Den frygtede tour i elbilen er overstået.

Hvis du har læst mit forrige indlæg ferieklar, så ved du, at jeg slet, som i overhelhovedet ikke, var speciel entusiastisk for at foretage en tour á France i elbilen – for var der mon strøm nok undervejs…

Gemalen vil teste Tesla’en og er derfor mega opsat på touren. Jeg kunne godt undvære det rejsedøgn, bryder mig så langt fra noget, om tour kørsel i 24 – 26 timers tid.

Foretrækker hurtigruten via fly, hvilket selvfølgelig ikke er særligt miljøvenligt – og i disse virustider, måske også lidt usmart, for en svækling som mig.

Tour start

Nå, men fuldt loadet og ladet, begav vi os ud på odysséen gennem Europa.

Et kontinent med flere, større og mindre virusangrebne områder og byer. Befolket af maskebærer, karantæneramte, bekymrede og ubekymrede borgere.

Kunsten var at undgå motorvejskøer, løse drøvtyggende alpekøer og pitstop friturefælder.

Til gengæld gjaldt det om at ramme Superopladnings stationerne til køretøjet.

Stationer uden al for meget sammenstimling af Teslafolk vel at mærke – Og andre elfolk, grønne og klimabekymrede.

Det er som om, bekymringerne står i kø i disse tider.

Tour sydpå

Motorvejsnettet befærdes af alle slags kørende nationaliteter. På vej på ferie, forfølger folk drømmen om oplevelser, godt vejr og varme, et sted der på tour á France, eller endnu længere sydpå .

Håbefulde, urolige unger ses på bagsædet . Vi har blot en lavbenet gravbasse med. Som kun drømmer om fodringstid og gåture – og ellers forholder sig eksemplarisk i ro, under hele turen.

Det eneste vi hører er en kraftig snorken, dér omme fra bagsædet.

Her er ikke brug for diverse elektroniske gadgets, streamingtjenester og hypersukkerrige bestikkelser.

Selvom en gulerodsgodbid selvfølgelig altid er velkommen i gabet på gravflabsbøllebassen. Og lidt loppen bag øret.

Ned gennem Europa ligger Tesla’s Superchargere med veltilpassende afstande.

Smart nok, ofte tæt på caféer, toiletbygninger og tankstationer. Så natpotten var helt overflødig.

Ekviperet med maske og sprit fik vi lettet og ladet os.

Hunden klarede det hele i grønurinalerne omkring stoppestederne.

Kontrollen i Schweiz var slet ikke nogen kontrol, og vi sad ellers med masker, sprit og pas, totalt klar til alvorlig inspektion. Normalt plejer der nemlig altid at stå humørforladteskrappe betjente og toldere klar, men ikke vores nat…

Vi så iøvrigt heller ingen ordensmagt ved andre overkørte grænsesteder… Øde natteveje overalt, helt til Milano, hvor morgentrafikken derimod var á la næsten normal Italiano traficco kaos.

Vi har kørt turen før, med benzin og masser af trafik, så den lille fordel er der trods alt ved sommeren 2020… De fleste er blevet hjemme hos dem selv. Både i Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien, Danmark – og France.

Nat i San Bernardinopasset

Bjergkørsel er en drøm i Tesla’en.  Den kører bare af sig selv, der skal ikke tænkes meget, på noget som helst. Det vil sige lige til vi kom på afveje.

Min skræk havde bl.a. været, at bilens navigationssystem gik ned og ud i San Bernardinopasset.

Det har vi nemlig oplevet før, i en tidligere bil. Skærmen bliver sort – som natten udenfor – og du aner ikke, hvor du er…

I en elbil på afveje, skal der ikke meget omkørsel, vildfarenomkringkørsel eller udidetblåkørsel til før, ihvertfald mine nerver flosser. Hvor mange km er der vildtkørsel til på batteriet og hvor langt er der til næste ladestation…?

Gemalen så et skilt med toiletforhold og drejede fra i det natsorte bjergpas.

Den lille stikvej endte, efter et par kilometers smal mørksort bid vej, i noget byggepladsagtigt med skure og en stejl, smal vej op ad og over bjerget. Ingen toiletbygning i syne så langt nattesynet rakte.

Det hele selvfølgelig ensrettet – og navigationssystemet, der fungerede upåklageligt, viste en snørklet og laaang vej gennem bjergene.

“Vi må blot fortsætte” kom det fra chaufføren”.

“Nej, det gør vi ikke”, skreg jeg – og tvang, med trusler om alt umuligt, gemalen til at vende i næste hårnålesving – og køre retur, mod kørselsretningen og ud igen, nøjagtigt hvor vi kom fra.

Sådan…Han måtte holde sig, til vi stødte på mere ordnede oplyste forhold. Hvilket, heldigvis, lykkedes ikke længe efter.

I mål

50 km fra Mougins er bilen ladet med små 120 km. Så vi når frem, uden en nyopladning.

Det tog rundt regnet ca. 26,5 time (benzinkørsel = 22), at nå vores endelige mål: La maison i Mougins.

Og turen var helt og aldeles problemløs. (Bortset fra stikken afsides i passet).

Ingen antydninger af strømmangel undervejs. Mine bekymringer var helt ubegrundede og spild af tænketanker.

Godt træthovedede, rejsenussede, småsultne og glade indtog vi domicilet.

Jeg frygter ikke hjemturen. Stoler nu på Tesla’en, navigationsboardet, chaufføren –  og følger bare med strømmen.

Skal blot have gemalen gennem Bernardinopasset uden stop, af nogen som helst slags art og afveje.

Frygter du afstikkere? Kan du lide at køre langt? Overvejer du elbil?

Mandage, her sydpå i Cannes, går jeg på markedet.

I Marché Forville, som markedet hedder, forvandler boderne sig nemlig hver mandag, fra indeholdende et overflod af farverige og velduftende fødevarer, minus odeuren af lagrede oste og pølser altså, til et mix af støvede, hengemte og finurlige gamle møbler, ting og sager.

Da vi er i Cannes er det ikke særligt billigt. Det er professionelle antikvitetshandlere, der står klar med kuriorsiteterne, så du kan ikke regne med at gøre et kup. Jeg er dog alligevel på udkig efter små madonna-med-barn-figurer/stik og antikke franske træ-kegler.

Det er de skøre ting jeg, af uforklarlige mystiske årsager, finder det amusant at samle på. Keglerne og stikkene bliver her i Frankrig. Madonnadelbambinofigurerne kommer til bopælen i Danmark.

Det er yderst sjældent jeg har heldet med mig. Måske fordi jeg arriverer for sent op ad formiddagen, og alle madonna’er og kegler er revet væk – eller også er det bare ikke særlige salgbare digenoter her i området og derfor ikke på repertoiret.

Jeg har af og til fundet småmøbler og kunst til huset, men det kigger jeg kun efter, når gemalen har tid og lyst til at deltage og transportere. Solo er jeg er med bus, ikke bil og derfor begrænset i slæben, størrelse og omfang.

Smagsløg

Tirsdag til søndag er Marché Forville et mad- og blomstermarked mellem klokken 07.30 til 13.00.

I det tidsrum fyldes markedet af fouragerende husholdningsansvarlige med deres net og indkøbsvogne – samt selvfølgelig horder af snapshothungrende turister med Instagramprofiler. Og ofte også en livsmoden semipensionist, ligeledes med fingeren på udløseren – og en frankofil IG-konto.

Har du den mindste snert af klaustrofobi, så er et godt råd at undgå markedet i feriehøjsæsonen om sommeren. Ellers bland dig og få en oplevelse.

Jeg får altid lyst til at købe det hele, undtagen ost og pølse selvfølgelig. Munden løber i vand og maven knurrer, ved synet af de lækre store solmættede grøntsager og de mange spændende delikatesser.

Du kan sagtens få dig en gratis frokost ved, lidt diskret selvfølgelig, at hapse løs af smagsprøverne, for dem er der mange af. Franskmændene er nemlig kritiske forbrugere, smager, snuser og trykker på varerne, køber kun kvalitet. Her er mad ikke for sjov, smagsløgene er veludviklet og devisen “hellere lidt, men godt”, gælder i det franske køkken.

Områdets lokale farmere og specialvareproducenter sælger hjemmedyrket og homemade hele ugen, bortset fra mandage, hvor de holder fri. Alt er smukt og indbydende arrangeret – og sælger fortæller gerne om dyrkning, fremstilling, klima, politik og vilkår for stolte småbønder.

Franske landmænd er verdensberømte for aktioner og strejker. De kører, forholdsvis tit, deres traktorer ud og spærrer vejnettet allevegne, når regulativer, priser og reformer går dem imod. Eller også opfordrer de til boykot af udenlandske varer.

Blandet landhandel

I den anden ende af byen ligger markedet Gambetta. Her bliver der solgt alt fra hjemmeavl og varme kikærtepandekager til tøj, solbriller og plastiklegetøj.

Det hele er en lille smule billigere og mere uoverskueligt præsenteret end i Marché Forville.

Da jeg har det svært med “rod og uoverskuelighed ” er det ikke så tit, at jeg kommer der. Når jeg endelig er forbi, holder jeg mig til boderne i udkanten – og suger lidt stemning og uordentlig lokalkolorit til mig.

Frit marked

Hver fredag i Valbonne, som er en naboby, bliver hele centrum, af den lille gamle by, til eet stort marked.

Butikkerne rykker udenfor og lokale småhandlende fra oplandet, stiller boder op i de smalle gader. Her gælder det også om ikke at have alt for problematiske klaustrofobiske tendenser.

Er du ikke bange for trængsel, så er det alletiders rendez-vous sådan en fredag formiddag.

Hvis du er mega heldig og ekstrem hurtig i vendingen, dvs. acceleration fra 0-100 km/t på 3 sekunder, så kan du måske sikre dig en stol på torvets store cafe – og der sidde og nyde myldret og lidt gastronomi eller en liflig apéritif. C’est vraiment bien😉.

De fleste byer i Frankrig har et madmarked hver formiddag, minus mandage. Der ligger godt nok les supermarchés og indkøbscentre overalt, men markederne bliver stadig flittigt frekventeret og trives i bedste velgående.

Det er på markedet de lokale køber deres daglige friske forsyninger, hænger ud og får sig en snak og lidt opdatering af nyheder og sladder i området. Før eller efter indkøb er der som regel tid til en lille forfriskning på en af cafeerne, der ganske praktisk ligger tæt rundt om markedet.

Er du i Frankrig, så tag en dag og slip dig fri på markedet.

Hvis du er sydpå, så besøg evt. også Mougins. Slå på tråden, måske er jeg hjemme i la maison, se her.

Synes du det er sjovt at gå på marked? Lopper og/eller fødevarer?