Livsmoden lukker alligevel ikke – Det var den lige ved i onsdags – Jeg skruer derimod lidt ned for aktiviteten.

Det er mega sjovt at starte op, skrive indlæg og tage foto med videre – men interessen for bloggen, udenfor min bekendtskabskreds, er stadig meget lille – og jeg har opdaget, at jeg ikke har den store lyst til at promovere den for at skabe større interesse for mine skriverier pt.

Arbejdet med bloggen tager tid, der er mange tekniske udfordringer, det koster ikke gratis – og jeg skal hele tiden tænke fremad, i forhold til indhold. Det er ikke min spidskompetence, lever lidt mere i nuet og fjoller typisk rundt, med alt for meget på een gang. Så mine ambitioner for bloggen og det tekniske drilleri, får mig hele tiden op i det lyserøde felt. Jeg bryder mig ikke specielt meget om lyserødt, derfor besluttede jeg at lukke bloggen, slut prut finale dut.

Bloggers by Heart

Jeg mødte op til fælles onsdagsarbejdsdag med bloggernetværket, fast besluttet på at få hjælp til at lukke ned og blive normalfarvet igen. Og jeg fik hjælp. Det skal jeg da lige love for. 4 seje bloggere og kloge kvinder samlede deres energi,  erfaring og empati omkring mig. Jeg havde ikke en chance, udfaldet var givet på forhånd = Bloggen fortsætter.

De havde alle 4 været der, hvor jeg er lige nu. Med tvivlen, ambitionsniveauet, teknikken og tidsmanglen. Det handler om at tage styringen. Det ved jeg jo faktisk godt, men i min iver lod jeg mig totalt overstyre… af hende der Livsmodenbloggeren. Det fik de lige sat ord på.

Du kender det sikkert selv. Når du får en idé eller et projekt, så er det ud over stepperne, det kan kun gå for langsomt. Alt skal ske på een gang og der er simpelthen ikke nok timer i døgnet til rådighed til at få et fornuftigt overblik og ordentligt styr på prioriteterne.

Så nu har jeg haft en alvorlig snak med både Janet og hende bloggeren på speed. Det tog ikke lang tid. Jeg er god til kriser, er en fornuftig og livsmoden kvinde, altid klar med gode råd eller et puf i den rigtige retning. Jeg har derfor valgt at drosle lidt ned, fjerne nogle af drillerierne og fremover ikke blogge hele tiden. Jeg skal huske også at bruge min livsmodne tid på alt det andet, som jeg brænder for og hygger mig med. Mand og hund f.eks..

Fælles arbejdsdag i netværket

Seje kvinder

Kvinde er kvinde bedst. Opbakning, støtte, tro på mit projekt, det var det, der strømmede mod mig, den onsdag i bloggernetværket. Det er til at blive glad og taknemmelig over. Udtrykket kvinde er kvinde værst, er altså det rene vrøvl – (og i øvrigt et helt forfærdeligt udtryk) – Vi kvinder vil og ønsker at hjælpe hinanden. Husk det, I seje kvinder derude – Vi skal støtte og bakke hinanden op.

Du skulle tage at klikke på linkene nedenfor – og tjekke mine støtter ud på deres blogge:

Hanne fra Raskeriet med gode råd om selvudvikling og f.eks. en vejledning i at få svar i dine drømme.

Lise som øser ud af tips om minimalistisk livsstil og privatøkonomi her Lisesommerlund

Katrine der blogger om at være selvstændig på Katrinelundloeje

Louise med livsstilbloggen Lullumut

Lise og Katrine er kvinderne bag netværket Bloggers by Heart – Du kan se og tjekke alle os Premium Heart-bloggere ud, via logoet her på bloggen.

Mere mindre

Mine Facebook- og Instagramprofiler er ikke mere forretningssider, men igen profiler, som i de gode “gamle dage”. Så må det tage den tid det tager at få flere følgere lokket med på bloggen.

Tusind tak til dig der bakker op, læser med, deler og kommenterer. Det er en fornøjelse at dele mine skøre indfald og tanker med dig. Fremover vil jeg ikke spamme dig fast 3 gange ugentlig, men blot 1 – 2 gange.

Igen stort tak til de seje kvinder i Bloggers by Heart, som fik overbevist mig om, at bloggen skal styres af mig – ikke omvendt.

Livsmoden lukker alligevel ikke. Jeg fortsætter i småskør, lalleglad, men også af og til alvorlig og klimabekymrende stil.

Hej fra Janet, nu med lidt mere mindre Livsmoden – og tid til sol på næsen.

Hundespam, så er du advaret. Her i huset har vi nemlig hund.

Det har vi haft de sidste 16 år – og indtil for 2 år siden, har vi altid haft 2 ruhårede gravbøllebasser.

Nu har vi en – og jeg forestiller mig, at det bliver den sidste. Det er min mand og jeg ikke helt enige om. Nu må vi se til den tid.

Hvad er det så for en vi har. Jo – det er Elvis, som er en ret forkælet ruhåret gravhund på snart 10 år, der render rundt og fører sig frem, her i domicilet i Kgs. Lyngby.

Faktisk er bøllebassen en genbrugshund. Som du kan læse i tirsdagsindlægget her, så synes jeg genbrug er fint.

Jagthund

For 7 år siden måtte vi desværre af med vores ene gravhund, Ramses, der var SÅ jagtfikseret, at vi syntes det var synd at beholde vovsen. Vi går nemlig ikke på jagt. Min mand fluefisker, men det havde Ramses ikke tålmodighed til. Vi fandt derfor en aktiv jæger og hundeinstruktør i Nordjylland, som overtog vores dengang 2-årige gravhund. Det var mega hårdt, men nødvendigt, at aflevere ham. På trods af al den sportræning jeg gik til, med den lille lystmorder, så blev hans behov ikke dækket. Der skulle rigtig jagt til.

I vores søgen efter den perfekte jæger, henvendte jeg mig til Gravhundeklubben – og blev der præsenteret for klubbens hjemmeside, med det dengang nye tiltag: Genbrugshunde. Nu hedder det Omplacering.

Jeg fik fabrikeret en fin og forklarende annonce og den gav pote i overvældende grad. Vi blev kimet ned og var altså så heldige at finde det helt perfekte match. Ramses levede et super godt og aktivt jagthundeliv, indtil han, desværre lidt for tidligt, drog til de evige jagtmarker.

Elvis

Men hvor kommer Elvis så ind i billedet?

Jo det gør bøllen, da en kollega spørger til, hvad vi gjorde i forbindelse med Ramses og søgen nyt hjem. Hun har nemlig en veninde, som grundet allergi i familien, var nødt til at finde et nyt hjem til sin gravhund.

Jeg fortæller begejstret om Genbrugshundeannoncerne.

Så sker der det, at veninden laver en annonce og hun synes åbenbart lige, at jeg skal se og godkende den.

Jeg sidder derfor og kigger på et foto af en skøn 3-årig ruhåret gravhund. Derhjemme går Rufus alene rundt og savner en lillebror, nu da Ramses er væk.

Jeg mailer annoncen til min mand.

Ringer ham op –

Og min mand siger blot:

Hej skat, den hund skal vi da have….

Elvis & Rufus

Mere hundespam – Bøllebassen

Elvis kom og indtog hjemmet, som havde vovsen aldrig hørt til andre steder. Og nu har vi altså haft den lille hustyran i 7 år. De sidste par år som eneste firbenede her i huset. Det har ligefrem ikke gjort bøllebassen mindre forkælet.

Både min mand og jeg er vokset op med hunde – og har i vores voksenliv haft hunde i mange år. Det er svært at undvære hund, når der plejer at suse sådan et kræ rundt og kræve opmærksomhed, motion og råhygge. For det er enormt hyggeligt at have hund. Det er til tider også irriterende. Du er jo afhængig, af et loddent væsen, som er helt afhængig af dig.

Dyrlægeregninger er ikke for talforskrækkede og der skal findes gode pasningsmuligheder, ved ferier uden hund med videre. Hunde grisser også. Nu har vi en ruhåret een, det er vældigt praktisk, da de stort set ikke fælder, så vi slipper for hundehår allevegne. Det letter rengøringen. Elvis hjælper faktisk til med rengøringen. Vi har ingen madkrummer nogle steder. Og køkkengulvet, inklusiv fodpanelerne, bliver dagligt rengjort af en ihærdig og meget omhyggelig hundetunge.

Alt det mindre sjove opvejes til fulde, af alt det du får helbreds- og følelsesmæssigt ved at have hund. Det er sjovt, du bliver holdt i gang, får frisk luft og er aldrig alene. Din hund elsker dig betingelsesløst – og hvem kan ikke lide det…

Menneskets bedste ven

Det har også været sjovt at have 2 hunde. Selvom det er samme race, så har de hver deres personlighed. Elvis og Rufus var som nat og dag. Elvis er et madøre, går tidligt i seng, er en rigtig kælegris, kræver meget opmærksomhed og vil som udgangpunkt gerne lystre, sådan da. Rufus interesserede sig slet ikke for mad, gik sidst i seng og lystrede over hovedet ikke.

Jeg har ikke børn eller børnebørn, så hunden får al den opmærksomhed og forkælelse, som mit omsorgsgen bliver trigget af, når den lille fyr kigger på mig. Hvis du har hund, så ved du hvad jeg snakker om.

Det kan godt være, det bare er en hund – men det er altså min hund, min lille “dreng”.

Genbrug

Genbrugshunde er en rigtig god idé, hvis tid – og alder ikke er til en hvalp.

Elvis var 3 år ved levering, vi slap derfor for natteroderi, tissetræning og den basale opdragelse. Ikke at du kan opdrage en gravhund, men hvis bøllen vil, så lystrer han. Måske med forsinkelse på – det skal jo lige passe ind i hans giden og gøren.

Og nu skal vi gå tur – Elvis vil ud og snuse, jeg er lige blevet nappet i foden, som tegn på, at det her skriveri godt må slutte.

Hvis ikke der skal blive ballade, så må jeg hellere lystre.

Selfiemade –  det er vist sådan en som mig.

I torsdags blev min blog 1 måned gammel – Og sikken en måned det har været.

Der har været drøn på.

Jeg forestillede mig, at nu hvor jeg stoppede med at arbejde, fik jeg alverdens tid til at slappe af. Jeg skulle hygge med læsning, cafébesøg og alle de fritidssysler jeg dyrker samt gå lange ture med den ruhårede lavbenede – og lige skrive lidt til bloggen, tage fotos og sådan nusse med det.

Min bogliste er alenlang og kalenderen fyldt med de mange udstillinger og film, som jeg gerne vil se.

Yogatræning, klavertimer og franskundervisning skal jeg tilmeldes snarest. Der er planlagt kilometervise af gåture med veninder plus gravbøllen og et hav af frokostaftaler samt foredrag og alt muligt andet interessant, der nu er blevet tid til.

Men – Jeg har haft så travlt, at jeg ikke har nået noget af det! Det er godt jeg er holdt op på jobbet, det ville jeg overhovedet ikke have haft tid til at passe.

Hvad har jeg så lavet?

Jo – jeg har fået bloggen op at køre.

Det er min måned brugt på. Hver dag, hele dagen, næsten. Hunden skal jo ud ind i mellem. Det er blevet til en enkelt biograftur og en tøsemiddag + en omgang influenza, du kan eventuelt se min lidelseshistorie her. Men ellers er det bloggeri.

Jeg har blogget på livet løs.

Og endnu nok ikke helt fattet, hvad det er jeg har kastet mig ud i.

Øhh ??????

For det første, så er der jo ikke blot en forside på sådan en blog.

Næh – der er et stort maskinrum omme bagved. Der sidder jeg og skal have teknikken til at fungere.

Hjemmesiden er sat op af et yderst tålmodigt firma, ud fra mine ønsker, med daglige ændringer og håbløse forslag. Jeg var aldrig selv kommet i mål med noget selfiemade noget, kan jeg godt afsløre. Men jeg skal lægge indhold og fotos på – og nu skal jeg  selv til at vedligeholde og sikre, at al teknikken spiller der på bagsiden, så forsiden bliver ved med at se ud som den gør.

Meget af min tid går derfor med at læse instrukser – og se videoer om, hvordan og hvorledes i forhold til det der ligger af temaer, plugins, widgets, sikkerhed, GDPR, back ups og hvad det hedder altsammen.

Jeg har derudover måttet oprette utallige kontoer til Hosting, WordPress, Google, Webmail og ændre Facebook, Twitter og Instagram til forretningssider og jeg skal gi ’ dig. Jeg er helt rundforvirret af alle de passwords, jeg nu skal holde rede i. Der bliver ikke løst krydsord og suduko her – Træner dagligt hjernen med diverse koder.

For det andet, så er jeg jo blot en gråmeleret ukendt moden kvinde, der ikke har deltaget i TV-dyster eller gjort mig berømt eller berygtet på anden måde.

Det betyder, at ingen, udover dem jeg kender, kender til bloggen – Og dem, som dem jeg kender, har delt med dem de kender….

Tusind tak til læsere, følgere og jer der kommenterer og deler.

Næste projekt

Derfor er næste projekt at komme ud over rampen så at sige – Blive set, læst – og kendt af flere og flere, der gerne skulle få lyst til at følge bloggen. Det kræver promovering og her-kommer-jeg-noget. Det bliver det rigtige svære, da jeg normalt er et meget beskedent og ikke selvpromoverende menneske. (Kan altså godt høre nogle af jer fnise – jeg sidder lige her omme bagved!)

Jeg har meldt mig ind i et bloggernetværk af en flok selvstændige seje bloggere. Vi holder en ugentlig fælles arbejdsdag. De dage er guld værd, for sådan en total livsmoden nybegynder. Jeg forstår ikke halvdelen af hvad de snakker om, men jeg suger – og de forklarer gerne igen. Ellers får jeg den lige en gang til, på Messenger dagen efter:-)

Det værste

Det værste der kan ske er selvfølgelig, at ingen læser eller følger bloggen – men

det allerværste er, at jeg har været nødt til at købe en……. selfiestang!

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var et aggregat jeg skulle investere i.

Det har jeg nu indset, er en uundværlig tingest at rende rundt med som blogger. Ihvertfald sådan en blogger, der som jeg, suser rundt alene det meste af tiden. Der skal helst nogle gode fotos på bloggen – nogle aktuelle og et par med selfiemade bloggeren af og til.

Stangen er nu erhvervet – I første omgang fik jeg købt en forkert. Den havde et rundt stik til telefonen – og det har min iPhone ikke, det er firkantet!

Har derfor byttet til en selfiestang med Bluetooth. Installeret App, isat batteri og aktiveret alt på telefonen. Det hele blinker og jeg kan tage fotos, tilsyneladende….

For jeg kan ikke finde de fotos, jeg tror jeg har taget!

De ligger ikke i mit fotoarkiv, hverken på mobilen eller computeren! Skal de ikke det?

Hvis du ser underlige fotos i cyber, med f.eks. halvdelen af en gravhund, morgentræt selfiemade blogger ved flygel eller et gråt sengetæppe med en henslængt blå BH på, vil du så ikke lige give mig et praj?

Det er nemlig selfiemade fotos, som jeg skal bruge på bloggen.

Husker du de små store ting her i livet?

I min postkasse den anden dag, lå der en lille pakke. Jeg har ikke fødselsdag, har heller ikke bestilt noget til levering – og er slet ikke forvent med uventede pakker i fint papir. Altså fra andre end mig selv, når jeg synes jeg trænger til lidt forkælelse.

I pakken lå en lille, meget velvalgt, bog – og et kort med den sødeste hilsen fra en gruppe, nu tidligere, kolleger.

Jeg blev så glad så glad…. 😊.

Den der helt igennem klare, rene og varme følelse af glæde. Du kender den godt – Det er en intim oplevelse. Du smiler, skuldrene sænker sig, blodtrykket daler og for en stund glemmer du alt andet. Klimakrise, ondskab og andet bekymrende bliver fuldstændig gemt væk og forsvinder fra din bevidsthed.

En udløsende faktor kan også være solskin på din kind, en duft eller smag der fremkalder glade minder, et smil, en rosende bemærkning, et dansetrin, nyvasket sengetøj, kagespisning – eller altså som her, en lille overraskende hilsen i din postkasse.

Jeg glemte f.eks. helt, at jeg havde rengøring på dagens program. Nød bare glædesfølelsen, læste den søde hilsen flere gange, satte mig med en stor kop chailatte – og læste bogen. Rengøringen løber jo desværre ingen vegne. Det skaber til gengæld glæde, når den er overstået og huset er rent og rart at være i.

Banalt men sandt

Det er ofte det uventede og spontane, der frembringer den der ekstra glæde.

Du kan gå og glæde dig til en begivenhed, der som udgangspunkt er glædelig. Bryllupsfest, ferie, lønningsdag og fredagsslik. Det er dejligt og rart at have noget at se frem til. Men den der glædelige overraskelse, på en rengøringsdag eller i et småkedeligt scenarie af grå hverdag, er med til at frembringe en hverdagsglæde, som vi skal huske at dyrke – og huske at give til andre.

Hverdagen, er den der er flest af. Gør den derfor god. Rigtig god.

Det kan være nemmere sagt end gjort i det hektiske liv, mange af os lever. Og livet indeholder jo op- og nedture. Men hvis du gør dig lidt umage, så kan du sagtens finde – og give glæde hver dag. Det handler om at se de små ting, for det er dem der gør den store forskel. Det er den banale sandhed.

Smil, sig pyt, hold døren, syng, giv en blomst, send en glad hilsen, sig tak, hjælp til, fortæl en vittighed og husk at grine af andres vittigheder, selvom de ikke er sjove, det i sig selv er ret sjovt. Grin giver nemlig glæde og slipper hormonerne dopamin og endorfin løs i din hjerne. Det er kroppens egne glædesstoffer. Det er fedt at være på den form for stoffer – helt lovligt og ganske gratis.

Motion og fysisk anstrengelse, udløser de samme hormoner. Jeg ved heller ikke noget bedre, end når motionen endelig er overstået. Så mærker jeg virkelig glæden strømme rundt i min ømme krop. Specielt efter badet – og når jeg igen kan trække vejret helt normalt.

Glæd dig

Har du tænkt over, hvad der gør dig sådan rigtig glad, hvad der får dig til at smile?

Det er garanteret ikke noget af materiel værdi, noget af det såkaldte “gods eller guld” – Næh, jeg tror det f.eks er din elskedes eller dit barns latter. Det kan også være din hunds hengivne blik, en god kop kaffe, en slentretur i skoven – eller forårssol i ansigtet.

Den helt tidlige forårssol er en af mine favoritter. Jeg sætter mig ud på terrassen, godt i læ, og suger lys og luft – Det afstedkommer en masse fregner, men pyt. Det gør mig altid mega glad i låget.

Når jeg ser på disse to vedhæftede fotografier, kan jeg mærke følelsen igen – ren glæde. Jeg bilder mig ind, at hunden føler ligesådan. Jeg får ihvertfald altid selskab, der i solen.

“Kunsten at være lykkelig, er at gøre sine glæder enkle” – Peter Plys

Så….. find og dyrk de små ting.

De små ting, som giver dig den store glæde i hverdagen – og dermed mere lykke i livet.

Hvorfor har I ingen børn?

Spørgsmålet kom fra en, for mig, totalt ukendt herre, jeg sad overfor til en stor festmiddag.

Lige midt i forretten, syntes han, at det var et relevant emne at tage op. Inden talerne og før sangene, kunne jeg venligst lige redegøre for årsagen.

Jeg er normalt leveringsdygtig i en rap replik – men her må jeg indrømme, at jeg var ved at kløjes i den obligatoriske fiskeanretning.

Manden kiggede insisterende på mig – lænede sig ind over bordet og forventede helt klart et svar…. Jeg kunne se nogle omkringsiddende spidse ørerne.

Nu er jeg heldigvis en ”hård nyser”, når det kommer til direkte spørgsmål i den kategori, har fået dem ofte. I den forbindelse savner jeg af og til almindelig god opdragelse og lidt pli.

For helt ærligt….

Hvad får fremmede mennesker til at stille så direkte et spørgsmål, af så privat karakter?

Er jeg sart eller?

Jeg mener, jeg har aldrig spurgt nogen om, hvorfor de egentlig har børn. Det kunne faktisk være mere på sin plads, med tanke på de børn der mistrives – eller hvor forældrene ikke magter opgaven.

Det er jo ikke første gang, at jeg oplever udfritten, i forbindelse med afkom eller ej. Det oplever vi uden børn af og til. Åbenbart er det et svar der kan afkræves én, når man ikke har produceret en arving.

Har jeg snydt? Er det en samfundspligt at forplante sig? Kan jeg nu ikke forvente folkepension eller plejehjemsplads? Jeg har  ikke leveret en borger til at producere til fællesskabet – er det dét? Hvorfor er det så interessant, oftest for personer med børn, at vide hvorfor jeg ikke har børn?

Mange spørger direkte, hvorfor har I ingen børn – kan du ikke lide børn – Til det svarer jeg oftest:

Jo da – Rå med sennep.

Så spørger de ikke om mere, men kigger blot forskrækket på mig – Eller også griner de og indser, at det jo strengt taget ikke kommer dem ved. Det får vi måske så en lille snak om.

Ikke en rigtig kvinde

Jeg har tit hørt den med, at man ikke er en rigtig kvinde, når man ikke har født – Øhhh – Hvad er jeg så lige? En forkert kvinde? Intetkøn? Slet ikke køn.. bare lidt?

Folk siger også ofte: Du vil fortryde det, når du bliver gammel og ensom. Fortryde hvad? Nu er jeg allerede halvgammel – og helgammel bliver jeg forhåbentlig også. Børn er ingen garanti for noget som helst. Jeg har mødt mange ensomme mennesker, med op til flere børn – og børnebørn.

Når andre går ud fra, at jeg ikke har kunnet få børn, så er det synd for mig, at jeg er barnløs….. Jeg er også løs på så mange andre punkter, kan jeg afsløre, man kan jo ikke have det hele. Og det med børn eller ej, er overhovedet ikke synd for mig.

Hvis indtrykket er, at jeg har fravalgt børn, så kan jeg godt få at vide, at jeg er egoistisk!

Er det ikke totalt og fuldstændigt egoistisk at vælge at få børn! Findes der noget mere egoistisk end bevidst at sætte et uskyldigt individ i verden. Ingen af os har vist bedt om at blive født.

Rigeligt med børn

I en periode på 10 år, havde min mand og jeg en udviklingshæmmet pige i aflastning. Fra hun var 5 år til hun blev 15 år.  Weekendbesøg, småferier, Nytår, Påske osv. – Så jo, vi har været der, sådan lidt forældreagtigt på sidelinjen. Med forlystelsesparker, børnebiograf, spaghetti med kødsovs, godnatlæsning, Ludo, Disneysjov og fredagsslik. Fredagsslikket er vi fortsat med, nu tilpasset voksensmag.

Samtlige af vores venner har børn. Alle mine søskende har 3 eller 4 børn + 2 plejebørn og 2 børnebørn oveni. Vi har derfor masser af børn, i alderen 2 – 23 år, i vores liv. Jeg synes vi er fint dækket ind. Med tanke på klodens overbefolkning, er der jo også nogle, der lige må holde lidt igen😉.

Den sociale norm

Når vi gifter os, eller danner par, så forventer omgivelserne helt automatisk, at der kommer småfolk til på et tidspunkt. Undersøgelser viser faktisk, at mange får børn fordi… det gør man bare, det er en selvfølgelighed, det er det “normale”.

Min mand og jeg er et ægtepar, nu på 24. år, der intet savner og selv synes, at vi lever et lykkeligt og aldeles pragtfuldt liv.

Det passer meget godt med den forskning der viser, at folk uden børn ofte er lykkeligere end folk med børn. En af årsagerne skulle være, at vi slipper for de bekymringer, der naturligt følger med at have børn.

Hvorfor ikke

Og hvad svarede jeg så ham der, den nysgerrige festdeltager?

Jo – Jeg var ikke kæk eller provokerende, vi var til fest, så jeg sagde blot: Jeg synes det er en privat sag – så jeg har ikke tænkt mig at svare dig, Okay.

Han sagde pænt undskyld; du har ret – Og så fandt vi andre interessante samtaleemner. Hunde f.eks. hihi 😄 Han var i øvrigt en rigtig sjov og hyggelig fyr, med en masse børn.

For resten, så har min mand vist aldrig fået stillet spørgsmålet! Er det ikke mærkeligt?

P.S. Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der mangler nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.