Taler

Taler skal være korte.

Sokrates var kendt for sine lange taler – og hans venner slog ham ihjel…! Så det kan du jo lige have i baghovedet, næste gang du slår på glasset.

I forbindelse med årsskiftet er der tradition for at høre – og se 2 taler, nemlig Dronningens og Statsministerens.

Vi ved hvor længe de varer – og som regel nogenlunde, hvad begge vil sige, gør vi ikke…

Talerne er typisk en slags kollektiv peptalks og noget med, hvad vi som folk og individer, sagtens kan blive bedre til.

Der falder også nogle alvorsord og hints til høj og lav og ikke mindst den, måske, dårlige samvittighed.

I år var der dog 3 afvigelser, måske nok nærmere 4.

1 & 2:

Dronningen var taget syg på arbejde.

Lommeletter blev diskret anvendt til den kongelige rindende næse og mon ikke der havde været gang i varm the og næsespray, inden kameraerne kom på.

Teksterne kom så til gengæld ikke på. Kun sporadisk – og til sidst. Forkølet maskineri var årsagen.

Som altid gjorde Majestæten det godt, uagtet rød næse og løberi.

Der er ingen chef, kolleger eller Royal fagforening, som forlanger Hendes Majestæt lægge sig og komme igen, når friskheden har indfundet sig, feberen slået ned og smittefaren overstået.

Vi andre var jo heldigvis bakterie- og virusbeskyttet af skærmen. Atjuuuu – prosit – og god bedring Margrethe.

3 & 4:

Statsministeren så til gengæld vældig frisk ud.

Derfor troede jeg først, at der var noget galt med mit TVapparatur – Det foregik jo nærmest i slowmotion!

Næh – det viste sig, at ministeren blot talte meeeget.. meeeget.. laaangsomt.

Teksterne fungerede igen – og havde virkelig god tid til at følge med.

Brexit, økonomi, rigets tilstand – og os med hunde, blev slet ikke nævnt. Det bliver vi nu aldrig…

Det gjorde børnene til gengæld.

De udsatte børn. I over 10 minutter og laaangsom let pædagogisk stil.

Der er ikke meget at være uenig i her. Tænker, at ca. 100 procent af befolkningen vil det allerallerbedste for alle børn.

Udsat, indsat eller anbragt

Hvad der så er det bedste, for det enkelte udsatte barn, er den svære balancegang at hitte rede i, ude i kommunerne og regionerne.

Her sidder ofte overbebyrdede fagfolk, sagsbehandlere og andet personale, som skal omsætte hensyn til det sagesløse barns tarv såvel som til forældre, økonomi og skrappe kommunekassesparekrav. En virkelig svær størrelse at agere i, særligt når ressourcerne langt fra altid er til stede.

Desværre er de små af og til udsat for lidet kompetente kommunalt ansattes udredningsmangel, der derfor har omsat til forkert indsats og visitation, i forhold til, om en anbringelse skal foregå i et omsorgsfuldt familieregi eller på en professionel  offentlig institution.

Mangel på korrekt udredning, kan afstedkomme flere uheldige skiftende plejefamilieophold, til stor skade for barnet – og på den lange bane, samfundet og økonomien.

Håber, at børnenes minister har indsat tilførsel af flere, hårdt tiltrængte, kompetente ressourcer, i planerne for de udsatte.

Nu vi taler om børn

Børnene

Jeg har ikke selv børn. Har dog engang selv været et. Og i en 10-årig periode havde min mand og jeg et barn, i det der hedder aflastning.

Det var ikke et udsat, men et udviklingshæmmet barn, fra en velfungerende familie, der behøvede lidt “luft” og overskud til familiens andet barn.

Alle mine venner og søskende har børn – og der er også plejebørn i min nærmeste familie. Så… jeg oplever altså et og andet, hvad angår børn og deres vilkår, i alle afskygninger.

Ved siden af fuldtidsjob og egenproducerede børn, har to par i familien åbnet deres hjem og favne for små mennesker, der kommer fra hardcore belastede familier.

Børn der har haft/har det svært og hvor en diagnose tit er mere reglen end undtagelsen, så alt ofte er op ad bakke, helt fra den spæde start af.

De to familier er uddannet og godkendt til at gøre dette kæmpe kæmpe store stykke arbejde. Det er tit benhårdt, meget givende og yderst meningsfyldt – samt virkeligt samfundsnyttigt.

At se de børn vokse, trives og blive til glade børn – og på sigt – og senere voksne, med styr på livet, gør ubeskriveligt godt og taler for sig selv.

Til sidst, næsten

Nu er det her et indlæg og ikke en tale, men jeg vil alligevel ikke gøre det ret meget længere, blot henvise til mit tidligere skriv om børn, hvis du skulle få lyst til at læse detog

ellers slutte med nedenstående afsnit – samt et mega STORT og rungende TAK for indsatsen, til alle aflastnings- og plejefamilier ude i det ganske land.

Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der mangler nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv. Voksne, der ikke blot taler, men handler.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.

 

Nytår igen

Et Nytår er lige på trapperne og rundt om hjørnet.

2019 er snart fortid, det gik hurtigt – som sædvanlig fløj året afsted.

Jeg har gransket min hukommelse og forsøgt at tænke bagud, for hvad gik mit år – og verdensåret egentlig med?

Mine Highlights

Var helt klart at stoppe på arbejdsmarkedet – og

derefter starte Livsmoden.dk  Hold da op, det har været intenst og noget af en livssaltomortale.

Opdagede endvidere, at jeg åbenbart er en klimatosse, og for en gangs skyld, ikke er alene om at være småskør.

Året bød også på en helt ny verden for mig – en blogger/influencer-verden. En verden, hvor jeg har mødt de sejeste, skønneste og virkelig hårdtarbejdende iværksætterkvinder.

Fik øjnene op for Lashlift. (Lashliftindlæg)

Startede igen med Reformer Pilates, efter flere års skadespause.

Fandt endelig produkter, der holder min, til tider, livsmodne tørre hud fugtig.

Alle hygge- og aktivestunder med mine søde venner og veninder – og min lillesøster, som også er sød.

Stadig lykkelig gift, med verdens nok mest tålmodige og ihvertfald skønneste mand. (Holde ud og omindlæg)

Mine Downlights

Var der også et par få stykker af:

I begyndelsen af året, var jeg syg med svær stress – og min fødevareintolerance og allergi forværredes, af samme årsag. Begge dele noget jeg gerne vil advare imod og ikke kan anbefale. (Stressindlæg & MCSindlæg)

Min favoritbrunch-cafe, Blomsterberg, lukkede. Noget nær en katastrofe, slut med min sædvanlige frifredagsbrunch.

At Livsmoden, endnu, ikke har tusindevis af læsere og følgere!!

Stoppede med Reformer Pilates, grundet nye skader.

World- og Danmarkswide i 2019

Udenfor min lille sfære skete der også et og andet, stort såvel som småt, bl.a.:

Klimaaktivisme er blevet det nye sort – Skolebørn, kloden rundt, strejker og forsøger at råbe os gamle op.

Det brænder på i USA og Australien og svømmer over i Danmark, Syd- og Østeuropa, samt tørrer ud i flere Afrikanske lande.

Middelvarmerekord i Danmark. Det er faktisk ikke så godt, selvom de fleste, gerne vil have det lidt varmere, her nordpå.

Stadig ca. 25 krige rundt om i verden. Menneskeheden kan simpelthen ikke, og nok aldrig, finde ud af at enes.

Det har været et virkelig godt aktieår.

Løbehjulene indtog gadebilledet, mest fortovene, selvom de skal være på cykelstierne og vejene.

Forskere mener nu at vide, at Loch Ness-uhyret nok er… en stor ål…Tja, et eller andet skal der åbenbart forskes i.

Absurd ejendomshandelsforslag, fremsat af en midaldrende underlig-coloreret tegneseriepræsident.

Uløkkens blå regering skiftet ud. Med en rødblålillalyserød een…

Ramboline og Ali skabte grineflip i Folketinget – og Tv-klippet gik worldwide. Det var også svært ikke at grine.

Offentlige kasser er blevet lænset af utrolige betroede medarbejdere. Skandanupengeløse sager popper, efterhånden, løbende op. Hva’ sker der lige med vores allesammens skattepenge…

Nordkorea´s og USA´s ustabile missiloverhoveder mødtes, for indgåelse af aftale om atomnedrustning…evt…?

Allerallersidste sæson af Game of Thrones.

Flydende kønsidentitet, han, hun, hen og 30 andre betegnelser, for hvem du er.

Green Legacy, i Etiopien, plantede 353 millioner træer på 12 timer. Målet er at plante 4 milliarder nye træer på 7 måneder.

Årets bil 2019, er en el-bil.

Det danske herrelandshold, i håndbold, blev verdensmestre (iflg. min gemal, der plejer at være sportsvidenpålidelig).

Så… alt er næsten som vanligt, verden er af lave og ulave, skidt her og godt der.

Kransekage

Nytår med fortsat fortsæt

Nu fortsætter vi alle ind i et Nytår, nemlig 2020 – og der er som bekendt en tradition med Nytårsfortsætter.

Mine fortsætter er fortsat at fortsætte med min medfødte lalleglade tilgang til livet. Gøre godt hvor jeg kan og ellers forsøge at være et ordentligt menneske – samt prøve at få flere livsmodne til at læse blogs.

Kære Læser, indendørs, udendørs, til lands, vands og i luften – Jeg ønsker dig et

Rigtig Godt Nytår  Må du bevare dit gode humør og store bloglæselyst.

 

Læser du med næste år? Var dit 2019 fyldt med highlights? Har du et Nytårsfortsæt?

Her du tjekket Bloglovin? Der kan du, foruden Livsmoden.dk, følge alle dine yndlingsblogs.

 

Den søde tid

Den søde tid … med enorme mængder af Julehalløj, flitterstads og godter er, netop nu, over os i stor stil.

Jeg forsøger at nyde den søde Juletid, som faktuelt er den virkelige OVER søde tid, med måde. Det er dog svært, med min trang til kagespisning, sød chailatte, æbleskiver og chokolade.

Min krop reagerer ret kraftigt på sukker. Ikke at jeg bliver kraftig af det, næh, nærmest modsat, jeg bliver nemlig mega hyper af forædlet sukkerrør.

Mit stofskifte omdanner glukosen til højtryksaktivitet, ligesom min stress næres af kulhydraterne. Pt. belejligt omsat til Julestress. (Tidligere indlæg om stress).

Mit sukkerhyper har jeg, i ugens løb, omsat til Julepyntning, hoppen under misteltenen, lettere overdrevent Julehumør og cykelture til diverse Juleindkøb og Julemarkeder. Et sted skal energien kanaliseres hen – og det er jo Jul.

Fik også brændt krudt af, 2 gange, på en gavebytning. Stod klar i butikken med bon – og uden byttegaven!

Drillenissen havde været på spil. Eller nok mest den glemsomme overhypede Livsmodne.

Ved retur, fik jeg lagt pakken i tasken, til cykelturen dagen efter – Hvor jeg så glemte kvitteringen på en bestillingsgave, der var ringet om kunne hentes!

Trænger vist til Juleferie – og helt slå Julelyset fra. Hmmm.

Julepynt

Den store kasse med Julepynt blev fundet frem. Hos os er kassen nu ret lille. Pynt af huset tager vel ca. 15 min, da tingene har faste pladser. Ikke så mange Juledikkedarer her. Ho ho ho.

Elvis, det er hunden, hjælper gerne til. Med at stjæle nisser altså.

Må altid lige hente et par stykker Juletrofæer frem fra under kældertrappen, hvor gravbøllen sidder og vogter over byttet. Et bytte der, efter langvarig forhandling, udveksles med en hundeJulegodbid.

Jeg bryder mig ikke specielt om Julepynt. Det bliver let uordentligt at se på, og jeg har svært ved uorden.

Fandt derfor, for mange år siden, et porcelænsmærke, der producerer Julepynt og som jeg liiiige akkurat kan klare at se på, i sådan max 14 dages tid.

Hvert år fremstiller producenten nyt op til Jul. Det tjekker jeg selvfølgelig ud, da der er gået lidt Julenissesport i samlingen. Det endte med et par skåle til Julegodterne. Som kan være svære at finde, da jeg både er kræsen og har fødevareintolerance.

Har heldigvis fundet et chokolademærke som består af rene og klimavenlige varer. Og som også kan fås i krydderi- og frugtfrie udgaver. Sprut må der Julehjertens gerne være hældt i. Ho ho ho.

Julehalløj

Vort kalenderlys, er et bloklys uden datoer. Dagens dato sætter jeg bare på, med rød tush, når vi tænder. Vi får nemlig ikke brændt Julelys hver dag og kommer, af samme årsag, lynhurtigt håbløst bagud.

Det halter ligeledes med adventsafbrænding. December er som den plejer. Trygt at vide, alt blot er ved den urørte gamle Jul.

Misteltenen er, traditionen tro, ophængt mellem et par stuer. Ikke at det virker specielt effektivt udi søde kys. Næh – Gemalen griner bare, når jeg står og frister under planten – “Jeg ser lige håndbold”, råber han!!!!

Synes altid, at der er håndbold i Dansk Tv i december…

Nåh, men Julehumøret er stadig sødet, med portvin. Det hygger jeg mig med, når jeg forfatter Julekort til de allernærmeste.

Du ved, rigtige kort, fremstillet i papir. Her nedfælder jeg oftest et lille Julevers og en kort Julehilsen. Ho ho ho.

Støtter derved Julemærkehjemmene – og PostNord, der er blevet en dyr og, i takt med takststigningerne, meget mindre serviceminded forretning. Og selvfølgelig portvinsimportørerne. Rød næse hører Julen til.

Mere Jul

Næste weekend har vi gæster til glögg- og glühweinrykind, med æbleskiver til. Jeg har indtaget 26 stk. indtil nu, ho ho ho. Kan sagtens klemme et par til ned.

Manden er rejst udendørs, til kongres i Miami og 30 graders varme. Pyha, stakkels ham, hvem har lyst til det! Så Juleindkøb hænger på mig. Har lige bestilt Juletræ og Juleand.

I år køber vi et økologisk træ, med klimahensyn fra frø til trætop. Juletræer er ikke natur men agerbrug, og typisk vokset op i en konventionel produktion.

Eftersom vi forbrugere spørger mere ind til miljø og forurening, dukker der nu flere producenter op, med økologiske og pesticidefrie grantræsudgaver.

Jeg synes det er svært at være klimabetænksom i Juletiden. Vi gør, hvad muligt og som vi plejer, uden at være hverken frelste eller fanatiske. Hellige er vi jo lidt, når vi sådan fejrer Julen.

Ellers har jeg virkelig givet den Julegas i år, med tanke på, at jeg overhovedet ikke er nogen Julenisse. Foretrækker at holde højtiden i afslappet stil, uden træ og æbleskiver, i vores hus i Frankrig.

I løbet af næste uge skal jeg f.eks. se Julebordene hos Royal Copenhagen i City. Aftalen har jeg med en veninde. Tænker vi slutter kigget med en alternativ Julefrokost, eller æbleskiver.

Tivoli’s Julehalløj har jeg frekventeret, men mon ikke det bliver til endnu en tur. Sikkert i selskab med svigermor, der altid gerne nyder Haven, når hun, som i år, drager på Julevisit til “Djævleøen”.

Julen varer længe

Næste søndag kommer der et lillebitte indlæg her på bloggen. Jeg har nemlig lovet mit fantastiske Netværk, Bloggers By Heart, at fortælle om mit Juleoutfit.

Så… jeg må på hovedet i skabet og hitte på.

Nissedragt har jeg ikke, må finde noget andet. Med rigeligt plads til Juleknas.

Skal nyde den søde tid, lige til Nytår – og inden alle de småkedelige – og usukrede fortsætter sætter ind.

Er du en traditionstro Julenisse? Tænker du på sukkerindtag i den søde tid? Har du tid til bloglæsen i december?

Info til den sundhedsinteresserede læser: Agavesirup er det “sundeste” sødestof. Siruppen har det laveste glykæmiske indeks, altså mindst effekt på vores blodsukker. Blot 10, hvor f.eks. hvidt sukker er 68.

 

Gaveræs

Et årligt gaveræs har, gennem mange år, udviklet sig til en fast tradition.

En fredag, først i december, foretager min veninde Birgitte og jeg nemlig et raid på diverse julepyntsoplyste butikker.

Iført praktiske sko, uendelig tålmodighed, ønskelister og den store spendérpung, kaster vi os frygtløse ud i julevanviddet af gaveræs med tætpakkede, storsvedende og indkøbshungrende horder af medmennesker.

Før i tiden, da venindens store familie og bekendtskabskreds indeholdt mange mindre børn, var det et sandt marathon udi Fætter BR, Build a Bear og småtøjs- og tingsafdelinger i Magasin mv.

Betalingskøerne i småkravlsafdelingerne syntes uendelige og bød på ufrivillige og uforvarende indsigter, i købstrætte oplinet familiers indbyrdes forhold udi skærmydsler, økonomi og børneopdragelse.

Af og til var det hamrende sjovt, ofte desværre, mindre morsomt. Skrigen, snot og tårer fløj rundt. Tror ikke det har forandret sig nævneværdigt…

Ville ønske flere børn blev barnesittet, når deres voksne går på gaveræs.

Eller storindkøb i det hele taget. Det er en prøvelse og uendeligt kedeligt, for småfolk at deltage i. Ikke meget Jule- og handlehumør eller fredelig indkøbsorden at spore hos de utålmodige mindreårige.

Tålmodighed er en gave

Selv som voksen og ret livsmoden, synes jeg, at det kan det være en udfordring af de større.

Specielt i byggemarkeder, hvor min mand godt kan lide at “tvinge” mig med i – for så at bruge virkelig laaang tid foran diverse maskiner, dimser, skruer og ledninger!

Jeg har, med årene, dog lært at bide tænderne sammen, holde mig oprejst og kvæle skrigeriet. Selvom det er en overvældende trang, der kan være svær at undertrykke. Forstår udemærket godt de små, i shoppesituationen, umulige poder.

Gaveforventninger

Julegaveræset, til vores familier, er heldigvis blevet mere afslappet som tiden er gået. Børn er jo også en slags mennesker, der bliver både større og meget mindre krævende. Ligesom vi ældre…

Nu er gaverne derfor til ukritiske og hyggelige forventningsafstemte halv- og helvoksne, der blot ønsker sig en dejlig aften i familiens skød. Gaverne betyder mindre og er ligefrem helt afskaffet, i visse forgreninger af familiejuletræet.

Veninden og jeg har, af ovennævnte årsag, fået bedre tid til at ose, kigge Juleudstillinger, spise lunch – og måske endda slutte af med kagespisning.

Det kan jeg godt lide. Bentøjet og ryggen bliver trætte af sådan, at både daske rundt, stå i kø og slæbe Julepakker.

Lettere Gaveræs

Gaveræset er, forholdvis, hurtigt overstået til min egen lille familie.

I år skal der blot afsendes 1 stk. gave  – og det er ikke med post, men via Mobilepay. Godt nok nemt.

Den yngste niece er endnu ikke fyldt 21 år, hvilket er overgangen til nul gaver, her i vores petite famille. Hun får wireoverført et beløb, til sit helt eget gaveræs.

Vi giver kun pakker til personer under 21 – og ellers dem, uanset alder, som vi er sammen med på selve dagen. Gavereglen gælder både ved fødselsdag og Jul.

Vi er i Danmark i år, og jeg skal finde gaver til vores 2 mødre, der begge ferierer hos os i Julen – og så lidt til gemalen. Det er til at overskue – og levner tid til kageindtagelse.

Gravbøllebassen får altid pakker. Mange flere end vi tobenede.

Gaverne strømmer ind fra nær og fjern, rengøringsfirma, hundelufter, farmor, nissen og Julemanden. Måske fordi det, trods alt, vedbliver at være den yngste i familien, ihvertfald i menneske-år.

Rigtige Gavebutikker

Jeg køber for det meste ind i rigtige butikker. (Læs evt. her om undtagelsen ). Synes det er vigtigt med køb i fysiske butikker, hvis vi vil undgå butiksdød og beholde arbejdspladser samt et livligt gademiljø i vores byer.

Jeg bor i Kgs. Lyngby, hvor der, endnu, er masser af butikker samt et Storcenter plus Magasin og Illum. Jeg må derfor siges at være rigeligt dækket ind, når købelysten melder sig.

Men…. også her, småklager lokale butiksindehavere over al for megen Nethandel – og deraf manglende salg med fald i indtjening til følge. Der skal langes mange varer over disken, for at kunne betale husleje, løn og have lidt til livets andre vigtige fornødenheder.

Så, selvom det kan være lidt af en prøvelse at handle gaver i december, så gør jeg det, i de rigtige butikker og ikke hjemmefra på Nettet.

Dvs. der er jo lige den der Mobilepay-gave til niecen! Det foregår i cyber, men… beløbet bliver anvendt til et fysisk indkøb i det Nordjyske, så… det synes jeg er okay, hihi.

Gaveræs Vintage

Gaveindkøb

Hvad fik jeg så i poserne i år?

Nu vil jeg ikke afsløre det hele, men der kom bl.a. franskt og klimabetænksomt vintage til mødrene.

Og noget der trænger til udskiftning hos gemalen. Altså, han skal ikke udskiftes, men derimod en ting han er storforbruger af og som nu er helt slidt op.

Der er intet købt til hunden. Vuffen får så rigeligt fra alle andre.

Til mig selv, fra Nissen, må jeg lige gå i gavetænkeboks.

Ender nok med 1 stk. ny ringeklokke til cyklen. Den jeg har er gået i stykker, det er ikke særligt smart, når nu Julen snart skal ringes ind.

Lidt gaveræs blev det alligevel til. Skulle jo hitte på fra hunden, til nogle af alle de mange fans.

 

Er der Julegaveræs hos dig? Støtter du også helst de fysiske butikker? Får din hund flere gaver end dig?

Helt appelsinfri

Helt appelsinfri er jeg ikke, når det kommer til Baileys og Portvin altså – ellers er jeg.

Jeg kan nemlig ikke tåle citrusfrugter og deres olier.

Olierne bliver frigivet, når frugten skrælles, skæres eller pilles og fylder rummet, hæfter sig på tøj, hår og hænger omkring den frugtnydende person.

Indånder jeg disse små partikler, så brænder mit ansigt og mine luftveje begynder straks at snøre sig sammen, med langsom kvælning til følge – hvis ikke jeg flygter langt væk fra dråberne.

Hvilket jeg automatisk gør, da overlevelsesinstinktet træder til, helt af sig selv.

Akut-medicin hjælper lige nok til overlevelse, men fornøjelsen af åndenød, AndersAnd-stemme og svideri, den har jeg i op til halve og hele dage.

ikke appelsinfri

Ikke helt appelsinfri

November og december er lig med juletid og derfor den tid af året, jeg frygter allermest.

I de måneder er der nemlig appelsiner, mandariner og clementiner overalt. Folk går helt amok og guffer i sig af de orange vitaminbomber, hænger dem op i bånd istukket nelliker samt pynter op her og der, med de flotte farverige frugter.

I mange parfumer, deodoranter, cremer, sæber og rengøringsmidler m.v. er der ligeledes tilsat citrusolie. De giver samme reaktion. Så jeg må holde mig langt væk fra mennesker, der har anvendt den slags hørmatik. Det er så hele året rundt.

Ikke altid nemt

Udfordringerne er mange og opstår jo når jeg bevæger mig rundt ude i samfundet. Et samfund befolket af nyvaskede, parfumerede og frugtspisende borgere.

Folk bliver nogle gange, desværre, lidt forurettede og irriterede på mig. Forstår ikke, når jeg ikke kan være i nærheden, må gå min vej eller melde fra. Er blevet kaldt alt fra hysteria til opmærksomhedskrævende!

Med fare for at lyde hysterisk – og gøre for megen (h)væsen af mig selv, så kan jeg bare godt lide at trække vejret.

Du ved, sådan ned i lungerne og ud i blodbanerne. Kroppen fungerer allerbedst med regelmæssig vejrtrækning.

Det er også virkelig enormt angstprovokerende ikke at kunne ånde, skal jeg hilse at sige.

Mit hjem og mine nærmeste er selvfølgelig helt appelsinfri. (Samt citron-, tryksags-, røg, hyacint-, og liljefri m.m.)

Appelsinfri or not

Efterhånden har rigtig mange supermarkeder udstyret sig med juicemaskiner. Maskiner der presser friske appelsiner i en lind strøm, med luftbårne små, og for os med angstfyldt- og åndedrætsbesværliglidelse, ekstremt farlige mikrousynlige dråber til følge.

Jeg handler derfor mest husholdningsvarer via Nettet, hvor varerne kommer frisk fra lager, helt uden citrusindblanding.

Ved indkøb af friskvareforsyninger, risikerer jeg af og til mit liv og vover mig ind i vores lokale markeder. Har der været gang i presseriet, så er det om at holde vejret, sno tørklædet godt om mund og næse, spurte forbi i overlydsfart og komme så langt væk fra området som muligt.

Ligner mest af alt en, ikke helt appelsinfri, moden desperado, der vil røve af kassen eller kolonialhylderne, men jeg er endnu ikke blivet stoppet – eller anmeldt.

Appelsinfri advent

Advent

Hos os dufter julen kun af gran og glühwein – samt æbleskiver.

Hvert år hiver jeg en adventsstage frem, og pynter den med bånd og/eller nordisk natur. Alt der dunster af citrus er No Go.

Normalt når vi bare aldrig at få tændt adventslysene før midt i februar, eller i april som sidste gang. Bedre sent end aldrig, er blevet vores adventsmotto.

I år er vi faktisk før tid, da jeg skulle tage et foto til dette indlæg.

Men æbleskiver, dem spiser vi hver og hver anden aften.

Appelsinfri julelys

Julehalløjet

Jeg har lige været i Tivoli – det er altid hyggeligt. Højdepunktet var nu ikke juletræer og pynt, men to solsorte, der sang så højt og smukt, at det nærmest gav os forårsfornemmelser.

Måske var det al den lysen op, der havde sat gang i fløjteriet. Lys er godt og får åbenbart alle skabninger i dejligt humør.

Nu vi er ved fornemmelser, så er mine julenissenemmelser ikke særligt udviklede. Kan dog godt glæde mig over alle lyspunkterne og de små hyggelige udendørs (og appelsinfri) julemarkeder – samt æbleskivespisning. Nok mest det sidste…

Min mand derimod, han er en rigtig julenisse. Han kan lide juletræer, julelys og julemad. Nok mest det sidste…

Æren i behold

I min tid på arbejdsmarkedet, har jeg, så vidt muligt, altid undgået store fester og julefrokoster. Årsagen er selvfølgelig mine udfordringer, udi åndedrætsbevarelse.

Fordi, ved diverse festivitasser bliver der, pr. automatik, anvendt ganske gavmilde og overbetragtelige mængder af duftevand, sæber, cologner, hår- og moustachepomader m.v. Hvilket gør både mennesker og lokaler til rene dødsfælder, for os med MCS.

I mine yngre og sprøde år var generne noget mindre udtalt, så der vovede jeg mig af og til med.

Den sidste gang jeg deltog, fik det dog omfattende konsekvenser. Konsekvenser jeg stadig lever med, den dag i dag, 30 år efter.

Den julefest fik stor betydning for mit singleliv – som jeg måtte opgive, for i stedet at indgå ægteskab – med ham julenissen.

Og heldigvis for det. Sikken fest vi har haft.

Du kan læse mere om ægteskab her

Er du en julenisse? Har du allergi eller MCS? Husker du at tænde adventslysene? Synes du godt om æbleskiver?

Livsmoden ekspert

Jeg er ekspert udi….. uigenkendelighed, fjumseri, pinligheder og upassende grinen.

Utallige er de historier, hvor jeg enten får kvajet mig, ødelagt noget eller kommer galt afsted pga. min ekspertise.

Vi er allesammen gode til noget, og ovenstående er altså nogle af mine spidskompetencer.

Heldigvis er jeg også mega ekspert i at spise kage, holde orden og gæstebud, så det er ikke kun pinligt grineri og fjums det hele.

Frenglish

Mit seneste stunt var her den anden morgen, hvor jeg havde travlt med at nå bussen til Cannes.

Jeg løb forbi min rare nabo Pierre, der sad udenfor i sin kørestol og talte med en yngre bebrillet kvinde. Igår så jeg samme kvinde gå her på vejen og snakke med Pierre’s hustru.

Nåh – men “Ca va og A bientôt” råber jeg og bener ned ad bjerget.

Lidt efter, ved busstoppestedet, holder en bil ind – og den yngre kvinde stikker hovedet ud og spørger, om ikke jeg vil have et lift til Cannes.

Jeg hopper ind og begynder en høflig samtale. Vi snakker fransk/engelsk, da kvinden bekendtgør, at hun meget gerne vil forbedre sine engelske sprogkundskaber.

Jeg fortæller, at der snart flytter et par ind på vejen, hvor hustruen taler lidt engelsk og manden taler rigtig godt engelsk.

Forklarer, at da min mand ikke taler fransk, så bliver det rart med naboer, han kan sludre med. Hun spørger om jeg mener det par, nede ved den anden vej? Næh – dem kender jeg ikke til.

Jeg forhører mig, om hun er Pierres nye fysioterapeut?  Nej…Det er hun ikke, hun er bioanalytiker. Nå da, så hun kommer og tager blodprøver på Pierre? Næh, det gør hun ikke…

La femme begynder at smågrine – og spørger om jeg ikke kan genkende hende… Øhhh – jeg kigger nærsynet, men desværre.

Kvinden afslører, at hun jo er den nye nabo, i huset ved siden af Pierre!

Jeg hilste –  af 2 omgange, på hende, hendes mand og deres søn i sommers! Jeg er virkelig ekspert i ikke at genkende hverken folk, fæ eller navne.

Vi fik, heldigvis, grinet godt og grundigt og blev enige om, at ingen af os havde briller på, da vi mødtes i august. Sådan nogle synshjælpemidler kan virkelig forandre udseendet på yngre kvinder – og synet radikalt på modne madammer.

Vi aftalte, at vi skal ses, hygge, grille og sludre med og uden briller, på både  fransk og engelsk, når vi lige om lidt bliver naboer.

Hinsidan

En anden gang var jeg ikke så heldig.

Gemalen har en bekendt i Sverige, som kom på besøg, i vores svenske domicil, med sin hustru. Under kaffeslabberaset taler vi om sjove forskelle i det danske og svenske sprog.

Jeg kan huske min mand har fortalt, at hustruen er amerikansk, så jeg fortæller hende, hvor imponerende godt, jeg synes, hun taler svensk.

Alle kigger underligt på mig – og hustruen siger, lidt småstramt, at hun er født i Sverige og har svensk som modersmål, så det er hun glad for at høre…

Nå – men der manglede jeg åbenbart en opdatering. Det var en ekskone, der var amerikansk.

Modtog et blåt mærke på skinnebenet – og ingen grinede, udover mig. Der stadig synes det er ret morsomt.

Vandvognen

Fjumseriet handler om min, til tider, ufine finmotorik, der ofte foranlediger en del ødelæggelser.

F.eks. første gang jeg åbnede døren i min mands, dengang kærestes, elskede sportsvogn, flåede jeg dørhåndtaget af – og da jeg lånte køretøjet og selv sad bag rattet, knækkede jeg bakspejlet og trak gearstangsknoppen af, efter blot 5 sekunder i førersædet.

Koblingen gik også i stykker, efter hele 20 sekunder. Måtte sparke kraftigt til pedalen hver gang, før den tog fat – og soltaget begyndte at åbne og lukke sig fuldstændigt vilkårligt. Det mener jeg nu ikke var min skyld.

Dengang, som nu, var det et regnfuldt efterår, så der lagredes et større vandreservoir i soltagets kanaler. Det resulterede i, at hver gang bilen bremsede eller drejede lidt skarpt, ja…så fik du en kaskade af vand i nakken.

Det gjaldt derfor om at køre forsigtigt, bremse blødt og være ekviperet i regnfrakke, med hætten på.

Vinduesviskerne, i den lave racer, stoppede med at virke på en regnfuld tur til et event i Vikingeskibs-museet i Roskilde.

Heldigvis havde jeg en over 2 meter høj og enormt langarmet sammenkrøllet passager med. Han agerede vinduessvaber og fik derved strakt kroppen lidt.

Helt vikinge-agtigt trodsede vi elementernes rasen og nåede frem til aftalen, begge lettere fugtige i nakken og een med gennemblødt overkrop.

Overdrev ned ad nakken

Den kommende gemal blev informeret om alle ulykkerne, men troede helt klart jeg overoverdrev vildt og blot var morsom.  Reparationer kunne vente, til han kom retur fra oversøisk arbejde, værre var det nok ikke.

Han vendte hjem fra udlandet, overtog styringen – ræsede afsted – bremsede lidt hårdt op – og fik en kæmpe flodbølge ned ad nakken. Jeg havde, godt forberedt, slået hætten op og sad grinende og kiggede på en plaskvåd og vældig overrasket nyduschet chauffør.

Bilen kom selvfølgelig på værksted med det samme – og min mand har siden troet på alle mine overdrivelser. Næsten da.

À Mougins i denne uge

Endelig har håndværkerne skiftet det gulv som de, i første omgang, fejlagtigt fik lagt med forkerte fliser.

Det er rart at vide, at andre også kan kvaje sig. Bare ærgerligt kvajeriet var vores entreprise. En klar ommer.

Stueetagen er færdig nu, slut med fremmede mænd og roderi i huset.

Jeg har derfor haft gang i en storrengøring, igen. Det er de mest utrolige steder, sådan noget marmorstøv får bevæget sig ind i. Faktisk kommer det ind ALLE vegne. Også ovenpå, selvom gulvet er i stuen.

Madame mutter her med kost og spand, har leget ekspert i støvsugning samt afvaskning gange flere og nu skinner alt fra gulv til væglamper, loftsbjælker og stikkontakter.

Pilates og planken har jeg snydt med og sprunget over i denne uge. Den modne krop er øm og gennembrugt af gulvskrubning, pudsepolering og slæben møbler retur til stueplan.

Men det er blevet så fint – og ser ud nøjagtigt som vi gerne vil have det.

livsmoden ekspert

Udi det franske

Ellers render jeg rundt og taler alt det fransk, jeg kan komme afsted med.

Det gælder om at bruge sproget, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg lige har lært på et brush-up-intensivt kursus.

I går var vi til vejmøde, eller rettere grundejerforeningsmøde.

Her kom mine franske gloser – og opfattelsen af naboernes på en hård prøve, men det gik nu meget godt. Fik fat i det meste og ihvertfald det vigtigste…

Grundforholdene i Frankrig er, set med danske øjne, lidt spøjse, så det skal jeg ikke trætte dig med. Men de nye naboer, som jeg genkendte med det samme, ønskede et møde, hvor vi fik snakket om vores fællesarealer.

Det handler om den lille sti vi alle er placeret på, de to repos’er vi har til parkering. Og et aflangt stykke, bag vores grund, som ingen rigtig ved om er tilfælles.

Får ros, for mit franske, af alle vores fantastiske søde naboer. De fortæller jeg slet ingen accent har, voila!

Så pyt med, at noget af det der kommer ud, grammatisk er formuleret som en tre-årig på en overdosis af ævle-bævle-puré, det lyder nemlig godt og helt indfødt.

Kan blære mig med at være ekspert i zero accent.

Hvad er du ekspert i? Kan du lide at gøre rent? Kvajer du dig ofte?

 

Janet 1 Retoucheret

6 år – 1. klasse

I en tid, hvor enhver efterhånden er retoucheret all over, til alle tider, har det nu ramt de sagesløse børn på skolefotoet.

Op mod 50 procent af forældrene ønsker, at poderne bliver retoucheret og redigeret til perfekte, tilpasset et urealistisk perfekthedsideal, vidundere.

Det er godt nok mange, der ikke kan holde ud at se på deres eget afkom og underkender husstandens små, åbenbart uperfekte, guldklumper.

Jeg finder det skræmmende og trist, at vi oplever denne perfekthedskultur snart sagt allevegne. Virkeligheden er åbenbart ikke god nok, flere forældre vil ihvertfald gerne have en anden virkelighed.

Medierne har den seneste tid, heldigvis, været fyldt med forargede indlæg, opråb til forældre om at stoppe og diverse udtalelser fra sociologer, psykologer og andre eksperter udi levevis, vedrørende denne mærkelige trend.

Glansbilleder

Hvad foregår der egentlig? Skal Instagram og Facebooks glansbilledeverden, projiceres over på børnene i en tidlig alder?

Som om, det ikke bliver svært nok senere at leve op til de overkrav, de unge mennesker går rundt og stiller til sig selv.

De sociale medier flyder med Ken- og Barbieudgaver iført lydefri teint, tatoverede øjenbryn og volumniøse øjenvipper. Numse- og brystforstørrelser er in. Andemund og trutlæber et must. Vaskebræt, skarp kæbelinje og store biceps idealet.

Besidder du, af en eller anden sjælden og genetisk ukendt årsag, ikke fra naturens side ovenstående attributter – eller har tegnebogen ikke været luftet hos plastikkirurgen, så fortvivl ikke.

Foto’s kan redigeres gennem diverse app’s, filtre og retoucherings-programmer og fremstille et utopia, hvor alle ser “smukke” og overvejende helt ens ud –  og fører sig frem i det såkaldte “perfekte liv”.

Selvværdet kan hurtigt få et dyk, hvis barnet (og forældrene) sammenligner sig med disse urealistiske fotografiske fremstillinger.

Og nu bliver barndommens bumser, misfarvede mælketænder, plastre, snotnæser og buttethed altså fjernet. Stakkels unger, der ikke bliver anerkendt af deres forældre –  men skal finjusteres og shines up, i stræben efter samme udtryk, som ses afspejlet i det superoptimale fantasy social-media-univers.

Eller er afkommet så “uheldig” at ligne een selv…… før filtrering til Wonder Woman eller Superman og ren fiktion?

Kan der ikke lovgives om tvungen digital detox i perioder? Så alle kan slappe af og få perspektiv og realitetssans tilbage.(Livsmoden uretoucheret blog undtaget selvfølgelig, hihi).

Skolefoto’et er et øjebliksbillede. Kunne det ikke fredes – og vise den af og til skøre, skæve og virkelige verden, i stedet for en perfekt og kunstigskabt fuldkommenhed, som ingen af os lever op til in real life – og heller ikke behøver. Vi er nemlig gode nok som vi er.

Janet retoucheret

11 år – 6. klasse

Uredigerede

Mine skolefoto er uredigerede, og nok ikke særlige “perfekte”, efter den skala, som ca. halvdelen af nutidens forældre anvender.  Derimod er det er jo dokudrama fra netop den dag og periode i min barndom. Manglende tænder, stritører, surmulen og skrammer hørte til.

Min lillebror har et skolefoto, hvor han poserer med et kæmpe stort blåt øje og så er der dem, hvor tænderne er en udtalt mangelvare. Egentlig tror jeg slet ikke, at der findes et skolefoto af min bror uden en skramme, flænge eller forbinding. Han var en vildbasse og altid forrest i køen, når det blev korporligt. Det ville være helt forkert, at han på fotografierne fremstod som andet, end den frække slagsbror og ballademager han var som knægt.

Virkeligheden

Jeg har flere foto’s fra 60’erne, hvor mine knæ er plastrede til med forbindinger. Det var da rulleskøjter og løbehjul var mine foretrukne aktivitetsredskaber.

Min mor har, nu i over 50 år, grinet sig til mavepine over eet specielt foto, hvor jeg sidder i en meget fin gul strutkjole med kæmpe, hvide og lettere blodgennemvædede gazeforbindinger på knæene. Resten af familien optræder ligeledes på fotografiet, men det eneste der lægges mærke til, er mine stankelben med de enormt fotogene knæ.

Et af familiens yngre medlemmer optræder, på samtlige foto af hende som førskolebarn, med et kæmpevræl og tåregrimmet ansigt, for sådan så hun ud, i de år. Det kom ikke på tale, at ikke få taget det årlige gruppebillede af hende sammen med de to søskende. Så jeg har flere, ret pragtfulde, foto´s af tre børn, hvor de to af dem smiler anstrengt og prøver at ignorere skrigeballonen ude på fløjen.

Ingen har talt om – eller tænkt tanken, at de fotografier skulle redigeres eller gemmes væk. Tværtimod, vi synes allesammen, at de er skægge, søde og fjollede.

Og i virkelig dårlig color- og papirkvalitet, men intet var jo helt som i dag, dengang – Næh, vi (over)levede i en rå og barsk virkelighed, fremstillet ren naturel, totalt uden retouchering.

Retoucheret

1 år – Her kunne der have været fjernet skrammer på stolen, lagt strithår ind og hvad med nogle flere tænder…

Janet retoucheret lige

5 år – En barmhjertig fotograf kunne have slettet knold, stritører, hårtotter og fyldt lidt ud med fortænder…

Retoucheret

59 år – God belysning og fuldt tandsæt

Næsten uredigeret

Jeg fik lige kigget på min egen header her på bloggen – og portrætfoto’et fra fotostudiet, hihi.

Der er lidt mere makeup på end jeg sædvanligvis anvender, ligesom optimal belysning og blænde samt en topprofessionel fotografs bud, på en gråhåret livsmoden blogger.

Heldigvis er jeg ovre bumseperioden, fortænderne er vokset ud og ørerne er gemt bag håret. I min alder er det rynker, løs hud og deller der bliver retoucheret glat og stramt.

Det er ikke noget jeg lider voldsomt af og derfor ikke har opfattet som retoucherbart, endnu. Venter til når det dukker op på et tidspunkt, så må jeg dér tage stilling til, om læserne eventuelt kan klare mit aldrende real life udseende.

Satser på, at mine tænder holder livet ud, så de vedbliver ihvertfald at fremstå helt ægte og uretoucheret. Ellers kan jeg jo f.eks, også blot holde min mund lukket.

 

Synes du, at det er OK, at skolefoto bliver retoucheret all over?

Er det helt fint at redigere børns udseende på foto’s?

Er selv faldet i beauty-fælden, dog uden at være fantasy retoucheret, her

 

Jeg kan godt lide efteråret. Her snakker jeg altså om september og oktober. Ikke november, der burde have sin helt egen sæson. Den kunne sagtens hedde noget i retning af møgår, nederen, mørketid – eller slet og ret bare Værste.

Om efteråret kommer den der friske og skarpe luft, jeg som astmatiker trives med. Det gør godt i lungerne – eller mere korrekt, føles som godt. Jeg bor nemlig i Storkøbenhavn, hvor der er rigeligt med udledningsgasser. Og det er jo som udgangspunkt, ikke specielt sundt for åndedrætssystemet.

Duftene intensiveres, når dug og vådere vejr holder sit indtog. En tur i mine “baghaver” Ermelunden og Dyrehaven, efter en omgang regn og rusk finder jeg herligt forfriskende. Jeg kan også lide den stride blæst ved stranden og søen her i mit område. Igen illusionen om, at jeg får indåndet masser af frisk luft.

Fugtigt og farverigt

Jeg er vild med at hoppe i vandpytter. Noget jeg heldigvis aldrig er vokset fra. Det gør mig simpelthen så glad. Kan slet ikke lade være, opfører mig nærmest som en vandhund á la lalleglad labrador.

Min mand følges ikke med mig, når jeg hopper og plasker. Han er altid langt væk og forestiller ikke at kende det storgrinende plaskende kvindemenneske. Hunden orker mig heller ikke, når jeg liiige skal i vandpytterne.

Jeg synes også det er mega sjovt at løbe rundt og sparke i blade. Gemalen, gravbøllen og jeg går derfor ofte ikke sådan rigtigt tur sammen om efteråret, men ses bare på de samme veje og stier – eller når jeg indhenter dem, efter at have udlevet glæden ved plaskeri og sparken omkring.

Hvem har egentlig bestemt, at det er forbeholdt småbørn at nyde spontane overfald af vandhuller og løvbunker?

Farveskiftet fra grønt til gyldent og rødt synes jeg er så smukt. Til gengæld bryder jeg mig ikke om nøgne grene og den gråsorte smattede jord, der er typisk for den der november. Ser altid frem til frost og masser af sne, som jeg er stor fan af.

Inde og lidt ude

Bagte kastanjer med smør og salt, er en af mine livretter. Den delikatesse frådser jeg i hele oktober. Dem har jeg helt for mig selv, ligesom vandhullerne og bladbunkerne.

Min gemal bryder sig slet slet ikke om efteråret. Efter den 1. oktober er laksesæsonen forbi, så skal han pakke fluefiskegrej og waders væk. Motorcyklen skal i hi – og det er mørkt om morgenen. Altsammen noget, min kære husbond ikke synes det allermindste om.

I løbet af året har jeg fået skrevet alle de bøger ned, som jeg ikke nåede at læse, da dagene var lange og nætterne lyse. De skal læses nu, i den mørke tid. Det er råhyggeligt at sidde med en stor kop varm chokolade, ild i pejsen og en god bog. Netfixet og Tv-skærmen kommer aldrig op på siden af virkelig god litteratur.

Efteråret er lig med mere indetid og flere praktiske indendørs gøremål. Dem kan min mand faktisk heller ikke lide, hihi. Det er ofte noget med maling, afkalkning og diverse småreparationer. Efterårsudbedringer med motorsaven er han derimod altid med på. De foregår heldigvis udendørs.

efteråret

Garderobeskift

Bare ben sæsonen slutter – suk. Det er sådan set det eneste, jeg ikke bryder mig om ved efteråret. Strømper og lange bukser hører absolut ikke til mine favoritter. Jeg er strømpe- og benklædefri, sådan nogenlunde fra april til omkring oktober.

Fordelene ved at pakke sig ind i flere dækkende tekstiler er dog, at jeg ikke behøver være så nøje med hårfjerning her og der – og neglelakken, på tæerne, sidder lidt længere, end når fødderne er fritlagt.

Hvert år er det næsten som at få en ny garderobe, når vintertøjet bliver hentet frem fra gemmerne. Tit har jeg helt glemt hvad jeg har (altså nok for meget!) – overraskes ofte og er glad, at tøjet stadig passer.

Til gengæld er min forbløffelse stor, når det ikke gør! Hvordan kan lår, livvidde og bagdel ændre facon så drastisk, på så kort tid! Min vægt er uændret, men faconen skifter åbenbart som sæsonerne, når alderen (og kroppen) sådan hæves.

24 grader

Det næste stykke tid er jeg i mit elskede Mougins i Sydfrankrig, læs evt. her. Jeg forlænger sensommersæsonen. Går lidt glip af en bid af efteråret her i Danmark. Men nyder de 24 grader, terrasselivet – og solen, som stadig har magt i dagtimerne. Glæder mig til bare ben – og den intense duft af jasmin.

Jeg blogger dernede fra i næste indlæg.

Au revoir et A bientôt.

Nyder du efteråret? Sæsonskiftene? November? Sløset hårfjerning?

 

Gode veninder

Næste weekend har jeg et rykind af 10 herlige, søde og gode veninder, plus min lillesøster, som også er sød. De kommer og hygger en aften – Det er sådan noget tøsetræf jeg inviterer til flere gange årligt. Enten som brunch, High Tea – eller fællesbuffet en aften.

Har du gode veninder – og er du selv en god veninde?

Hvad er en god veninde for en størrelse – Hvad er det der gør, at netop I bliver ved at ses?

Nogle af mine veninder rejser jeg med, andre går jeg på muséer eller i biffen med, andre igen ser jeg til brunchaftaler, shopping, vandring i skoven eller cykelture til stranden. De fleste foretager jeg mig det hele med – og indimellem gør vi ingenting, hygger blot. Nogle har jeg kendt længe, andre er af lidt nyere bekendtskaber.

Min “ældste” veninde mødte jeg for omkring 35 år siden. Det er egentlig hendes mand der var min ven, men han kom pludselig slæbende med denne her kæreste, der så over tid, blev en tæt veninde. Mit nyeste venindeskab er blot 2 år gammelt.

Vi ses, fordi vi har det rart og sjovt i hinandens selskab, fordi vi er gode for hinanden, eller gør hinanden rigtig godt. Vi bidrager gensidigt til venindeskabet og føler os trygge i samværet. Lytter, er ærlige – og betroelser kommer ikke videre.

En rigtig veninde fortæller dig det, når du har spinat mellem tænderne og hvis mascara’en løber.

Vi klarer også det mindre morsomme sammen. Vi hjælper og støtter uselvisk. Tillid og tryghed, fis og ballade, alvor og sorg, ups and downs, det er ligegyldigt, vi træder til over hele linjen, på alle tider af døgnet. I selskabskjole eller nattøj, gummistøvler eller stilletter, kommer vi ilende hinanden til undsætning.

Dirty Janet går amok

Dirty veninder med slag i

Jeg mindes stadig dengang jeg, sammen med 3 veninder, tog ud til en fælles venindes hjem og “bankede” hendes mand!

Hun sad på skadestuen, for jeg ved ikke hvilken gang. Han slap med blodtud, nivemærker – og en kæmpeskræk i livet.

Vi hjalp også med politi, flytning, psykolog og skilsmissepapirer.

PAS PÅ. Veninder kan være yderst farlige – og grænseoverskridende, hvad angår anstændig opførsel, hvis du gør veninden fortræd.

Og nej, jeg går normalt ikke ind for vold og selvtægt, men….her var der altså brug for en håndfast aktion.

Træfpunkt

Hvor møder du nye veninder?

Jeg har f.eks. mødt 1 i en boghandel i Frankrig, 2 i S-Toget mod Kgs. Lyngby, 1 på en yogarejse til Korsika, flere på tidligere arbejdspladser, 1 i nabohuset i Sverige, 1 på et kursus i fransk og 1 på en skibakke i Italien.

Pt. er jeg ved at udvikle et, måske, nyt venindeskab, via INSTAGRAM! Hihi, sådan helt Netdating-agtigt. Vi skal ses LIVE i oktober, når jeg er i Frankrig, for der bor hun, tæt på vores hus i Mougins.

Socialt gen

I min barndom søgte jeg ikke veninder. I teenageårene så jeg kun af og til een, som jeg hang lidt ud med. Det interesserede mig overhovedet ikke dengang, tværtimod. Jeg havde nok i mig selv og mine interesser, savnede ikke veninder, trivedes super fint med lettere og løsere bekendtskaber af forskelligt køn.

Har altid været lidt asocial i den retning. Tager f.eks. stadig selv tit i biffen eller dasker timevis rundt på en udstilling eller et museum. Rejser ofte solo, ligesom jeg nyder at gå på café og få morgenmad eller frokost i eget selskab.

Mit lille sociale gen er kommet til sent i livet – men jeg har efterhånden lært, at virkelig værdsætte venindeskaber. Kan, i dag, derfor sagtens sidde på café eller gå i biografen med veninder – og rigtig hygge mig. Samt invitere en flok til tøsefnis, snakken og en bid god mad.

Udskiftning

På et eller flere tidspunkter i dit liv, sker der en større eller mindre udskiftning i venindekredsen. Nogle vokser du fra, andre glider bare ud af din sfære, ved flytninger, jobskifte osv. Og så ændrer livet sig jo hele tiden.

Andre igen dropper du eller bliver droppet af. Jeg er blevet dumpet et par gange og har selv skrottet flere stykker. Årsagerne har været alt fra; for vidt forskellige værdier, livssyn og mangel på humor – til direkte grovudnyttelse, jalousi og tyveri.

Det dur nemlig ikke, hvis der generelt bliver givet (eller taget!) meget mere den ene vej end den anden.

Over and out-klar

Ved du hvornår venindeskabet er opbrugt?

Min fif- og dropguide ser sådan ud:

  1. Er du drænet for energi efter samværet. Du får intet retur, er tværtimod helt flad
  2. Du undlader at svare på hendes opkald
  3. Hun undlader at svare på dine opkald
  4. Hun snakker kun om sig selv, interesserer sig slet ikke en lille smule for dig
  5. Hun sladrer om alle, derfor sikkert nok også dig
  6. Hun stjæler fra dig
  7. Hun ved aldrig lige, om hun kommer til dine arrangementer. Svarer altid i sidste øjeblik
  8. Det er dig der tager initiativet til, at I skal ses, hver gang – og det er begyndt at irritere dig.

Du skal ikke finde dig i alt, bare fordi I har været gode veninder.

Er du god til at pleje dit venindeskab?

Synes du, at det er vigtigt med gode veninder?

 

Hverdags gråt hår

Efter klip

Så blev det tid til frisørbesøg med mit hverdags gråt hår. Det holder hår(dt) hver gang og sker sådan ca. hver 4. måned.

Det er noget jeg lige skal tage mig sammen til. Normalt klipper jeg det nemlig bare selv. Du ved, sådan med en køkkensaks og nærsynet øjemål.

Når hakkeriet ser for slemt ud, må jeg ned til Rune i Studio Bonde, her i Kgs. Lyngby, og få en overhaling.

“Har du husket at bruge kur”, spøger han – vel vidende, at det har jeg nok helt sikkert ikke…

“Hvorfor kigger du ikke ind forbi, når pandehåret skal klippes”? … Tja – det er jo hurtigt lige at tilpasse selv. Det kan han så rette op på, når jeg endelig sidder i stolen.

Overgang

Mit hår er gråt, langt, kruset-dullet, vokser som ukrudt og passer ellers sig selv. Jeg vasker det ca. hver 4. dag, fønner det glat og reder det måske derudover 1 gang om ugen. Du kan høre, at det, for det meste, er overladt til sig selv – og naturens gang, så at sige.

Som ung og yngre havde jeg mørkt, blankt, lettere krøllet hår med fald og der var rigeligt af det. I 30’erne mistede jeg, ærgerligt nok, det meste af håret efter en virussygdom, som jeg pådrog mig i Japan. Håret ændredes derefter til en underlig (asiatisk?) struktur og i 40’erne fik jeg stille og roligt salt og peber hår. Totterne videreudviklede sig over tid, til endnu tyndere, stridere og mere hverdags gråt hår all over, eller silver, som frisør Rune kalder det.

Før klip

Silverlady

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ligesom resigneret og accepteret, hvor hårdt det end er, at gråt hår, i mystisk udgave, er noget jeg bare må leve med. Jeg interesserer mig ikke så meget for det mere. Er blot glad for at have hår på hovedet.

Rune har forsøgt at lære mig at sætte det op, sådan lidt casual – men det kan jeg overhovedet! ikke finde ud af.

Jeg får faktisk mange komplimenter, for håret altså. Bliver ovenikøbet af og til stoppet på gaden af folk, som kommenterer og spørger til lokkerne. Rigtig mange tror jeg får det lavet – dem må jeg desværre skuffe med, at det hele er hårrejsende selfmade og ganske naturligt.

Jeg investerer altid i de produkter, fra JUUCE, som Bonde anbefaler til min grå manke. De er lækre, uden alt muligt mærkeligt kemi – og virker fint. Selv kuren, som jeg husker at bruge ved første hårvask efter klipning – og derefter glemmer alt om igen. Det tager ellers kun 60 sekunder ifølge brugsforvirringen – og frisøren. Måske nu, hvor jeg er blevet sådan en slags semipensionist og livsstilsblogger, burde jeg kunne finde tid til det.

Egentlig er det mærkeligt, at jeg trækker håret ud så længe – for det er altid enormt hyggeligt at komme til klip hos Rune. Vi snakker ishockey, klimabekymringer, politik, lokalnyt samt skøre og sjove oplevelser. Og med vask, klip, føn, cykling frem og tilbage, tager det hele blot 40 minutter.

Har du fået gråt hår? Gør du noget særligt ved det? Synes du gråt er flot?