ikke godnat

Godnat og sov godt… Det kan være nemmere sagt end gjort.

Jeg ligger søvnløs i Lyngby – og andre steder… Søvnen lader, for det meste, vente på sig.

Helt godnat, at tro jeg bare kan gå i seng og sove de sødes og uskyldiges søvn.

Selvom jeg faktisk godt kan være sådan lidt sødlig, så må jeg tilsyneladende være skyldig i et eller andet.

Jeg ligger nemlig tit længe søvnløs over søvnløshed. For hvor bliver den af, søvnen…

godnat nat

Søvnbesværligt

Klokken er 03.20 og jeg har ikke sovet siden klokken 01:26. Gik i seng kort før midnat.

Jeg tæller får, tænker sov sov sov, fremtvinger gaben, strækker lemmerne.

Vender og drejer mig, kniber øjenene i, prøver at slappe heeeelt af og fokusere på min vejrtrækning. Som blot består af længselsfulde suk, efter søvn i øjnene.

Lytter til hundens søvnapnøtiske snorken.

Manden er ikke hjemme, så ingen generende lyde fra den halvdel. Har hele sengen for mig selv og kan rigtig udfolde mig.

Lige lidt hjælper det.

Dyne af, dyne på. Gennemgår kedelige tyske remseverber – og tænker på, hvorfor ingen stopper strømper mere!… Uden effekt.

Er totalt og aldeles lysvågentræt.

Søvnopladning

Søvn er så vigtig. Den holder dig frisk, sund, glad og raskrørig.

I drømmeland bliver immunforsvaret vedligeholdt, muskelmassen genopbygget og hukommelsen opdateret.

Forstår så bedre, hvorfor jeg er snotnæset, slapsvanset og huskeglemsom. Glad er jeg heldigvis for det meste, også selvom det ser natsort ud, lige nu.

Jeg får sjældent de anbefalede 7-8 timer hver nat. Kan slet ikke huske sidste gang… Må have været omkring 1960…

Gemalen lukker øjnene i ca. 2 sekunder, så sover han. Sådan en falden om og bevidstløshed inden for rekordtid, er ret misundelsesværdig. Han kan sove fra både uvejr, indbrud og jordskælv. Bare det var mig.

Hunden har det ligesom manden. Blot ikke ved indbrud. Det er trods alt en lystmorderjagthund.

Den der med, at du kan sove når du bliver gammel, holder ikke – Jeg er blevet gammellivsmoden, og trænger til SØVN.

Jeg behøver i den grad en stor portion REM, døs, slow-wave, skønhedssøvn og hvad søvnfaserne ellers hedder.

Måske nok allermest den der forskønnelsessøvn. Sorte rande under øjnene klæder mig ikke specielt godt.

Dybt godnat

Gode natteråd, fra søvneksperter worldwide, er der mange af.

Ofte direkte modsatte:

  • Du skal blive liggende – Nej, det er OK at stå op
  • Tæl får – Nej tæl hellere baglæns fra 300, i 3-tabellen
  • Sov aldrig om dagen – Det er godt med en lille morfarmiddagslur på sofa’en
  • Tag ikke sovemedicin – En lille slumrepille hjælper af og til
  • Frygt ikke søvnløsheden – Men… du tilrådes kontakt til din læge, ved søvnløshed!!

De syvsoverråd, der dog er nogenlunde bred enighed om er:

  • Stå op og gå i seng samme tid hver dag, uanset hvad
  • Ingen koffein om aftenen, heller ikke chokolade…
  • Hold soveværelset køligt
  • Brug kun din seng til søvn og sex
  • Ingen tablets- og mobillysflimren ved sengetid
  • Sult – eller overmæthed er No Go
  • Alkohol forringer søvnen

Når jeg kigger syvsoverådene efter, så kan jeg sagtens forholde mig til flere af dem. Nogle er derimod svære at afholde sig fra.

Tidspunkter overholder jeg ihvertfald konstant, nemlig sent i seng, tidligt op. Jeg drikker hverken the eller kaffe om aften, spiser dog overordentligt gerne chokolade.

Termostaten “hænger” tit i soveværelsesradiatoren, så der er faktisk ofte mere end rigeligt køligt. Sengen bruger jeg også, om natten, til at læse og skrive i. Det foregår på tablet og bærbar, så der får jeg min senoverdosis skærmflimren.

Sulten er jeg hele tiden – og min aftenBaileys undværer jeg nødigt. Væsken gør mig lidt døsig, tager jo sjussen for at kunne falde i søvn…

Jeg læste et sted, at tyndere luft er godt at sove i.

Nu bor vi ikke i højderne, hverken i Danmark eller Sverige. I Frankrig reciderer vi godt nok halvvejs oppe ad bjerget, men det er hverken Mont Ventoux eller Mont Blanc.

Til gengæld har vi, alle 3 steder, soveværelse på 1. sal. Lidt i højden er jeg altså – uden søvn, så det er vist blot tynd luft, med den anbefaling.

Søvnmangel

Op mod 500.000 danskere døjer med større eller mindre grader af søvnmangelbesvær.

Måske skulle vi etablere en online Natklub. Ligge der og SMS’e gode indsovningsråd til hinanden.

Søvn er simpelthen en mangelvare, trods alverdens eksperters ekspertise.

Klimakterie og stress er 2 af de helt store årsagssyndere. (Læs evt. her om min strezz).

Livsmodne med natlige hedeture og uro i kroppen, sover stjerneklart dårligere  – og os med tankemylder og hyperløsemange stresshormoner i kredsløbet, har svært ved at finde ro og hvile i nattetimerne.

Helt godnat påvirket livskvalitet og natteroderi er desværre hverdag og hvernat, for mange insomniaramte.

helt godnat

Nu er jeg lysvågen og ikke spor træt. Det er jeg til gengæld senere i dag. Sikkert med en ubehagelig hovedpine og en megasukker-  og chokoladetrang.

Jeg må være et Å-menneske. Står tidligt op, går oversent i seng, sover Åbenbart ikke ret meget og, synes jeg selv, alt for lidt.

Soveri

Jeg sover egentlig bedst i bilen. Ja, altså når jeg sidder i passagersædet.

Falder som regel i søvn, når vi kører til fiskehytten i Sverige. Du ved åben mund og polypper, savl i mundvigen og  whiplashdinglende hoved.

Det kan afstedkomme efterfølgende lette nakkegener. Lidt afhængig af chaufførens manøvrering selvfølgelig.

Tænker soveriet, måske, har noget med de uendelige lange og ensformige hurtigforbifarende skov- og elghegns-strækninger at gøre.

Jeg kan ikke få manden til at køre mig en aftennattetur og bære mig forsigtigt op i seng. De tider er forbi. Hustrukropskilo og mandeoverarms aldersvækkelse har, med tiden, umuliggjort det forehavende.

Da vi var yngre, klagede gemalen over manglende selskabspassiar på langturene. Det skulle forhindre ham i at falde i søvn, der bag rattet.

Nu brokker han sig sjældent, nyder vist blot stilheden fra den gråhårmelerede – og musikken fra anlægget.

Halvvejs til stugan plejer vi at bytte sæde. Så snupper han en hoveddinglende skraber og jeg overtager styring – samt musikvalg.

Hunden zzznorksover selvfølgelig hele vejen.

Et andet velegnet let snorksovemiddel er Tv-serien Barnaby. Jeg misser, som regel, lige nøjagtig forbryderafsløringen. Tror jeg døser hen, når jeg har udregnet, hvem den kriminelle er. Hvilket tilsyneladende kræver al min energi…

Eller også er der simpelthen for mange får med, i den populære søvndyssende engelske in the countrysideserie…

Du kan godt høre, at jeg er i næralvorlig energiunderskud, grundet for lidt søvnopladning i hjernevindingerne.

Fuld narkose er det der virker allerbedst på mig. Det har jeg rigtig gode erfaringer med, af flere omgange. Det er ihvertfald 100 procent mere effektivt, end tællen hoppende uldtotter og baglæns hovedregning.

Men, privatnarkose er ikke til at få fat i, så jeg må nøjes med at være fuld. Hvilket på den anden side frarådes…

Det er ikke let at få sin søvn.

godnat uldtotter

Søvn, godnat du

Klokken er blevet 05:12. Jeg vil prøve, om ikke jeg kan døse lidt, inden det bliver helt lyst. Er solen først stået op, og fuglene begynder at pippe, får jeg nemlig ikke lukket et øje.

Nynner Eine Kleine Nachtmusik og Elefantens Vuggevise, lige lidt hjælper det.

Til sidst henter jeg den bærbare, indstiller elevationssengen fra uvirksom ergonomisk korrekt soveindstilling til behagelig siddeposition – og skriver dette indlæg.

Tjekker mails, læser “kollegernes” nye blogindlæg. Kigger Instagram og Facebook.

Lysflimmervågen, søvn helt umuliggjort.

Nu kører avisbudet på den natstille vej. Manøvrerende en vildt larmende knallert. Skulle der ikke, ved lov, være påbud om motorløs – eller elbefordringsmiddel i natte- og tidligmorgentimerne!

Endnu en ny dag truer, med uoplagthed, søvngængersvimmelhed og soveposer under øjenene – øv bøv.

Godnat du…Den hund skal altså tjekkes for søvnapnø…zzzzzzz. 

Faldt du i søvn, da du læste indlægget? Snorker din hund, eller bedre halvdel? Hvad laver du, når alle andre sover?

 

Mega meget musel

Mega Royalt og mega meget musseljagt, det stod den på i går.

Sammen med 3 andre modne venindekvinder, foretog jeg et raid, på vores nye aften og weekend udflugtsmål, nemlig det Royale Porcelæns Outlet, på Frederiksberg.

Mega Outlet

Porcelænet, fremstillet siden 17hundredehvidkål, er hele Danmarks. Såvel høj som lav, selv kongehuset, har det.

Iført matchende kongeblåt outfit og spendérpung, frekventerer jeg ivrigt butikken.

Som en elefant i en porcelænsbutik, kaster jeg mig totalt hæmningsløst ind i jagten, på 2. sorteringsvarerne. Flere fejlbehæftet porcelænsstykker er endda yderligere nedsat, end den sædvanlige fejlsatpris.

Udvalget skifter fra uge til uge – Der skal jo være Royale fejl i produktet, før det kommer på hylderne. Så du ved aldrig, om netop dine favoritter er heldigfordigfejlet og outlettet til kundesalg.

På gemalens ordre, kigger jeg også lige ovenpå, i Georg J’s Outlet. Sølvvarer, ståldigenoter, lamper og andet, der er mere i hans interesse, afsøges. Måske kan der her, ligeledes gøres et interessant nedsatpriskup.

Mega mærkeligt

Hvad får mig, og andre livsmodne, med overrigeligt i serviceskabene, til at rydde kalenderen og valfarte til outlettet. Og der falde i svime og nærmest gå i ekstase, over en thermokop og en tallerken…

Jeg får megastore blå øjne og pulsstigning, når jeg afsøger reolerne. Det kan jeg tydeligt mærke.

Er det den håndværksmæssige og kunstneriske oplevelse, af smukke produkter i smeltet og brændt kaolin, kvarts og feldspat…håndpåmalet diverse mønstre, som trigger det autonome ophidselsesystem?

Næh nej – Det er helt aldeles primitivt og urmenneskeagtigt…

Jeg er nemlig på jagt!

Undersøgelser viser, at det er i jagten på noget nyt, du oplever den største glæde.

Du shopper med følelserne. Belønningssystemet i din hjerne aktiveres og udløser en velværefølelse.

Selve købet er sådan set sekundært. Husk det, når du forskrækket kigger dit VISAjagttegns kontoudtog efterfølgende.

Desuden er mennesket et flokdyr. Hvis alle omkring dig begynder at gå i/eller efter et bestemt mærke, så er du, ubevidst, mere tilbøjelig til at anskaffe det samme for at blive socialt accepteret af flokken.

Musselflokken United. Here we come…

Før gik jagten til tekstil- og skomarkederne. Da klædeskabe og skuffer nu bugner af outfit til alle slags jagtsæsoner, er turen altså kommet til overloading af skænke og køkkenskabe.

Royal Jagtrus

Efter jagtrus og hyldeendevenden, i fabriksudslaget, lunch’er vi. Får stillet tørst, kaloriesult, pulsen ned, hygget og kan slappe af ovenpå det ophidsende og berusende mega ragen til sig, udi afbrændte varer.

Som jeg sidder der med indkøbsposer og maven fyldt, kan jeg mærke rusen langsomt aftage. Kroppen restituerer i en tilstand af liflig lalleglæde og afslappethed.

Indtil snakken falder på, hvad der mon kommer af fejlleverancer i næste uge…

Straks udtænker vi nye jagtselskabssammenkomster. Jeg kan mærke næseborerne udvide sig, ørerne stritte og Royal jagtparathed indfinde sig. Uhhhh det bliver godt, mega godt.

Der skal snart lades op igen. Som husets gravbøllebasse, er mine jagtinstinkter i tiptopRoyalorden.

Jeg ser måske nok forholdsvis blid ud, men kan lynhurtigt forvandles til et rent jagtrovdyr, når der skal nedlægges og luges ud i bestanden af fejlslagne eksemplarer. Her træder jeg jagtglad og hjælpsom til, overfor den kongelige leverandør.

De hjembragte jagttrofæ’er flashes på spise- og kaffekagebord. De kan også beundres i køkkenets vitrineoverskabe.

Musselsamlere

Jeg har aldrig, tidligere, været den store samler af porcelænsvarer.

Som ung og nyhjemmefraflyttet, hentede jeg et praktisk startkit i Ikea og købte det legendariske Rondo-stel. Hvidt og mega enkelt. Det holder stadig, nu i fiskehytten i Sverige.

De fleste i omgangskredsen, har efterhånden fået mussel og/eller et af de andre blåstemplede Royale stel.

Nogle er gået helt i sort, andre mixer det hele og de fleste blander lidt. Hardcoretyperne går rent ind med eet stel. Mega mussel all over, både til middag, morgenmad og kaffeslabarrads.

Jeg blander blå mega og hvid riflet. Det bliver for voldsomt på min nethinde, med musselblåt på det hele.

Men… jeg er begyndt at anskaffe fade, fra stellet blå Palmette. Vi spiser mega meget sushi – så det skal vi da dinére Royalt på. De små fade er fremstillet med henblik på det japanske publikum – og sushielskere som husbonden og jeg.

Desværre er de yderst sjældne i outletjunglen. Har kun set et par stykker. Som jeg selvfølgelig Took Away til vores faste fredagssushi Take Away.

Tv-Programmet Luksusfælden’s tilmeldingsblanket venter snart forude, hvis ikke jeg småtter lidt med trofæjagtindkøb. Selvom det er 2, sortering.

Sådan en udsalgssortering betyder også, at din hjerne går i aktion følelsesdopamin  – og der bliver plads til lidt mere i indkøbslykkeposen… Det koster jo billigt…billigere… lidt mindre ihvertfald!

mega stel

Mega mere måske

Forrige Jul, gav vi naboerne i Frankrig, et par kopper til varmt, fra det Royale Julestel. I 1. sortering, bien sûre.

De bliver brugt hver eneste dag, til deres morgencafé. De er simpelthen så extraordinaire megaglade for kopperne.

Jeg har forklaret, at de er til varm vin ved juletid, men nej – det Royale Danois skal frem hver dag. Specielt Madame nabo finder dem utroligt smukke. Monsieur nabo griner blot Royalt – og affinder sig. Bare han får sin café au lait.

Mega kontrolleret, holder jeg mig pt. blot til kongeligt kaffe/kage/morgenmad-stel + sushifade. Er ret glad for vores hvide tallerkner, skåle og fade fra Pullivuyt de France.

Men hvem ved, en dag er jeg måske faldet og fanget grundigt i musselfælden – og skifter det franske klassiske ud, til fordel for det blåmalede megaRoyale danske.

Samler du på porcelæn? Er du også gået megamussel besærk? Hvor udflugter du til, en lørdag eftermiddag?

Du kan evt. også læse, om mine andre oplevelser udi jagtrus.

 

Det er i luften

Luften over alperne

Luften er fyldt med fly, pollen, røg, luftbårne virusser, småpartikler, fugle og de der skrækkelige myg m.m.

Jeg flyver tit. Det er ikke så godt. Til daglig kompenserer jeg derfor med cykel og gåben. Det giver motion og frisk luft.

Skal jeg langt, så tager jeg S-toget (det har jeg tidligere underholdt med) eller vores elbil (elektrisk indlæg).

Men, med hus i Sydfrankrig bliver det alligevel til en del op- og nedture, i de der højere luftlag.

Luftig hukommelse

Som barn fløj jeg også en del. Jeg husker tydeligt datidens caraveller, propelmaskiner og mellemlandinger. Det tog en evighed at komme frem, sammenlignet med nutidens luftbårne jetfartskarosserier.

Som jeg mindes det, så foregik flyrejser i 60’erne og 70’erne i ro og orden. Af- og påstigning var en afslappet affære. Jeg kan ikke erindre nogle hidsige luftstrømme, fra hverken trafikpersonale eller rejsende.

CPH

Lufthavnstrends

Der er kommet nye tider og andre luftstrømningstendenser til siden, skal jeg lige love for.

F.eks. ved boarding. Her ses passagerer, der i stedet for at line pænt op i kø, efter boardinggruppenummer, som annonceret, maser og kaster sig frem mod skranken og det sagesløse checkpersonale.

Ved selvsyn så jeg i sidste uge, et modent ægtepar vælte en stakkels flyselskabsansat, der prøvede at skabe orden i vispas- og kortkøen! De skældte ovenikøbet ud, da de, af tililende vagter, blev gelejdet ind på række…

Jeg mener alle har et sædeenummer, der er normalt ikke frit valg eller stoleleg. Du er nået frem til tiden. Vi kommer alle med.

I bussen til/fra flyet, sker der også noget mystisk. Folk vil ikke fordele sig, men klumper sammen ved dørene, så adgang for indtrængende medpassagerer nærmest hindres. Igen, er du kommet i bussen, kommer du nok også ud ved flyet/gaten.

Jeg forstår heller ikke den underlige bagagebåndstrængsel. Er det bare ikke nemmere og mere overskueligt, hvis folk stod bag den linje, der oftest er markeret om båndet… Så kan alle se – og blot træde frem, når din kuffert er ud for dig.

Oppe I luften

Côte d’Azur

I luften

Når de luftivrigrejsende er placeret – og der endelig er faldet ro på møvemasserne, så synes jeg, at det er så hyggeligt, at kaptajnen åbner mikrofonen og lige hilser på:

Hej, jeg hedder Finn Flyversjus. Vi er nu nogenlunde over her, flyver i luftlag 10 km med farthåndtaget i bund – og hvis ikke der er gået båndspaghetti i det Italienske lufthavns tekniske systemer, eller det Franske strejker, så når vi måske frem til tiden.

Have a pleasant flight!

Luftfart på godt og ondt

Den hurtigste jeg nogensinde har fløjet med, er en græsk taxachauffør!

Med en smøg i mundvigen, en hånd på rattet og en arm nonchalant ude af sidevinduet!

Jeg fulgtes ovenikøbet med 2 luftfartspiloter. Vi sad alle 3 stive af skræk, presset sammen på bagsædet og var sent på den, til lufthavnen.

Vi nåede vores fly i noget nær olympisk flyvertid.

Ingen af os, havde nogensinde før fløjet så lavt, i den fart.

I luften

Indflyvning

Den værste tur jeg har oplevet, er med PanAm fra New York/Kennedy til København/CPH den 21.12.1988.

Der var orkan over Atlanten. Det føltes som at køre i en gigantisk og meget ujævn rutsjebane. De fleste skreg, utallige kastede op – og rigtig mange røg som besatte. Det måtte ryg og rejsende dengang.

2 stewardesser græd det meste af vejen – og servering samt hjælp var selvfølgelig umulig. Kaptajnen oplyste med jævne mellemluftrum, at nu prøvede han en ny højde og nu fløj vi uden om der osv. Lige lidt hjalp det. Det var en meget lang tur.

Til sidst landede vi i Oslo – og måtte hverken forlade sæde eller få frisk luft. Al bagage blev pillet ud og undersøgt. Flyet var loadet med Julepakker, der sidst i december. Så det tog tid. Ingen fik informationer om årsag eller hvorfor vi sad i Norge…

Endelig clear for take off mod København – og først der, i taxa’en hjemover, den 22.12.1988, fik jeg viden om PanAm-flyet, der var eksploderet over den skotske by Lockerbie.

Det viste sig, at min familie var i panik for en tid. De havde hørt PanAm, tidspunkt, bombe, Kennedy Airport – og troede det var flyet jeg var med. Jeg rejste dog, på samme tidspunkt fra Kennedy og ikke til, som det terroristbomberamte fly.

I Nice lufthavn skinner solen altid

Frisk lufttilbud

Min gemal rejser tit og er ikke meget hjemme. Han shopper derfor mest i lufthavne, hvor han tilbringer en del mellemluftlagstid. Der er ofte gode tilbud på habitter, sokker, elektronik – og skjorter. Det kræver blot tid til at kigge.

Du ved, lige nå at få læst detaljerne, i kraven eller på etiketten. Hjembragte skjorter i slimline, med luftige korte ærmer eller forkert flipnummer, fordi der pludselig skal boardes, er ikke et hit. Udover hos Røde Kors-butikkerne.

I overskyshoppen har jeg været heldig at finde flere af mine bedste armbånd. Velgørenhedsorganisationer fremstiller tit smykker, i en god sags tjeneste.

Senest har jeg anskaffet mig et lavet af fiskenet. Fiskenet dumpet i havet. Det der kaldes ghost net. Hvert armbånd er unikt og pengene går til Bracenet/Save the Seas.

Vi skal passe på både luften og havet.

Save the seas – Wear a net

OverVenten i Frankfurt

Skal du connecte med andre flyafgange, så har jeg et godt råd:

Undgå altid Frankfurt, for himmelluftens skyld!

Den lufthavn er et airportshelvede på jord. Det er altid dér, du strander.

Jeg har skam overnattet på et Frankfurtsk Lufthavnshotel. På min fødselsdag ovenikøbet!

Ankomst var sen – så restauranten var lige lukket! Ingen fødselsdagsmiddag…blot luftsteg og vindfrikadeller.

Hvorfor? Fordi lufthavnsbussen, fra til-tiden-ankomstflyet, brugte over 25 minutter på at køre os til den fjerneste gate i lufthavnen – og vores connecting flight afgik fra nabogaten, til den gate som vi lige var landet ved!

Vi måtte derfor spurte alle ca. 15 km tilbage, i overlydsfart. Det lykkedes os næsten – kom kun 45 sekunder for sent!

Luftpresset

Luftindtag

Parfumeret kabinepersonale og medpassagerer kan være et mareridt, for os med alverdens luftvejs – og allergiske lidelser.

Skulle tro der var tænkt på dette, når nu vi snakker luftbårne små rum, uden mulighed for at åbne friskluftsvinduer.

Jeg kører altid dyse luften på højtryk. Ligesom piloten anvender jeg fuld fart, oppe i den lette skyluft.

Alligevel er min hals, brystkasse og ansigtshud mere eller mindre svidende og brændende. Lungerne er på overarbejde med besværliggjort lufttilstrømning, efter mødet med diverse medrejsendes hørmetik og luftduftmolekyler.

Jeg rejser med et stort tæt tørklæde, som jeg bruger til næse-mundtildækning. Pt. er jeg på udkig efter en kulfiltermaske, der kan anvendes i de tyndere luftlag. Er blevet det anbefalet, af mine lidelsesfæller udi MCS og luftindtag (luftindlæg).

CPH har netop indført en Solsikkesnor, for os med usynlige handicap, og en Astmavej, hvis du har udfordringer i lungeluftlagene. Super god ide, når alt handler om luften vi har under vingerne og helst også i lungerne.

Security og andet luftigt personale er derved opmærksomme på, hvad vej vinden blæser, når du kommer anstigende med din snor om halsen.

Luften mellem sæderne er nu stadig en mangelvare, i de fleste airbårne maskiner.

Men det er ens for alle. Vi sidder lårene af hinanden – og kan rigtig aflufte parfumer, tryksager og andet, i det fælles luftrum.

Nice landing

Lufthavnslandingstrend

Ved landing har der, de senere år, yderligere udviklet sig en mærkelig tendens: Folk kaster sig ud i midtergangen, rejser sig simpelthen op og begynder at hive bagage ned, straks flyet har sat hjulene i ankomstasfalten og taxi’er på plads.

Inden flyet er standset og fasten seatbelt-skiltet er slukket!

Stewardens opråb over anlægget, om at BLIVE SIDDENDE, endda på adskillige sprog, har overhovedet ingen effekt!

Henstillingen er som ren luft, lige gennem begge ører, på de der dinglende midtergangspassagerer.

Det undrer mig altid.

Jeg mener, ingen, som i INGEN, kommer jo før ud i luften, af den grund.

Nu fik jeg vist fået luftet rigeligt ud i dette indlæg.

Med og uden underlige tendenser, så kan jeg, ganske politisk ukorrekt, godt lide at flyve.

Ville blot ønske, at luften indendørs deroppe, var helt lugt- og duftfri. 

Generer luftbårne partikler dig? Forstår du folks møven og masen sig frem? Kendte du til Astmavejen?

P.S. Solsikkesnoren fås i Terminal 3, Information.

 

Taler

Taler skal være korte.

Sokrates var kendt for sine lange taler – og hans venner slog ham ihjel…! Så det kan du jo lige have i baghovedet, næste gang du slår på glasset.

I forbindelse med årsskiftet er der tradition for at høre – og se 2 taler, nemlig Dronningens og Statsministerens.

Vi ved hvor længe de varer – og som regel nogenlunde, hvad begge vil sige, gør vi ikke…

Talerne er typisk en slags kollektiv peptalks og noget med, hvad vi som folk og individer, sagtens kan blive bedre til.

Der falder også nogle alvorsord og hints til høj og lav og ikke mindst den, måske, dårlige samvittighed.

I år var der dog 3 afvigelser, måske nok nærmere 4.

1 & 2:

Dronningen var taget syg på arbejde.

Lommeletter blev diskret anvendt til den kongelige rindende næse og mon ikke der havde været gang i varm the og næsespray, inden kameraerne kom på.

Teksterne kom så til gengæld ikke på. Kun sporadisk – og til sidst. Forkølet maskineri var årsagen.

Som altid gjorde Majestæten det godt, uagtet rød næse og løberi.

Der er ingen chef, kolleger eller Royal fagforening, som forlanger Hendes Majestæt lægge sig og komme igen, når friskheden har indfundet sig, feberen slået ned og smittefaren overstået.

Vi andre var jo heldigvis bakterie- og virusbeskyttet af skærmen. Atjuuuu – prosit – og god bedring Margrethe.

3 & 4:

Statsministeren så til gengæld vældig frisk ud.

Derfor troede jeg først, at der var noget galt med mit TVapparatur – Det foregik jo nærmest i slowmotion!

Næh – det viste sig, at ministeren blot talte meeeget.. meeeget.. laaangsomt.

Teksterne fungerede igen – og havde virkelig god tid til at følge med.

Brexit, økonomi, rigets tilstand – og os med hunde, blev slet ikke nævnt. Det bliver vi nu aldrig…

Det gjorde børnene til gengæld.

De udsatte børn. I over 10 minutter og laaangsom let pædagogisk stil.

Der er ikke meget at være uenig i her. Tænker, at ca. 100 procent af befolkningen vil det allerallerbedste for alle børn.

Udsat, indsat eller anbragt

Hvad der så er det bedste, for det enkelte udsatte barn, er den svære balancegang at hitte rede i, ude i kommunerne og regionerne.

Her sidder ofte overbebyrdede fagfolk, sagsbehandlere og andet personale, som skal omsætte hensyn til det sagesløse barns tarv såvel som til forældre, økonomi og skrappe kommunekassesparekrav. En virkelig svær størrelse at agere i, særligt når ressourcerne langt fra altid er til stede.

Desværre er de små af og til udsat for lidet kompetente kommunalt ansattes udredningsmangel, der derfor har omsat til forkert indsats og visitation, i forhold til, om en anbringelse skal foregå i et omsorgsfuldt familieregi eller på en professionel  offentlig institution.

Mangel på korrekt udredning, kan afstedkomme flere uheldige skiftende plejefamilieophold, til stor skade for barnet – og på den lange bane, samfundet og økonomien.

Håber, at børnenes minister har indsat tilførsel af flere, hårdt tiltrængte, kompetente ressourcer, i planerne for de udsatte.

Nu vi taler om børn

Børnene

Jeg har ikke selv børn. Har dog engang selv været et. Og i en 10-årig periode havde min mand og jeg et barn, i det der hedder aflastning.

Det var ikke et udsat, men et udviklingshæmmet barn, fra en velfungerende familie, der behøvede lidt “luft” og overskud til familiens andet barn.

Alle mine venner og søskende har børn – og der er også plejebørn i min nærmeste familie. Så… jeg oplever altså et og andet, hvad angår børn og deres vilkår, i alle afskygninger.

Ved siden af fuldtidsjob og egenproducerede børn, har to par i familien åbnet deres hjem og favne for små mennesker, der kommer fra hardcore belastede familier.

Børn der har haft/har det svært og hvor en diagnose tit er mere reglen end undtagelsen, så alt ofte er op ad bakke, helt fra den spæde start af.

De to familier er uddannet og godkendt til at gøre dette kæmpe kæmpe store stykke arbejde. Det er tit benhårdt, meget givende og yderst meningsfyldt – samt virkeligt samfundsnyttigt.

At se de børn vokse, trives og blive til glade børn – og på sigt – og senere voksne, med styr på livet, gør ubeskriveligt godt og taler for sig selv.

Til sidst, næsten

Nu er det her et indlæg og ikke en tale, men jeg vil alligevel ikke gøre det ret meget længere, blot henvise til mit tidligere skriv om børn, hvis du skulle få lyst til at læse detog

ellers slutte med nedenstående afsnit – samt et mega STORT og rungende TAK for indsatsen, til alle aflastnings- og plejefamilier ude i det ganske land.

Har du nogensinde overvejet at blive aflastnings- eller plejefamilie?

Der er desværre rigtig mange børn, der mangler nogle ressourcestærke og omsorgsfulde voksne i deres liv. Voksne, der ikke blot taler, men handler.

I kommunerne rundt om i landet, er der stor mangel på aflastnings- og plejefamilier til de børn, som allerede er sat i verden og har brug for hjælp.

Måske har du og din familie overskud til et barn med særlige behov – eller til en familie der trænger til ekstra voksne, i en kortere eller længere periode.

Du kan altid kontakte din kommune og høre nærmere.

 

Nytår igen

Et Nytår er lige på trapperne og rundt om hjørnet.

2019 er snart fortid, det gik hurtigt – som sædvanlig fløj året afsted.

Jeg har gransket min hukommelse og forsøgt at tænke bagud, for hvad gik mit år – og verdensåret egentlig med?

Mine Highlights

Var helt klart at stoppe på arbejdsmarkedet – og

derefter starte Livsmoden.dk  Hold da op, det har været intenst og noget af en livssaltomortale.

Opdagede endvidere, at jeg åbenbart er en klimatosse, og for en gangs skyld, ikke er alene om at være småskør.

Året bød også på en helt ny verden for mig – en blogger/influencer-verden. En verden, hvor jeg har mødt de sejeste, skønneste og virkelig hårdtarbejdende iværksætterkvinder.

Fik øjnene op for Lashlift. (Lashliftindlæg)

Startede igen med Reformer Pilates, efter flere års skadespause.

Fandt endelig produkter, der holder min, til tider, livsmodne tørre hud fugtig.

Alle hygge- og aktivestunder med mine søde venner og veninder – og min lillesøster, som også er sød.

Stadig lykkelig gift, med verdens nok mest tålmodige og ihvertfald skønneste mand. (Holde ud og omindlæg)

Mine Downlights

Var der også et par få stykker af:

I begyndelsen af året, var jeg syg med svær stress – og min fødevareintolerance og allergi forværredes, af samme årsag. Begge dele noget jeg gerne vil advare imod og ikke kan anbefale. (Stressindlæg & MCSindlæg)

Min favoritbrunch-cafe, Blomsterberg, lukkede. Noget nær en katastrofe, slut med min sædvanlige frifredagsbrunch.

At Livsmoden, endnu, ikke har tusindevis af læsere og følgere!!

Stoppede med Reformer Pilates, grundet nye skader.

World- og Danmarkswide i 2019

Udenfor min lille sfære skete der også et og andet, stort såvel som småt, bl.a.:

Klimaaktivisme er blevet det nye sort – Skolebørn, kloden rundt, strejker og forsøger at råbe os gamle op.

Det brænder på i USA og Australien og svømmer over i Danmark, Syd- og Østeuropa, samt tørrer ud i flere Afrikanske lande.

Middelvarmerekord i Danmark. Det er faktisk ikke så godt, selvom de fleste, gerne vil have det lidt varmere, her nordpå.

Stadig ca. 25 krige rundt om i verden. Menneskeheden kan simpelthen ikke, og nok aldrig, finde ud af at enes.

Det har været et virkelig godt aktieår.

Løbehjulene indtog gadebilledet, mest fortovene, selvom de skal være på cykelstierne og vejene.

Forskere mener nu at vide, at Loch Ness-uhyret nok er… en stor ål…Tja, et eller andet skal der åbenbart forskes i.

Absurd ejendomshandelsforslag, fremsat af en midaldrende underlig-coloreret tegneseriepræsident.

Uløkkens blå regering skiftet ud. Med en rødblålillalyserød een…

Ramboline og Ali skabte grineflip i Folketinget – og Tv-klippet gik worldwide. Det var også svært ikke at grine.

Offentlige kasser er blevet lænset af utrolige betroede medarbejdere. Skandanupengeløse sager popper, efterhånden, løbende op. Hva’ sker der lige med vores allesammens skattepenge…

Nordkorea´s og USA´s ustabile missiloverhoveder mødtes, for indgåelse af aftale om atomnedrustning…evt…?

Allerallersidste sæson af Game of Thrones.

Flydende kønsidentitet, han, hun, hen og 30 andre betegnelser, for hvem du er.

Green Legacy, i Etiopien, plantede 353 millioner træer på 12 timer. Målet er at plante 4 milliarder nye træer på 7 måneder.

Årets bil 2019, er en el-bil.

Det danske herrelandshold, i håndbold, blev verdensmestre (iflg. min gemal, der plejer at være sportsvidenpålidelig).

Så… alt er næsten som vanligt, verden er af lave og ulave, skidt her og godt der.

Kransekage

Nytår med fortsat fortsæt

Nu fortsætter vi alle ind i et Nytår, nemlig 2020 – og der er som bekendt en tradition med Nytårsfortsætter.

Mine fortsætter er fortsat at fortsætte med min medfødte lalleglade tilgang til livet. Gøre godt hvor jeg kan og ellers forsøge at være et ordentligt menneske – samt prøve at få flere livsmodne til at læse blogs.

Kære Læser, indendørs, udendørs, til lands, vands og i luften – Jeg ønsker dig et

Rigtig Godt Nytår  Må du bevare dit gode humør og store bloglæselyst.

 

Læser du med næste år? Var dit 2019 fyldt med highlights? Har du et Nytårsfortsæt?

Her du tjekket Bloglovin? Der kan du, foruden Livsmoden.dk, følge alle dine yndlingsblogs.

 

Den søde tid

Den søde tid … med enorme mængder af Julehalløj, flitterstads og godter er, netop nu, over os i stor stil.

Jeg forsøger at nyde den søde Juletid, som faktuelt er den virkelige OVER søde tid, med måde. Det er dog svært, med min trang til kagespisning, sød chailatte, æbleskiver og chokolade.

Min krop reagerer ret kraftigt på sukker. Ikke at jeg bliver kraftig af det, næh, nærmest modsat, jeg bliver nemlig mega hyper af forædlet sukkerrør.

Mit stofskifte omdanner glukosen til højtryksaktivitet, ligesom min stress næres af kulhydraterne. Pt. belejligt omsat til Julestress. (Tidligere indlæg om stress).

Mit sukkerhyper har jeg, i ugens løb, omsat til Julepyntning, hoppen under misteltenen, lettere overdrevent Julehumør og cykelture til diverse Juleindkøb og Julemarkeder. Et sted skal energien kanaliseres hen – og det er jo Jul.

Fik også brændt krudt af, 2 gange, på en gavebytning. Stod klar i butikken med bon – og uden byttegaven!

Drillenissen havde været på spil. Eller nok mest den glemsomme overhypede Livsmodne.

Ved retur, fik jeg lagt pakken i tasken, til cykelturen dagen efter – Hvor jeg så glemte kvitteringen på en bestillingsgave, der var ringet om kunne hentes!

Trænger vist til Juleferie – og helt slå Julelyset fra. Hmmm.

Julepynt

Den store kasse med Julepynt blev fundet frem. Hos os er kassen nu ret lille. Pynt af huset tager vel ca. 15 min, da tingene har faste pladser. Ikke så mange Juledikkedarer her. Ho ho ho.

Elvis, det er hunden, hjælper gerne til. Med at stjæle nisser altså.

Må altid lige hente et par stykker Juletrofæer frem fra under kældertrappen, hvor gravbøllen sidder og vogter over byttet. Et bytte der, efter langvarig forhandling, udveksles med en hundeJulegodbid.

Jeg bryder mig ikke specielt om Julepynt. Det bliver let uordentligt at se på, og jeg har svært ved uorden.

Fandt derfor, for mange år siden, et porcelænsmærke, der producerer Julepynt og som jeg liiiige akkurat kan klare at se på, i sådan max 14 dages tid.

Hvert år fremstiller producenten nyt op til Jul. Det tjekker jeg selvfølgelig ud, da der er gået lidt Julenissesport i samlingen. Det endte med et par skåle til Julegodterne. Som kan være svære at finde, da jeg både er kræsen og har fødevareintolerance.

Har heldigvis fundet et chokolademærke som består af rene og klimavenlige varer. Og som også kan fås i krydderi- og frugtfrie udgaver. Sprut må der Julehjertens gerne være hældt i. Ho ho ho.

Julehalløj

Vort kalenderlys, er et bloklys uden datoer. Dagens dato sætter jeg bare på, med rød tush, når vi tænder. Vi får nemlig ikke brændt Julelys hver dag og kommer, af samme årsag, lynhurtigt håbløst bagud.

Det halter ligeledes med adventsafbrænding. December er som den plejer. Trygt at vide, alt blot er ved den urørte gamle Jul.

Misteltenen er, traditionen tro, ophængt mellem et par stuer. Ikke at det virker specielt effektivt udi søde kys. Næh – Gemalen griner bare, når jeg står og frister under planten – “Jeg ser lige håndbold”, råber han!!!!

Synes altid, at der er håndbold i Dansk Tv i december…

Nåh, men Julehumøret er stadig sødet, med portvin. Det hygger jeg mig med, når jeg forfatter Julekort til de allernærmeste.

Du ved, rigtige kort, fremstillet i papir. Her nedfælder jeg oftest et lille Julevers og en kort Julehilsen. Ho ho ho.

Støtter derved Julemærkehjemmene – og PostNord, der er blevet en dyr og, i takt med takststigningerne, meget mindre serviceminded forretning. Og selvfølgelig portvinsimportørerne. Rød næse hører Julen til.

Mere Jul

Næste weekend har vi gæster til glögg- og glühweinrykind, med æbleskiver til. Jeg har indtaget 26 stk. indtil nu, ho ho ho. Kan sagtens klemme et par til ned.

Manden er rejst udendørs, til kongres i Miami og 30 graders varme. Pyha, stakkels ham, hvem har lyst til det! Så Juleindkøb hænger på mig. Har lige bestilt Juletræ og Juleand.

I år køber vi et økologisk træ, med klimahensyn fra frø til trætop. Juletræer er ikke natur men agerbrug, og typisk vokset op i en konventionel produktion.

Eftersom vi forbrugere spørger mere ind til miljø og forurening, dukker der nu flere producenter op, med økologiske og pesticidefrie grantræsudgaver.

Jeg synes det er svært at være klimabetænksom i Juletiden. Vi gør, hvad muligt og som vi plejer, uden at være hverken frelste eller fanatiske. Hellige er vi jo lidt, når vi sådan fejrer Julen.

Ellers har jeg virkelig givet den Julegas i år, med tanke på, at jeg overhovedet ikke er nogen Julenisse. Foretrækker at holde højtiden i afslappet stil, uden træ og æbleskiver, i vores hus i Frankrig.

I løbet af næste uge skal jeg f.eks. se Julebordene hos Royal Copenhagen i City. Aftalen har jeg med en veninde. Tænker vi slutter kigget med en alternativ Julefrokost, eller æbleskiver.

Tivoli’s Julehalløj har jeg frekventeret, men mon ikke det bliver til endnu en tur. Sikkert i selskab med svigermor, der altid gerne nyder Haven, når hun, som i år, drager på Julevisit til “Djævleøen”.

Julen varer længe

Næste søndag kommer der et lillebitte indlæg her på bloggen. Jeg har nemlig lovet mit fantastiske Netværk, Bloggers By Heart, at fortælle om mit Juleoutfit.

Så… jeg må på hovedet i skabet og hitte på.

Nissedragt har jeg ikke, må finde noget andet. Med rigeligt plads til Juleknas.

Skal nyde den søde tid, lige til Nytår – og inden alle de småkedelige – og usukrede fortsætter sætter ind.

Er du en traditionstro Julenisse? Tænker du på sukkerindtag i den søde tid? Har du tid til bloglæsen i december?

Info til den sundhedsinteresserede læser: Agavesirup er det “sundeste” sødestof. Siruppen har det laveste glykæmiske indeks, altså mindst effekt på vores blodsukker. Blot 10, hvor f.eks. hvidt sukker er 68.

 

Gaveræs

Et årligt gaveræs har, gennem mange år, udviklet sig til en fast tradition.

En fredag, først i december, foretager min veninde Birgitte og jeg nemlig et raid på diverse julepyntsoplyste butikker.

Iført praktiske sko, uendelig tålmodighed, ønskelister og den store spendérpung, kaster vi os frygtløse ud i julevanviddet af gaveræs med tætpakkede, storsvedende og indkøbshungrende horder af medmennesker.

Før i tiden, da venindens store familie og bekendtskabskreds indeholdt mange mindre børn, var det et sandt marathon udi Fætter BR, Build a Bear og småtøjs- og tingsafdelinger i Magasin mv.

Betalingskøerne i småkravlsafdelingerne syntes uendelige og bød på ufrivillige og uforvarende indsigter, i købstrætte oplinet familiers indbyrdes forhold udi skærmydsler, økonomi og børneopdragelse.

Af og til var det hamrende sjovt, ofte desværre, mindre morsomt. Skrigen, snot og tårer fløj rundt. Tror ikke det har forandret sig nævneværdigt…

Ville ønske flere børn blev barnesittet, når deres voksne går på gaveræs.

Eller storindkøb i det hele taget. Det er en prøvelse og uendeligt kedeligt, for småfolk at deltage i. Ikke meget Jule- og handlehumør eller fredelig indkøbsorden at spore hos de utålmodige mindreårige.

Tålmodighed er en gave

Selv som voksen og ret livsmoden, synes jeg, at det kan det være en udfordring af de større.

Specielt i byggemarkeder, hvor min mand godt kan lide at “tvinge” mig med i – for så at bruge virkelig laaang tid foran diverse maskiner, dimser, skruer og ledninger!

Jeg har, med årene, dog lært at bide tænderne sammen, holde mig oprejst og kvæle skrigeriet. Selvom det er en overvældende trang, der kan være svær at undertrykke. Forstår udemærket godt de små, i shoppesituationen, umulige poder.

Gaveforventninger

Julegaveræset, til vores familier, er heldigvis blevet mere afslappet som tiden er gået. Børn er jo også en slags mennesker, der bliver både større og meget mindre krævende. Ligesom vi ældre…

Nu er gaverne derfor til ukritiske og hyggelige forventningsafstemte halv- og helvoksne, der blot ønsker sig en dejlig aften i familiens skød. Gaverne betyder mindre og er ligefrem helt afskaffet, i visse forgreninger af familiejuletræet.

Veninden og jeg har, af ovennævnte årsag, fået bedre tid til at ose, kigge Juleudstillinger, spise lunch – og måske endda slutte af med kagespisning.

Det kan jeg godt lide. Bentøjet og ryggen bliver trætte af sådan, at både daske rundt, stå i kø og slæbe Julepakker.

Lettere Gaveræs

Gaveræset er, forholdvis, hurtigt overstået til min egen lille familie.

I år skal der blot afsendes 1 stk. gave  – og det er ikke med post, men via Mobilepay. Godt nok nemt.

Den yngste niece er endnu ikke fyldt 21 år, hvilket er overgangen til nul gaver, her i vores petite famille. Hun får wireoverført et beløb, til sit helt eget gaveræs.

Vi giver kun pakker til personer under 21 – og ellers dem, uanset alder, som vi er sammen med på selve dagen. Gavereglen gælder både ved fødselsdag og Jul.

Vi er i Danmark i år, og jeg skal finde gaver til vores 2 mødre, der begge ferierer hos os i Julen – og så lidt til gemalen. Det er til at overskue – og levner tid til kageindtagelse.

Gravbøllebassen får altid pakker. Mange flere end vi tobenede.

Gaverne strømmer ind fra nær og fjern, rengøringsfirma, hundelufter, farmor, nissen og Julemanden. Måske fordi det, trods alt, vedbliver at være den yngste i familien, ihvertfald i menneske-år.

Rigtige Gavebutikker

Jeg køber for det meste ind i rigtige butikker. (Læs evt. her om undtagelsen ). Synes det er vigtigt med køb i fysiske butikker, hvis vi vil undgå butiksdød og beholde arbejdspladser samt et livligt gademiljø i vores byer.

Jeg bor i Kgs. Lyngby, hvor der, endnu, er masser af butikker samt et Storcenter plus Magasin og Illum. Jeg må derfor siges at være rigeligt dækket ind, når købelysten melder sig.

Men…. også her, småklager lokale butiksindehavere over al for megen Nethandel – og deraf manglende salg med fald i indtjening til følge. Der skal langes mange varer over disken, for at kunne betale husleje, løn og have lidt til livets andre vigtige fornødenheder.

Så, selvom det kan være lidt af en prøvelse at handle gaver i december, så gør jeg det, i de rigtige butikker og ikke hjemmefra på Nettet.

Dvs. der er jo lige den der Mobilepay-gave til niecen! Det foregår i cyber, men… beløbet bliver anvendt til et fysisk indkøb i det Nordjyske, så… det synes jeg er okay, hihi.

Gaveræs Vintage

Gaveindkøb

Hvad fik jeg så i poserne i år?

Nu vil jeg ikke afsløre det hele, men der kom bl.a. franskt og klimabetænksomt vintage til mødrene.

Og noget der trænger til udskiftning hos gemalen. Altså, han skal ikke udskiftes, men derimod en ting han er storforbruger af og som nu er helt slidt op.

Der er intet købt til hunden. Vuffen får så rigeligt fra alle andre.

Til mig selv, fra Nissen, må jeg lige gå i gavetænkeboks.

Ender nok med 1 stk. ny ringeklokke til cyklen. Den jeg har er gået i stykker, det er ikke særligt smart, når nu Julen snart skal ringes ind.

Lidt gaveræs blev det alligevel til. Skulle jo hitte på fra hunden, til nogle af alle de mange fans.

 

Er der Julegaveræs hos dig? Støtter du også helst de fysiske butikker? Får din hund flere gaver end dig?

Helt appelsinfri

Helt appelsinfri er jeg ikke, når det kommer til Baileys og Portvin altså – ellers er jeg.

Jeg kan nemlig ikke tåle citrusfrugter og deres olier.

Olierne bliver frigivet, når frugten skrælles, skæres eller pilles og fylder rummet, hæfter sig på tøj, hår og hænger omkring den frugtnydende person.

Indånder jeg disse små partikler, så brænder mit ansigt og mine luftveje begynder straks at snøre sig sammen, med langsom kvælning til følge – hvis ikke jeg flygter langt væk fra dråberne.

Hvilket jeg automatisk gør, da overlevelsesinstinktet træder til, helt af sig selv.

Akut-medicin hjælper lige nok til overlevelse, men fornøjelsen af åndenød, AndersAnd-stemme og svideri, den har jeg i op til halve og hele dage.

ikke appelsinfri

Ikke helt appelsinfri

November og december er lig med juletid og derfor den tid af året, jeg frygter allermest.

I de måneder er der nemlig appelsiner, mandariner og clementiner overalt. Folk går helt amok og guffer i sig af de orange vitaminbomber, hænger dem op i bånd istukket nelliker samt pynter op her og der, med de flotte farverige frugter.

I mange parfumer, deodoranter, cremer, sæber og rengøringsmidler m.v. er der ligeledes tilsat citrusolie. De giver samme reaktion. Så jeg må holde mig langt væk fra mennesker, der har anvendt den slags hørmatik. Det er så hele året rundt.

Ikke altid nemt

Udfordringerne er mange og opstår jo når jeg bevæger mig rundt ude i samfundet. Et samfund befolket af nyvaskede, parfumerede og frugtspisende borgere.

Folk bliver nogle gange, desværre, lidt forurettede og irriterede på mig. Forstår ikke, når jeg ikke kan være i nærheden, må gå min vej eller melde fra. Er blevet kaldt alt fra hysteria til opmærksomhedskrævende!

Med fare for at lyde hysterisk – og gøre for megen (h)væsen af mig selv, så kan jeg bare godt lide at trække vejret.

Du ved, sådan ned i lungerne og ud i blodbanerne. Kroppen fungerer allerbedst med regelmæssig vejrtrækning.

Det er også virkelig enormt angstprovokerende ikke at kunne ånde, skal jeg hilse at sige.

Mit hjem og mine nærmeste er selvfølgelig helt appelsinfri. (Samt citron-, tryksags-, røg, hyacint-, og liljefri m.m.)

Appelsinfri or not

Efterhånden har rigtig mange supermarkeder udstyret sig med juicemaskiner. Maskiner der presser friske appelsiner i en lind strøm, med luftbårne små, og for os med angstfyldt- og åndedrætsbesværliglidelse, ekstremt farlige mikrousynlige dråber til følge.

Jeg handler derfor mest husholdningsvarer via Nettet, hvor varerne kommer frisk fra lager, helt uden citrusindblanding.

Ved indkøb af friskvareforsyninger, risikerer jeg af og til mit liv og vover mig ind i vores lokale markeder. Har der været gang i presseriet, så er det om at holde vejret, sno tørklædet godt om mund og næse, spurte forbi i overlydsfart og komme så langt væk fra området som muligt.

Ligner mest af alt en, ikke helt appelsinfri, moden desperado, der vil røve af kassen eller kolonialhylderne, men jeg er endnu ikke blivet stoppet – eller anmeldt.

Appelsinfri advent

Advent

Hos os dufter julen kun af gran og glühwein – samt æbleskiver.

Hvert år hiver jeg en adventsstage frem, og pynter den med bånd og/eller nordisk natur. Alt der dunster af citrus er No Go.

Normalt når vi bare aldrig at få tændt adventslysene før midt i februar, eller i april som sidste gang. Bedre sent end aldrig, er blevet vores adventsmotto.

I år er vi faktisk før tid, da jeg skulle tage et foto til dette indlæg.

Men æbleskiver, dem spiser vi hver og hver anden aften.

Appelsinfri julelys

Julehalløjet

Jeg har lige været i Tivoli – det er altid hyggeligt. Højdepunktet var nu ikke juletræer og pynt, men to solsorte, der sang så højt og smukt, at det nærmest gav os forårsfornemmelser.

Måske var det al den lysen op, der havde sat gang i fløjteriet. Lys er godt og får åbenbart alle skabninger i dejligt humør.

Nu vi er ved fornemmelser, så er mine julenissenemmelser ikke særligt udviklede. Kan dog godt glæde mig over alle lyspunkterne og de små hyggelige udendørs (og appelsinfri) julemarkeder – samt æbleskivespisning. Nok mest det sidste…

Min mand derimod, han er en rigtig julenisse. Han kan lide juletræer, julelys og julemad. Nok mest det sidste…

Æren i behold

I min tid på arbejdsmarkedet, har jeg, så vidt muligt, altid undgået store fester og julefrokoster. Årsagen er selvfølgelig mine udfordringer, udi åndedrætsbevarelse.

Fordi, ved diverse festivitasser bliver der, pr. automatik, anvendt ganske gavmilde og overbetragtelige mængder af duftevand, sæber, cologner, hår- og moustachepomader m.v. Hvilket gør både mennesker og lokaler til rene dødsfælder, for os med MCS.

I mine yngre og sprøde år var generne noget mindre udtalt, så der vovede jeg mig af og til med.

Den sidste gang jeg deltog, fik det dog omfattende konsekvenser. Konsekvenser jeg stadig lever med, den dag i dag, 30 år efter.

Den julefest fik stor betydning for mit singleliv – som jeg måtte opgive, for i stedet at indgå ægteskab – med ham julenissen.

Og heldigvis for det. Sikken fest vi har haft.

Du kan læse mere om ægteskab her

Er du en julenisse? Har du allergi eller MCS? Husker du at tænde adventslysene? Synes du godt om æbleskiver?

Livsmoden ekspert

Jeg er ekspert udi….. uigenkendelighed, fjumseri, pinligheder og upassende grinen.

Utallige er de historier, hvor jeg enten får kvajet mig, ødelagt noget eller kommer galt afsted pga. min ekspertise.

Vi er allesammen gode til noget, og ovenstående er altså nogle af mine spidskompetencer.

Heldigvis er jeg også mega ekspert i at spise kage, holde orden og gæstebud, så det er ikke kun pinligt grineri og fjums det hele.

Frenglish

Mit seneste stunt var her den anden morgen, hvor jeg havde travlt med at nå bussen til Cannes.

Jeg løb forbi min rare nabo Pierre, der sad udenfor i sin kørestol og talte med en yngre bebrillet kvinde. Igår så jeg samme kvinde gå her på vejen og snakke med Pierre’s hustru.

Nåh – men “Ca va og A bientôt” råber jeg og bener ned ad bjerget.

Lidt efter, ved busstoppestedet, holder en bil ind – og den yngre kvinde stikker hovedet ud og spørger, om ikke jeg vil have et lift til Cannes.

Jeg hopper ind og begynder en høflig samtale. Vi snakker fransk/engelsk, da kvinden bekendtgør, at hun meget gerne vil forbedre sine engelske sprogkundskaber.

Jeg fortæller, at der snart flytter et par ind på vejen, hvor hustruen taler lidt engelsk og manden taler rigtig godt engelsk.

Forklarer, at da min mand ikke taler fransk, så bliver det rart med naboer, han kan sludre med. Hun spørger om jeg mener det par, nede ved den anden vej? Næh – dem kender jeg ikke til.

Jeg forhører mig, om hun er Pierres nye fysioterapeut?  Nej…Det er hun ikke, hun er bioanalytiker. Nå da, så hun kommer og tager blodprøver på Pierre? Næh, det gør hun ikke…

La femme begynder at smågrine – og spørger om jeg ikke kan genkende hende… Øhhh – jeg kigger nærsynet, men desværre.

Kvinden afslører, at hun jo er den nye nabo, i huset ved siden af Pierre!

Jeg hilste –  af 2 omgange, på hende, hendes mand og deres søn i sommers! Jeg er virkelig ekspert i ikke at genkende hverken folk, fæ eller navne.

Vi fik, heldigvis, grinet godt og grundigt og blev enige om, at ingen af os havde briller på, da vi mødtes i august. Sådan nogle synshjælpemidler kan virkelig forandre udseendet på yngre kvinder – og synet radikalt på modne madammer.

Vi aftalte, at vi skal ses, hygge, grille og sludre med og uden briller, på både  fransk og engelsk, når vi lige om lidt bliver naboer.

Hinsidan

En anden gang var jeg ikke så heldig.

Gemalen har en bekendt i Sverige, som kom på besøg, i vores svenske domicil, med sin hustru. Under kaffeslabberaset taler vi om sjove forskelle i det danske og svenske sprog.

Jeg kan huske min mand har fortalt, at hustruen er amerikansk, så jeg fortæller hende, hvor imponerende godt, jeg synes, hun taler svensk.

Alle kigger underligt på mig – og hustruen siger, lidt småstramt, at hun er født i Sverige og har svensk som modersmål, så det er hun glad for at høre…

Nå – men der manglede jeg åbenbart en opdatering. Det var en ekskone, der var amerikansk.

Modtog et blåt mærke på skinnebenet – og ingen grinede, udover mig. Der stadig synes det er ret morsomt.

Vandvognen

Fjumseriet handler om min, til tider, ufine finmotorik, der ofte foranlediger en del ødelæggelser.

F.eks. første gang jeg åbnede døren i min mands, dengang kærestes, elskede sportsvogn, flåede jeg dørhåndtaget af – og da jeg lånte køretøjet og selv sad bag rattet, knækkede jeg bakspejlet og trak gearstangsknoppen af, efter blot 5 sekunder i førersædet.

Koblingen gik også i stykker, efter hele 20 sekunder. Måtte sparke kraftigt til pedalen hver gang, før den tog fat – og soltaget begyndte at åbne og lukke sig fuldstændigt vilkårligt. Det mener jeg nu ikke var min skyld.

Dengang, som nu, var det et regnfuldt efterår, så der lagredes et større vandreservoir i soltagets kanaler. Det resulterede i, at hver gang bilen bremsede eller drejede lidt skarpt, ja…så fik du en kaskade af vand i nakken.

Det gjaldt derfor om at køre forsigtigt, bremse blødt og være ekviperet i regnfrakke, med hætten på.

Vinduesviskerne, i den lave racer, stoppede med at virke på en regnfuld tur til et event i Vikingeskibs-museet i Roskilde.

Heldigvis havde jeg en over 2 meter høj og enormt langarmet sammenkrøllet passager med. Han agerede vinduessvaber og fik derved strakt kroppen lidt.

Helt vikinge-agtigt trodsede vi elementernes rasen og nåede frem til aftalen, begge lettere fugtige i nakken og een med gennemblødt overkrop.

Overdrev ned ad nakken

Den kommende gemal blev informeret om alle ulykkerne, men troede helt klart jeg overoverdrev vildt og blot var morsom.  Reparationer kunne vente, til han kom retur fra oversøisk arbejde, værre var det nok ikke.

Han vendte hjem fra udlandet, overtog styringen – ræsede afsted – bremsede lidt hårdt op – og fik en kæmpe flodbølge ned ad nakken. Jeg havde, godt forberedt, slået hætten op og sad grinende og kiggede på en plaskvåd og vældig overrasket nyduschet chauffør.

Bilen kom selvfølgelig på værksted med det samme – og min mand har siden troet på alle mine overdrivelser. Næsten da.

À Mougins i denne uge

Endelig har håndværkerne skiftet det gulv som de, i første omgang, fejlagtigt fik lagt med forkerte fliser.

Det er rart at vide, at andre også kan kvaje sig. Bare ærgerligt kvajeriet var vores entreprise. En klar ommer.

Stueetagen er færdig nu, slut med fremmede mænd og roderi i huset.

Jeg har derfor haft gang i en storrengøring, igen. Det er de mest utrolige steder, sådan noget marmorstøv får bevæget sig ind i. Faktisk kommer det ind ALLE vegne. Også ovenpå, selvom gulvet er i stuen.

Madame mutter her med kost og spand, har leget ekspert i støvsugning samt afvaskning gange flere og nu skinner alt fra gulv til væglamper, loftsbjælker og stikkontakter.

Pilates og planken har jeg snydt med og sprunget over i denne uge. Den modne krop er øm og gennembrugt af gulvskrubning, pudsepolering og slæben møbler retur til stueplan.

Men det er blevet så fint – og ser ud nøjagtigt som vi gerne vil have det.

livsmoden ekspert

Udi det franske

Ellers render jeg rundt og taler alt det fransk, jeg kan komme afsted med.

Det gælder om at bruge sproget, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg lige har lært på et brush-up-intensivt kursus.

I går var vi til vejmøde, eller rettere grundejerforeningsmøde.

Her kom mine franske gloser – og opfattelsen af naboernes på en hård prøve, men det gik nu meget godt. Fik fat i det meste og ihvertfald det vigtigste…

Grundforholdene i Frankrig er, set med danske øjne, lidt spøjse, så det skal jeg ikke trætte dig med. Men de nye naboer, som jeg genkendte med det samme, ønskede et møde, hvor vi fik snakket om vores fællesarealer.

Det handler om den lille sti vi alle er placeret på, de to repos’er vi har til parkering. Og et aflangt stykke, bag vores grund, som ingen rigtig ved om er tilfælles.

Får ros, for mit franske, af alle vores fantastiske søde naboer. De fortæller jeg slet ingen accent har, voila!

Så pyt med, at noget af det der kommer ud, grammatisk er formuleret som en tre-årig på en overdosis af ævle-bævle-puré, det lyder nemlig godt og helt indfødt.

Kan blære mig med at være ekspert i zero accent.

Hvad er du ekspert i? Kan du lide at gøre rent? Kvajer du dig ofte?

 

Janet 1 Retoucheret

6 år – 1. klasse

I en tid, hvor enhver efterhånden er retoucheret all over, til alle tider, har det nu ramt de sagesløse børn på skolefotoet.

Op mod 50 procent af forældrene ønsker, at poderne bliver retoucheret og redigeret til perfekte, tilpasset et urealistisk perfekthedsideal, vidundere.

Det er godt nok mange, der ikke kan holde ud at se på deres eget afkom og underkender husstandens små, åbenbart uperfekte, guldklumper.

Jeg finder det skræmmende og trist, at vi oplever denne perfekthedskultur snart sagt allevegne. Virkeligheden er åbenbart ikke god nok, flere forældre vil ihvertfald gerne have en anden virkelighed.

Medierne har den seneste tid, heldigvis, været fyldt med forargede indlæg, opråb til forældre om at stoppe og diverse udtalelser fra sociologer, psykologer og andre eksperter udi levevis, vedrørende denne mærkelige trend.

Glansbilleder

Hvad foregår der egentlig? Skal Instagram og Facebooks glansbilledeverden, projiceres over på børnene i en tidlig alder?

Som om, det ikke bliver svært nok senere at leve op til de overkrav, de unge mennesker går rundt og stiller til sig selv.

De sociale medier flyder med Ken- og Barbieudgaver iført lydefri teint, tatoverede øjenbryn og volumniøse øjenvipper. Numse- og brystforstørrelser er in. Andemund og trutlæber et must. Vaskebræt, skarp kæbelinje og store biceps idealet.

Besidder du, af en eller anden sjælden og genetisk ukendt årsag, ikke fra naturens side ovenstående attributter – eller har tegnebogen ikke været luftet hos plastikkirurgen, så fortvivl ikke.

Foto’s kan redigeres gennem diverse app’s, filtre og retoucherings-programmer og fremstille et utopia, hvor alle ser “smukke” og overvejende helt ens ud –  og fører sig frem i det såkaldte “perfekte liv”.

Selvværdet kan hurtigt få et dyk, hvis barnet (og forældrene) sammenligner sig med disse urealistiske fotografiske fremstillinger.

Og nu bliver barndommens bumser, misfarvede mælketænder, plastre, snotnæser og buttethed altså fjernet. Stakkels unger, der ikke bliver anerkendt af deres forældre –  men skal finjusteres og shines up, i stræben efter samme udtryk, som ses afspejlet i det superoptimale fantasy social-media-univers.

Eller er afkommet så “uheldig” at ligne een selv…… før filtrering til Wonder Woman eller Superman og ren fiktion?

Kan der ikke lovgives om tvungen digital detox i perioder? Så alle kan slappe af og få perspektiv og realitetssans tilbage.(Livsmoden uretoucheret blog undtaget selvfølgelig, hihi).

Skolefoto’et er et øjebliksbillede. Kunne det ikke fredes – og vise den af og til skøre, skæve og virkelige verden, i stedet for en perfekt og kunstigskabt fuldkommenhed, som ingen af os lever op til in real life – og heller ikke behøver. Vi er nemlig gode nok som vi er.

Janet retoucheret

11 år – 6. klasse

Uredigerede

Mine skolefoto er uredigerede, og nok ikke særlige “perfekte”, efter den skala, som ca. halvdelen af nutidens forældre anvender.  Derimod er det er jo dokudrama fra netop den dag og periode i min barndom. Manglende tænder, stritører, surmulen og skrammer hørte til.

Min lillebror har et skolefoto, hvor han poserer med et kæmpe stort blåt øje og så er der dem, hvor tænderne er en udtalt mangelvare. Egentlig tror jeg slet ikke, at der findes et skolefoto af min bror uden en skramme, flænge eller forbinding. Han var en vildbasse og altid forrest i køen, når det blev korporligt. Det ville være helt forkert, at han på fotografierne fremstod som andet, end den frække slagsbror og ballademager han var som knægt.

Virkeligheden

Jeg har flere foto’s fra 60’erne, hvor mine knæ er plastrede til med forbindinger. Det var da rulleskøjter og løbehjul var mine foretrukne aktivitetsredskaber.

Min mor har, nu i over 50 år, grinet sig til mavepine over eet specielt foto, hvor jeg sidder i en meget fin gul strutkjole med kæmpe, hvide og lettere blodgennemvædede gazeforbindinger på knæene. Resten af familien optræder ligeledes på fotografiet, men det eneste der lægges mærke til, er mine stankelben med de enormt fotogene knæ.

Et af familiens yngre medlemmer optræder, på samtlige foto af hende som førskolebarn, med et kæmpevræl og tåregrimmet ansigt, for sådan så hun ud, i de år. Det kom ikke på tale, at ikke få taget det årlige gruppebillede af hende sammen med de to søskende. Så jeg har flere, ret pragtfulde, foto´s af tre børn, hvor de to af dem smiler anstrengt og prøver at ignorere skrigeballonen ude på fløjen.

Ingen har talt om – eller tænkt tanken, at de fotografier skulle redigeres eller gemmes væk. Tværtimod, vi synes allesammen, at de er skægge, søde og fjollede.

Og i virkelig dårlig color- og papirkvalitet, men intet var jo helt som i dag, dengang – Næh, vi (over)levede i en rå og barsk virkelighed, fremstillet ren naturel, totalt uden retouchering.

Retoucheret

1 år – Her kunne der have været fjernet skrammer på stolen, lagt strithår ind og hvad med nogle flere tænder…

Janet retoucheret lige

5 år – En barmhjertig fotograf kunne have slettet knold, stritører, hårtotter og fyldt lidt ud med fortænder…

Retoucheret

59 år – God belysning og fuldt tandsæt

Næsten uredigeret

Jeg fik lige kigget på min egen header her på bloggen – og portrætfoto’et fra fotostudiet, hihi.

Der er lidt mere makeup på end jeg sædvanligvis anvender, ligesom optimal belysning og blænde samt en topprofessionel fotografs bud, på en gråhåret livsmoden blogger.

Heldigvis er jeg ovre bumseperioden, fortænderne er vokset ud og ørerne er gemt bag håret. I min alder er det rynker, løs hud og deller der bliver retoucheret glat og stramt.

Det er ikke noget jeg lider voldsomt af og derfor ikke har opfattet som retoucherbart, endnu. Venter til når det dukker op på et tidspunkt, så må jeg dér tage stilling til, om læserne eventuelt kan klare mit aldrende real life udseende.

Satser på, at mine tænder holder livet ud, så de vedbliver ihvertfald at fremstå helt ægte og uretoucheret. Ellers kan jeg jo f.eks, også blot holde min mund lukket.

 

Synes du, at det er OK, at skolefoto bliver retoucheret all over?

Er det helt fint at redigere børns udseende på foto’s?

Er selv faldet i beauty-fælden, dog uden at være fantasy retoucheret, her