En særlig oplevelse

Reklame: I går stod den på oplevelse. Jeg var nemlig inviteret til forpremiere på “De særlige”.

Mit netværk, Bloggers By Heart havde, af Scanbox Entertainment Denmark, fået mulighed for at invitere et par bloggere til smugkig på den franske film – og jeg var så heldig at få tilsendt billet.

En særlig oplevelse

Som frankofil og stor fan af franske film, såvel som af andre gode film, glædede jeg mig meget til et par timer, med det franske sprog i ørerne – og en forhåbentlig god visuel oplevelse.

Godt plantet midt på 7. række, sad jeg der i mørket og blev helt opslugt af den sandfærdige historie. Fik også slugt et par Twix chokoladestænger.

Filmen er baseret på virkeligheden. Nemlig 1 jødisk og 1 muslimsk mand, der på 20. år arbejder sammen, i et helt utroligt og tæt makkerskab.

De 2 mænd arbejder med – og brænder for de særlige unge. Unge med diagnosen svær autisme.

De unge der ikke rigtigt passer ind nogle steder i behandlingssystemet. Hard core diagnosticerede individer som institutioner, fagfolk og samfund har opgivet og ikke ved, hvor skal de skal placere.

Hvad gør man med mennesker, der ikke kan tilbydes behandling i det offentlige… Altså udover indespærring, fastspænding og medicin i fuldpumpetbedøvningsdoser…

Psykiatrien er en svær størrelse, ikke kun i Danmark, men tilsyneladende også i Frankrig.

En særlig oplevelse

Makkerparrets tilbud og metoder er uortodokse – og virker.

Intet special-uddannet personale med universitetsuddannelser, smarte skemaer og lærebogsregler arbejder i parrets særlige bofællesskab. Tværtimod nærmest.

“Behandlingsmetoden” er “blot” mennesker der ser medmennesker.

Frisk luft, oplevelser, uendelig guidning og omsorg er dagligdag, for de unge i fællesskabets varetægt.

en god oplevelse

En vigtig oplevelse

Hold op, hvor må jeg bare tage hatten af for de ildsjæle, der trodser system, statstilsyn, politisk korrekthed og hvad der ellers menes om rigtigt og forkert.

I disse See Me og So Me tider – og med tanke på det fremmedhad, der stikker sit grimme hoved frem, mange steder rundt om i verden, er det befriende med mennesker, der oprigtigt bekymrer og bryder sig om andre, uanset race, religion, køn og diagnose.

Gå i biografen og se “De særlige”, hvis du er til lille-glimt-i-øjet feelgood oplevelse og ikke mindst en autentisk og rørende historie.

Her fra får den

P.S. Filmen er iøvrigt instrueret af et andet makkerpar: Toledano og Nakache. De stod for succesen “De urørlige”, som du sikkert har set. Hvis ikke, så skynd dig at gøre det. En film ligeledes baseret på en sand historie.

 

I biffen

I mandags var jeg i biffen og se filmen: Ser du månen Daniel.

Det er en filmatisering af Puk Damgårds bog af samme navn – og handler om den unge danske fotograf, Daniel Rye, der i 2013 tager til Syrien for at fotografere de civile familiers liv, i et land i krig.

Han bliver, kort efter sin ankomst, bortført af tilhængere af Islamisk Stat – og sidder derefter 13 måneder i et ufatteligt råt og rædselsfuldt fangenskab. Filmen skildrer skiftevis det Daniel udsættes for og hvordan Daniels familie kæmper for at skaffe de 15 millioner kroner, der forlanges i løsesum.

Sideløbende følger vi, hvorledes gidselforhandleren, som familien har hyret, opererer i en verden af uforudsigelig og dér skal skabe kontakt og forhandle med skruppelløse individer.

Love og regler

Den danske stat forhandler ikke med terrorister og er derfor ikke behjælpelig. Det er ulovligt at give penge til terror-organisationer – så familiens kamp og indsamling, skal derfor foregå i al hemmelighed.

Flotte præstationer

Esben Smed er overbevisende som Daniel Rye. Magtesløshed og rædsel lyser ud af hver en nerve i hans krop. Anders W. Berthelsen gør det godt som den topprofessionelle forhandler.

Det er en utrolig nærværende, sober og meget stærk film om håb, tro, medmenneskelighed – og ondskab.

Det er en film, som beskriver alles værste mareridt.

Hvis ikke du når at se den i biffen, så tror jeg bestemt, at den kommer på TV, indenfor de næste par år.

Måske har du læst bogen eller kan huske dengang i 2014, da Daniel Rye blev løsladt og kom retur til Danmark.

For et par uger siden så jeg en film i en helt anden boldgade, nemlig Quentin Tarantino’s Once Upon a Time in… Hollywood.

Quentin Tarantino springer her, som altid, rundt i en blanding af kuleskør, vanvittig virkelighed og fantasi. Filmen foregår i 1969 og har som omdrejningspunkt mordet på skuespilleren Sharon Tate og hendes venner. Det er klart en fordel, at du ved lidt om de brutale mord, der blev begået af medlemmer af Charles Manson’s kult.

Det er en vildt underholdende film. Tidsbilledet er totalt gennemført. Musik, tøj og cigaretrygning er som sidst i 60’erne. Mænd var macho og kvinder var søde – og nogle gange mindre søde. Og jo – jeg kan sagtens huske det, var 10 år dengang.

Selvfølgelig er der masser af overdreven vold og splat, det er jo Tarantino. For en gangs skyld giver det dog lidt mening med al galskaben – og havde været “næsten” okay, hvis sidste del var sket i virkeligheden. Du ved hvad jeg mener, når du har set filmen.

DiCaprio og Pitt er begge i deres es og leverer superfantastiske præstationer. De 2 herrer bliver simpelthen bare bedre og bedre med alderen. Pitt i bar overkrop er heller ikke så tosset, skal jeg hilse og sige, rent øjenguf.

Jeg så den sammen med en veninde, og vi er enige om, at vi gerne ser den igen.

 

Synes du også, at film skal ses i biffen?

Er du fan af Pitt eller DiCaprio – eller begge?

 

Follow my blog with Bloglovin

IBIOGRAFEN

Hvis jeg siger Robert Redford…..Hvad tænker du så?

Ja, ikke?

Ham det totalt lækre og charmerende stykke mandfolk, som vi kvinder i vores pure ungdom nød at kigge på i film som Butch Cassidy and the Sundance Kid, Alle præsidentens mænd, Out of Africa og Sidste stik (hvor også hotte Poul Newman spillede med).

Nu er Redford blevet 82 år og har meddelt, at rollen i filmen Den sidste Gentleman er hans sidste.

Filmplakat

En veninde og jeg var til forpremiere på Gentleman-filmen.

Godt liggende på 1. række! I et par fuldautomatiske biografsæder, nød vi legenden Redfords allersidste optræden foran kameraet.

Det var godt nok tæt på – Jeg skal love for, at vi fik Redford Really Close Up. Den række ærger jeg mig nu over, at jeg ikke valgte dengang, da både han og jeg var yngre.

Autentisk person

Filmen er baseret på en sand historie om vaneforbryderen Forrest Tucker. En mand der havde held til at flygte hele 16 gange fra fængsel. Blandt andet slap han ud af San Quentin i en båd, fremstillet af ham selv og to andre indsatte!

Redford spiller, med vanlig charme og god præstation, en yderst høflig aldrende bankrøver. En bankrøver der “elsker” sit fag – og som forelsker sig i den kvinde han tilfældigt møder, under endnu en biljagt med politiet.

Undervejs vises tilbageblik, hvor der er brugt filmklip og fotos af en yngre Redford –

Det kan høres i salen – Suk Suk, hihi.

Overfor Redford spiller Sissy Spacek, en skøn skuespillerinde, der ligesom Redford, ligner sin alder. Her er ikke skruet ned for rynker, stive knæ eller løse pluskæber. Dejligt befriende i en Hollywoodproduktion, hvor vi ofte ser ældre mandlige skuespillere udstyret med unge, stramme kvindelige modspillere.

Vi blev godt underholdt – og syntes begge det var en hyggelig film.

Så… Fin exit Redford, held og lykke med pensionisttilværelsen.