Jeg har netop meldt mig ind i en bogklub.

Altså en kreds, hvor du møder op og træffer andre bogelskere face to face.

Det kom sig af, at en flink ekspedient i Arnold’s Bogkæde spurgte mig, om ikke jeg kunne være interesseret i deres nye bogklub her i byen.

Sådan een, hvor du sikkert, som jeg, straks tænker, at alle medlemmer er livsmodne kvinder med gråt eller blåt hår. Går med ortopædiske indlæg i fodformede sko, anvender hornlæsebriller og kun bruger, en næsten udtørret, Mary Quant-læbestift, ved særlige festlige lejligheder.

Men, jo – det kunne jeg vel godt være. Interesseret altså.

Er ihvertfald moden, gråhåret, enormt læselysten og nu efter selvpensionering, ligeledes på udkig efter nye interessante bekendtskaber og oplevelser. Så hvorfor ikke en bogklub.

Jeg meldte mig til – og modtog en velkomstmail med oplysninger om, at jeg skulle læse Delia Owens debutroman “Hvor flodkrebsene synger”, inden næste træf.

Læselysten

Jeg har altid læst meget. Som barn var jeg fuldstændig umættelig og slugte simpelthen alt på skrift.

I en alder af 7-8 år, fik jeg seddel med hjem til mine forældre fra biblioteket, med venlig besked om, at deres datter kun måtte låne 8 bøger ad gangen.

Jeg tømte nemlig hylderne og hældte bogstavelig talt bøger ned i min rygsæk, til syningerne sprak.

Jeg valgte et emne, f. eks. Cheyenne-indianere, geologi eller Ramses III og læste alt opdriveligt. Når jeg ikke kunne finde mere, havde afsøgt, udtømt og suget den tilgængelige viden, så fandt jeg mig et nyt interessefelt – og startede forfra med søgning og næsen i nye bøger.

Nå, men da biblioteket ikke kunne følge med, kastede jeg mig i en tidlig alder over min mors voksenromaner, min fars faglitteratur, leksikons, Readers Digest og alt andet lekture i hjemmet.

Selv min lillebrors tegneserieblade, om flyverhelten Battler Britton, lånte og læste jeg!

Det affødte en omfattende viden om spitfire’s og luftslag under 2. verdenskrig, der viste sig at være et effektivt scoretrick, i de helt unge år udi flirten, med let imponèrbare drenge.

Total nørd

Jeg syntes lektier var det bedste der fandtes. Stortrivedes med at fordybe mig i lærebøger, researche, skrive lange afhandlinger og stile. Det var før Internet, Word og stavekontrol, og optog derfor en stor del af mine vågne timer.

Som lille selvudgav jeg også illustrerede børnebøger. Havde et børnevenligt Gutenberg typografi-sæt, som jeg satte og fik trykt bøgerne med.

Det betød sorte fingre og megen skrubben med neglebørste. Papirarkene syede jeg sammen med tyndt uldent garn, der gav bøgerne en fin fluffy ryg.

Du kan høre, at jeg var et ret nørdet barn. Nu en lettere nørdet voksen, med rene fingre, bogklubsmedlemsskab og selvudgiver af egen rygløs blog.

Læseri

Her i huset er der rift om læsestolene. Elvis, den firbenede gravbasse og hustyran skal nemlig helst ligge i netop den stol, du selv har udset dig.

Når bøllen er verfet ned og fornærmet hopper op i den anden stol, så går der ikke lang tid, før terroristen er tilbage igen i din stol. Og allerhelst på dit skød.

Det er nu vældigt hyggeligt, ret varmt – og efter et stykke tid sover lårene. Senere, ofte også både hund og hele læseren.

Papir eller iPAD

Desværre har jeg udviklet allergi over for de fleste tryksager. Bøger, mange magasiner og stort set alle aviser er derfor No Go her i domicilet.

Jeg kan ikke tåle det middel papiret bliver behandlet med. Kemikaliedunster frigives, når der bladres i læsestoffet. Måske skyldes det en overdosis i barndommen?

Vi læser derfor på PC, iPAD og mobil her i huset. Ellers udenfor om sommeren.

Lydbøger kan jeg ikke rigtig finde ud af. Ærgerligt nok. Har forsøgt. Jeg skal LÆSE, det er det, der dur.

Min sarthed har betydet, at vi desværre måtte skille os af med næsten alle vores bøger. Og vi havde megamegamange.

Vi har dog gemt nogle få af de bøger, som vi simpelthen ikke vil af med. De har fået plads i et par bogskabe.

Fordomsfri læser

Hvordan gik første litterære møde så…

Jo, fordommene holdt selvfølgelig overhovedet ikke stik. Det vil sige en af dem gjorde… Vi var nemlig 9 kvinder og ingen mænd.

Alderen spændte fra først i 20’erne til folkepensionist. Outfit, læbestift og briller var helt up to date og hårfarverne i alle nuancer.

Snakken gik lystigt med det samme vi satte os om det runde bord. Busck bogsalg serverede the, kaffe og vanilliekranse.

Det var rigtigt sjovt og yderst interessant at diskutere hver især’s læseoplevelse.

Følelser, undringer og associationer blev ivrigt vendt. Vi kom vidt omkring omsorgssvigt, socialpolitik og hyggelæsning. Alle syntes, at Owen’s bog var sådan okay god.

Den er ikke stor litteratur. Plottet nok lidt tyndt. Personer, undtagen hovedfiguren, ret uskarpe – men specielt naturbeskrivelserne er fine og får dig nærmest ud i den sumpskov, mellem kryb og kravl, hvor handlingen, om den efterladte pige, udspiller sig.

Delia Owens er zoolog og har levet mellem – og forsket i vilde dyr i Afrika og USA. Forfatteren kender derfor indgående til stoffet, hvad angår naturen. Det falder hende naturligt, så at sige, at videreformidle alle levende væsners liv og levevilkår.

Har du læst “Hulebjørnens klan”? Hvis, så vil du finde mange paralleller i flodkrebsebogen.

Mere læseri

Til næste gang skal vi læse Maren Uthaug’s “En lykkelig slutning”.

Det gennemgående tema er her døden og dens kulturhistorie.

Jeg kan se, at jeg skal læse om 7 generationer af bedemænd, nekrofili, drab og overtro.

Den er jeg virkelig spændt på at få fordybet mig i. Synes Uthaug’s andre skriverier er velskrevne, morsomme og grumme.

Tabu-emner og død, uhhh det bliver godt.

Ellers har jeg lige læst Lars Kjædegaards krimiserie på 12 bøger, om makkerparret Belling og Hvid.

Dem vil jeg anbefale, hvis du er til stille humor, velskrevne plot og dialoger.

Jeg slugte dem alle i sommers, kunne slet ikke lægge dem fra mig, da jeg sad der i skyggen og ferierede.

Er du med i en bogklub? Tænker du gråhåret og støvet om medlemmer i en bogklub? Kunne du også lide at lave lektier?