ForaariCannes -1

Jeg har været helt stram i masken på Croisetten.

Jeg har det sidste stykke tid nemlig befundet mig i vort andet hjem, i Sydfrankrig.

Netop nu har vi Sirocco’en ind over kysten. Det er en kraftig varm ørkenvind der kommer fra Nordafrika. Den har sandkorn med fra Sahara, så det er en god idé at holde munden lukket samt have briller på, når du går mod vinden.

IkkeStramMere

 

Extra Rich

Den varme vind, solen og sikkert nok også min alder gør, at min hud er meget tør for tiden. Du kender godt den der følelse af at være stram i masken. Det er ubehageligt – og jeg har derfor indkøbt en ny creme der er Extra Rich, som der står på tuben.

Cremen er i det mærke jeg sædvanligvis bruger. Jeg har nu brugt den i fire dage, uden det stramme er forsvundet!

Det synes jeg er lidt mærkeligt. Derfor finder jeg tuben frem, her til eftermiddag, og kigger nærmere på den for at se om jeg eventuelt bruger den forkert… Altså hvor svært er det at smøre en creme på, men man ved jo aldrig…. De der kosmetikfirmaer finder på noget nyt hele tiden.

Nå – på med læsebrillerne og lige nærstudere det skrevne –

OKAY – Nu forstår jeg det bedre – Det er nemlig ikke den Extra Rich jeg har fat i –

Det er en Waterproof Eye Makeup Remover!

Den har jeg altså smurt mig med to gange dagligt, de sidste fire dage!

Extra Rich-tuben ligger i skuffen, længst inde, bag Remover’en –

Tuberne er fuldstændig ens, bortset fra teksten altså.

Det er ikke helt fair. Jeg har normalt ikke briller på, når jeg skal smøre creme i ansigtet. Producenterne kunne godt tage hensyn til os med aldersnedsat syn, kunne de ikke?

Remover’en har jeg ikke brugt længe, da jeg har fundet en mascara, der blot skylles af med varmt vand. Så hvordan den er havnet foran den nye fede creme i skuffen, det forstår jeg ikke. Tror min mand har rodet i min skuffe. Han ledte vist efter noget sæbe i sidste uge.

Nu sidder jeg her og er helt blød i masken. Har smurt mig med et fire dage tykt lag – Det er dejligt.

Remover’en er removet.

Promenade de la Croisette

Formiddagen brugte min mand og jeg med en gåtur på Croisetten. Det er den to km lange promenade langs kysten i Cannes. Sådan en påskehelligdag er der mange der har fået den idé. Det er en hyggelig og ofte sjov oplevelse at gå tur på Croisetten. Der er altid noget at kigge på. Jeg kan også godt lide at sætte mig på en cafe – eller tage et hvil i en af de blå stole på promenaden og blot betragte livet og omgivelserne. Cannes er nemlig en smeltedigel af folk fra hele verden.

Her er, ud over de lokale, fyldt med rigmænd og turister. Turisterne, ja de ligner turister – Rigmændene ser du ikke rigtigt.

Det er de nyriges hustruer/kærester du lægger mærke til. Påklædningen er ofte lettere outrer – og fra top til tå, design fra et stort mega dyrt modehus. Makeup’en vil jeg slet ikke komme ind på, men det er mange gange, noget med rigelig lyserød læbestift. Stiletterne er sylehøje. Hele smykkeskrinet er fordelt på øre, hals og håndled. Den ledsagende hund er tit i nøjagtig samme outfit, som dens ejer. Alle vi andre kan derfor synes lidt småkedelige, med neutral læbepomade, i pænt og helt almindeligt stangtøj, flade sko og tekstilfri hund.

Cannesvue

Vi tog hele turen. Fire km ialt, frem og tilbage. Efter et par feriedage med rigelig mad og påskeæg, trængte vi til motion. Så der gik jeg, på det tidspunkt, helt stram i masken, med lukket mund og store solbriller.

Al den vind og de mange sandkorn blev til sidst for meget for min mand – Han havde snakket en del om alle de store både i havnen og haft munden åben. Derfor bød han på frokost et sted med læ. Vi spiste en let Caesar Salade, fik skyllet halsen med isthe – og sprang desserten over.

Sirocco’en

Her til aften har vi surret alt løst udenfor fast. Havehynder og hurricanes m.v. er taget indenfor i kælderen. Sirocco’en tager nemlig til – og i nyhederne har de advaret om voldsomt vejr til i morgen tidlig.

Vi sidder nu med kaffe, the og de sidste påskeæg. Vinden hyler og rusker udenfor.

Jeg har smurt mig lidt ind igen, i den rigtige creme – Min hud er jo blevet exfolieret af al den sand i vinden. Derfor tager den ekstra godt imod Extra Rich-cremen –

Det er en herlig følelse, ikke at være så stram i masken.

Mouginsvue - 1

I dette indlæg vil jeg tage dig med til vort andet hjem i byen Mougins (udtales Musjang).

Mougins er en middelalderbjerglandsby der ligger lige bag ved – og oppe over Cannes i Sydfrankrig. Højt over havet, i baglandet ved den franske riviera. Omgivet af pinjer, oliventræer og cypresseer, med udsigt over Cannesbugten.

Mougins består af den gamle by, på toppen, med den lidt nyere del spredt ned ad bjerget. Sådan cirka halvvejs nede har min mand og jeg vort andet hjem. Et over 200 år gammelt stenhus, med de fordele og ulemper der er ved sådan et.

Mad

Mougins er kendt for sine gallerier og for gastronomi af verdensklasse. Hvert år, en weekend i juni, holder byen f. eks. en gastronomifestival. 150 af de største chefkokke fra hele verden mødes og serverer lækkerier under åben himmel på torvet. Det er et tilløbsstykke. Madglade fra nær og fjern strømmer til.

Det er nemt at finde en Michelin-restaurant her, hvis du har spendererbukserne på. Der er nu også ret gode alternativer. Vi er jo i Frankrig. Her er mad ikke for sjov. Selv foretrækker jeg Le Rendez Vous de Mougins til aften, deres fiskesuppe er superb –  og Epicerie Coste til morgen eller formiddag. I Epiceriet (delikatessekøbmand) får jeg typisk en kop chokolade og lidt kage, samt en masse hyggesnak. Det er nemlig her “mouginerne” hænger ud. Det altid veloplagte og sjove værtspar gør besøget helt specielt.

F. eks. reddede de vores jul et år. Min mand vil have risalamande juleaften – og vi kunne, den 23. december ikke opstøve vanillestænger noget sted. Alt var udsolgt. Jeg forsøgte til sidst i Epiceriet, det kunne jo være, men nej – desværre heller ingen stænger der. Eve, altså Madame Coste, sagde: Attends (vent lige) – og så stak hun af. Tre minutter senere kom hun retur, med en frossen vanilliestang. Frisk fra egen fryser – Den sidste hun havde tilbage. Den skulle vi have, kvit og frit. Gemalen var glad, der var jo til en lille portion dessert – og jeg var glad, da julefreden nu kunne sænke sig over vort hjem.

VanilleTilJul

Let frossen Vanillestang

Kunst & Kultur

Mougins er også stedet, hvor Picasso levede de sidste 15 år af sit liv. Det ses tydeligt overalt. I gallerierne, på det lille fine fotomuseum, på husmure og i de små butikker. Selv ved det offentlige toilet er der en Picasso.

Du kan nemt købe dig fattig i original kunst oppe i den gamle by. Et af mine favoritgallerier ligger i en lille kælder. Her udstiller en sammenslutning af kunstnere på skift deres værker. Det er et godt sted at ose. Kunstneren passer selv butikken og er altid ivrig efter en snak – og en handel.

JanetJPablo

Pablo et moi i kø ved toilettet

   Mouginsstreets

Grønne områder

I Mougins finder du en af de bedste golfbaner i Europa. Her er også fyldt med racercyklister og mountainbikere. Naturen spiller, ud over kulturen, nemlig en vigtig rolle i kommunen. 50 procent af arealet er grønt – og det er fredet. Hvilket er helt unikt her på rivieraen, som er et meget tæt bebygget område. Du finder også den største lotus-koloni i Europa, i en sø i Mougins. Det er spetakulært, når de alle blomstrer.

Tæt på det hele

Fra Mougins er der ikke langt til alt muligt andet. Det er et godt udgangspunkt, når der skal andre oplevelser til.

I bil tager det 10 minutter til strandene og shoppinggaderne i Cannes. 20 minutter til Nice og 1,5 til 2 timer til skipisterne i Isola 2000. I vintermånederne, kan vi sagtens sidde i 18 graders varme og spise frokost på stranden den ene dag, for dagen efter at køre op og stå på ski i Alperne. Det er herligt – og total luksus, at have den mulighed.

Er du på besøg ved rivieraen, så slå et smut forbi Mougins – Få en kop kaffe, en god spiseoplevelse, kig kunst eller dask blot rundt i den gamle by og nyd tilværelsen. Det er La belle vie.

LoveF-1

For flere år siden, sad jeg en aften og så et Tv-program der hed Liebhaverne.

Et par ejendomsmæglere fremviste ejendomme for kunder på boligjagt i Sydeuropa.

Jeg var nysgerrig og havde tændt for flimmerkassen. Min mand og jeg overvejede nemlig at købe et hus i Nice eller Cannes.

Ægtemanden arbejder ofte der i længere tid ad gangen. Han arbejder og rejser også meget i resten af verden og tilbringer derfor en del tid på hotelværelser. Det var han efterhånden blevet ret træt af. En bolig tæt på jobbet i Frankrig, syntes vi derfor ikke var så tosset en ide. Han ville slappe af i eget hjem – og vi kunne være sammen, når jeg ligeledes havde mulighed for at være der.

Pensionisttilværelsen sydpå, efterår og vinter, lød heller ikke uinteressant, når den tid oprandt.

Jeg havde fundet flere ejendomme på nettet, som vi skulle tjekke. Imellem boligerne havde jeg fundet et, som jeg var blevet ret forelsket i. Det lignede bestemt MIT hus.

Kender du ikke det? Når noget bare føles helt rigtigt. Den der mavefornemmelse, der fortæller dig, at det her må du forfølge.

Desværre delte min mand ikke rigtigt mine følelser. Mavefornemmelser har han ikke den store tiltro til, ihvertfald ikke mine. De viser sig nemlig ofte at være dyre.

Det hører til historien, at han ikke havde kigget nærmere på nogle af boligerne – Han kiggede blot priser, sagde Nej – og overlod det så til mig at finde flere mulige emner.

Så……da jeg ikke er så god til at høre efter, havde jeg stadig MIT hus øverst på listen.

Tv-shopping

Nå – men jeg sidder der med Tv, the og kage –

Lige pludselig toner MIT hus frem på skærmen!

Der er ingen tvivl – De viser MIT hus – i Full Size – med rundvisning og det hele! Kagen er lige ved at ryge i løgnhalsen.

For pokker da, vi må handle hurtigt tænker jeg og får fat i ægtemanden over telefonen, meddeler ham, at vi skal købe det hus nu, ellers er det væk om lidt. Det halve Danmark har jo set det og vil helt sikkert også have det!

Gemalen beder mig tage det roligt. Vi skal ikke have det hus. Punktum slut. Markedet skal først undersøges, vi skal kigge på mange mange flere boliger. Min mand er fra Jylland, så han tager tingene en del roligere, end jeg gør.

Men …Jeg VED bare, at vi SKAL have det hus.

Heldigvis bliver programmet genudsendt et par dage senere (det er det faktisk blevet i flere år nu!) – og jeg får lokket husherren til liiiige at se med, da huset toner frem.

Han synes en lille smule om det – Det er et gammelt stenhus, lige den stil vi leder efter. Han går derfor med til, at jeg booker fremvisning til næste gang han er i Frankrig.

Det ender med flere fremvisinger. Med og uden byggesagkyndig.

Min mand synes stadig det er for dyrt og for lille. Der skal også foretages en del ændringer.  Bevares meget charmerende, men nok ikke det hus, som vi skal ende med at købe.

Men – Jeg kan altså bare ikke få det hus ud af hovedet.

Så jeg plager – og plager.

Min mand elsker mig, trods alt, vi ender derfor med at byde x mange –  og får en dag i maj en SMS fra den franske mæglerkontakt:

TILLYKKE, I er nu ejere af et hus i Sydfrankrig.

YES, øh OUI. Det LYKKEDES. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Manden er også glad, dog lettere behersket, da han tænker mere økonomi end jeg gør (sikkert de der jyske aner).

Samme år, i oktober, overtog vi endelig nøglerne. Så laaaang tid går der med huskøb i Frankrig. Men det er en anden og lidt småkedelig historie.

Siden har det været en udfordring med håndværkere, gartner, kommune, fransk bankkonto og alt det andet praktiske – men absolut det hele værd –  Selvom jeg må acceptere at hedde Madame Olsen i Frankrig. Det kan ikke håndteres, at vi har dansk statsborgerskab, hvert sit efternavn og en svensk vielsesattest. Måske skulle vi gifte os igen, i Frankrig.

UdsigtMougins

Udsigt fra balkonen

Vi nyder vores dejlige sted sydpå.

C’est la belle vie.

Vi har også de rareste og mest fantastiske naboer på vores lille vej – Franskmænd ER altså hyggelige –

og min mand elsker simpelthen at opholde sig der, med og uden mig.

Det kan altså godt betale sig at være en plageånd ind i mellem.

Apropos håndværkere

Når du læser dette indlæg, hvis det altså er i april 2019, så er jeg i huset i Frankrig.

Jeg skal nemlig have fat i håndværkerne, der lige har skiftet alle fliserne i stuen.

Det er et superflot stykke arbejde de har lavet – det ser fantastisk ud.

Det er blot ikke den rigtige flise !!!!!!!!?

Den ligner – meget – det skal de have. Men den er for det første ikke af marmor, som de andre i stueetagen, og for det andet, så er den også lidt mindre. Farven er en anelse mørkere og den er en del tykkere, så……

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt – Det er ihvertfald en ommer.

C’est la vie.