Livsmoden lukker alligevel ikke – Det var den lige ved i onsdags – Jeg skruer derimod lidt ned for aktiviteten.

Det er mega sjovt at starte op, skrive indlæg og tage foto med videre – men interessen for bloggen, udenfor min bekendtskabskreds, er stadig meget lille – og jeg har opdaget, at jeg ikke har den store lyst til at promovere den for at skabe større interesse for mine skriverier pt.

Arbejdet med bloggen tager tid, der er mange tekniske udfordringer, det koster ikke gratis – og jeg skal hele tiden tænke fremad, i forhold til indhold. Det er ikke min spidskompetence, lever lidt mere i nuet og fjoller typisk rundt, med alt for meget på een gang. Så mine ambitioner for bloggen og det tekniske drilleri, får mig hele tiden op i det lyserøde felt. Jeg bryder mig ikke specielt meget om lyserødt, derfor besluttede jeg at lukke bloggen, slut prut finale dut.

Bloggers by Heart

Jeg mødte op til fælles onsdagsarbejdsdag med bloggernetværket, fast besluttet på at få hjælp til at lukke ned og blive normalfarvet igen. Og jeg fik hjælp. Det skal jeg da lige love for. 4 seje bloggere og kloge kvinder samlede deres energi,  erfaring og empati omkring mig. Jeg havde ikke en chance, udfaldet var givet på forhånd = Bloggen fortsætter.

De havde alle 4 været der, hvor jeg er lige nu. Med tvivlen, ambitionsniveauet, teknikken og tidsmanglen. Det handler om at tage styringen. Det ved jeg jo faktisk godt, men i min iver lod jeg mig totalt overstyre… af hende der Livsmodenbloggeren. Det fik de lige sat ord på.

Du kender det sikkert selv. Når du får en idé eller et projekt, så er det ud over stepperne, det kan kun gå for langsomt. Alt skal ske på een gang og der er simpelthen ikke nok timer i døgnet til rådighed til at få et fornuftigt overblik og ordentligt styr på prioriteterne.

Så nu har jeg haft en alvorlig snak med både Janet og hende bloggeren på speed. Det tog ikke lang tid. Jeg er god til kriser, er en fornuftig og livsmoden kvinde, altid klar med gode råd eller et puf i den rigtige retning. Jeg har derfor valgt at drosle lidt ned, fjerne nogle af drillerierne og fremover ikke blogge hele tiden. Jeg skal huske også at bruge min livsmodne tid på alt det andet, som jeg brænder for og hygger mig med. Mand og hund f.eks..

Fælles arbejdsdag i netværket

Seje kvinder

Kvinde er kvinde bedst. Opbakning, støtte, tro på mit projekt, det var det, der strømmede mod mig, den onsdag i bloggernetværket. Det er til at blive glad og taknemmelig over. Udtrykket kvinde er kvinde værst, er altså det rene vrøvl – (og i øvrigt et helt forfærdeligt udtryk) – Vi kvinder vil og ønsker at hjælpe hinanden. Husk det, I seje kvinder derude – Vi skal støtte og bakke hinanden op.

Du skulle tage at klikke på linkene nedenfor – og tjekke mine støtter ud på deres blogge:

Hanne fra Raskeriet med gode råd om selvudvikling og f.eks. en vejledning i at få svar i dine drømme.

Lise som øser ud af tips om minimalistisk livsstil og privatøkonomi her Lisesommerlund

Katrine der blogger om at være selvstændig på Katrinelundloeje

Louise med livsstilbloggen Lullumut

Lise og Katrine er kvinderne bag netværket Bloggers by Heart – Du kan se og tjekke alle os Premium Heart-bloggere ud, via logoet her på bloggen.

Mere mindre

Mine Facebook- og Instagramprofiler er ikke mere forretningssider, men igen profiler, som i de gode “gamle dage”. Så må det tage den tid det tager at få flere følgere lokket med på bloggen.

Tusind tak til dig der bakker op, læser med, deler og kommenterer. Det er en fornøjelse at dele mine skøre indfald og tanker med dig. Fremover vil jeg ikke spamme dig fast 3 gange ugentlig, men blot 1 – 2 gange. heart-1777678

Igen stort tak til de seje kvinder i Bloggers by Heart, som fik overbevist mig om, at bloggen skal styres af mig – ikke omvendt.

Livsmoden lukker alligevel ikke. Jeg fortsætter i småskør, lalleglad, men også af og til alvorlig og klimabekymrende stil.

Hej fra Janet, nu med lidt mere mindre Livsmoden – og tid til sol på næsen.

Ugens anbefaling er denne gang syn for sagen – og hjemmelavede briller med overgang.

Er du brillebærer, og kan du ikke få fremstillet briller med overgang – ja så anbefaler jeg, at du bare gør som jeg:

  • Tag først dine læsebriller og
  • dernæst dine langdistancebriller på
  • Glassene på læsebrillen skal være yderst
  • Voila – så er der syn for sagen
  • Du kigger lige ud gennem dine almindelige briller, og
  • ned gennem dine læsebriller

Det fungerer fint, ser lidt skørt ud og er altså mega effektivt.

Min mand kan næsten ikke holde ud at se på mig, når jeg sidder og fx ser Tv og læser samtidigt. Men han har også briller med overgang og er derfor heldig stillet. Han kan både læse, se langt samt se godt ud på een gang. Så heldig er jeg jo ikke – det kan man(d) da godt bære lidt over med – synes du ikke?

Min optiker har 3 gange forsøgt at fremstille briller med overgang til mig. Uden held. Til sidst bestilte de en specialist til at kigge på mit syn. Han forklarede, at det overhovedet ikke er muligt at fremstille briller med overgang til sådan een som mig. Så de forsøg kunne de godt droppe. Jeg fortsætter derfor med 4 briller: Læse- og langdistancebriller, solbriller og skærmbriller. Har også prøvet med kontaktlinse (ser kun med det ene øje) – men det fungerede heller ikke. Heldigvis ser jeg, med mit begrænsede udsyn, det vigtigste for mig, nemlig min lille nære verden. Skal udsynet være større, tager jeg langdistancebrillen på.

Så hvis du ser mig i byen og jeg ikke har briller på, hvad jeg stort set aldrig har – så er det altså ikke af uhøflighed, at jeg ikke hilser – jeg kan bare slet ikke se, at det er dig. Det er også derfor, at jeg altid smiler og vinker til folk der vinker, bare for en sikkerheds skyld. Vink stort eller råb mit navn, så skal jeg nok se at få reageret.

Klædeskabet

En anden ugens anbefaling er, at du får syn for sagen ved at lave et raid på dit klædeskab 2 gange årligt. Forår og efterår. Når sæsonen skifter og du skal finde enten det luftige eller det varme tøj frem, så få sorteret ud i de tekstiler der nu pludselig strammer, aldrig har været brugt eller som er så nedslidt, at det har overlevet sig selv.

Det sidste kan godt være svært. Jeg havde en gang et par sandaler, som simpelthen var helt vidunderlige at gå i. Jeg havde dem i mange år. De var blå, i god kvalitet, gik til alt og havde været dyre i indkøb, men altså alle pengene værd. En dag, hvor vi skal til et arrangement, har jeg selvfølgelig taget sandalerne på – og på vej ud af døren stopper min mand op og siger:

“Hvis du skal have de sandaler på, så må du tage alene afsted. De er simpelthen udtjent nu og det er kun dig der kan se, at de en gang har været pæne og blå”.

Det var traumatisk at kassere dem – men min mand havde ret. Sådan er det med noget du virkelig trives i – Du ser ikke, at det er langt over sidste brugsdato. Jeg måtte se i øjnene, at de en gang så blå vidunderlige sandaler nu hørte til i skraldespanden.

Læs og få syn for sagen

Hvis ikke du lige står for at skal opereres – elller indlægges i anden anledning, så vil jeg anbefale dig at læse Steffen Jacobsens debatbog: Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen.

   

Der er godt nok drøje hug til sygehusvæsnet – Jacobsen lægger ikke fingrene imellem men giver virkelig syn for sagen i forhold til lægeuddannelse, overlægenykker, kong gulerodder og sundhedsplatform. Det er skræmmende og samtidig syret sjov læsning. Jeg genkender meget af det skrevne fra mine praktikperioder i væsnet, desværre.

Bogen er hurtigt læst, mest fordi den er kort – men også fordi den er morsomt skrevet, selvom emnet langt fra er sjovt. Vi er alle, på et eller andet tidspunkt, i kontakt med sundhedsvæsnet – og har du læst denne bog, så vil du fremover forholde dig yderst kritisk til sygehusvæsnet – og nok aldrig lade dig indlægge frivilligt.

Steffen Jacobsen opsagde i 2018 sin stilling som overlæge, i protest mod sundhedsplatformen. Heldigvis er han fortsat med at skrive spændende krimier. Dem anbefaler jeg dig også at læse eller lytte til, hvis du altså er til spændingsromaner.

Måske er du helt brille fri, måske har du briller med overgang – ellers kan du anvende dit nye overgangsbrillesæt – og se både bogen og verden omkring dig.

Hundespam, så er du advaret. Her i huset har vi nemlig hund.

Det har vi haft de sidste 16 år – og indtil for 2 år siden, har vi altid haft 2 ruhårede gravbøllebasser.

Nu har vi en – og jeg forestiller mig, at det bliver den sidste. Det er min mand og jeg ikke helt enige om. Nu må vi se til den tid.

Hvad er det så for en vi har. Jo – det er Elvis, som er en ret forkælet ruhåret gravhund på snart 10 år, der render rundt og fører sig frem, her i domicilet i Kgs. Lyngby.

Faktisk er bøllebassen en genbrugshund. Som du kan læse i tirsdagsindlægget her, så synes jeg genbrug er fint.

Jagthund

For 7 år siden måtte vi desværre af med vores ene gravhund, Ramses, der var SÅ jagtfikseret, at vi syntes det var synd at beholde vovsen. Vi går nemlig ikke på jagt. Min mand fluefisker, men det havde Ramses ikke tålmodighed til. Vi fandt derfor en aktiv jæger og hundeinstruktør i Nordjylland, som overtog vores dengang 2-årige gravhund. Det var mega hårdt, men nødvendigt, at aflevere ham. På trods af al den sportræning jeg gik til, med den lille lystmorder, så blev hans behov ikke dækket. Der skulle rigtig jagt til.

I vores søgen efter den perfekte jæger, henvendte jeg mig til Gravhundeklubben – og blev der præsenteret for klubbens hjemmeside, med det dengang nye tiltag: Genbrugshunde. Nu hedder det Omplacering.

Jeg fik fabrikeret en fin og forklarende annonce og den gav pote i overvældende grad. Vi blev kimet ned og var altså så heldige at finde det helt perfekte match. Ramses levede et super godt og aktivt jagthundeliv, indtil han, desværre lidt for tidligt, drog til de evige jagtmarker.

Elvis

Men hvor kommer Elvis så ind i billedet?

Jo det gør bøllen, da en kollega spørger til, hvad vi gjorde i forbindelse med Ramses og søgen nyt hjem. Hun har nemlig en veninde, som grundet allergi i familien, var nødt til at finde et nyt hjem til sin gravhund.

Jeg fortæller begejstret om Genbrugshundeannoncerne.

Så sker der det, at veninden laver en annonce og hun synes åbenbart lige, at jeg skal se og godkende den.

Jeg sidder derfor og kigger på et foto af en skøn 3-årig ruhåret gravhund. Derhjemme går Rufus alene rundt og savner en lillebror, nu da Ramses er væk.

Jeg mailer annoncen til min mand.

Ringer ham op –

Og min mand siger blot:

Hej skat, den hund skal vi da have….

Elvis & Rufus

Mere hundespam – Bøllebassen

Elvis kom og indtog hjemmet, som havde vovsen aldrig hørt til andre steder. Og nu har vi altså haft den lille hustyran i 7 år. De sidste par år som eneste firbenede her i huset. Det har ligefrem ikke gjort bøllebassen mindre forkælet.

Både min mand og jeg er vokset op med hunde – og har i vores voksenliv haft hunde i mange år. Det er svært at undvære hund, når der plejer at suse sådan et kræ rundt og kræve opmærksomhed, motion og råhygge. For det er enormt hyggeligt at have hund. Det er til tider også irriterende. Du er jo afhængig, af et loddent væsen, som er helt afhængig af dig.

Dyrlægeregninger er ikke for talforskrækkede og der skal findes gode pasningsmuligheder, ved ferier uden hund med videre. Hunde grisser også. Nu har vi en ruhåret een, det er vældigt praktisk, da de stort set ikke fælder, så vi slipper for hundehår allevegne. Det letter rengøringen. Elvis hjælper faktisk til med rengøringen. Vi har ingen madkrummer nogle steder. Og køkkengulvet, inklusiv fodpanelerne, bliver dagligt rengjort af en ihærdig og meget omhyggelig hundetunge.

Alt det mindre sjove opvejes til fulde, af alt det du får helbreds- og følelsesmæssigt ved at have hund. Det er sjovt, du bliver holdt i gang, får frisk luft og er aldrig alene. Din hund elsker dig betingelsesløst – og hvem kan ikke lide det…

Menneskets bedste ven

Det har også været sjovt at have 2 hunde. Selvom det er samme race, så har de hver deres personlighed. Elvis og Rufus var som nat og dag. Elvis er et madøre, går tidligt i seng, er en rigtig kælegris, kræver meget opmærksomhed og vil som udgangpunkt gerne lystre, sådan da. Rufus interesserede sig slet ikke for mad, gik sidst i seng og lystrede over hovedet ikke.

Jeg har ikke børn eller børnebørn, så hunden får al den opmærksomhed og forkælelse, som mit omsorgsgen bliver trigget af, når den lille fyr kigger på mig. Hvis du har hund, så ved du hvad jeg snakker om.

Det kan godt være, det bare er en hund – men det er altså min hund, min lille “dreng”.

Genbrug

Genbrugshunde er en rigtig god idé, hvis tid – og alder ikke er til en hvalp.

Elvis var 3 år ved levering, vi slap derfor for natteroderi, tissetræning og den basale opdragelse. Ikke at du kan opdrage en gravhund, men hvis bøllen vil, så lystrer han. Måske med forsinkelse på – det skal jo lige passe ind i hans giden og gøren.

Og nu skal vi gå tur – Elvis vil ud og snuse, jeg er lige blevet nappet i foden, som tegn på, at det her skriveri godt må slutte.

Hvis ikke der skal blive ballade, så må jeg hellere lystre.

Anbefaling

Af og til vil jeg komme med en Ugens Anbefaling.

Jeg lægger ud med 2 af mine store favoritter:

Mandag morgen modtager jeg 3 – 4 gode nyheder i min mail. Det er en virkelig fin start på ugen.

De bliver sendt til mig fra Verdens Bedste Nyheder, der er et uafhængigt medie, med fokus på det positive, på fremgang, muligheder og håb.

Det er virkelig opløftende læsning – og ret vigtigt, mener jeg, i forhold til et mere nuanceret verdensbillede.

Daglige Nyheder

Aviserne, Tv-Nyhederne og radioen bombarderer os dagligt med katastrofer, vold og ulykker – det hører også med, desværre. Det springer jeg heller ikke over, men der sker altså også virkelig rigtigt meget godt ude omkring os. Det synes jeg de traditionelle medier har noget mindre fokus på.

Det forfærdelige, negative sensationelle og de ulykkelige historier får de største overskifter, præsenteres først i Tv-Nyhederne og ligger øverst i nyhedsflowet på avisernes hjemmesider. De blæses op utallige gange dagligt og bliver derfor let opfattet helt ude af proportioner. Læser du f.eks. kun een avis og ser een nyhedskanal på Tv, så virker verden bestemt ikke som et rart sted.

Og nej – verden er ikke tryg og venlig over det hele. Fake news – real news? Orangefarvede, missilsøgende, klimanegligerende og ekstremreligiøse præsidenter world wide, sult, sygdomme og krig med videre. Men verden er også fyldt med mange lyspunkter og fremskridt, der fortjener lige så store overskrifter, men ofte ikke får det. Det råder Verdens Bedste Nyheder lidt bod på.

Prøv at tage et kig på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet – og ligesom jeg starte mandagen med et skud positivitet og tro på, at verden måske er et lidt bedre sted, end du forestiller dig.

hindbaer       

En anden af mine kæmpe store favoritter er Tartelette aux framboise. Den finder du hos den franske bagerkæde Brioche Dorée.

Sådan en kan jeg spise hver dag. Jeg kunne også godt spise 2. Det er en himmerigsmundfuld – Verdens Bedste Kage simpelthen.

I Frankrig kan du finde tærten alle steder, hos bageren, i konditorierne og i supermarkederne. Så ligegyldigt hvor jeg handler ind, når jeg er i huset i Mougins – ja så har jeg kage med hjem, hver gang. Det er måske ikke specielt godt i forhold til kalorie- og sukkerindtag – men mental sundhed sætter jeg ret højt, det er mindst lige så vigtigt som motion. Og halvdelen er trods alt frugt, så…..

2 eller 3 gange

Bagerkæden er heldigvis kommet til min by, Kgs. Lyngby, her i Danmark. Det tager mig 5 minutter at cykle til butikken. Så nu flytter jeg nok aldrig herfra. Jeg er nemlig fast kunde 2 – 3 gange ugentlig.

Tidligere på året var jeg syg med svær stress og måtte ikke spise sukker i den periode – heller ikke Tartelette aux framboise – det var mega hårdt. Havde nærmest abstinenser – og ofte natlige mareridt, alle omhandlende store lækre hindbærtærter, uden for min rækkevidde! Det var uhyggeligt! – Derfor vær OBS på, at kagen kan være vanedannende hvis du har god smag.

Glæd dig selv eller andre

Hvis du har en sød tand – eller vil glæde en med eller uden tænder, så prøv at finde en Fransk bager i dit område – det kan jeg anbefale.

Verdens Bedste Kage passer umanerligt godt til læsning af Verdens Bedste Nyheder.

Det er simpelthen til at blive glad i låget af.

 

P.S. Har du en Ugens Anbefaling, du kunne tænke dig jeg eventuelt tager op på bloggen, så skriv endelig, kom med den…

Lad os dele og få udvidet vores horisont – eller måske anskaffe os en ny last via Ugens Anbefaling.

 

Selfiemade –  det er vist sådan en som mig.

I torsdags blev min blog 1 måned gammel – Og sikken en måned det har været.

Der har været drøn på.

Jeg forestillede mig, at nu hvor jeg stoppede med at arbejde, fik jeg alverdens tid til at slappe af. Jeg skulle hygge med læsning, cafébesøg og alle de fritidssysler jeg dyrker samt gå lange ture med den ruhårede lavbenede – og lige skrive lidt til bloggen, tage fotos og sådan nusse med det.

Min bogliste er alenlang og kalenderen fyldt med de mange udstillinger og film, som jeg gerne vil se.

Yogatræning, klavertimer og franskundervisning skal jeg tilmeldes snarest. Der er planlagt kilometervise af gåture med veninder plus gravbøllen og et hav af frokostaftaler samt foredrag og alt muligt andet interessant, der nu er blevet tid til.

Men – Jeg har haft så travlt, at jeg ikke har nået noget af det! Det er godt jeg er holdt op på jobbet, det ville jeg overhovedet ikke have haft tid til at passe.

Hvad har jeg så lavet?

Jo – jeg har fået bloggen op at køre.

Det er min måned brugt på. Hver dag, hele dagen, næsten. Hunden skal jo ud ind i mellem. Det er blevet til en enkelt biograftur og en tøsemiddag + en omgang influenza, du kan eventuelt se min lidelseshistorie her. Men ellers er det bloggeri.

Jeg har blogget på livet løs.

Og endnu nok ikke helt fattet, hvad det er jeg har kastet mig ud i.

Øhh ??????

For det første, så er der jo ikke blot en forside på sådan en blog.

Næh – der er et stort maskinrum omme bagved. Der sidder jeg og skal have teknikken til at fungere.

Hjemmesiden er sat op af et yderst tålmodigt firma, ud fra mine ønsker, med daglige ændringer og håbløse forslag. Jeg var aldrig selv kommet i mål med noget selfiemade noget, kan jeg godt afsløre. Men jeg skal lægge indhold og fotos på – og nu skal jeg  selv til at vedligeholde og sikre, at al teknikken spiller der på bagsiden, så forsiden bliver ved med at se ud som den gør.

Meget af min tid går derfor med at læse instrukser – og se videoer om, hvordan og hvorledes i forhold til det der ligger af temaer, plugins, widgets, sikkerhed, GDPR, back ups og hvad det hedder altsammen.

Jeg har derudover måttet oprette utallige kontoer til Hosting, WordPress, Google, Webmail og ændre Facebook, Twitter og Instagram til forretningssider og jeg skal gi ’ dig. Jeg er helt rundforvirret af alle de passwords, jeg nu skal holde rede i. Der bliver ikke løst krydsord og suduko her – Træner dagligt hjernen med diverse koder.

For det andet, så er jeg jo blot en gråmeleret ukendt moden kvinde, der ikke har deltaget i TV-dyster eller gjort mig berømt eller berygtet på anden måde.

Det betyder, at ingen, udover dem jeg kender, kender til bloggen – Og dem, som dem jeg kender, har delt med dem de kender….

heart-1777678

Tusind tak til læsere, følgere og jer der kommenterer og deler.

selfieside

Næste projekt

Derfor er næste projekt at komme ud over rampen så at sige – Blive set, læst – og kendt af flere og flere, der gerne skulle få lyst til at følge bloggen. Det kræver promovering og her-kommer-jeg-noget. Det bliver det rigtige svære, da jeg normalt er et meget beskedent og ikke selvpromoverende menneske. (Kan altså godt høre nogle af jer fnise jeg sidder lige her omme bagved!)

Jeg har meldt mig ind i et bloggernetværk af en flok selvstændige seje bloggere. Vi holder en ugentlig fælles arbejdsdag. De dage er guld værd, for sådan en total livsmoden nybegynder. Jeg forstår ikke halvdelen af hvad de snakker om, men jeg suger – og de forklarer gerne igen. Ellers får jeg den lige en gang til, på Messenger dagen efter:-)

Det værste

Det værste der kan ske er selvfølgelig, at ingen læser eller følger bloggen – men

det allerværste er, at jeg har været nødt til at købe en……. selfiestang!

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var et aggregat jeg skulle investere i.

Det har jeg nu indset, er en uundværlig tingest at rende rundt med som blogger. Ihvertfald sådan en blogger, der som jeg, suser rundt alene det meste af tiden. Der skal helst nogle gode fotos på bloggen – nogle aktuelle og et par med selfiemade bloggeren af og til.

Stangen er nu erhvervet – I første omgang fik jeg købt en forkert. Den havde et rundt stik til telefonen – og det har min iPhone ikke, det er firkantet!

Har derfor byttet til en selfiestang med Bluetooth. Installeret App, isat batteri og aktiveret alt på telefonen. Det hele blinker og jeg kan tage fotos, tilsyneladende….

For jeg kan ikke finde de fotos, jeg tror jeg har taget!

De ligger ikke i mit fotoarkiv, hverken på mobilen eller computeren! Skal de ikke det?

Hvis du ser underlige fotos i cyber, med f.eks. halvdelen af en gravhund, morgentræt selfiemade blogger ved flygel eller et gråt sengetæppe med en henslængt blå BH på, vil du så ikke lige give mig et praj?

Det er nemlig selfiemade fotos, som jeg skal bruge på bloggen.

sverigecykelsti - 1

Kan du lide at cykle?

Jeg er vild med at cykle. Altså når det ikke går op ad bakke, blæser eller regner. Nå ja, sne er heller ikke mit favoritcykelvejr. Men ellers cykler jeg til alt, hvis muligt.

Det er skønt at få rørt sig, godt for mine skøre knæ og jeg kan lide fartvinden i ansigtet. Ikke fordi jeg kører specielt hurtigt, men følelsen af frisk luft i ansigtet er dejlig. Uden for byen ihvertfald.

Der er bare sket det, at cykling er blevet en ret stressende affære. Jeg har aldrig før betragtet at transportere mig på cykel, som noget, der umiddelbart foregår med hjertet oppe i halsen og anfald af nervøse tics. Det gør jeg efterhånden nu.

Morgentrafikken er værst. Måske fordi folk står for sent op?

Trafikregler negligeres i stor stil. Både unge og ældre cykler på fortorve og gangstier. Der cykles mod trafikken og over for rødt, ofte i hastigheder, der kan få misundelsen frem hos enhver Tour de France-rytter på enkeltstart.

Stop- og afvisertegn ser jeg sjældent blive udført.

Lygter med lys i den mørke tid er desværre ikke brugt af alle – og hvis, er de ofte meget små. Fra vores indkørsel skal vi ud over en cykelsti og det er altid med den største forsigtighed, der køres ud i vinterhalvåret. En mørk cyklist kan være svær at opdage, der en tidlig vintermorgen. I regnvejr er det virkelig farligt, med alle reflektionerne fra billygter i den våde asfalt.

Det er så svært at forstå, hvorfor folk ikke har ordentlige lygter på deres cykel…Eller hvorfor de ikke sætter det på deres barns cykel!

Lycrasprintere

I weekenderne fyldes vejene og cykelstierne, her i området, med grupper af lycra-klædte cykelryttere. I højhastighedstempo motionerer de til den store guldmedalje. Forsvarsløse cyklende børn og modne kvinder må ofte foretage usikre undvigemanøvre for disse foroverbøjede sprintere. De snyder ovenikøbet næsen i forbifarten, så du risikerer klæbrig substans på klæder og i værste fald på bar hud. Bær derfor altid dækkende tøj og briller når du cykler, specielt i weekenden.

Der bliver piftet, fløjtet eller givet fingeren, hvis du ikke hurtigt nok er ude af banen – eller har kastet dig i grøften for disse fartdjævle, der kører motionsræs.

Det er super godt med motion, det bliver anbefalet til alle. Det er rigtig fint med cykling – og selvom lycra aldrig har gjort noget godt for de fleste, så er det åbenbart dresscoden, for disse fantaster med ekstra tråd i benene. Det er så også OK.

Der hvor min cykelkæde hopper af er, når det foregår på offentlig vej og er til gene for andre trafikanter. Det er ikke i orden. Vi skal allesammen være her. Bedstemorcyklen, barnecyklen – og motionsraceren.

damecykel - 1  nicecykel -1

På 4 hjul

Nu vi er ved mit sure trafikopstød, så er bilisterne heller ikke for gode. Der køres for stærkt og over for lyserødt og mørkerødt. Som cyklist er jeg desværre ofte ved at få en bil i siden – når jeg cykler over for GRØNT! Eller når bilen skal dreje til højre og liiige mener at kan nå det, inden jeg kommer frem. Min cykel har heldigvis gode bremser – og min hørelse er endnu ikke nedsat i væsentlig grad, så den der ekstra træden ned på speederen, opfatter min høresans heldigvis.

Jeg må indrømme, efter at have oplevet trafikanter i mange andre lande, at danske bilister desværre er nogle af de værste, hvad angår opførsel. Mange, ellers rare mennesker, udvikler sig simpelthen til hensynsløse egoister, straks de befinder sig bag et rat eller et cykelstyr: Jeg giver mig ikke en tomme. Jeg kan lige klemme mig ind her foran. Hastigheden bestemmer jeg selv. Mig mig mig – Jeg skal frem – Alle I andre er bare i vejen.

Den der langemand flagrer tit i ruden og dytteriet er ikke på grund af mine flotte ben, nej det er fordi jeg åbenbart er i vejen, der på vejen, ude i højre side, overholdende trafikregler og i et normalt cykeltempo. Det er godt nok en kedelig tendens, der har udviklet sig. Det er helt uhyggeligt.

Jeg er selv bilist af og til – og er heldigvis ikke blevet smittet med den der aggressivitet. Regner derfor med at gå fri nu, i min modne alder – Tror heller ikke jeg er disponeret for den. Jeg er kun blevet stoppet af politiet en gang i min bilistkarriere og det var for fræk kørsel!

Jeg forstår den dag i dag ikke, hvad der var så frækt ved min kørsel. Men den var heldigvis ikke aggressiv. Det var på Fyn, så det kan også være, at jeg ikke helt forstod, hvad betjenten sagde. Jeg slap ihvertfald med en løftet pegefinger – det håndtegn forstod jeg godt. Siden har jeg vist ikke kørt frækt, det er ihvertfald ikke blevet opdaget.

Næste generation

Jeg undrer mig meget over, hvor den vrede kommer fra. Den manglende hensyntagen til andre. Bestemmer vi ikke selv, hvordan vi vil opføre os….

Jeg synes f.eks. det er uhyrligt, og vældigt trist, at det er nødvendigt at køre kampagner, som sætter fokus på vrede mod vejarbejdere. Helt ærligt! Der røg cykelkæden igen…Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Folk der passer deres arbejde, bliver chikaneret af utålmodige og ubehøvlede bilister.

Har nu læst, at køreskolerne overvejer at få vejvrede og god tone på programmet. Håbet er derfor næste generation af trafikanter.

Vejvrede

Den anden dag havde jeg ladet cyklen stå og var på vej i taxa. Skulle ind til City og der har jeg ikke nerver til at cykle.

Taxachauffører er ofte nogle vældige hyggelige personer. De har altid en god historie som de gerne deler. Jeg har ført mange interessante samtaler i en taxa. Der bag rattet sidder alt fra den studerende, der supplerer sin S.U. til den veluddannede indvandrer, der aldrig fik chancen, indenfor sit felt, på det danske arbejdsmarked.

Chaufføren jeg kørte med, var en dedikeret cykelrytter og iklædte sig derfor frivilligt lycra i sin fritid. Han var en moden fyr i god form, så lycra’en sidder nok nogenlunde pænt på ham.

Som medlem af en cykelklub, drager han ud i fælles flok og “terroriserer” vejene, det indrømmede han. Nu skulle klubben derfor på kursus – i håndtering af konflikter og vrede, vejvrede!

Klubben tager også på cykelture i udlandet, hvor de træner sprint i bjergene. Han havde lige været i mit område, nede i baglandet til Nice og Cannes. Her oplevede de en helt anden hensyntagen og given plads til alle. Han kunne ikke huske een eneste ubehagelig situation i Sydfrankrig, hvor trafikken ellers er virkelig tæt, vejene smalle og der køres ret friskt til. Her giver man nemlig plads – og tager noget mere hensyn, til alle.

Hvorfor ikke overholde reglerne

Taxafyren fortalte, at han hver dag ser episoder, der kan udvikle sig rigtig kedeligt, hvis der ikke træder lidt fornuft til. Altså fornuftig opførsel og kørsel, fra både bilister og cyklister. Overholdelse af trafikregler f.eks., sådan helt simpelt og enkelt.

Han oplevede, som fuldtidstrafikant, både på to og fire hjul, de skøreste og farligste situationer, hvor livet for de implicerede, på et splitsekund kan være enten forbi – eller forandret for altid.

Min mand kører af og til på motorcykel – og han kan berette de mest hårrejsende historier om, hvad nogle billister, bevidst kan finde på over for motorcyklister. Virkelige farlige handlinger, der faktisk burde give fængsel. Det er skræmmende. De situationer er han udsat for i Danmark – og ikke i Sydfrankrig, hvor han også kører motorcykel.

velobleu - 1

Cykelhelt

Til sommer vil jeg købe mig en cykel i Sydfrankrig. Det har jeg nemlig, på grund af den tætte trafik på de smalle veje, ikke haft mod til endnu.

Taxachaufføren – og en af mine Instagramfølgere i Cannes, har nu overbevist mig om, at det kan jeg roligt gøre.

Der er respekt over for cyklister i Frankrig. Det bunder nok i, at cykelsport er en stor ting på de kanter og har været det i generationer. I Frankrig dyrker man sine cykelhelte. Ligesom man dyrker høflighed.

Jeg glæder mig til at være på 2 hjul der sydpå, som en helt almindelig moden, høflig og miljøvenlig trafikant.

Vi bør opføre os pænt, når vi færdes på vejene – være venlige, ikke vrede.

Dagen bliver så meget bedre, når energien ikke skal bruges på at hidse sig op.

Så kan du lide at cykle, ønsker jeg dig God tur😉. 

 

Smaating

Husker du de små store ting her i livet?

I min postkasse den anden dag, lå der en lille pakke. Jeg har ikke fødselsdag, har heller ikke bestilt noget til levering – og er slet ikke forvent med uventede pakker i fint papir. Altså fra andre end mig selv, når jeg synes jeg trænger til lidt forkælelse.

I pakken lå en lille, meget velvalgt, bog – og et kort med den sødeste hilsen fra en gruppe, nu tidligere, kolleger.

Jeg blev så glad så glad…. 😊.

Den der helt igennem klare, rene og varme følelse af glæde. Du kender den godt – Det er en intim oplevelse. Du smiler, skuldrene sænker sig, blodtrykket daler og for en stund glemmer du alt andet. Klimakrise, ondskab og andet bekymrende bliver fuldstændig gemt væk og forsvinder fra din bevidsthed.

En udløsende faktor kan også være solskin på din kind, en duft eller smag der fremkalder glade minder, et smil, en rosende bemærkning, et dansetrin, nyvasket sengetøj, kagespisning – eller altså som her, en lille overraskende hilsen i din postkasse.

Jeg glemte f.eks. helt, at jeg havde rengøring på dagens program. Nød bare glædesfølelsen, læste den søde hilsen flere gange, satte mig med en stor kop chailatte – og læste bogen. Rengøringen løber jo desværre ingen vegne. Det skaber til gengæld glæde, når den er overstået og huset er rent og rart at være i.

Banalt men sandt

Det er ofte det uventede og spontane, der frembringer den der ekstra glæde.

Du kan gå og glæde dig til en begivenhed, der som udgangspunkt er glædelig. Bryllupsfest, ferie, lønningsdag og fredagsslik. Det er dejligt og rart at have noget at se frem til. Men den der glædelige overraskelse, på en rengøringsdag eller i et småkedeligt scenarie af grå hverdag, er med til at frembringe en hverdagsglæde, som vi skal huske at dyrke – og huske at give til andre.

Hverdagen, er den der er flest af. Gør den derfor god. Rigtig god.

Det kan være nemmere sagt end gjort i det hektiske liv, mange af os lever. Og livet indeholder jo op- og nedture. Men hvis du gør dig lidt umage, så kan du sagtens finde – og give glæde hver dag. Det handler om at se de små ting, for det er dem der gør den store forskel. Det er den banale sandhed.

Smil, sig pyt, hold døren, syng, giv en blomst, send en glad hilsen, sig tak, hjælp til, fortæl en vittighed og husk at grine af andres vittigheder, selvom de ikke er sjove, det i sig selv er ret sjovt. Grin giver nemlig glæde og slipper hormonerne dopamin og endorfin løs i din hjerne. Det er kroppens egne glædesstoffer. Det er fedt at være på den form for stoffer – helt lovligt og ganske gratis.

Motion og fysisk anstrengelse, udløser de samme hormoner. Jeg ved heller ikke noget bedre, end når motionen endelig er overstået. Så mærker jeg virkelig glæden strømme rundt i min ømme krop. Specielt efter badet – og når jeg igen kan trække vejret helt normalt.

Glæd dig

Har du tænkt over, hvad der gør dig sådan rigtig glad, hvad der får dig til at smile?

Det er garanteret ikke noget af materiel værdi, noget af det såkaldte “gods eller guld” – Næh, jeg tror det f.eks er din elskedes eller dit barns latter. Det kan også være din hunds hengivne blik, en god kop kaffe, en slentretur i skoven – eller forårssol i ansigtet.

Den helt tidlige forårssol er en af mine favoritter. Jeg sætter mig ud på terrassen, godt i læ, og suger lys og luft – Det afstedkommer en masse fregner, men pyt. Det gør mig altid mega glad i låget.

Når jeg ser på disse to vedhæftede fotografier, kan jeg mærke følelsen igen – ren glæde. Jeg bilder mig ind, at hunden føler ligesådan. Jeg får ihvertfald altid selskab, der i solen.

Solskin-1-1  Solskin2 -1

“Kunsten at være lykkelig, er at gøre sine glæder enkle” – Peter Plys

Så….. find og dyrk de små ting.

De små ting, som giver dig den store glæde i hverdagen – og dermed mere lykke i livet.

 

Skilt1 - 1

Jeg er en Rumidiot, ifølge min søde svigermor!

Nu er det ikke fordi jeg er specielt interesseret i rumfart, stjernekonstellationer, det ydre rum eller indretning, at hun har givet mig tilnavnet. Næh, det er fordi jeg ingen stedsans har – som i INGEN stedsans overhovedet.

Der kan berettes utallige skøre historier, om min finden omkring i verden. Men jeg finder altid frem – og til tiden. Det kender jeg flere der har svært ved, selvom de sagtens kan finde vej.

Min mand synes det er virkeligt sjovt, af og til at køre hjem til domicilet ad en anden vej, end den vi sædvanligvis anvender. Ganske tæt på vores bopæl er der åbenbart et utal af vejmuligheder!

Jeg opdager så lige pludselig, at jeg ikke ved hvor vi er – Panikker lidt og kigger nærsynet rundt.

Spørger om han har tjek på det, om han ved hvor vi er?

Gemalen morer sig kongeligt – Hver gang!

Omkørsel

Før vi blev gift, var vi lige ved at blive skilt. I Düsseldorf – Midt om natten.

På vej hjem fra ferie sydpå var vi, via en del omkørsler grundet vejarbejde, havnet i centrum af Düsseldorf.

Det var lang tid før GPS – Jeg sad derfor med et stort europakort og skulle navigere os retur til Danmark.

Der var bare sket et eller andet i de der omkørsler. De var jo ikke på kortet. Mangelfuld belysning af vejnavne, i det mørke Düsseldorf, bidrog ligefrem heller ikke med særlig oplysende info.

Det tog lang tid at finde tilbage til ruten nordpå. Meget dyb snerren, træthed og stramkæbethed skinnede igennem den lettere desperate chaufførs kommunikation med navigatøren. Der sad og roterede i passagersædet, helt perpleks og rundtosset, af al den drejen rundt med kortet.

Men vi kom heldigvis ud – hjem – blev gift – og griner af det i dag.

Nu er der GPS i bilen, den styrer manden, hende der navigatøren er jo helt håbløs. Vi har ikke været i Düsseldorf siden.

Skilt2 -1

Genetisk bestemt

Stedsans, eller mangel på samme, er ifølge den nyeste forskning, genetisk og hormonelt betinget. Det har altså ikke noget med den evolutionære udvikling at gøre. Den med, at mænd gik på jagt og kvinderne blev ved hulen og passede børn.

Hjernescanninger af mænd og kvinder, der skal finde vej viser, at mænd bruger en intuitiv fornemmelse af retning – og kvinderne anvender deres hukommelse. Det passer meget godt, jeg er nemlig ikke så god til at huske.

Det er min mand for øvrigt heller slet ikke – men han bruger så bare sin intuition. Med mindre han er træt og faret vild, i en mørk tysk by altså.

Skandinaviske mænd skulle være dem, med den bedste stedsans i verden. Noget med noget vikinge-søfarer-noget.

Stedsansen bliver dårligere med alderen, hos både mænd og kvinder. Det behøver jeg heldigvis ikke bekymre mig om. Jeg vil hele tiden være en lige god Rumidiot.

Bjergtaget

På en skiferie stod en veninde og jeg på et bjerg og ventede og ventede.

Vi havde en aftale med resten af vennegruppen om at mødes til en hyggelig picnic.

Det var før mobiltelefonen var opfundet, så vi kunne ikke få fat på nogen og høre om, hvor de dog blev af.

Til sidst opgav vi, skiede videre og kørte senere retur til hotellet. Der var alle de andre, i god behold.

Årsagen til deres fravær var ikke på grund af uheld. Næ – de havde sørme befundet sig på det forkerte bjerg – og ventet og ventet på os.

Til sidst havde de spist picnic’en. De var derfor ikke sultne – som min veninde og jeg.

Den hændelse taler vi stadig om her 30 år efter.

Jeg ved, at vi stod på det rigtige bjerg, nøjagtig til picnictid.

Vennegruppen, hvori der er et overtal af mænd, påstår hårdnakket, at de var på det aftalte sted. Jeg tænker deres intuition er blevet forstyrret, deroppe i den tynde bjergluft.

JanetJmuseum -1

Først den ene vej

I går var en veninde og jeg på bytur. Først restaurant og derefter museum. Veninden er også Rumidiot.

Vi tager S-toget til Hovedbanegården og går til Amager Torv på Strøget. Det er nemt. Det kan vi sagtens finde.

Derfra ved jeg nemlig lige, hvordan vi finder den udvalgte restaurant. Lidt til højre, ned ad sidegaden og lige frem. Det kan jeg godt huske. Deres desserter er nemlig gode, sådan noget lagres i hukommelsescentret.

Efter frokosten, går vi begge ud, til venstre, helt synkront. Efter 5 skridt, vender vi grinende om – og går til højre, mod museet.

Det gentager sig da vi går ud fra toilettet på museet, piger tisser sammen ved I – Og igen da vi forlader museeet.

Der bliver lige drejet rundt, først den ene vej  – så den anden – og derefter er vi på rette spor.

Tilbage til stationen – og hjem med toget. Dejligt med offentlig transport, når man, som jeg, er en Rumidiot.

 

JanetSJ3 - 1

Hvorfor har I ingen børn?

Spørgsmålet kom fra en, for mig, totalt ukendt herre, jeg sad overfor til en stor festmiddag.

Lige midt i forretten, syntes han, at det var et relevant emne at tage op. Inden talerne og før sangene, kunne jeg venligst lige redegøre for årsagen.

Jeg er normalt leveringsdygtig i en rap replik – men her må jeg indrømme, at jeg var ved at kløjes i den obligatoriske fiskeanretning.

Manden kiggede insisterende på mig – lænede sig ind over bordet og forventede helt klart et svar…. Jeg kunne se nogle omkringsiddende spidse ørerne.

Nu er jeg heldigvis en ”hård nyser”, når det kommer til direkte spørgsmål i den kategori, har fået dem ofte. I den forbindelse savner jeg af og til almindelig god opdragelse og lidt pli.

For helt ærligt….

Hvad får fremmede mennesker til at stille så direkte et spørgsmål, af så privat karakter?

Er jeg sart eller?

Jeg mener, jeg har aldrig spurgt nogen om, hvorfor de egentlig har børn. Det kunne faktisk være mere på sin plads, med tanke på de børn der mistrives – eller hvor forældrene ikke magter opgaven.

Det er jo ikke første gang, at jeg oplever udfritten, i forbindelse med afkom eller ej. Det oplever vi uden børn af og til. Åbenbart er det et svar der kan afkræves én, når man ikke har produceret en arving.

Har jeg snydt? Er det en samfundspligt at forplante sig? Kan jeg nu ikke forvente folkepension eller plejehjemsplads? Jeg har  ikke leveret en borger til at producere til fællesskabet – er det dét? Hvorfor er det så interessant, oftest for personer med børn, at vide hvorfor jeg ikke har børn?

Mange spørger direkte, hvorfor har I ingen børn – kan du ikke lide børn – Til det svarer jeg oftest:

Jo da – Rå med sennep.

Så spørger de ikke om mere, men kigger blot forskrækket på mig – Eller også griner de og indser, at det jo strengt taget ikke kommer dem ved. Det får vi måske så en lille snak om.

Kids                    boy

Ikke en rigtig kvinde

Jeg har tit hørt den med, at man ikke er en rigtig kvinde, når man ikke har født – Øhhh – Hvad er jeg så lige? En forkert kvinde? Intetkøn? Slet ikke køn.. bare lidt?

Folk siger også ofte: Du vil fortryde det, når du bliver gammel og ensom. Fortryde hvad? Nu er jeg allerede halvgammel – og helgammel bliver jeg forhåbentlig også. Børn er ingen garanti for noget som helst. Jeg har mødt mange ensomme mennesker, med op til flere børn – og børnebørn.

Når andre går ud fra, at jeg ikke har kunnet få børn, så er det synd for mig, at jeg er barnløs….. Jeg er også løs på så mange andre punkter, kan jeg afsløre, man kan jo ikke have det hele. Og det med børn eller ej, er overhovedet ikke synd for mig.

Hvis indtrykket er, at jeg har fravalgt børn, så kan jeg godt få at vide, at jeg er egoistisk!

Er det ikke totalt og fuldstændigt egoistisk at vælge at få børn! Findes der noget mere egoistisk end bevidst at sætte et uskyldigt individ i verden. Ingen af os har vist bedt om at blive født.

Rigeligt med børn

I en periode på 10 år, havde min mand og jeg en udviklingshæmmet pige i aflastning. Fra hun var 5 år til hun blev 15 år.  Weekendbesøg, småferier, Nytår, Påske osv. – Så jo, vi har været der, sådan lidt forældreagtigt på sidelinjen. Med forlystelsesparker, børnebiograf, spaghetti med kødsovs, godnatlæsning, Ludo, Disneysjov og fredagsslik. Fredagsslikket er vi fortsat med, nu tilpasset voksensmag.

Samtlige af vores venner har børn. Alle mine søskende har 3 eller 4 børn + 2 plejebørn og 2 børnebørn oveni. Vi har derfor masser af børn, i alderen 2 – 23 år, i vores liv. Jeg synes vi er fint dækket ind. Med tanke på klodens overbefolkning, er der jo også nogle, der lige må holde lidt igen😉.

Den sociale norm

Når vi gifter os, eller danner par, så forventer omgivelserne helt automatisk, at der kommer småfolk til på et tidspunkt. Undersøgelser viser faktisk, at mange får børn fordi… det gør man bare, det er en selvfølgelighed, det er det “normale”.

Min mand og jeg er et ægtepar, nu på 24. år, der intet savner og selv synes, at vi lever et lykkeligt og aldeles pragtfuldt liv.

Det passer meget godt med den forskning der viser, at folk uden børn ofte er lykkeligere end folk med børn. En af årsagerne skulle være, at vi slipper for de bekymringer, der naturligt følger med at have børn.

Hvorfor ikke

Og hvad svarede jeg så ham der, den nysgerrige festdeltager?

Jo – Jeg var ikke kæk eller provokerende, vi var til fest, så jeg sagde blot: Jeg synes det er en privat sag – så jeg har ikke tænkt mig at svare dig, Okay.

Han sagde pænt undskyld; du har ret – Og så fandt vi andre interessante samtaleemner. Hunde f.eks. hihi 😄 Han var i øvrigt en rigtig sjov og hyggelig fyr, med en masse børn.

For resten, så har min mand vist aldrig fået stillet spørgsmålet! Er det ikke mærkeligt?

 

P.S. Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der mangler nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.

Madlavning - 1

I tirsdags havde vi gæster med egen kok til middag.

Otte styks hyggelige og sultne kolleger til min mand, troppede op på adressen.

Ud over godt humør og appetit, så medbragte de egen kok – og alle madvarerne.  Se dét kalder jeg gæster.

Jeg skulle blot sørge for borddækning – og havde lovet min mand, at huset så nogenlunde rent og ordentligt ud, inden de kom. Badeværelset fik derfor en ekstra omgang med noget miljømærket tornadonoget – og støvsugeren blev trukket hurtigt over de synlige flader.

Rengøring er ikke min favoritbeskæftigelse. Det er den eneste ulempe ved gæstebud. Jeg gør rent inden – og igen i morgen, når der er ryddet op efter gæsterne! Det positive er selvfølgelig den motion det giver. Så kan jeg med god samvittighed springe øvelserne over den dag.

Tjekkede også, at bestikket var uden grå aflejringer. Vi har ret kalkholdigt vand her i Mougins. Det er svært at få af glas og bestik. Du kender det også fra Danmark. Eller måske er det den der pest, der huserer i opvaskemaskinerne?

Desværre kunne vi ikke sidde udenfor. Heftig regn og Sirocco’en gjorde sit til, at det ikke var muligt. Vi måtte derfor klemme os sammen om spisebordet indenfor, i tørt- og vindfrit-vejr.

Den medbragte kok, som ikke er en rigtig kok, men en gastronomisk interesseret kollega, satte alle i sving med det samme de indtog domicilet. Teambuilding var nemlig på menuen ud over:

Forret

Tre slags bruschetta:

1.   Svampestuvning med persille

2.  Syltet peberfrugt, asparges og purløg

3.  Tomater, parmaskinke, mozzarella og frisk basilikum

og

div. pølser, oliven og oste

dertil

hvid – og rødvin.

Hovedret

Her skulle have stået noget om plankesteaks, men dem nåede vi slet ikke til. Det tror jeg var godt. Vi havde i så fald indtaget mere, end vi kunne forbrænde inden for overskuelig tid. Det er ikke sundt – og der skal også være plads til desserten.

Dessert

Små lækre kager, kaffe/the + påskeægs-rester.

Der blev smøget ærmer op. Hakket grøntsager, plukket krydderurter, ristet brød, smagt flødestuvning til – og snakket på livet løs. Om arbejde, friske fødevarer, madspild, klimaforandringer, vejr og alt det forfærdelige – og heldigvis også gode samt interessante ude i verden, der optager os modne og voksne mennesker. De der ikke var så heldige at få plads til at deltage i selve madlavningen, rådgav, gik i vejen for kokken og sivede ellers rundt i huset med et glas vin.

Jeg sad og var mest til pynt. Skød af og til en, mere eller mindre klog og vittig replik ind her og der, mens jeg overvågede køkkenregionerne – og villigt trådte til som køkkenpige, når remedier ikke lige var til at finde. Jeg kan heller ikke altid finde det jeg mangler. Køkkenet har to små skuffer og tre mindre skabe, så man skulle tro det var nemt. Men netop da pladsen er trang, bliver alt stablet og skubbet ind allevegne, hvor der øjnes den mindste revne.

Succes

Maden var en succes. Det var super lækkert. Jeg er en kræsenpind og har en fødevareintolerance, men det jeg fik sorteret i og spist, smagte rigtigt dejligt.

Middagmougins1

Min livret er dessert, så jeg fik spist et par af de små fine kager.

Dem blev der lidt til overs af. De står nu i køleskabet og venter på, at jeg guffer dem i mig her til aften. De vil blive nydt sammen med et afsnit af The Good Fight på HBO.

Mundhapsere

Manden er ikke hjemme, jeg behøver derfor ikke dele.

Normalt er jeg et ret gavmildt menneske. Deler og giver gerne til alt og alle. Men liiige når det kommer til kage – og favoritchokoladen – så bliver jeg vældig lidt delagtig. Man kan jo heller ikke være perfekt hele tiden.

Påskeægs-resterne røg heldigvis ned til kaffen. Så feder de ikke mere.

Skønt at få besøg af gæster med egen kok – De skal være så velkomne en anden gang.