Livsmoden ekspert

Jeg er ekspert udi….. uigenkendelighed, fjumseri, pinligheder og upassende grinen.

Utallige er de historier, hvor jeg enten får kvajet mig, ødelagt noget eller kommer galt afsted pga. min ekspertise.

Vi er allesammen gode til noget, og ovenstående er altså nogle af mine spidskompetencer.

Heldigvis er jeg også mega ekspert i at spise kage, holde orden og gæstebud, så det er ikke kun pinligt grineri og fjums det hele.

Frenglish

Mit seneste stunt var her den anden morgen, hvor jeg havde travlt med at nå bussen til Cannes.

Jeg løb forbi min rare nabo Pierre, der sad udenfor i sin kørestol og talte med en yngre bebrillet kvinde. Igår så jeg samme kvinde gå her på vejen og snakke med Pierre’s hustru.

Nåh – men “Ca va og A bientôt” råber jeg og bener ned ad bjerget.

Lidt efter, ved busstoppestedet, holder en bil ind – og den yngre kvinde stikker hovedet ud og spørger, om ikke jeg vil have et lift til Cannes.

Jeg hopper ind og begynder en høflig samtale. Vi snakker fransk/engelsk, da kvinden bekendtgør, at hun meget gerne vil forbedre sine engelske sprogkundskaber.

Jeg fortæller, at der snart flytter et par ind på vejen, hvor hustruen taler lidt engelsk og manden taler rigtig godt engelsk.

Forklarer, at da min mand ikke taler fransk, så bliver det rart med naboer, han kan sludre med. Hun spørger om jeg mener det par, nede ved den anden vej? Næh – dem kender jeg ikke til.

Jeg forhører mig, om hun er Pierres nye fysioterapeut?  Nej…Det er hun ikke, hun er bioanalytiker. Nå da, så hun kommer og tager blodprøver på Pierre? Næh, det gør hun ikke…

La femme begynder at smågrine – og spørger om jeg ikke kan genkende hende… Øhhh – jeg kigger nærsynet, men desværre.

Kvinden afslører, at hun jo er den nye nabo, i huset ved siden af Pierre!

Jeg hilste –  af 2 omgange, på hende, hendes mand og deres søn i sommers! Jeg er virkelig ekspert i ikke at genkende hverken folk, fæ eller navne.

Vi fik, heldigvis, grinet godt og grundigt og blev enige om, at ingen af os havde briller på, da vi mødtes i august. Sådan nogle synshjælpemidler kan virkelig forandre udseendet på yngre kvinder – og synet radikalt på modne madammer.

Vi aftalte, at vi skal ses, hygge, grille og sludre med og uden briller, på både  fransk og engelsk, når vi lige om lidt bliver naboer.

Hinsidan

En anden gang var jeg ikke så heldig.

Gemalen har en bekendt i Sverige, som kom på besøg, i vores svenske domicil, med sin hustru. Under kaffeslabberaset taler vi om sjove forskelle i det danske og svenske sprog.

Jeg kan huske min mand har fortalt, at hustruen er amerikansk, så jeg fortæller hende, hvor imponerende godt, jeg synes, hun taler svensk.

Alle kigger underligt på mig – og hustruen siger, lidt småstramt, at hun er født i Sverige og har svensk som modersmål, så det er hun glad for at høre…

Nå – men der manglede jeg åbenbart en opdatering. Det var en ekskone, der var amerikansk.

Modtog et blåt mærke på skinnebenet – og ingen grinede, udover mig. Der stadig synes det er ret morsomt.

Vandvognen

Fjumseriet handler om min, til tider, ufine finmotorik, der ofte foranlediger en del ødelæggelser.

F.eks. første gang jeg åbnede døren i min mands, dengang kærestes, elskede sportsvogn, flåede jeg dørhåndtaget af – og da jeg lånte køretøjet og selv sad bag rattet, knækkede jeg bakspejlet og trak gearstangsknoppen af, efter blot 5 sekunder i førersædet.

Koblingen gik også i stykker, efter hele 20 sekunder. Måtte sparke kraftigt til pedalen hver gang, før den tog fat – og soltaget begyndte at åbne og lukke sig fuldstændigt vilkårligt. Det mener jeg nu ikke var min skyld.

Dengang, som nu, var det et regnfuldt efterår, så der lagredes et større vandreservoir i soltagets kanaler. Det resulterede i, at hver gang bilen bremsede eller drejede lidt skarpt, ja…så fik du en kaskade af vand i nakken.

Det gjaldt derfor om at køre forsigtigt, bremse blødt og være ekviperet i regnfrakke, med hætten på.

Vinduesviskerne, i den lave racer, stoppede med at virke på en regnfuld tur til et event i Vikingeskibs-museet i Roskilde.

Heldigvis havde jeg en over 2 meter høj og enormt langarmet sammenkrøllet passager med. Han agerede vinduessvaber og fik derved strakt kroppen lidt.

Helt vikinge-agtigt trodsede vi elementernes rasen og nåede frem til aftalen, begge lettere fugtige i nakken og een med gennemblødt overkrop.

Overdrev ned ad nakken

Den kommende gemal blev informeret om alle ulykkerne, men troede helt klart jeg overoverdrev vildt og blot var morsom.  Reparationer kunne vente, til han kom retur fra oversøisk arbejde, værre var det nok ikke.

Han vendte hjem fra udlandet, overtog styringen – ræsede afsted – bremsede lidt hårdt op – og fik en kæmpe flodbølge ned ad nakken. Jeg havde, godt forberedt, slået hætten op og sad grinende og kiggede på en plaskvåd og vældig overrasket nyduschet chauffør.

Bilen kom selvfølgelig på værksted med det samme – og min mand har siden troet på alle mine overdrivelser. Næsten da.

À Mougins i denne uge

Endelig har håndværkerne skiftet det gulv som de, i første omgang, fejlagtigt fik lagt med forkerte fliser.

Det er rart at vide, at andre også kan kvaje sig. Bare ærgerligt kvajeriet var vores entreprise. En klar ommer.

Stueetagen er færdig nu, slut med fremmede mænd og roderi i huset.

Jeg har derfor haft gang i en storrengøring, igen. Det er de mest utrolige steder, sådan noget marmorstøv får bevæget sig ind i. Faktisk kommer det ind ALLE vegne. Også ovenpå, selvom gulvet er i stuen.

Madame mutter her med kost og spand, har leget ekspert i støvsugning samt afvaskning gange flere og nu skinner alt fra gulv til væglamper, loftsbjælker og stikkontakter.

Pilates og planken har jeg snydt med og sprunget over i denne uge. Den modne krop er øm og gennembrugt af gulvskrubning, pudsepolering og slæben møbler retur til stueplan.

Men det er blevet så fint – og ser ud nøjagtigt som vi gerne vil have det.

livsmoden ekspert

Udi det franske

Ellers render jeg rundt og taler alt det fransk, jeg kan komme afsted med.

Det gælder om at bruge sproget, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg lige har lært på et brush-up-intensivt kursus.

I går var vi til vejmøde, eller rettere grundejerforeningsmøde.

Her kom mine franske gloser – og opfattelsen af naboernes på en hård prøve, men det gik nu meget godt. Fik fat i det meste og ihvertfald det vigtigste…

Grundforholdene i Frankrig er, set med danske øjne, lidt spøjse, så det skal jeg ikke trætte dig med. Men de nye naboer, som jeg genkendte med det samme, ønskede et møde, hvor vi fik snakket om vores fællesarealer.

Det handler om den lille sti vi alle er placeret på, de to repos’er vi har til parkering. Og et aflangt stykke, bag vores grund, som ingen rigtig ved om er tilfælles.

Får ros, for mit franske, af alle vores fantastiske søde naboer. De fortæller jeg slet ingen accent har, voila!

Så pyt med, at noget af det der kommer ud, grammatisk er formuleret som en tre-årig på en overdosis af ævle-bævle-puré, det lyder nemlig godt og helt indfødt.

Kan blære mig med at være ekspert i zero accent.

Hvad er du ekspert i? Kan du lide at gøre rent? Kvajer du dig ofte?

 

Janet 1 Retoucheret

6 år – 1. klasse

I en tid, hvor enhver efterhånden er retoucheret all over, til alle tider, har det nu ramt de sagesløse børn på skolefotoet.

Op mod 50 procent af forældrene ønsker, at poderne bliver retoucheret og redigeret til perfekte, tilpasset et urealistisk perfekthedsideal, vidundere.

Det er godt nok mange, der ikke kan holde ud at se på deres eget afkom og underkender husstandens små, åbenbart uperfekte, guldklumper.

Jeg finder det skræmmende og trist, at vi oplever denne perfekthedskultur snart sagt allevegne. Virkeligheden er åbenbart ikke god nok, flere forældre vil ihvertfald gerne have en anden virkelighed.

Medierne har den seneste tid, heldigvis, været fyldt med forargede indlæg, opråb til forældre om at stoppe og diverse udtalelser fra sociologer, psykologer og andre eksperter udi levevis, vedrørende denne mærkelige trend.

Glansbilleder

Hvad foregår der egentlig? Skal Instagram og Facebooks glansbilledeverden, projiceres over på børnene i en tidlig alder?

Som om, det ikke bliver svært nok senere at leve op til de overkrav, de unge mennesker går rundt og stiller til sig selv.

De sociale medier flyder med Ken- og Barbieudgaver iført lydefri teint, tatoverede øjenbryn og volumniøse øjenvipper. Numse- og brystforstørrelser er in. Andemund og trutlæber et must. Vaskebræt, skarp kæbelinje og store biceps idealet.

Besidder du, af en eller anden sjælden og genetisk ukendt årsag, ikke fra naturens side ovenstående attributter – eller har tegnebogen ikke været luftet hos plastikkirurgen, så fortvivl ikke.

Foto’s kan redigeres gennem diverse app’s, filtre og retoucherings-programmer og fremstille et utopia, hvor alle ser “smukke” og overvejende helt ens ud –  og fører sig frem i det såkaldte “perfekte liv”.

Selvværdet kan hurtigt få et dyk, hvis barnet (og forældrene) sammenligner sig med disse urealistiske fotografiske fremstillinger.

Og nu bliver barndommens bumser, misfarvede mælketænder, plastre, snotnæser og buttethed altså fjernet. Stakkels unger, der ikke bliver anerkendt af deres forældre –  men skal finjusteres og shines up, i stræben efter samme udtryk, som ses afspejlet i det superoptimale fantasy social-media-univers.

Eller er afkommet så “uheldig” at ligne een selv…… før filtrering til Wonder Woman eller Superman og ren fiktion?

Kan der ikke lovgives om tvungen digital detox i perioder? Så alle kan slappe af og få perspektiv og realitetssans tilbage.(Livsmoden uretoucheret blog undtaget selvfølgelig, hihi).

Skolefoto’et er et øjebliksbillede. Kunne det ikke fredes – og vise den af og til skøre, skæve og virkelige verden, i stedet for en perfekt og kunstigskabt fuldkommenhed, som ingen af os lever op til in real life – og heller ikke behøver. Vi er nemlig gode nok som vi er.

Janet retoucheret

11 år – 6. klasse

Uredigerede

Mine skolefoto er uredigerede, og nok ikke særlige “perfekte”, efter den skala, som ca. halvdelen af nutidens forældre anvender.  Derimod er det er jo dokudrama fra netop den dag og periode i min barndom. Manglende tænder, stritører, surmulen og skrammer hørte til.

Min lillebror har et skolefoto, hvor han poserer med et kæmpe stort blåt øje og så er der dem, hvor tænderne er en udtalt mangelvare. Egentlig tror jeg slet ikke, at der findes et skolefoto af min bror uden en skramme, flænge eller forbinding. Han var en vildbasse og altid forrest i køen, når det blev korporligt. Det ville være helt forkert, at han på fotografierne fremstod som andet, end den frække slagsbror og ballademager han var som knægt.

Virkeligheden

Jeg har flere foto’s fra 60’erne, hvor mine knæ er plastrede til med forbindinger. Det var da rulleskøjter og løbehjul var mine foretrukne aktivitetsredskaber.

Min mor har, nu i over 50 år, grinet sig til mavepine over eet specielt foto, hvor jeg sidder i en meget fin gul strutkjole med kæmpe, hvide og lettere blodgennemvædede gazeforbindinger på knæene. Resten af familien optræder ligeledes på fotografiet, men det eneste der lægges mærke til, er mine stankelben med de enormt fotogene knæ.

Et af familiens yngre medlemmer optræder, på samtlige foto af hende som førskolebarn, med et kæmpevræl og tåregrimmet ansigt, for sådan så hun ud, i de år. Det kom ikke på tale, at ikke få taget det årlige gruppebillede af hende sammen med de to søskende. Så jeg har flere, ret pragtfulde, foto´s af tre børn, hvor de to af dem smiler anstrengt og prøver at ignorere skrigeballonen ude på fløjen.

Ingen har talt om – eller tænkt tanken, at de fotografier skulle redigeres eller gemmes væk. Tværtimod, vi synes allesammen, at de er skægge, søde og fjollede.

Og i virkelig dårlig color- og papirkvalitet, men intet var jo helt som i dag, dengang – Næh, vi (over)levede i en rå og barsk virkelighed, fremstillet ren naturel, totalt uden retouchering.

Retoucheret

1 år – Her kunne der have været fjernet skrammer på stolen, lagt strithår ind og hvad med nogle flere tænder…

Janet retoucheret lige

5 år – En barmhjertig fotograf kunne have slettet knold, stritører, hårtotter og fyldt lidt ud med fortænder…

Retoucheret

59 år – God belysning og fuldt tandsæt

Næsten uredigeret

Jeg fik lige kigget på min egen header her på bloggen – og portrætfoto’et fra fotostudiet, hihi.

Der er lidt mere makeup på end jeg sædvanligvis anvender, ligesom optimal belysning og blænde samt en topprofessionel fotografs bud, på en gråhåret livsmoden blogger.

Heldigvis er jeg ovre bumseperioden, fortænderne er vokset ud og ørerne er gemt bag håret. I min alder er det rynker, løs hud og deller der bliver retoucheret glat og stramt.

Det er ikke noget jeg lider voldsomt af og derfor ikke har opfattet som retoucherbart, endnu. Venter til når det dukker op på et tidspunkt, så må jeg dér tage stilling til, om læserne eventuelt kan klare mit aldrende real life udseende.

Satser på, at mine tænder holder livet ud, så de vedbliver ihvertfald at fremstå helt ægte og uretoucheret. Ellers kan jeg jo f.eks, også blot holde min mund lukket.

 

Synes du, at det er OK, at skolefoto bliver retoucheret all over?

Er det helt fint at redigere børns udseende på foto’s?

Er selv faldet i beauty-fælden, dog uden at være fantasy retoucheret, her

 

Jeg kan godt lide efteråret. Her snakker jeg altså om september og oktober. Ikke november, der burde have sin helt egen sæson. Den kunne sagtens hedde noget i retning af møgår, nederen, mørketid – eller slet og ret bare Værste.

Om efteråret kommer den der friske og skarpe luft, jeg som astmatiker trives med. Det gør godt i lungerne – eller mere korrekt, føles som godt. Jeg bor nemlig i Storkøbenhavn, hvor der er rigeligt med udledningsgasser. Og det er jo som udgangspunkt, ikke specielt sundt for åndedrætssystemet.

Duftene intensiveres, når dug og vådere vejr holder sit indtog. En tur i mine “baghaver” Ermelunden og Dyrehaven, efter en omgang regn og rusk finder jeg herligt forfriskende. Jeg kan også lide den stride blæst ved stranden og søen her i mit område. Igen illusionen om, at jeg får indåndet masser af frisk luft.

Fugtigt og farverigt

Jeg er vild med at hoppe i vandpytter. Noget jeg heldigvis aldrig er vokset fra. Det gør mig simpelthen så glad. Kan slet ikke lade være, opfører mig nærmest som en vandhund á la lalleglad labrador.

Min mand følges ikke med mig, når jeg hopper og plasker. Han er altid langt væk og forestiller ikke at kende det storgrinende plaskende kvindemenneske. Hunden orker mig heller ikke, når jeg liiige skal i vandpytterne.

Jeg synes også det er mega sjovt at løbe rundt og sparke i blade. Gemalen, gravbøllen og jeg går derfor ofte ikke sådan rigtigt tur sammen om efteråret, men ses bare på de samme veje og stier – eller når jeg indhenter dem, efter at have udlevet glæden ved plaskeri og sparken omkring.

Hvem har egentlig bestemt, at det er forbeholdt småbørn at nyde spontane overfald af vandhuller og løvbunker?

Farveskiftet fra grønt til gyldent og rødt synes jeg er så smukt. Til gengæld bryder jeg mig ikke om nøgne grene og den gråsorte smattede jord, der er typisk for den der november. Ser altid frem til frost og masser af sne, som jeg er stor fan af.

Inde og lidt ude

Bagte kastanjer med smør og salt, er en af mine livretter. Den delikatesse frådser jeg i hele oktober. Dem har jeg helt for mig selv, ligesom vandhullerne og bladbunkerne.

Min gemal bryder sig slet slet ikke om efteråret. Efter den 1. oktober er laksesæsonen forbi, så skal han pakke fluefiskegrej og waders væk. Motorcyklen skal i hi – og det er mørkt om morgenen. Altsammen noget, min kære husbond ikke synes det allermindste om.

I løbet af året har jeg fået skrevet alle de bøger ned, som jeg ikke nåede at læse, da dagene var lange og nætterne lyse. De skal læses nu, i den mørke tid. Det er råhyggeligt at sidde med en stor kop varm chokolade, ild i pejsen og en god bog. Netfixet og Tv-skærmen kommer aldrig op på siden af virkelig god litteratur.

Efteråret er lig med mere indetid og flere praktiske indendørs gøremål. Dem kan min mand faktisk heller ikke lide, hihi. Det er ofte noget med maling, afkalkning og diverse småreparationer. Efterårsudbedringer med motorsaven er han derimod altid med på. De foregår heldigvis udendørs.

efteråret

Garderobeskift

Bare ben sæsonen slutter – suk. Det er sådan set det eneste, jeg ikke bryder mig om ved efteråret. Strømper og lange bukser hører absolut ikke til mine favoritter. Jeg er strømpe- og benklædefri, sådan nogenlunde fra april til omkring oktober.

Fordelene ved at pakke sig ind i flere dækkende tekstiler er dog, at jeg ikke behøver være så nøje med hårfjerning her og der – og neglelakken, på tæerne, sidder lidt længere, end når fødderne er fritlagt.

Hvert år er det næsten som at få en ny garderobe, når vintertøjet bliver hentet frem fra gemmerne. Tit har jeg helt glemt hvad jeg har (altså nok for meget!) – overraskes ofte og er glad, at tøjet stadig passer.

Til gengæld er min forbløffelse stor, når det ikke gør! Hvordan kan lår, livvidde og bagdel ændre facon så drastisk, på så kort tid! Min vægt er uændret, men faconen skifter åbenbart som sæsonerne, når alderen (og kroppen) sådan hæves.

24 grader

Det næste stykke tid er jeg i mit elskede Mougins i Sydfrankrig, læs evt. her. Jeg forlænger sensommersæsonen. Går lidt glip af en bid af efteråret her i Danmark. Men nyder de 24 grader, terrasselivet – og solen, som stadig har magt i dagtimerne. Glæder mig til bare ben – og den intense duft af jasmin.

Jeg blogger dernede fra i næste indlæg.

Au revoir et A bientôt.

Nyder du efteråret? Sæsonskiftene? November? Sløset hårfjerning?

 

Gode veninder

Næste weekend har jeg et rykind af 10 herlige, søde og gode veninder, plus min lillesøster, som også er sød. De kommer og hygger en aften – Det er sådan noget tøsetræf jeg inviterer til flere gange årligt. Enten som brunch, High Tea – eller fællesbuffet en aften.

Har du gode veninder – og er du selv en god veninde?

Hvad er en god veninde for en størrelse – Hvad er det der gør, at netop I bliver ved at ses?

Nogle af mine veninder rejser jeg med, andre går jeg på muséer eller i biffen med, andre igen ser jeg til brunchaftaler, shopping, vandring i skoven eller cykelture til stranden. De fleste foretager jeg mig det hele med – og indimellem gør vi ingenting, hygger blot. Nogle har jeg kendt længe, andre er af lidt nyere bekendtskaber.

Min “ældste” veninde mødte jeg for omkring 35 år siden. Det er egentlig hendes mand der var min ven, men han kom pludselig slæbende med denne her kæreste, der så over tid, blev en tæt veninde. Mit nyeste venindeskab er blot 2 år gammelt.

Vi ses, fordi vi har det rart og sjovt i hinandens selskab, fordi vi er gode for hinanden, eller gør hinanden rigtig godt. Vi bidrager gensidigt til venindeskabet og føler os trygge i samværet. Lytter, er ærlige – og betroelser kommer ikke videre.

En rigtig veninde fortæller dig det, når du har spinat mellem tænderne og hvis mascara’en løber.

Vi klarer også det mindre morsomme sammen. Vi hjælper og støtter uselvisk. Tillid og tryghed, fis og ballade, alvor og sorg, ups and downs, det er ligegyldigt, vi træder til over hele linjen, på alle tider af døgnet. I selskabskjole eller nattøj, gummistøvler eller stilletter, kommer vi ilende hinanden til undsætning.

Dirty Janet går amok

Dirty veninder med slag i

Jeg mindes stadig dengang jeg, sammen med 3 veninder, tog ud til en fælles venindes hjem og “bankede” hendes mand!

Hun sad på skadestuen, for jeg ved ikke hvilken gang. Han slap med blodtud, nivemærker – og en kæmpeskræk i livet.

Vi hjalp også med politi, flytning, psykolog og skilsmissepapirer.

PAS PÅ. Veninder kan være yderst farlige – og grænseoverskridende, hvad angår anstændig opførsel, hvis du gør veninden fortræd.

Og nej, jeg går normalt ikke ind for vold og selvtægt, men….her var der altså brug for en håndfast aktion.

Træfpunkt

Hvor møder du nye veninder?

Jeg har f.eks. mødt 1 i en boghandel i Frankrig, 2 i S-Toget mod Kgs. Lyngby, 1 på en yogarejse til Korsika, flere på tidligere arbejdspladser, 1 i nabohuset i Sverige, 1 på et kursus i fransk og 1 på en skibakke i Italien.

Pt. er jeg ved at udvikle et, måske, nyt venindeskab, via INSTAGRAM! Hihi, sådan helt Netdating-agtigt. Vi skal ses LIVE i oktober, når jeg er i Frankrig, for der bor hun, tæt på vores hus i Mougins.

Socialt gen

I min barndom søgte jeg ikke veninder. I teenageårene så jeg kun af og til een, som jeg hang lidt ud med. Det interesserede mig overhovedet ikke dengang, tværtimod. Jeg havde nok i mig selv og mine interesser, savnede ikke veninder, trivedes super fint med lettere og løsere bekendtskaber af forskelligt køn.

Har altid været lidt asocial i den retning. Tager f.eks. stadig selv tit i biffen eller dasker timevis rundt på en udstilling eller et museum. Rejser ofte solo, ligesom jeg nyder at gå på café og få morgenmad eller frokost i eget selskab.

Mit lille sociale gen er kommet til sent i livet – men jeg har efterhånden lært, at virkelig værdsætte venindeskaber. Kan, i dag, derfor sagtens sidde på café eller gå i biografen med veninder – og rigtig hygge mig. Samt invitere en flok til tøsefnis, snakken og en bid god mad.

Udskiftning

På et eller flere tidspunkter i dit liv, sker der en større eller mindre udskiftning i venindekredsen. Nogle vokser du fra, andre glider bare ud af din sfære, ved flytninger, jobskifte osv. Og så ændrer livet sig jo hele tiden.

Andre igen dropper du eller bliver droppet af. Jeg er blevet dumpet et par gange og har selv skrottet flere stykker. Årsagerne har været alt fra; for vidt forskellige værdier, livssyn og mangel på humor – til direkte grovudnyttelse, jalousi og tyveri.

Det dur nemlig ikke, hvis der generelt bliver givet (eller taget!) meget mere den ene vej end den anden.

Over and out-klar

Ved du hvornår venindeskabet er opbrugt?

Min fif- og dropguide ser sådan ud:

  1. Er du drænet for energi efter samværet. Du får intet retur, er tværtimod helt flad
  2. Du undlader at svare på hendes opkald
  3. Hun undlader at svare på dine opkald
  4. Hun snakker kun om sig selv, interesserer sig slet ikke en lille smule for dig
  5. Hun sladrer om alle, derfor sikkert nok også dig
  6. Hun stjæler fra dig
  7. Hun ved aldrig lige, om hun kommer til dine arrangementer. Svarer altid i sidste øjeblik
  8. Det er dig der tager initiativet til, at I skal ses, hver gang – og det er begyndt at irritere dig.

Du skal ikke finde dig i alt, bare fordi I har været gode veninder.

Er du god til at pleje dit venindeskab?

Synes du, at det er vigtigt med gode veninder?

 

Hverdags gråt hår

Efter klip

Så blev det tid til frisørbesøg med mit hverdags gråt hår. Det holder hår(dt) hver gang og sker sådan ca. hver 4. måned.

Det er noget jeg lige skal tage mig sammen til. Normalt klipper jeg det nemlig bare selv. Du ved, sådan med en køkkensaks og nærsynet øjemål.

Når hakkeriet ser for slemt ud, må jeg ned til Rune i Studio Bonde, her i Kgs. Lyngby, og få en overhaling.

“Har du husket at bruge kur”, spøger han – vel vidende, at det har jeg nok helt sikkert ikke…

“Hvorfor kigger du ikke ind forbi, når pandehåret skal klippes”? … Tja – det er jo hurtigt lige at tilpasse selv. Det kan han så rette op på, når jeg endelig sidder i stolen.

Overgang

Mit hår er gråt, langt, kruset-dullet, vokser som ukrudt og passer ellers sig selv. Jeg vasker det ca. hver 4. dag, fønner det glat og reder det måske derudover 1 gang om ugen. Du kan høre, at det, for det meste, er overladt til sig selv – og naturens gang, så at sige.

Som ung og yngre havde jeg mørkt, blankt, lettere krøllet hår med fald og der var rigeligt af det. I 30’erne mistede jeg, ærgerligt nok, det meste af håret efter en virussygdom, som jeg pådrog mig i Japan. Håret ændredes derefter til en underlig (asiatisk?) struktur og i 40’erne fik jeg stille og roligt salt og peber hår. Totterne videreudviklede sig over tid, til endnu tyndere, stridere og mere hverdags gråt hår all over, eller silver, som frisør Rune kalder det.

Før klip

Silverlady

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ligesom resigneret og accepteret, hvor hårdt det end er, at gråt hår, i mystisk udgave, er noget jeg bare må leve med. Jeg interesserer mig ikke så meget for det mere. Er blot glad for at have hår på hovedet.

Rune har forsøgt at lære mig at sætte det op, sådan lidt casual – men det kan jeg overhovedet! ikke finde ud af.

Jeg får faktisk mange komplimenter, for håret altså. Bliver ovenikøbet af og til stoppet på gaden af folk, som kommenterer og spørger til lokkerne. Rigtig mange tror jeg får det lavet – dem må jeg desværre skuffe med, at det hele er hårrejsende selfmade og ganske naturligt.

Jeg investerer altid i de produkter, fra JUUCE, som Bonde anbefaler til min grå manke. De er lækre, uden alt muligt mærkeligt kemi – og virker fint. Selv kuren, som jeg husker at bruge ved første hårvask efter klipning – og derefter glemmer alt om igen. Det tager ellers kun 60 sekunder ifølge brugsforvirringen – og frisøren. Måske nu, hvor jeg er blevet sådan en slags semipensionist og livsstilsblogger, burde jeg kunne finde tid til det.

Egentlig er det mærkeligt, at jeg trækker håret ud så længe – for det er altid enormt hyggeligt at komme til klip hos Rune. Vi snakker ishockey, klimabekymringer, politik, lokalnyt samt skøre og sjove oplevelser. Og med vask, klip, føn, cykling frem og tilbage, tager det hele blot 40 minutter.

Har du fået gråt hår? Gør du noget særligt ved det? Synes du gråt er flot?

 

Shop amok

Shop amok – Det er hvad jeg lige har gjort… Stik imod mine planer.

De går nemlig ud på at downsize og minimere forbruget, i alle henseender. Nu hvor jeg er blevet hjemmegående og lønløs, skal jeg ikke blot købe som før, men tværtimod få luget ud i alt det, der er for meget af, få overblik og kun handle nyt, når et reelt behov er til stede. Det er hvad jeg har aftalt med mig selv. Sådan nogenlunde. Du ved, Slow Fashion m.m.

Men denne uge har åbenbart været meget behovsfyldt. Eller, hvis sandheden skal frem, nok reelt trængtselsfyldt. Jeg har nemlig trængt. Trængt til at købe kager, taske, kjole, sko og bluse + brunch-cafébesøg og sushi-levering til Netfix-aften.

Når jeg analyserer mine shop amok og brunch perioder, så tegner der sig et tydeligt billede. Et billede af en moden kvinde, der går grassat i trang til – og behov for selvforkælelse, når gemalen er rejst på mandeferie eller forretningsrejse.

Nu er manden en del på forretningsrejser, så jeg har tit udfordringen i at stå imod. Noget jeg, som udgangspunkt, er veltrænet i – men altså har været ret slap med i denne uge. Måske fordi han blot har været hjemme i et par dage, den seneste måned.

Hvad er det, med den der shop amok?

Kender du til:

At trænge til noget ekstra lækkert, når du er alene hjemme?

Det øjebliks rus, der opleves ved at hænge en ny kjole ind i skabet?

At hygge sig med brunch inden shop amok?

Bestilling af TakeAway til dig selv, uagtet det kun vil tage 5 minutter på cykel at hente maden?

Hente en boks med din favoritis, og spise det hele selv?

At købe ny taske, fordi yndlingsmodellen er kommet i en ny farve?

I det hele taget at overforsøde livet ind- og udvortes, når du er græsenke, tuller solo rundt – og savner din livsledsager?

Lykkerusfølger

Du kan ikke købe lykke – Nej, men du kan købe lidt der minder om, ihvertfald for en lille tid. Jeg får et kick af min nye taske, dopaminen strømmer rundt i systemet og gør mig “høj”. Indtil det ebber ud – og jeg må på jagt efter det nye kickfix. Hvis altså ikke manden er kommet retur – og gør mig lykkelig.

Jeg er nødt til at gå på afvænning. Både mht. indtagelse af formiddagskalorier og den der lynhurtige finger-øvelse med kreditkortet. Maven buler ud – og det samme gør garderobeskabet. Har også fået slidgigt i venstre pegefinger grundet tasteoverarbejde. Ikke alle terminaler er kontaktløse.

Trøster mig med, at jeg hjælper til at holde hjulene i gang. Jeg støtter caféerne og butikkerne i lokalområdet, i stedet for at sidde hjemme og shoppe på nettet. Det er nemlig katastrofalt, hvis du er butiksejer og skal have halet hjem til husleje og indtægt, når kunderne går hjem og køber ind fra Kina. Det har jeg haft en lang snak med min flinke skopusher om. Netkøb = Butiksdød. Vil du bevare butikkerne i gademiljøet, så “shop amok” hos dem.

Adfærd

Dyrehandleren har jeg også frekventeret. Gravbøllebassen har fået nyt legetøj og tyggeben. Den lykke, det gør hos vuffen er helt ubeskrivelig. Euforien overstråler næsten min og er et tydeligt bevis på, hvordan lidt nyt habengut aktiverer hjernens kemiske processer i pandelapperne. Hunden sover så lige et par timer efter glædesrusen, hvor jeg derimod udtænker nye café- og butiksbesøg! Det burde jeg måske sove på – og tage ved lære af.

Gemalen kan jeg ikke bede om ikke at rejse, men måske burde jeg blive bedre til, indimellem at tage shop amok-abstinenserne med nogle gratisfornøjelser.

Gratis lykkekick

Vovsen er lykkelig for lange gåture – og det er jeg faktisk også, så… flere gåture. Et par ekstra besøg i pilatesstudiet, det er godt nok ikke gratis, men klippekortet er købt. Og jeg er altid megaglad og lykkelig når strabadserne er overstået.

Blive i domicilet, smække benene op og læse en god bog fra reolen – eller evt. kigge efter interessante blogs jeg kan følge😉.

Tage på svampejagt i skoven. Det er altid en blanding af skræk og lykke – Er alt i kurven spiseligt?

Udnytte mine, allerede betalte, årskort til Tivoli og Glyptoteket noget mere. Visse dage er gratis på flere muséer.

Træne mig op til at vinterbade…. Tænker det vil tage mig en hel dag at få varmen bagefter. Den vil jeg tilbringe tænderklaprende, og lykkelig for at have overlevet, foran ilden herhjemme = Ingen indkøb.

Min mand er først retur igen om yderligere en uge! Hvilket betyder, at jeg skal stå distancen 8 dage til!

Her du et godt råd til een med lykkeruskicks-abstinenser?

 

Follow my blog with Bloglovin

 

  Holde ud og holde om 

 

Holde ud og holde om, i 50 år. Det er godt nok rigtig laaaang tid!

Jeg har for nylig været til et guldbryllup.

Invitationen til festivitasen fik mig til at reflektere over det med at indrette os i et ægteskab. Lever selv, nu på 24. år, i et rigtigt godt skab – og regner da med at fejre sølvbryllup næste år. Og gerne guldbryllup til den tid. Men det er godt nok dobbelt op!

Hvordan får ca. halvdelen af alle par det til at lykkes? 14.500 livsmodne mennesker kunne sidste år holde guldbryllup. Det er jo da en slat. Og 16.600 havde klaret de første 25 år. Den anden halvdel gav op undervejs.

I medgang og modgang

Før i tiden var et ægteskab, i den nordiske kultur, en alliance, en økonomisk institution, aftalt af slægterne – og havde intet med kærlig – eller sympati for den sags skyld at gøre. Først i 1400-tallet kom en lov om kirkelig vielse, før det gjaldt.

I dag slår vi os sammen i disse tostyksenheder og dristige parløb udløst af kærlighed. Der skal forelskelse til. Store følelser, dig og mig forever, til verdens ende. Selvfølgelig. Alle er jo lidt “sindsyge” i den første periode, hvor alt kan lade sig gøre.

Jeg blev i hvertfald sindsygt tosset, da min kommende mand, ringede hjem fra Oslo, dagen før vores bryllup, og meddelte, at alle fly var aflyst pga strejke, alle tog var indstillet på grund af uvejr og mudderskred og mange store veje var oversvømmede.

Han kunne derfor ikke nå tilbage til Stockholm, hvor vi boede, i ret tid til vielsen. Der gik mindst en til to dage mere, før jeg så ham!

Vi skulle vies i Stadshusets Tårn. Et sted, hvor du aftaler og booker halve år i forvejen. Så……… På trods af en ekstrem dårlig telefonforbindelse, gik budskabet om at troppe op til tiden fint igennem.

Brudgommen kørte bus hele natten – nåede frem lørdag formiddag – og sagde JA lørdag eftermiddag. Ikke så meget pjat. Lidt klatøjet, men smilende, nygift og lykkelig, stævnede han derefter ud i skærgården, med hustruen ved sin side.

I Tårnet havde vi bestilt den korte udgave af vielsesritualet. Vi skulle dog stadig love hinanden at forblive skabsfæller, i medgang og modgang – samt i tykt og tyndt. Tænker det nok har noget med den der øgede livvidde, som typisk dukker op efter nogen tid at gøre.

Jo længere vi klarer at holde ud og holde om, jo færre skilsmisser. Har vi først skabt os sammen i 30 – 40 år, så tager vi også lige de sidste år med. Da vi bliver ældre og ældre, stiger andelen af de der ædle metal- og stenbryllupper ligeledes.

Andre skabsindretninger

I Japan gifter flere unge mænd sig med en tegneseriefigur, en animee. De holder bryllupper og slår sig sammen med dukker, puder og et hologram af favoritten. Tja, der er mange måder at indrette sig på.

Jeg har altid godt kunnet lide Fedtmule, men har aldrig tænkt på figuren som potientel ægtefælle!

Da jeg fortalte gemalen om trenden, grinede han og sagde, at han da også er gift med en slags tegneseriefigur, bare in Real Life!

Jeg ved godt hvad han mener. Jeg er nemlig en småskør person med en lidt “skæv hjerne”, der tit opfører mig, siger eller gør noget fjollet. Vi griner derfor rigtig meget sammen. Hvilket er virkeligt godt for et samliv.

Holde ud og holde om

Hvordan lykkes det

Ifølge forskere udi samliv, så kræver det ikke vilje at forelske sig, men det kræver vilje at ville kærligheden på den lange bane og prioritere forholdet ved for eksempel at sørge for, at mobiltelefonen ikke er på bordet, når man spiser middag med sin udvalgte. Hihi – så har mange forhold vist trange kår.

Gemalens og min opskrift er også at tilbringe tid hver for sig.

Min mand rejser meget i forbindelse med jobbet – og derfor har vi kortere og længere perioder, hvor vi ikke er sammen, ud over på mobilen. Det er slet ikke så tosset at gå og savne hinanden. Holde ud og holde om

Ulempen er selvfølgelig, at jeg skal have overblikket med det meste, helt solo – også når det brænder på og jeg virkelig godt kunne bruge ham ved min side. Men det løser sig nu altid. Så må jeg blot trække på netværket eller tage mig sammen og springe ud i, hvad det nu er.

Vi sidder ikke lårene af hinanden. Vi er to forskellige mennesker, der f. eks. også indimellem rejser på ferier, med hver vores venner.

Holde af, holde ud og holde om. Man er et team –  den enes problem er også den andens, arbejd sammen. Husk at overraske hinanden, være kærester og grin – Det skal være morsomt at leve side om side🙃😉.

Festtaler

Tilbage til guldbryllupsfesten rejste over 10 talere sig op og berettede netop om teamet, om den teamspirit guldbrudeparret havde udvist i de mange mange års ups and downs.

Jeg ville have rejst mig, men trak den for længe, og sagt:

Kære venner….

og derefter en ultra kort tale om, hvordan venskabet opstod på en italiensk skipiste for 15 år siden og bla bla mv…. og sluttet af med:

I giver håb. I viser os, der kun er nået halvvejs, at 50 år sagtens kan lade sig gøre. Når vi vil, holder af  – og bestemmer os at holde ud og holde om.

Tillykke og HURRA, HURRA, HURRRAAAAAAAAAAAAAA – SKÅÅÅÅL.

 

Har du fejret – eller skal du snart fejre sølv- eller guldbryllup? Eller bryllup? Eller skilsmisse?

Har du gode råd til det ene  – og til at undgå det andet?

 

Jeg har netop deltaget i et event, arrangeret af et par seje kvinder, i det KvindeNetværk, som jeg er medlem af.

Netværket henvender sig til stærke, modige iværksættere og selvstændige kvinder. Jeg blev, for et stykke tid siden, inviteret til at melde mig ind – og syntes, efter lidt betænkningstid, at den gruppe hører jeg da også til😊 – Eller vil ihvertfald gerne tilhøre.

Selve eventet var fantastisk. Totalt gennemført, i smukke rammer og med 3 inspirerende foredragsholdere der, med hver deres ærlige fortælling, ramte alle tilstedeværende. Det var stort. Der var masser af tårer, grin, piften, truthorn og lange klapsalver.

Der var også et kæmpe Tag-Selv-Bord med en overflod af min livret, kager. Jeg trillede hjem, forspist, sukkerhypet og overvældet af alle de skønne kvinder, jeg mødte den aften.

En yngre kvinde hev fat i mig, da jeg ankom og fortalte, at hun kender mig! Hun læser nemlig med her på bloggen!

Blev en Livsmoden pensionistblogger lige rørt og stolt? Ja det kan du tro, (Tak Katja).

Det er noget jeg vil blære mig med fremover; at Livsmoden har læsere under 45+ (jeg ved der er andre). Bare kig indenfor uanset alder – og køn. Du er velkommen som hun, han eller hen, ung, yngre, ældre eller gammel.😉

I KvindeNetværket lærer vi at blære os. Som de seje kvinder vi er.

KvindeNetværk – eller et andet Netværk

Hvorfor melde sig ind i et professionelt Netværk? Hvad kan Netværket bruges til – og er det ikke sådan lidt Loge-agtigt?

Ovenstående spørgsmål har jeg også stillet mig selv, inden jeg blev medlem altså. Nu synes jeg selvfølgelig, at sådan et Netværk, og det at Netværke er genialt, hvis du vil og selv bidrager.

Du kan nemlig ikke sidde med hænderne i skødet og gøre ingenting. Du skal ud af din komfortzone, kvinde- eller mande dig op, deltage aktivt og være opsøgende. Det være sig både personligt samt på de sociale medier og platforme, som Netværket benytter sig af.

Netværket giver dig en stor mulighed for at opbygge og vedligeholde relationer. Finde sparringspartnere og kloge hoveder, som du kan suge gode råd fra. Og du kan helt sikkert også puste igen, den anden vej.

Livsmoden var f. eks. lukket for længst, hvis ikke det havde været for et andet Netværk, for alle køn, som jeg nyder godt af og storforbruger (Det kan du evt. læse om her).

Kvinde er kvinde bedst

Hvorfor et KvindeNetværk. Er det nødvendigt, er det ikke lidt “fjollet”?

Næh, overhovedet ikke, det giver SÅ meget mening, hvis du vil have min.

Vi kvinder inspirerer og lærer af hinanden og skaber derved rollemodeller. Dem har mændene masser af, oftest andre hankønsvæsner, men vi kvinder skal ikke kopiere mænd, men være kvinder – stærke, seje og modige kvinder. Der er jo ofte forskellig tilgang til værdier, problemer og løsninger, du ved Mænd er fra Mars og Kvinder fra Venus – og i et KvindeNetværk åbner kvinder op overfor hinanden, på en helt anden måde, end hvis Netværket også bestod af mænd. Mon ikke det samme gør sig gældende for mænd, i et MandeNetværk.

Mænd har som oftest også svært ved at forstå fnisen, høje hvin og spørgen til de supersmarte sko, læbestiftmærket, den nye frisure, graviditetsgener, hedeture m.v. – og alle de kram, sådan et Netværksmøde udløser. Det hører sig, helt naturligt, til i det seje KvindeNetværk.

Netværker

Du har selv et Netværk, ud over din famile. En flok af kvinder og mænd, unge som ældre du kender godt eller perifert. En gruppe kolleger, dine venner og din bekendtskabskreds. Naboer og områdets hundeluftere f. eks. tæller ligeledes med. Folk du henvender dig til, eller ved du kan kontakte i forskellige situationer. Få hjælp fra eller sparre med. Alle kender nogle, få eller mange. Måske går du til en aktivitet og kender derigennem ligesindede. Er du på LinkedIn, Facebook og Instagram opbygger du også et Netværk. Du Netværker uden at tænke på, at det er det du gør.

I et professionelt Netværk er folk blot opmærksomme på at Netværke – og bruge hinanden.

Så – støt, inspirer og bidrag med alt du kan, i dit Netværk. For det er sejt at hjælpe hinanden.

 

Er du medlem og bruger af et Netværk?

Har du gode Netværksråd?

 

LivsmodenHjemmeBedst

Staycation eller Hjemme bedst – Det er den nye ferietrend i disse år. Bliv hjemme og tag på opdagelse i dit eget land.

Vi har i mange år praktiseret den trend. Vores udgave er bare en slags udvidet version, vi kalder den Homecation, Home Away eller Hjemme bedst. Vi tager nemlig til vores hjem i hhv. Sydfrankrig og Sydsverige i feriesæsonerne.

Skandinavisk og Sydeuropæisk klima og livsstil. Det nyder vi meget at være så heldige at have mulighed for.

Det er faktisk skønt at være hjemme hele tiden. Det giver ro.

Vi tager på småudflugter og behøver ikke nå så meget, der er ingen krav til f. eks. påklædning eller opførsel, der er altid en ledig liggestol, ingen tisseri i spa’en og morgenmadsbuffeten har åbent til langt efter klokken 10.

Vi praktiserer slow living i slow motion, når vi er hjemme på ferie😎.

VI skal selvfølgelig selv holde nogenlunde orden, handle ind og tilberede måltiderne, hvis ikke vi går ud og dinérer. Men det er også hyggeligt. Jeg er vild med de franske markeder og supermarkeder.

Udvalget er så meget større og mere spændende, end det Coop og de andre synes, at vi danskere skal spises af med.

Selv i Sydsverige har de store supermarkeder et bredere sortiment – og jeg, som laktoseintolerant, hamstrer mejeriprodukter i stor stil i det svenske. Der hinsidan er de rigtig gode til sådan noget, for os med sarte tarmsystemer.

Hverdag igen

Men nu er det blevet hverdag igen, dvs. manden er tilbage på job og jeg er p.t. her i Danmark, blogger lidt, nedtrapper langsomt flødeisindtaget og forbereder mig på skybrud.

DMI og vores forsikringsselskab varsler nemlig uvejr og store mængder regn – Velkommen retur til dansk sommer😉.

Post-Ferie-Blues er en tilstand af tristhed, der rammer mange efter en dejlig lang ferie.

Den blues kender jeg godt, men regner, som nyudsprungen semipensionist, med at slippe for den i år – og min mand har aldrig lidt af noget der ligner. Han kan ikke hurtigt nok komme tilbage på jobbet, også selvom han faktisk er lidt på job når han holder fri. Han er nemlig sådan een, der arbejder 24/7 og stortrives med det.

Regnvejr eller blues, hverdage er dem der er flest af, så sørg for, at de er gode. Banalt, ja – men sandt og vigtigt at huske på.

Alene hjemme

Hjemme bedst er altså et ferieslogan jeg hylder, dog med et lille forbehold her til aften. Lige før, da jeg sad og døsede til den sene krimi i Tv, så jeg ud af øjenkrogen, at der spænede en edderkop hen over gulvet!

Den er på størrelse med vores gravhund! Eller næsten da – og den løb helt klart hurtigere end både Carl Lewis og Usain Bolt i deres velmagtsdage.

Hunden er gået i seng og manden er i Frankrig, så jeg er alene med kræet. Den løb ind under en radiatorskjuler og jeg kan ikke se hvor den er nu, har heller ikke lyst – og ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg skal gøre.

Overmande den tror jeg ikke er muligt. Jeg kan mærke, at jeg er helt bleg af skræk under sommerferiekuløren.

Jeg har derfor lukket dørene til stuerne, er gået op i seng og lukket soveværelsesdøren tæt til. Med tanke på dens størrelse, tror jeg ikke, at den kan møve sig under dørene.

Er også sikker på, at både hund og jeg kan høre, hvis den tager trappen op. Så kan jeg flygte via balkonen, imens hunden forhåbentligt orker at vågne og ordne den.

Måske har den søgt ly for det kommende skybrud? Eller den er taget på ferie, i et hjem….

Har SMS’et til manden, at hvis han ikke kan finde mig, når han kommer retur på torsdag, så er det altså en kæmpeedderkop der har fortæret mig. Den så ret sulten ud, med alle de der tynde ben og den store mave🕷.

 

Hvad gør du, hvordan overlister du gigantiske, enorme og kæmpestore sultne edderkopper?

Eller er du slet ikke bange for edderkopper? Bare lidt?

 

Hvor er slibrighederne?

Jeg har siden opstart, i april 2019, løbende modtaget feedback og konstruktiv kritik af indholdet på bloggen.

Jeg har ligeledes fået en hel del spam, ubehagelige mails og set mig nødsaget til at slette mine offentlige forretningssider på Facebook og Instagram grundet totalspam. Jeg har også modtaget diverse dick-pics, som er skrottet uden ydeligere nær-studering.

Flere synes Livsmoden er kedelig og for meget af “Det Gode Liv”, de ser hellere noget slibrigt, oprørende eller frækt på bloggen. Andre savner en mission, en rød tråd og eventuelt noget vejledning indenfor et specielt emne.

Nogle ønsker gæstebloggere med provokerende budskaber og der er fremsat ønske om en slags debatblog og gerne flere indlæg med gode rejsetips.

Et par stykker står af ved klimabekymringer. Mange kan også lide den som den er.

Gode idéer og forslag er altid velkomne. Det er skægt og spændende at høre, hvad du gerne vil læse om.

Men…. Nu er Livsmoden jo en personlig blog – og som der står i Velkommen indenfor og om mig, blogger jeg om mit liv, som ganske rigtigt er et meget priviligeret og godt liv – samt om de oplevelser og tanker jeg går rundt og har.

Jeg finder det svært at skrive om en tilværelse, som jeg ikke umiddelbart kender til.

Min idé med bloggen er egentligt blot at få dig indenfor til en lille hyggestund. Lidt ligesom at snakke med en ven/veninde-agtigt. Sådan 5 – 10 minutters sjov og/eller alvor – hverken mere eller mindre.

Jeg har ingen mission – og har pt heller ikke planer om at tjene penge på min blog. Livsmoden er mit lille frirum, en hobby – og helt frivillig at læse og eventuelt gerne følge.

Fremadrettet – og med gæstebloggere

Slibrighederne kommer nok ikke til at fylde på bloggen, med mindre jeg oplever noget slibrigt, jeg vil dele altså😉.

Gæstebloggere er velkomne, og har hele tiden været meningen. Derfor…Hvis du gerne vil blogge med et indlæg her på Livsmoden, så skriv endelig til mig og vi kan aftale nærmere.

Jeg har også tænkt mig at finde personer til diverse interviews om f.eks. deres hverdag, udfordringer, passion, hobby eller mission. Så kunne du tænke dig at blive interviewet om et emne eller vise noget frem, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Rejsetips til Sydfrankrig og Sydsverige burde jeg være leveringsdygtigt i, så det blogger jeg gerne lidt mere om.

Sommerferien fortsætter

 

En lille billedhilsen fra min sommer i det sydfranske.

På min Instagramprofil kan du se mere fra mine sommeroplevelser.

Måske kigger du med på bloggen, når jeg vender tilbage senere i august… eller kunne du tænke dig at melde dig som gæsteblogger?

Fortsat god sommer☀