Et Nytår er lige på trapperne og rundt om hjørnet.

2019 er snart fortid, det gik hurtigt – som sædvanlig fløj året afsted.

Jeg har gransket min hukommelse og forsøgt at tænke bagud, for hvad gik mit år – og verdensåret egentlig med?

Mine Highlights

Var helt klart at stoppe på arbejdsmarkedet – og

derefter starte Livsmoden.dk  Hold da op, det har været intenst og noget af en livssaltomortale.

Opdagede endvidere, at jeg åbenbart er en klimatosse, og for en gangs skyld, ikke er alene om at være småskør.

Året bød også på en helt ny verden for mig – en blogger/influencer-verden. En verden, hvor jeg har mødt de sejeste, skønneste og virkelig hårdtarbejdende iværksætterkvinder.

Fik øjnene op for Lashlift. (Lashliftindlæg)

Startede igen med Reformer Pilates, efter flere års skadespause.

Fandt endelig produkter, der holder min, til tider, livsmodne tørre hud fugtig.

Alle hygge- og aktivestunder med mine søde venner og veninder – og min lillesøster, som også er sød.

Stadig lykkelig gift, med verdens nok mest tålmodige og ihvertfald skønneste mand. (Holde ud og omindlæg)

Mine Downlights

Var der også et par få stykker af:

I begyndelsen af året, var jeg syg med svær stress – og min fødevareintolerance og allergi forværredes, af samme årsag. Begge dele noget jeg gerne vil advare imod og ikke kan anbefale. (Stressindlæg & MCSindlæg)

Min favoritbrunch-cafe, Blomsterberg, lukkede. Noget nær en katastrofe, slut med min sædvanlige frifredagsbrunch.

At Livsmoden, endnu, ikke har tusindevis af læsere og følgere!!

Stoppede med Reformer Pilates, grundet nye skader.

World- og Danmarkswide i 2019

Udenfor min lille sfære skete der også et og andet, stort såvel som småt, bl.a.:

Klimaaktivisme er blevet det nye sort – Skolebørn, kloden rundt, strejker og forsøger at råbe os gamle op.

Det brænder på i USA og Australien og svømmer over i Danmark, Syd- og Østeuropa, samt tørrer ud i flere Afrikanske lande.

Middelvarmerekord i Danmark. Det er faktisk ikke så godt, selvom de fleste, gerne vil have det lidt varmere, her nordpå.

Stadig ca. 25 krige rundt om i verden. Menneskeheden kan simpelthen ikke, og nok aldrig, finde ud af at enes.

Det har været et virkelig godt aktieår.

Løbehjulene indtog gadebilledet, mest fortovene, selvom de skal være på cykelstierne og vejene.

Forskere mener nu at vide, at Loch Ness-uhyret nok er… en stor ål…Tja, et eller andet skal der åbenbart forskes i.

Absurd ejendomshandelsforslag, fremsat af en midaldrende underlig-coloreret tegneseriepræsident.

Uløkkens blå regering skiftet ud. Med en rødblålillalyserød een…

Ramboline og Ali skabte grineflip i Folketinget – og Tv-klippet gik worldwide. Det var også svært ikke at grine.

Offentlige kasser er blevet lænset af utrolige betroede medarbejdere. Skandanupengeløse sager popper, efterhånden, løbende op. Hva’ sker der lige med vores allesammens skattepenge…

Nordkorea´s og USA´s ustabile missiloverhoveder mødtes, for indgåelse af aftale om atomnedrustning…evt…?

Allerallersidste sæson af Game of Thrones.

Flydende kønsidentitet, han, hun, hen og 30 andre betegnelser, for hvem du er.

Green Legacy, i Etiopien, plantede 353 millioner træer på 12 timer. Målet er at plante 4 milliarder nye træer på 7 måneder.

Årets bil 2019, er en el-bil.

Det danske herrelandshold, i håndbold, blev verdensmestre (iflg. min gemal, der plejer at være sportsvidenpålidelig).

Så… alt er næsten som vanligt, verden er af lave og ulave, skidt her og godt der.

Nytår med fortsat fortsæt

Nu fortsætter vi alle ind i et Nytår, nemlig 2020 – og der er som bekendt en tradition med Nytårsfortsætter.

Mine fortsætter er fortsat at fortsætte med min medfødte lalleglade tilgang til livet. Gøre godt hvor jeg kan og ellers forsøge at være et ordentligt menneske – samt prøve at få flere livsmodne til at læse blogs.

Kære Læser, indendørs, udendørs, til lands, vands og i luften – Jeg ønsker dig et

Rigtig Godt Nytår  Må du bevare dit gode humør og store bloglæselyst.

 

Læser du med næste år? Var dit 2019 fyldt med highlights? Har du et Nytårsfortsæt?

Her du tjekket Bloglovin? Der kan du, foruden Livsmoden.dk, følge alle dine yndlingsblogs.

 

Et årligt gaveræs har, gennem mange år, udviklet sig til en fast tradition.

En fredag, først i december, foretager min veninde Birgitte og jeg nemlig et raid på diverse julepyntsoplyste butikker.

Iført praktiske sko, uendelig tålmodighed, ønskelister og den store spendérpung, kaster vi os frygtløse ud i julevanviddet af gaveræs med tætpakkede, storsvedende og indkøbshungrende horder af medmennesker.

Før i tiden, da venindens store familie og bekendtskabskreds indeholdt mange mindre børn, var det et sandt marathon udi Fætter BR, Build a Bear og småtøjs- og tingsafdelinger i Magasin mv.

Betalingskøerne i småkravlsafdelingerne syntes uendelige og bød på ufrivillige og uforvarende indsigter, i købstrætte oplinet familiers indbyrdes forhold udi skærmydsler, økonomi og børneopdragelse.

Af og til var det hamrende sjovt, ofte desværre, mindre morsomt. Skrigen, snot og tårer fløj rundt. Tror ikke det har forandret sig nævneværdigt…

Ville ønske flere børn blev barnesittet, når deres voksne går på gaveræs.

Eller storindkøb i det hele taget. Det er en prøvelse og uendeligt kedeligt, for småfolk at deltage i. Ikke meget Jule- og handlehumør eller fredelig indkøbsorden at spore hos de utålmodige mindreårige.

Tålmodighed er en gave

Selv som voksen og ret livsmoden, synes jeg, at det kan det være en udfordring af de større.

Specielt i byggemarkeder, hvor min mand godt kan lide at “tvinge” mig med i – for så at bruge virkelig laaang tid foran diverse maskiner, dimser, skruer og ledninger!

Jeg har, med årene, dog lært at bide tænderne sammen, holde mig oprejst og kvæle skrigeriet. Selvom det er en overvældende trang, der kan være svær at undertrykke. Forstår udemærket godt de små, i shoppesituationen, umulige poder.

Gaveforventninger

Julegaveræset, til vores familier, er heldigvis blevet mere afslappet som tiden er gået. Børn er jo også en slags mennesker, der bliver både større og meget mindre krævende. Ligesom vi ældre…

Nu er gaverne derfor til ukritiske og hyggelige forventningsafstemte halv- og helvoksne, der blot ønsker sig en dejlig aften i familiens skød. Gaverne betyder mindre og er ligefrem helt afskaffet, i visse forgreninger af familiejuletræet.

Veninden og jeg har, af ovennævnte årsag, fået bedre tid til at ose, kigge Juleudstillinger, spise lunch – og måske endda slutte af med kagespisning.

Det kan jeg godt lide. Bentøjet og ryggen bliver trætte af sådan, at både daske rundt, stå i kø og slæbe Julepakker.

Lettere Gaveræs

Gaveræset er, forholdvis, hurtigt overstået til min egen lille familie.

I år skal der blot afsendes 1 stk. gave  – og det er ikke med post, men via Mobilepay. Godt nok nemt.

Den yngste niece er endnu ikke fyldt 21 år, hvilket er overgangen til nul gaver, her i vores petite famille. Hun får wireoverført et beløb, til sit helt eget gaveræs.

Vi giver kun pakker til personer under 21 – og ellers dem, uanset alder, som vi er sammen med på selve dagen. Gavereglen gælder både ved fødselsdag og Jul.

Vi er i Danmark i år, og jeg skal finde gaver til vores 2 mødre, der begge ferierer hos os i Julen – og så lidt til gemalen. Det er til at overskue – og levner tid til kageindtagelse.

Gravbøllebassen får altid pakker. Mange flere end vi tobenede.

Gaverne strømmer ind fra nær og fjern, rengøringsfirma, hundelufter, farmor, nissen og Julemanden. Måske fordi det, trods alt, vedbliver at være den yngste i familien, ihvertfald i menneske-år.

Rigtige Gavebutikker

Jeg køber for det meste ind i rigtige butikker. (Læs evt. her om undtagelsen ). Synes det er vigtigt med køb i fysiske butikker, hvis vi vil undgå butiksdød og beholde arbejdspladser samt et livligt gademiljø i vores byer.

Jeg bor i Kgs. Lyngby, hvor der, endnu, er masser af butikker samt et Storcenter plus Magasin og Illum. Jeg må derfor siges at være rigeligt dækket ind, når købelysten melder sig.

Men…. også her, småklager lokale butiksindehavere over al for megen Nethandel – og deraf manglende salg med fald i indtjening til følge. Der skal langes mange varer over disken, for at kunne betale husleje, løn og have lidt til livets andre vigtige fornødenheder.

Så, selvom det kan være lidt af en prøvelse at handle gaver i december, så gør jeg det, i de rigtige butikker og ikke hjemmefra på Nettet.

Dvs. der er jo lige den der Mobilepay-gave til niecen! Det foregår i cyber, men… beløbet bliver anvendt til et fysisk indkøb i det Nordjyske, så… det synes jeg er okay, hihi.

Gaveindkøb

Hvad fik jeg så i poserne i år?

Nu vil jeg ikke afsløre det hele, men der kom bl.a. franskt og klimabetænksomt vintage til mødrene.

Og noget der trænger til udskiftning hos gemalen. Altså, han skal ikke udskiftes, men derimod en ting han er storforbruger af og som nu er helt slidt op.

Der er intet købt til hunden. Vuffen får så rigeligt fra alle andre.

Til mig selv, fra Nissen, må jeg lige gå i gavetænkeboks.

Ender nok med 1 stk. ny ringeklokke til cyklen. Den jeg har er gået i stykker, det er ikke særligt smart, når nu Julen snart skal ringes ind.

Lidt gaveræs blev det alligevel til. Skulle jo hitte på fra hunden, til nogle af alle de mange fans.

 

Er der Julegaveræs hos dig? Støtter du også helst de fysiske butikker? Får din hund flere gaver end dig?

Jeg er ekspert udi….. uigenkendelighed, fjumseri, pinligheder og upassende grinen.

Utallige er de historier, hvor jeg enten får kvajet mig, ødelagt noget eller kommer galt afsted pga. min ekspertise.

Vi er allesammen gode til noget, og ovenstående er altså nogle af mine spidskompetencer.

Heldigvis er jeg også mega ekspert i at spise kage, holde orden og gæstebud, så det er ikke kun pinligt grineri og fjums det hele.

Frenglish

Mit seneste stunt var her den anden morgen, hvor jeg havde travlt med at nå bussen til Cannes.

Jeg løb forbi min rare nabo Pierre, der sad udenfor i sin kørestol og talte med en yngre bebrillet kvinde. Igår så jeg samme kvinde gå her på vejen og snakke med Pierre’s hustru.

Nåh – men “Ca va og A bientôt” råber jeg og bener ned ad bjerget.

Lidt efter, ved busstoppestedet, holder en bil ind – og den yngre kvinde stikker hovedet ud og spørger, om ikke jeg vil have et lift til Cannes.

Jeg hopper ind og begynder en høflig samtale. Vi snakker fransk/engelsk, da kvinden bekendtgør, at hun meget gerne vil forbedre sine engelske sprogkundskaber.

Jeg fortæller, at der snart flytter et par ind på vejen, hvor hustruen taler lidt engelsk og manden taler rigtig godt engelsk.

Forklarer, at da min mand ikke taler fransk, så bliver det rart med naboer, han kan sludre med. Hun spørger om jeg mener det par, nede ved den anden vej? Næh – dem kender jeg ikke til.

Jeg forhører mig, om hun er Pierres nye fysioterapeut?  Nej…Det er hun ikke, hun er bioanalytiker. Nå da, så hun kommer og tager blodprøver på Pierre? Næh, det gør hun ikke…

La femme begynder at smågrine – og spørger om jeg ikke kan genkende hende… Øhhh – jeg kigger nærsynet, men desværre.

Kvinden afslører, at hun jo er den nye nabo, i huset ved siden af Pierre!

Jeg hilste –  af 2 omgange, på hende, hendes mand og deres søn i sommers! Jeg er virkelig ekspert i ikke at genkende hverken folk, fæ eller navne.

Vi fik, heldigvis, grinet godt og grundigt og blev enige om, at ingen af os havde briller på, da vi mødtes i august. Sådan nogle synshjælpemidler kan virkelig forandre udseendet på yngre kvinder – og synet radikalt på modne madammer.

Vi aftalte, at vi skal ses, hygge, grille og sludre med og uden briller, på både  fransk og engelsk, når vi lige om lidt bliver naboer.

Hinsidan

En anden gang var jeg ikke så heldig.

Gemalen har en bekendt i Sverige, som kom på besøg, i vores svenske domicil, med sin hustru. Under kaffeslabberaset taler vi om sjove forskelle i det danske og svenske sprog.

Jeg kan huske min mand har fortalt, at hustruen er amerikansk, så jeg fortæller hende, hvor imponerende godt, jeg synes, hun taler svensk.

Alle kigger underligt på mig – og hustruen siger, lidt småstramt, at hun er født i Sverige og har svensk som modersmål, så det er hun glad for at høre…

Nå – men der manglede jeg åbenbart en opdatering. Det var en ekskone, der var amerikansk.

Modtog et blåt mærke på skinnebenet – og ingen grinede, udover mig. Der stadig synes det er ret morsomt.

Vandvognen

Fjumseriet handler om min, til tider, ufine finmotorik, der ofte foranlediger en del ødelæggelser.

F.eks. første gang jeg åbnede døren i min mands, dengang kærestes, elskede sportsvogn, flåede jeg dørhåndtaget af – og da jeg lånte køretøjet og selv sad bag rattet, knækkede jeg bakspejlet og trak gearstangsknoppen af, efter blot 5 sekunder i førersædet.

Koblingen gik også i stykker, efter hele 20 sekunder. Måtte sparke kraftigt til pedalen hver gang, før den tog fat – og soltaget begyndte at åbne og lukke sig fuldstændigt vilkårligt. Det mener jeg nu ikke var min skyld.

Dengang, som nu, var det et regnfuldt efterår, så der lagredes et større vandreservoir i soltagets kanaler. Det resulterede i, at hver gang bilen bremsede eller drejede lidt skarpt, ja…så fik du en kaskade af vand i nakken.

Det gjaldt derfor om at køre forsigtigt, bremse blødt og være ekviperet i regnfrakke, med hætten på.

Vinduesviskerne, i den lave racer, stoppede med at virke på en regnfuld tur til et event i Vikingeskibs-museet i Roskilde.

Heldigvis havde jeg en over 2 meter høj og enormt langarmet sammenkrøllet passager med. Han agerede vinduessvaber og fik derved strakt kroppen lidt.

Helt vikinge-agtigt trodsede vi elementernes rasen og nåede frem til aftalen, begge lettere fugtige i nakken og een med gennemblødt overkrop.

Overdrev ned ad nakken

Den kommende gemal blev informeret om alle ulykkerne, men troede helt klart jeg overoverdrev vildt og blot var morsom.  Reparationer kunne vente, til han kom retur fra oversøisk arbejde, værre var det nok ikke.

Han vendte hjem fra udlandet, overtog styringen – ræsede afsted – bremsede lidt hårdt op – og fik en kæmpe flodbølge ned ad nakken. Jeg havde, godt forberedt, slået hætten op og sad grinende og kiggede på en plaskvåd og vældig overrasket nyduschet chauffør.

Bilen kom selvfølgelig på værksted med det samme – og min mand har siden troet på alle mine overdrivelser. Næsten da.

À Mougins i denne uge

Endelig har håndværkerne skiftet det gulv som de, i første omgang, fejlagtigt fik lagt med forkerte fliser.

Det er rart at vide, at andre også kan kvaje sig. Bare ærgerligt kvajeriet var vores entreprise. En klar ommer.

Stueetagen er færdig nu, slut med fremmede mænd og roderi i huset.

Jeg har derfor haft gang i en storrengøring, igen. Det er de mest utrolige steder, sådan noget marmorstøv får bevæget sig ind i. Faktisk kommer det ind ALLE vegne. Også ovenpå, selvom gulvet er i stuen.

Madame mutter her med kost og spand, har leget ekspert i støvsugning samt afvaskning gange flere og nu skinner alt fra gulv til væglamper, loftsbjælker og stikkontakter.

Pilates og planken har jeg snydt med og sprunget over i denne uge. Den modne krop er øm og gennembrugt af gulvskrubning, pudsepolering og slæben møbler retur til stueplan.

Men det er blevet så fint – og ser ud nøjagtigt som vi gerne vil have det.

Udi det franske

Ellers render jeg rundt og taler alt det fransk, jeg kan komme afsted med.

Det gælder om at bruge sproget, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg lige har lært på et brush-up-intensivt kursus.

I går var vi til vejmøde, eller rettere grundejerforeningsmøde.

Her kom mine franske gloser – og opfattelsen af naboernes på en hård prøve, men det gik nu meget godt. Fik fat i det meste og ihvertfald det vigtigste…

Grundforholdene i Frankrig er, set med danske øjne, lidt spøjse, så det skal jeg ikke trætte dig med. Men de nye naboer, som jeg genkendte med det samme, ønskede et møde, hvor vi fik snakket om vores fællesarealer.

Det handler om den lille sti vi alle er placeret på, de to repos’er vi har til parkering. Og et aflangt stykke, bag vores grund, som ingen rigtig ved om er tilfælles.

Får ros, for mit franske, af alle vores fantastiske søde naboer. De fortæller jeg slet ingen accent har, voila!

Så pyt med, at noget af det der kommer ud, grammatisk er formuleret som en tre-årig på en overdosis af ævle-bævle-puré, det lyder nemlig godt og helt indfødt.

Kan blære mig med at være ekspert i zero accent.

Hvad er du ekspert i? Kan du lide at gøre rent? Kvajer du dig ofte?

 

Jeg kan godt lide efteråret. Her snakker jeg altså om september og oktober. Ikke november, der burde have sin helt egen sæson. Den kunne sagtens hedde noget i retning af møgår, nederen, mørketid – eller slet og ret bare Værste.

Om efteråret kommer den der friske og skarpe luft, jeg som astmatiker trives med. Det gør godt i lungerne – eller mere korrekt, føles som godt. Jeg bor nemlig i Storkøbenhavn, hvor der er rigeligt med udledningsgasser. Og det er jo som udgangspunkt, ikke specielt sundt for åndedrætssystemet.

Duftene intensiveres, når dug og vådere vejr holder sit indtog. En tur i mine “baghaver” Ermelunden og Dyrehaven, efter en omgang regn og rusk finder jeg herligt forfriskende. Jeg kan også lide den stride blæst ved stranden og søen her i mit område. Igen illusionen om, at jeg får indåndet masser af frisk luft.

Fugtigt og farverigt

Jeg er vild med at hoppe i vandpytter. Noget jeg heldigvis aldrig er vokset fra. Det gør mig simpelthen så glad. Kan slet ikke lade være, opfører mig nærmest som en vandhund á la lalleglad labrador.

Min mand følges ikke med mig, når jeg hopper og plasker. Han er altid langt væk og forestiller ikke at kende det storgrinende plaskende kvindemenneske. Hunden orker mig heller ikke, når jeg liiige skal i vandpytterne.

Jeg synes også det er mega sjovt at løbe rundt og sparke i blade. Gemalen, gravbøllen og jeg går derfor ofte ikke sådan rigtigt tur sammen om efteråret, men ses bare på de samme veje og stier – eller når jeg indhenter dem, efter at have udlevet glæden ved plaskeri og sparken omkring.

Hvem har egentlig bestemt, at det er forbeholdt småbørn at nyde spontane overfald af vandhuller og løvbunker?

Farveskiftet fra grønt til gyldent og rødt synes jeg er så smukt. Til gengæld bryder jeg mig ikke om nøgne grene og den gråsorte smattede jord, der er typisk for den der november. Ser altid frem til frost og masser af sne, som jeg er stor fan af.

Inde og lidt ude

Bagte kastanjer med smør og salt, er en af mine livretter. Den delikatesse frådser jeg i hele oktober. Dem har jeg helt for mig selv, ligesom vandhullerne og bladbunkerne.

Min gemal bryder sig slet slet ikke om efteråret. Efter den 1. oktober er laksesæsonen forbi, så skal han pakke fluefiskegrej og waders væk. Motorcyklen skal i hi – og det er mørkt om morgenen. Altsammen noget, min kære husbond ikke synes det allermindste om.

I løbet af året har jeg fået skrevet alle de bøger ned, som jeg ikke nåede at læse, da dagene var lange og nætterne lyse. De skal læses nu, i den mørke tid. Det er råhyggeligt at sidde med en stor kop varm chokolade, ild i pejsen og en god bog. Netfixet og Tv-skærmen kommer aldrig op på siden af virkelig god litteratur.

Efteråret er lig med mere indetid og flere praktiske indendørs gøremål. Dem kan min mand faktisk heller ikke lide, hihi. Det er ofte noget med maling, afkalkning og diverse småreparationer. Efterårsudbedringer med motorsaven er han derimod altid med på. De foregår heldigvis udendørs.

Garderobeskift

Bare ben sæsonen slutter – suk. Det er sådan set det eneste, jeg ikke bryder mig om ved efteråret. Strømper og lange bukser hører absolut ikke til mine favoritter. Jeg er strømpe- og benklædefri, sådan nogenlunde fra april til omkring oktober.

Fordelene ved at pakke sig ind i flere dækkende tekstiler er dog, at jeg ikke behøver være så nøje med hårfjerning her og der – og neglelakken, på tæerne, sidder lidt længere, end når fødderne er fritlagt.

Hvert år er det næsten som at få en ny garderobe, når vintertøjet bliver hentet frem fra gemmerne. Tit har jeg helt glemt hvad jeg har (altså nok for meget!) – overraskes ofte og er glad, at tøjet stadig passer.

Til gengæld er min forbløffelse stor, når det ikke gør! Hvordan kan lår, livvidde og bagdel ændre facon så drastisk, på så kort tid! Min vægt er uændret, men faconen skifter åbenbart som sæsonerne, når alderen (og kroppen) sådan hæves.

24 grader

Det næste stykke tid er jeg i mit elskede Mougins i Sydfrankrig, læs evt. her. Jeg forlænger sensommersæsonen. Går lidt glip af en bid af efteråret her i Danmark. Men nyder de 24 grader, terrasselivet – og solen, som stadig har magt i dagtimerne. Glæder mig til bare ben – og den intense duft af jasmin.

Jeg blogger dernede fra i næste indlæg.

Au revoir et A bientôt.

Nyder du efteråret? Sæsonskiftene? November? Sløset hårfjerning?

 

Så blev det tid til frisørbesøg med mit hverdags gråt hår. Det holder hår(dt) hver gang og sker sådan ca. hver 4. måned.

Det er noget jeg lige skal tage mig sammen til. Normalt klipper jeg det nemlig bare selv. Du ved, sådan med en køkkensaks og nærsynet øjemål.

Når hakkeriet ser for slemt ud, må jeg ned til Rune i Studio Bonde, her i Kgs. Lyngby, og få en overhaling.

“Har du husket at bruge kur”, spøger han – vel vidende, at det har jeg nok helt sikkert ikke…

“Hvorfor kigger du ikke ind forbi, når pandehåret skal klippes”? … Tja – det er jo hurtigt lige at tilpasse selv. Det kan han så rette op på, når jeg endelig sidder i stolen.

Overgang

Mit hår er gråt, langt, kruset-dullet, vokser som ukrudt og passer ellers sig selv. Jeg vasker det ca. hver 4. dag, fønner det glat og reder det måske derudover 1 gang om ugen. Du kan høre, at det, for det meste, er overladt til sig selv – og naturens gang, så at sige.

Som ung og yngre havde jeg mørkt, blankt, lettere krøllet hår med fald og der var rigeligt af det. I 30’erne mistede jeg, ærgerligt nok, det meste af håret efter en virussygdom, som jeg pådrog mig i Japan. Håret ændredes derefter til en underlig (asiatisk?) struktur og i 40’erne fik jeg stille og roligt salt og peber hår. Totterne videreudviklede sig over tid, til endnu tyndere, stridere og mere hverdags gråt hår all over, eller silver, som frisør Rune kalder det.

Silverlady

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ligesom resigneret og accepteret, hvor hårdt det end er, at gråt hår, i mystisk udgave, er noget jeg bare må leve med. Jeg interesserer mig ikke så meget for det mere. Er blot glad for at have hår på hovedet.

Rune har forsøgt at lære mig at sætte det op, sådan lidt casual – men det kan jeg overhovedet! ikke finde ud af.

Jeg får faktisk mange komplimenter, for håret altså. Bliver ovenikøbet af og til stoppet på gaden af folk, som kommenterer og spørger til lokkerne. Rigtig mange tror jeg får det lavet – dem må jeg desværre skuffe med, at det hele er hårrejsende selfmade og ganske naturligt.

Jeg investerer altid i de produkter, fra JUUCE, som Bonde anbefaler til min grå manke. De er lækre, uden alt muligt mærkeligt kemi – og virker fint. Selv kuren, som jeg husker at bruge ved første hårvask efter klipning – og derefter glemmer alt om igen. Det tager ellers kun 60 sekunder ifølge brugsforvirringen – og frisøren. Måske nu, hvor jeg er blevet sådan en slags semipensionist og livsstilsblogger, burde jeg kunne finde tid til det.

Egentlig er det mærkeligt, at jeg trækker håret ud så længe – for det er altid enormt hyggeligt at komme til klip hos Rune. Vi snakker ishockey, klimabekymringer, politik, lokalnyt samt skøre og sjove oplevelser. Og med vask, klip, føn, cykling frem og tilbage, tager det hele blot 40 minutter.

Har du fået gråt hår? Gør du noget særligt ved det? Synes du gråt er flot?