Jeg, Madame Olsen tilbringer pt. lidt tid i Mougins-residensen, ved den franske riviera, også kaldet Côte d’Azur.

Den Livsmodne hedder nemlig Madame Olsen i Frankrig. Selvom det overhovedet ikke er hverken mit for- eller efternavn. Næh, det er min mands efternavn – ergo, så hedder jeg, som hans ægteviede hustru, det altså også, her. Selv på de breve vi modtager står der: Monsieur et Madame Olsen.

Gemalen jobber og jeg fører mig frem som nyslået semipensionist og livsnyder. Ingen stress og jag. Lange morgener med thé og croissanter på terrassen. Her i oktober er der 22-25 grader fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. Det udnytter jeg til fulde, uanset hvad jeg bliver kaldt. Bare det ikke er for tidligt op.

Elsker simpelthen mit liv hernede sydpå. Elsker også mit liv nordpå, i Kgs. Lyngby. Føler mig SÅ priviligeret og værdsætter enormt, at jeg har muligheden for at skifte mellem to klimaer og kulturer.

Ulemper

Hunden er altid et savn. Vuffen bliver i Danmark, når jeg er sydpå. Gravbøllen vil nemlig ikke være alene hjemme i la maison. Der er forsøgt et par gange, men det udløser en farlig ballade, gøen og indhug i diverse træflader og møbelstoffer.

Vores ruhårede gravhund er ikke frankofil, foretrækker åbenlyst de nordlige breddegrader – og den søde hundemoster, som flytter ind og forkæler den firbenede hustyran.

Og jeg har lektier med. Går til fransk i Danmark, hos en mega skrap lærer, der ikke tåler slendrian i verber og opgaver. Det må jeg have kigget på…..snarest…..en af dagene…..ihvertfald.

Merci m.m.

I Frankrig er høflighed en selvfølge, det kan jeg godt lide. Er selv opdraget med grænser og vejledning i sociale spilleregler, der gør, at alle kan holde ud at være sammen, store som små.

Ofte hører jeg fra danskere, at franskmænd er højrumpede. Jeg tror simpelthen, at det er fordi vi nordboere overrasker med meget direkte henvendelser og helt glemmer indledende høflighedsfraser. Dem er der mange af i Frankrig – og de er ret vigtige i interageren folk imellem, i den franske kultur.

Husk derfor altid at sige undskyld, excusez-moi/pardon, efterfulgt af et monsieur/madame, smile og tiltale med De, altså vous på fransk, hvis du vil spørge, møve dig frem eller låne noget. Og selvfølgelig takke med et merci.

Ligesom du hilser og siger bonjour/bonsoir, når du frekventerer en taxa, bus, butik eller et spisested (også til nabo-sædet eller bordet). Og siger au revoir når du går igen. Beder du om noget, så afslut med vær så venlig, s’il vous plait.

Med disse få simple regler udi høflig tiltale og omgang, ja – så kommer du rigtig langt i det franske. Flinkeskole, flinkeskole og lidt flinkeskole åbner alle døre. Det gælder forøvrigt alle steder i verden.

Og jeg har lige læst, at det ikke alene er mega uhøfligt men også strengt forbudt at kalde sin gris, hvis du lige skulle have sådan een, for Napoléon. Her i Frankrig altså.

Men jeg kan godt, helt lovligt, hedde Madame Olsen, selvom navnet ikke figurerer i mine personlige data’er! Hihi.

Multimeget

Jeg tager ofte bussen til Cannes. Så er jeg midt på La Croisette i løbet af 15 minutter. Af og til tager jeg en anden lokalbus, der gør holdt flere steder. Steder, som jeg nok ikke ville gå alene rundt i om aftenen.

Frankrig er et multikulturelt samfund i langt langt større omfang end Danmark. Det er også et land præget af store klasseskel.

Her i solen og mit luksusdaseliv er det nemt helt at glemme de store udfordringer med integration, immigration, ulovlig indvandring, flygtninge samt ekstreme grupperinger til både højre, venstre og i diverse religiøse fanatiske kredse.

Frankrig har, siden 2015 været i en permanent undtagelsestilstand. Den er nu indskrevet i landets love som en hård Anti Terrorlov.

I byerne, også i Cannes, ser du derfor grupper af svært bevæbnet militærpatruljer i gaderne døgnet rundt. Du skal også vise indholdet i tasker og lommer ved diverse arrangementer – og i flere større butikker og offentlige institutioner. Ofte er der opsat en skanner ved indgang til markeder, specielt til Jul.

Desværre, så vænner man sig til det – Øv bøv, at det er blevet nødvendigt.

Sociale medier

Fredag mødte jeg en Instagram-ven, som bor i Cannes. Vi har fulgt, liket og skrevet sammen de seneste to år. Nu syntes vi det kunne være sjovt at ses in Real Life. Min ven er en fransk gift nordmand, der på 37. år lever i Cannes. Så jeg fik ikke øvet fransk, men derimod norsk. Det er også greit😉.

Vi spiste frokost et listigt sted og fik hygget, grinet, snakket og snakket lidt mere, inden vennen måtte skynde sig tilbage på job.

Sådan er det, når jeg render rundt og pensionister den – glemmer fuldstændigt klokken og at der er nogle, der stadig skal overholde tid og sted.

Det bliver helt sikkert til flere møder og aktiviteter sammen, når vi kan få det til at passe.

Vi deler rigtig mange fælles interesser, også ud over fotografering til Instagram.

Min nye Real Life-ven rejser på familiebesøg i Norge i dag, så desværre ikke flere træf i denne omgang.

Nordmanden fik igen overbevist mig om, at jeg skal se at få kigget på en cykel – Selv cykler hun ture langs kysten – og dem vil jeg gerne med på. Sådan et skandinavisk cykelhold, bestående af to modne kvinder, løs på vejene i den tætte sydfranske trafik – Oh la la.

Har du også mødt en IG-ven i Real Life? Tænker du over høflighed?

I dette indlæg vil jeg tage dig med til vort andet hjem i byen Mougins (udtales Musjang).

Mougins er en middelalderbjerglandsby der ligger lige bag ved – og oppe over Cannes i Sydfrankrig. Højt over havet, i baglandet ved den franske riviera. Omgivet af pinjer, oliventræer og cypresseer, med udsigt over Cannesbugten.

Mougins består af den gamle by, på toppen, med den lidt nyere del spredt ned ad bjerget. Sådan cirka halvvejs nede har min mand og jeg vort andet hjem. Et over 200 år gammelt stenhus, med de fordele og ulemper der er ved sådan et.

Mad

Mougins er kendt for sine gallerier og for gastronomi af verdensklasse. Hvert år, en weekend i juni, holder byen f. eks. en gastronomifestival. 150 af de største chefkokke fra hele verden mødes og serverer lækkerier under åben himmel på torvet. Det er et tilløbsstykke. Madglade fra nær og fjern strømmer til.

Det er nemt at finde en Michelin-restaurant her, hvis du har spendererbukserne på. Der er nu også ret gode alternativer. Vi er jo i Frankrig. Her er mad ikke for sjov. Selv foretrækker jeg Le Rendez Vous de Mougins til aften, deres fiskesuppe er superb –  og Epicerie Coste til morgen eller formiddag. I Epiceriet (delikatessekøbmand) får jeg typisk en kop chokolade og lidt kage, samt en masse hyggesnak. Det er nemlig her “mouginerne” hænger ud. Det altid veloplagte og sjove værtspar gør besøget helt specielt.

F. eks. reddede de vores jul et år. Min mand vil have risalamande juleaften – og vi kunne, den 23. december ikke opstøve vanillestænger noget sted. Alt var udsolgt. Jeg forsøgte til sidst i Epiceriet, det kunne jo være, men nej – desværre heller ingen stænger der. Eve, altså Madame Coste, sagde: Attends (vent lige) – og så stak hun af. Tre minutter senere kom hun retur, med en frossen vanilliestang. Frisk fra egen fryser – Den sidste hun havde tilbage. Den skulle vi have, kvit og frit. Gemalen var glad, der var jo til en lille portion dessert – og jeg var glad, da julefreden nu kunne sænke sig over vort hjem.

Let frossen Vanillestang

Kunst & Kultur

Mougins er også stedet, hvor Picasso levede de sidste 15 år af sit liv. Det ses tydeligt overalt. I gallerierne, på det lille fine fotomuseum, på husmure og i de små butikker. Selv ved det offentlige toilet er der en Picasso.

Du kan nemt købe dig fattig i original kunst oppe i den gamle by. Et af mine favoritgallerier ligger i en lille kælder. Her udstiller en sammenslutning af kunstnere på skift deres værker. Det er et godt sted at ose. Kunstneren passer selv butikken og er altid ivrig efter en snak – og en handel.

Pablo et moi i kø ved toilettet

Grønne områder

I Mougins finder du en af de bedste golfbaner i Europa. Her er også fyldt med racercyklister og mountainbikere. Naturen spiller, ud over kulturen, nemlig en vigtig rolle i kommunen. 50 procent af arealet er grønt – og det er fredet. Hvilket er helt unikt her på rivieraen, som er et meget tæt bebygget område. Du finder også den største lotus-koloni i Europa, i en sø i Mougins. Det er spetakulært, når de alle blomstrer.

Tæt på det hele

Fra Mougins er der ikke langt til alt muligt andet. Det er et godt udgangspunkt, når der skal andre oplevelser til.

I bil tager det 10 minutter til strandene og shoppinggaderne i Cannes. 20 minutter til Nice og 1,5 til 2 timer til skipisterne i Isola 2000. I vintermånederne, kan vi sagtens sidde i 18 graders varme og spise frokost på stranden den ene dag, for dagen efter at køre op og stå på ski i Alperne. Det er herligt – og total luksus, at have den mulighed.

Er du på besøg ved rivieraen, så slå et smut forbi Mougins – Få en kop kaffe, en god spiseoplevelse, kig kunst eller dask blot rundt i den gamle by og nyd tilværelsen. Det er La belle vie.