkesmerter går jeg allerede til behandling for.

Når jeg tænker efter, så har jeg egentlig alt jeg ønsker mig:

Jeg er gift med manden i mit liv, har en skøn familie, masser af gode venner, lever og bor godt, bloggen er i luften – og influencere kan vel også få influenza.

 

heart-1777678   heart-1777678  heart-1777678

Og én gang om året hopper jeg med … bag på motorcyklen, i fuldt læderdress og sikkerhedsudstyr.

Jeg kan overhovedet ikke lide at køre med på motorcyklen.

Jeg kan faktisk slet ikke lide, at han kører motorcykel.

Det er med hjertet oppe i halsen, at jeg sidder der bag på og lader mig transportere til et, i forvejen, nøje aftalt sted. Destinationen har som regel været diskuteret længe. Jeg vil nemlig køre kortest mulig strækning, ved lave hastigheder og uden alt for mange sving.

For min mand gælder det om, at vi kører så langt som muligt og at der er masser af gode sving.

Svingene skal vi komme ind i på den helt rigtige måde – og vi skal ligge så langt nede i dem som muligt!

Hvis jeg ikke sad bag på, så ville min mand stræbe efter at få slidbane på siden af dækkene og også helst på knæene.

Så… der skal kompromisses.

En gang om året

Det tager sådan ca. et år hver gang at overtale mig.

Der er altid indlagt cafébesøg. Kage eller is er lokkemidlet, ellers ingen aftale.

Der er ofte også en modydelse af lidt større karakter f.eks. en ting jeg har set mig lun på. Det kan også være noget praktisk, som jeg har bedt om at få gjort længe. Typisk noget havearbejde, som min mand skyr som pesten.

Motorcyklen kom ind i vores tilværelse, da min mand rundede de 50. Han er altså med til at opretholde klichéen om, at midaldrende mænd kurerer midtvejskrisen med en kværn.

Han har efterhånden haft 4- 5 stykker. Der dukker nemlig altid lige en model op, som er mere spændende, kraftfuld eller som ikke giver halvgamle mænd ude af form, rygsmerter af at sidde på.

Af en eller anden grund troede min mand, at jeg ville dele hans entusiasme for de mange hestekræfter. At jeg ville sidde bag ham på turene til Harzen, Italien og andre steder med masser af bjergsving – og nyde FRIHEDEN, som han siger.

I øredøvende motorlarm, med begrænset udsyn, iført stramt lædertøj, handsker, støvler, ørepropper, klaustrofobisk hjelm med visiret nede, klamrende mig til enten mand eller håndtag, siddende overskrævs på et smalt hårdt sæde, skulle jeg nyde …. FRIHEDEN!

Friheden kommer først i det øjeblik jeg får hjælp, på grund af smertefuld hoftelåsning, til at komme af kværnen. Når jeg får hjelmen af, uden at rive ørerne med og kommer ud af alt læder og sikkerhedsudstyr… Ahhh, se DET er frihed.

Med skrævende ben (de der hoftesmerter), nakkehold og fladt fedtet hjelmhår nyder jeg i fulde drag at være udfriet af indespærring i dyrehud og plastik.

Samt blot det at være i LIVE efter en nervepirrende kørsel, hvor jeg ingen kontrol har overhovedet. Jeg må bare følge med som en sandsæk der bag på.

Næh, frihed er løse gevandter, vind i håret, bare ben og fødder i sandaler.

Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Klar til MC-tur

Dette års tur

Nu, hvor det er blevet forår og motorcyklen er gjort klar, er min mand begyndt at tale om, hvor vi skal hen i år.

I går foreslog han ARoS Kunstmuseum –

Med færge til Aarhus og overnatning i en Camp for motorcykelfolk!

Et sted, han levende beretter om, er fyldt af tatoverede mennesker, der drikker sig i hegnet og lugter af øl og benzin. Han mener det vil være alletiders historie at skrive om, på min nye blog!