Jeg er ekspert udi….. uigenkendelighed, fjumseri, pinligheder og upassende grinen.

Utallige er de historier, hvor jeg enten får kvajet mig, ødelagt noget eller kommer galt afsted pga. min ekspertise.

Vi er allesammen gode til noget, og ovenstående er altså nogle af mine spidskompetencer.

Heldigvis er jeg også mega ekspert i at spise kage, holde orden og gæstebud, så det er ikke kun pinligt grineri og fjums det hele.

Frenglish

Mit seneste stunt var her den anden morgen, hvor jeg havde travlt med at nå bussen til Cannes.

Jeg løb forbi min rare nabo Pierre, der sad udenfor i sin kørestol og talte med en yngre bebrillet kvinde. Igår så jeg samme kvinde gå her på vejen og snakke med Pierre’s hustru.

Nåh – men “Ca va og A bientôt” råber jeg og bener ned ad bjerget.

Lidt efter, ved busstoppestedet, holder en bil ind – og den yngre kvinde stikker hovedet ud og spørger, om ikke jeg vil have et lift til Cannes.

Jeg hopper ind og begynder en høflig samtale. Vi snakker fransk/engelsk, da kvinden bekendtgør, at hun meget gerne vil forbedre sine engelske sprogkundskaber.

Jeg fortæller, at der snart flytter et par ind på vejen, hvor hustruen taler lidt engelsk og manden taler rigtig godt engelsk.

Forklarer, at da min mand ikke taler fransk, så bliver det rart med naboer, han kan sludre med. Hun spørger om jeg mener det par, nede ved den anden vej? Næh – dem kender jeg ikke til.

Jeg forhører mig, om hun er Pierres nye fysioterapeut?  Nej…Det er hun ikke, hun er bioanalytiker. Nå da, så hun kommer og tager blodprøver på Pierre? Næh, det gør hun ikke…

La femme begynder at smågrine – og spørger om jeg ikke kan genkende hende… Øhhh – jeg kigger nærsynet, men desværre.

Kvinden afslører, at hun jo er den nye nabo, i huset ved siden af Pierre!

Jeg hilste –  af 2 omgange, på hende, hendes mand og deres søn i sommers! Jeg er virkelig ekspert i ikke at genkende hverken folk, fæ eller navne.

Vi fik, heldigvis, grinet godt og grundigt og blev enige om, at ingen af os havde briller på, da vi mødtes i august. Sådan nogle synshjælpemidler kan virkelig forandre udseendet på yngre kvinder – og synet radikalt på modne madammer.

Vi aftalte, at vi skal ses, hygge, grille og sludre med og uden briller, på både  fransk og engelsk, når vi lige om lidt bliver naboer.

Hinsidan

En anden gang var jeg ikke så heldig.

Gemalen har en bekendt i Sverige, som kom på besøg, i vores svenske domicil, med sin hustru. Under kaffeslabberaset taler vi om sjove forskelle i det danske og svenske sprog.

Jeg kan huske min mand har fortalt, at hustruen er amerikansk, så jeg fortæller hende, hvor imponerende godt, jeg synes, hun taler svensk.

Alle kigger underligt på mig – og hustruen siger, lidt småstramt, at hun er født i Sverige og har svensk som modersmål, så det er hun glad for at høre…

Nå – men der manglede jeg åbenbart en opdatering. Det var en ekskone, der var amerikansk.

Modtog et blåt mærke på skinnebenet – og ingen grinede, udover mig. Der stadig synes det er ret morsomt.

Vandvognen

Fjumseriet handler om min, til tider, ufine finmotorik, der ofte foranlediger en del ødelæggelser.

F.eks. første gang jeg åbnede døren i min mands, dengang kærestes, elskede sportsvogn, flåede jeg dørhåndtaget af – og da jeg lånte køretøjet og selv sad bag rattet, knækkede jeg bakspejlet og trak gearstangsknoppen af, efter blot 5 sekunder i førersædet.

Koblingen gik også i stykker, efter hele 20 sekunder. Måtte sparke kraftigt til pedalen hver gang, før den tog fat – og soltaget begyndte at åbne og lukke sig fuldstændigt vilkårligt. Det mener jeg nu ikke var min skyld.

Dengang, som nu, var det et regnfuldt efterår, så der lagredes et større vandreservoir i soltagets kanaler. Det resulterede i, at hver gang bilen bremsede eller drejede lidt skarpt, ja…så fik du en kaskade af vand i nakken.

Det gjaldt derfor om at køre forsigtigt, bremse blødt og være ekviperet i regnfrakke, med hætten på.

Vinduesviskerne, i den lave racer, stoppede med at virke på en regnfuld tur til et event i Vikingeskibs-museet i Roskilde.

Heldigvis havde jeg en over 2 meter høj og enormt langarmet sammenkrøllet passager med. Han agerede vinduessvaber og fik derved strakt kroppen lidt.

Helt vikinge-agtigt trodsede vi elementernes rasen og nåede frem til aftalen, begge lettere fugtige i nakken og een med gennemblødt overkrop.

Overdrev ned ad nakken

Den kommende gemal blev informeret om alle ulykkerne, men troede helt klart jeg overoverdrev vildt og blot var morsom.  Reparationer kunne vente, til han kom retur fra oversøisk arbejde, værre var det nok ikke.

Han vendte hjem fra udlandet, overtog styringen – ræsede afsted – bremsede lidt hårdt op – og fik en kæmpe flodbølge ned ad nakken. Jeg havde, godt forberedt, slået hætten op og sad grinende og kiggede på en plaskvåd og vældig overrasket nyduschet chauffør.

Bilen kom selvfølgelig på værksted med det samme – og min mand har siden troet på alle mine overdrivelser. Næsten da.

À Mougins i denne uge

Endelig har håndværkerne skiftet det gulv som de, i første omgang, fejlagtigt fik lagt med forkerte fliser.

Det er rart at vide, at andre også kan kvaje sig. Bare ærgerligt kvajeriet var vores entreprise. En klar ommer.

Stueetagen er færdig nu, slut med fremmede mænd og roderi i huset.

Jeg har derfor haft gang i en storrengøring, igen. Det er de mest utrolige steder, sådan noget marmorstøv får bevæget sig ind i. Faktisk kommer det ind ALLE vegne. Også ovenpå, selvom gulvet er i stuen.

Madame mutter her med kost og spand, har leget ekspert i støvsugning samt afvaskning gange flere og nu skinner alt fra gulv til væglamper, loftsbjælker og stikkontakter.

Pilates og planken har jeg snydt med og sprunget over i denne uge. Den modne krop er øm og gennembrugt af gulvskrubning, pudsepolering og slæben møbler retur til stueplan.

Men det er blevet så fint – og ser ud nøjagtigt som vi gerne vil have det.

Udi det franske

Ellers render jeg rundt og taler alt det fransk, jeg kan komme afsted med.

Det gælder om at bruge sproget, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg lige har lært på et brush-up-intensivt kursus.

I går var vi til vejmøde, eller rettere grundejerforeningsmøde.

Her kom mine franske gloser – og opfattelsen af naboernes på en hård prøve, men det gik nu meget godt. Fik fat i det meste og ihvertfald det vigtigste…

Grundforholdene i Frankrig er, set med danske øjne, lidt spøjse, så det skal jeg ikke trætte dig med. Men de nye naboer, som jeg genkendte med det samme, ønskede et møde, hvor vi fik snakket om vores fællesarealer.

Det handler om den lille sti vi alle er placeret på, de to repos’er vi har til parkering. Og et aflangt stykke, bag vores grund, som ingen rigtig ved om er tilfælles.

Får ros, for mit franske, af alle vores fantastiske søde naboer. De fortæller jeg slet ingen accent har, voila!

Så pyt med, at noget af det der kommer ud, grammatisk er formuleret som en tre-årig på en overdosis af ævle-bævle-puré, det lyder nemlig godt og helt indfødt.

Kan blære mig med at være ekspert i zero accent.

Hvad er du ekspert i? Kan du lide at gøre rent? Kvajer du dig ofte?

 

Jeg kan godt lide efteråret. Her snakker jeg altså om september og oktober. Ikke november, der burde have sin helt egen sæson. Den kunne sagtens hedde noget i retning af møgår, nederen, mørketid – eller slet og ret bare Værste.

Om efteråret kommer den der friske og skarpe luft, jeg som astmatiker trives med. Det gør godt i lungerne – eller mere korrekt, føles som godt. Jeg bor nemlig i Storkøbenhavn, hvor der er rigeligt med udledningsgasser. Og det er jo som udgangspunkt, ikke specielt sundt for åndedrætssystemet.

Duftene intensiveres, når dug og vådere vejr holder sit indtog. En tur i mine “baghaver” Ermelunden og Dyrehaven, efter en omgang regn og rusk finder jeg herligt forfriskende. Jeg kan også lide den stride blæst ved stranden og søen her i mit område. Igen illusionen om, at jeg får indåndet masser af frisk luft.

Fugtigt og farverigt

Jeg er vild med at hoppe i vandpytter. Noget jeg heldigvis aldrig er vokset fra. Det gør mig simpelthen så glad. Kan slet ikke lade være, opfører mig nærmest som en vandhund á la lalleglad labrador.

Min mand følges ikke med mig, når jeg hopper og plasker. Han er altid langt væk og forestiller ikke at kende det storgrinende plaskende kvindemenneske. Hunden orker mig heller ikke, når jeg liiige skal i vandpytterne.

Jeg synes også det er mega sjovt at løbe rundt og sparke i blade. Gemalen, gravbøllen og jeg går derfor ofte ikke sådan rigtigt tur sammen om efteråret, men ses bare på de samme veje og stier – eller når jeg indhenter dem, efter at have udlevet glæden ved plaskeri og sparken omkring.

Hvem har egentlig bestemt, at det er forbeholdt småbørn at nyde spontane overfald af vandhuller og løvbunker?

Farveskiftet fra grønt til gyldent og rødt synes jeg er så smukt. Til gengæld bryder jeg mig ikke om nøgne grene og den gråsorte smattede jord, der er typisk for den der november. Ser altid frem til frost og masser af sne, som jeg er stor fan af.

Inde og lidt ude

Bagte kastanjer med smør og salt, er en af mine livretter. Den delikatesse frådser jeg i hele oktober. Dem har jeg helt for mig selv, ligesom vandhullerne og bladbunkerne.

Min gemal bryder sig slet slet ikke om efteråret. Efter den 1. oktober er laksesæsonen forbi, så skal han pakke fluefiskegrej og waders væk. Motorcyklen skal i hi – og det er mørkt om morgenen. Altsammen noget, min kære husbond ikke synes det allermindste om.

I løbet af året har jeg fået skrevet alle de bøger ned, som jeg ikke nåede at læse, da dagene var lange og nætterne lyse. De skal læses nu, i den mørke tid. Det er råhyggeligt at sidde med en stor kop varm chokolade, ild i pejsen og en god bog. Netfixet og Tv-skærmen kommer aldrig op på siden af virkelig god litteratur.

Efteråret er lig med mere indetid og flere praktiske indendørs gøremål. Dem kan min mand faktisk heller ikke lide, hihi. Det er ofte noget med maling, afkalkning og diverse småreparationer. Efterårsudbedringer med motorsaven er han derimod altid med på. De foregår heldigvis udendørs.

Garderobeskift

Bare ben sæsonen slutter – suk. Det er sådan set det eneste, jeg ikke bryder mig om ved efteråret. Strømper og lange bukser hører absolut ikke til mine favoritter. Jeg er strømpe- og benklædefri, sådan nogenlunde fra april til omkring oktober.

Fordelene ved at pakke sig ind i flere dækkende tekstiler er dog, at jeg ikke behøver være så nøje med hårfjerning her og der – og neglelakken, på tæerne, sidder lidt længere, end når fødderne er fritlagt.

Hvert år er det næsten som at få en ny garderobe, når vintertøjet bliver hentet frem fra gemmerne. Tit har jeg helt glemt hvad jeg har (altså nok for meget!) – overraskes ofte og er glad, at tøjet stadig passer.

Til gengæld er min forbløffelse stor, når det ikke gør! Hvordan kan lår, livvidde og bagdel ændre facon så drastisk, på så kort tid! Min vægt er uændret, men faconen skifter åbenbart som sæsonerne, når alderen (og kroppen) sådan hæves.

24 grader

Det næste stykke tid er jeg i mit elskede Mougins i Sydfrankrig, læs evt. her. Jeg forlænger sensommersæsonen. Går lidt glip af en bid af efteråret her i Danmark. Men nyder de 24 grader, terrasselivet – og solen, som stadig har magt i dagtimerne. Glæder mig til bare ben – og den intense duft af jasmin.

Jeg blogger dernede fra i næste indlæg.

Au revoir et A bientôt.

Nyder du efteråret? Sæsonskiftene? November? Sløset hårfjerning?

 

Så blev det tid til frisørbesøg med mit hverdags gråt hår. Det holder hår(dt) hver gang og sker sådan ca. hver 4. måned.

Det er noget jeg lige skal tage mig sammen til. Normalt klipper jeg det nemlig bare selv. Du ved, sådan med en køkkensaks og nærsynet øjemål.

Når hakkeriet ser for slemt ud, må jeg ned til Rune i Studio Bonde, her i Kgs. Lyngby, og få en overhaling.

“Har du husket at bruge kur”, spøger han – vel vidende, at det har jeg nok helt sikkert ikke…

“Hvorfor kigger du ikke ind forbi, når pandehåret skal klippes”? … Tja – det er jo hurtigt lige at tilpasse selv. Det kan han så rette op på, når jeg endelig sidder i stolen.

Overgang

Mit hår er gråt, langt, kruset-dullet, vokser som ukrudt og passer ellers sig selv. Jeg vasker det ca. hver 4. dag, fønner det glat og reder det måske derudover 1 gang om ugen. Du kan høre, at det, for det meste, er overladt til sig selv – og naturens gang, så at sige.

Som ung og yngre havde jeg mørkt, blankt, lettere krøllet hår med fald og der var rigeligt af det. I 30’erne mistede jeg, ærgerligt nok, det meste af håret efter en virussygdom, som jeg pådrog mig i Japan. Håret ændredes derefter til en underlig (asiatisk?) struktur og i 40’erne fik jeg stille og roligt salt og peber hår. Totterne videreudviklede sig over tid, til endnu tyndere, stridere og mere hverdags gråt hår all over, eller silver, som frisør Rune kalder det.

Silverlady

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ligesom resigneret og accepteret, hvor hårdt det end er, at gråt hår, i mystisk udgave, er noget jeg bare må leve med. Jeg interesserer mig ikke så meget for det mere. Er blot glad for at have hår på hovedet.

Rune har forsøgt at lære mig at sætte det op, sådan lidt casual – men det kan jeg overhovedet! ikke finde ud af.

Jeg får faktisk mange komplimenter, for håret altså. Bliver ovenikøbet af og til stoppet på gaden af folk, som kommenterer og spørger til lokkerne. Rigtig mange tror jeg får det lavet – dem må jeg desværre skuffe med, at det hele er hårrejsende selfmade og ganske naturligt.

Jeg investerer altid i de produkter, fra JUUCE, som Bonde anbefaler til min grå manke. De er lækre, uden alt muligt mærkeligt kemi – og virker fint. Selv kuren, som jeg husker at bruge ved første hårvask efter klipning – og derefter glemmer alt om igen. Det tager ellers kun 60 sekunder ifølge brugsforvirringen – og frisøren. Måske nu, hvor jeg er blevet sådan en slags semipensionist og livsstilsblogger, burde jeg kunne finde tid til det.

Egentlig er det mærkeligt, at jeg trækker håret ud så længe – for det er altid enormt hyggeligt at komme til klip hos Rune. Vi snakker ishockey, klimabekymringer, politik, lokalnyt samt skøre og sjove oplevelser. Og med vask, klip, føn, cykling frem og tilbage, tager det hele blot 40 minutter.

Har du fået gråt hår? Gør du noget særligt ved det? Synes du gråt er flot?

 

   

 

Holde ud og holde om, i 50 år. Det er godt nok flot og rigtig laaaang tid!

Jeg har for nylig været til et guldbryllup.

Invitationen til festivitasen fik mig til at reflektere over det med at indrette os i et ægteskab.

Lever selv, nu på 24. år, i et rigtigt godt skab – og regner da med at fejre sølvbryllup næste år. Og gerne guldbryllup til den tid. Men det er godt nok dobbelt op!

Hvordan får ca. halvdelen af alle par det til at lykkes? 14.500 livsmodne mennesker kunne sidste år holde guldbryllup. Det er jo da en slat. Og 16.600 havde klaret de første 25 år. Den anden halvdel gav op undervejs.

I medgang og modgang

Før i tiden var et ægteskab, i den nordiske kultur, en alliance, en økonomisk institution, aftalt af slægterne – og havde intet med kærlig – eller sympati, for den sags skyld at gøre. Først i 1400-tallet kom en lov om kirkelig vielse, før det gjaldt.

Holde ud og holde om, havde vist en hel anden betydning dengang, det var nok mest om sig selv.

I dag slår vi os sammen i disse tostyksenheder og dristige parløb udløst af kærlighed.

Der skal forelskelse til. Store følelser, dig og mig forever, til verdens ende. Selvfølgelig. Alle er jo lidt “sindsyge” i den første periode, hvor alt kan lade sig gøre.

Jeg blev i hvertfald sindsygt tosset, da min kommende mand, ringede hjem fra Oslo, dagen før vores bryllup, og meddelte, at alle fly var aflyst pga strejke, alle tog var indstillet på grund af uvejr og mudderskred og mange store veje var oversvømmede.

Han kunne derfor ikke nå tilbage til Stockholm, hvor vi boede, i ret tid til vielsen. Der gik mindst en til 2 dage mere, før jeg så ham!

Vi skulle vies i Stadshusets Tårn. Et sted, hvor du aftaler og booker halve år i forvejen.

Så……… På trods af en ekstrem dårlig telefonforbindelse, gik budskabet om at troppe op til tiden fint igennem.

Brudgommen kørte bus hele natten – nåede frem lørdag formiddag – og sagde JA lørdag eftermiddag. Ikke så meget pjat.

Lidt klatøjet, men smilende, nygift og lykkelig, stævnede han derefter ud i skærgården, med hustruen ved sin side.

I Tårnet havde vi bestilt den korte udgave af vielsesritualet. Vi skulle dog stadig love hinanden at forblive skabsfæller, i medgang og modgang – samt i tykt og tyndt.

Tænker det nok har noget med den der øgede livvidde, som typisk dukker op efter nogen tid at gøre.

Jo længere vi klarer at holde ud og holde om, jo færre skilsmisser. Har vi først skabt os sammen i 30 – 40 år, så tager vi også lige de sidste år med.

Da vi bliver ældre og ældre, stiger andelen af de der ædle metal- og stenbryllupper ligeledes.

Andre skabsindretninger

I Japan gifter flere unge mænd sig med en tegneseriefigur, en animee. De holder bryllupper og slår sig sammen med dukker, puder og et hologram af favoritten.

Tja, der er mange måder at indrette sig på.

Jeg har altid godt kunnet lide Fedtmule, men har aldrig tænkt på figuren som potientel ægtefælle.

Da jeg fortalte gemalen om trenden, grinede han og sagde, at han da også er gift med en slags tegneseriefigur, bare in Real Life!

Jeg ved godt hvad han mener. Jeg er nemlig en småskør person med en lidt “skæv hjerne”, der tit opfører mig, siger eller gør noget fjollet (i andres øjne altså).

Vi griner derfor rigtig meget sammen. Hvilket er virkelig anbefalelsesgodt for et samliv.

Hvordan lykkes det

Ifølge forskere udi samliv, så kræver det ikke vilje at forelske sig, men det kræver vilje at ville kærligheden på den lange bane og prioritere forholdet, ved for eksempel at sørge for, at mobiltelefonen ikke er på bordet, når man spiser middag med sin udvalgte.

Hihi – så har mange forhold vist trange kår.

Gemalens og min opskrift er også at tilbringe tid hver for sig.

Min mand rejser meget i forbindelse med jobbet – og derfor har vi kortere og længere perioder, hvor vi ikke er sammen, ud over på mobilen. Det er slet ikke så tosset at gå og savne hinanden.

Ulempen er selvfølgelig, at jeg skal have overblikket med det meste. Helt soloalene – også når det brænder på og jeg virkelig godt kunne bruge ham ved min side.

Men det løser sig nu altid. Så må jeg blot trække på netværket eller tage mig sammen og springe ud i, hvad det nu er.

Vi sidder ikke lårene af hinanden. Vi er 2 forskellige mennesker, der også indimellem rejser på ferier, med hver vores interessegrupper og venskabskredse.

Holde af, holde ud og holde om. Man er et team –  den enes problem er også den andens, arbejd sammen. Husk at overraske hinanden, være kærester og grin – Det skal være morsomt at leve side om side🙃😉.

Festtaler

Tilbage til guldbryllupsfesten, hvor over 10 talere rejste sig op og berettede netop om teamet, om den teamspirit guldbrudeparret havde udvist, i de mange mange års ups and downs.

Jeg ville have rejst mig, men trak den for længe, og sagt:

Kære venner….

og derefter en ultra kort tale om, hvordan venskabet opstod på en italiensk skipiste for 15 år siden, bla. bla. mv…. og sluttet af med:

I giver håb. I viser os, der kun er nået halvvejs, at 50 år sagtens kan lade sig gøre. Når vi vil, holder af  – og bestemmer os at holde ud og holde om.

Tillykke og HURRA, HURRA, HURRRAAAAAAAAAAAAAA – SKÅÅÅÅL.

Har du fejret – eller skal du snart fejre sølv- eller guldbryllup? Eller bryllup? Eller skilsmisse?

Har du gode råd til det ene  – og til at undgå det andet? Tjek evt. min Ægteskabs-rådgivning.

 

Staycation eller Hjemme bedst – Det er den nye ferietrend i disse år. Bliv hjemme og tag på opdagelse i dit eget land.

Vi har i mange år praktiseret den trend.

Vores udgave er bare en slags udvidet version. Vi kalder den Homecation, Home Away eller Hjemme bedst.

Vi tager nemlig til vores hjem i hhv. Sydfrankrig og Sydsverige i – og uden for feriesæsonerne.

Skandinavisk og Sydeuropæisk klima og livsstil. Det nyder vi meget at være så heldige at have mulighed for.

Og det er faktisk skønt at være hjemme hele tiden. Det giver ro på øverste etage.

Vi tager på småhyggeudflugter og behøver ikke nå en masse.

Der er heller ingen krav til f. eks. påklædning eller opførsel, altid en ledig liggestol, ingen tisseri i spa’en – og morgenmadsbuffetten har åbent til langt efter klokken 10.

Vi praktiserer slow living i slow motion, når vi er hjemme på ferie😎.

Vi skal selv holde okayorden, handle ind og tilberede måltiderne, hvis ikke vi går ud og dinérer. Men det er også hyggeligt. Gemalen kokkerere gerne og jeg er vild med snusen rundt, på de franske markeder og i supermarkederne.

Udvalget er enormtmeget større og mere spændende, end det Coop og andre synes, at vi danskere skal afspises med.

Selv i Sydsverige har de store supermarkeder et bredere sortiment – og jeg, som laktoseintolerant, hamstrer mejeriprodukter i stor stil i det svenske. Der hinsidan, er de rigtig gode til sådan noget, til storglæde for os, med sarte tarmsystemer.

Hverdag igen

Men nu er det blevet daglighverdag igen.  Dvs. manden er tilbage på job og jeg er pt. her i Danmark, blogger lidt, nedtrapper langsomt flødeisindtaget og forbereder mig på skybrudsvejr.

DMI og vores forsikringsselskab varsler nemlig uvejr og overmængder regn – Velkommen retur til dansk sommer😉.

Post-Ferie-Blues er en tilstand af tristhed, der rammer mange, efter en dejlig lang ferie.

Den blues kender jeg godt, men regner med, som nyudsprungen “semipensionist”, at slippe i år.

Regnvejr eller blues – hverdage er dem der er flest af, så sørg for, at de er gode. Banalt, ja – men sandt og vigtigt at huske på.

Alene hjemme

Hjemme bedst er altså et ferieslogan jeg hylder, dog med et lille forbehold, her til aften.

Lige før, da jeg sad og snorkdøsede til den sene krimi i Tv, så jeg ud af øjenkrogen, at der spænede en edderkop hen over gulvet!

Den er på størrelse med vores gravhund!

Eller næsten da – og den løb helt klart hurtigere ,end både Carl Lewis og Usain Bolt i deres velmagtsdage.

Hunden er gået i seng og manden er i Frankrig, så jeg er alene med kræet!

Den løb ind under en radiatorskjuler og jeg kan ikke se, hvor den er nu, har heller ikke overlyst – og ved faktisk ikke, hvad jeg skal gøre.

Overmande den tror jeg ikke er muligt. Jeg kan fornemme, at jeg er helt vinterbleg af skræk under sommerferiekuløren.

Jeg har derfor lukket dørene til stuerne, er styrtet op i seng og lukket soveværelsesdøren tæt til. Med tanke på dens overstørrelse, tror jeg ikke, at den kan møve sig under dørene.

Er retsikker på, at både hund og jeg kan høre, hvis kræet tager trappen op. Så kan jeg panikflygte via balkonen, mens hunden forhåbentligt orker at vågne og fixeondulere den.

Måske har dyret søgt ly for det kommende skybrud? Eller den er taget på ferie, i et hjem…

Har SMS’et til manden, at hvis han ikke kan finde mig, når han kommer retur på torsdag, så er det altså en mega kæmpeedderkop, der har fortæret mig.

Den så ret sulten ud, med alle de der tynde ben og den store mave🕷.

Hvad gør du, hvordan overlister du gigantiske, enorme og kæmpestore sultne edderkopper?

Eller er du slet ikke bange for edderkopper? Bare lidt?