Den søde tid

Den søde tid … med enorme mængder af Julehalløj, flitterstads og godter er, netop nu, over os i stor stil.

Jeg forsøger at nyde den søde Juletid, som faktuelt er den virkelige OVER søde tid, med måde. Det er dog svært, med min trang til kagespisning, sød chailatte, æbleskiver og chokolade.

Min krop reagerer ret kraftigt på sukker. Ikke at jeg bliver kraftig af det, næh, nærmest modsat, jeg bliver nemlig mega hyper af forædlet sukkerrør.

Mit stofskifte omdanner glukosen til højtryksaktivitet, ligesom min stress næres af kulhydraterne. Pt. belejligt omsat til Julestress. (Tidligere indlæg om stress).

Mit sukkerhyper har jeg, i ugens løb, omsat til Julepyntning, hoppen under misteltenen, lettere overdrevent Julehumør og cykelture til diverse Juleindkøb og Julemarkeder. Et sted skal energien kanaliseres hen – og det er jo Jul.

Fik også brændt krudt af, 2 gange, på en gavebytning. Stod klar i butikken med bon – og uden byttegaven!

Drillenissen havde været på spil. Eller nok mest den glemsomme overhypede Livsmodne.

Ved retur, fik jeg lagt pakken i tasken, til cykelturen dagen efter – Hvor jeg så glemte kvitteringen på en bestillingsgave, der var ringet om kunne hentes!

Trænger vist til Juleferie – og helt slå Julelyset fra. Hmmm.

Julepynt

Den store kasse med Julepynt blev fundet frem. Hos os er kassen nu ret lille. Pynt af huset tager vel ca. 15 min, da tingene har faste pladser. Ikke så mange Juledikkedarer her. Ho ho ho.

Elvis, det er hunden, hjælper gerne til. Med at stjæle nisser altså.

Må altid lige hente et par stykker Juletrofæer frem fra under kældertrappen, hvor gravbøllen sidder og vogter over byttet. Et bytte der, efter langvarig forhandling, udveksles med en hundeJulegodbid.

Jeg bryder mig ikke specielt om Julepynt. Det bliver let uordentligt at se på, og jeg har svært ved uorden.

Fandt derfor, for mange år siden, et porcelænsmærke, der producerer Julepynt og som jeg liiiige akkurat kan klare at se på, i sådan max 14 dages tid.

Hvert år fremstiller producenten nyt op til Jul. Det tjekker jeg selvfølgelig ud, da der er gået lidt Julenissesport i samlingen. Det endte med et par skåle til Julegodterne. Som kan være svære at finde, da jeg både er kræsen og har fødevareintolerance.

Har heldigvis fundet et chokolademærke som består af rene og klimavenlige varer. Og som også kan fås i krydderi- og frugtfrie udgaver. Sprut må der Julehjertens gerne være hældt i. Ho ho ho.

Julehalløj

Vort kalenderlys, er et bloklys uden datoer. Dagens dato sætter jeg bare på, med rød tush, når vi tænder. Vi får nemlig ikke brændt Julelys hver dag og kommer, af samme årsag, lynhurtigt håbløst bagud.

Det halter ligeledes med adventsafbrænding. December er som den plejer. Trygt at vide, alt blot er ved den urørte gamle Jul.

Misteltenen er, traditionen tro, ophængt mellem et par stuer. Ikke at det virker specielt effektivt udi søde kys. Næh – Gemalen griner bare, når jeg står og frister under planten – “Jeg ser lige håndbold”, råber han!!!!

Synes altid, at der er håndbold i Dansk Tv i december…

Nåh, men Julehumøret er stadig sødet, med portvin. Det hygger jeg mig med, når jeg forfatter Julekort til de allernærmeste.

Du ved, rigtige kort, fremstillet i papir. Her nedfælder jeg oftest et lille Julevers og en kort Julehilsen. Ho ho ho.

Støtter derved Julemærkehjemmene – og PostNord, der er blevet en dyr og, i takt med takststigningerne, meget mindre serviceminded forretning. Og selvfølgelig portvinsimportørerne. Rød næse hører Julen til.

Mere Jul

Næste weekend har vi gæster til glögg- og glühweinrykind, med æbleskiver til. Jeg har indtaget 26 stk. indtil nu, ho ho ho. Kan sagtens klemme et par til ned.

Manden er rejst udendørs, til kongres i Miami og 30 graders varme. Pyha, stakkels ham, hvem har lyst til det! Så Juleindkøb hænger på mig. Har lige bestilt Juletræ og Juleand.

I år køber vi et økologisk træ, med klimahensyn fra frø til trætop. Juletræer er ikke natur men agerbrug, og typisk vokset op i en konventionel produktion.

Eftersom vi forbrugere spørger mere ind til miljø og forurening, dukker der nu flere producenter op, med økologiske og pesticidefrie grantræsudgaver.

Jeg synes det er svært at være klimabetænksom i Juletiden. Vi gør, hvad muligt og som vi plejer, uden at være hverken frelste eller fanatiske. Hellige er vi jo lidt, når vi sådan fejrer Julen.

Ellers har jeg virkelig givet den Julegas i år, med tanke på, at jeg overhovedet ikke er nogen Julenisse. Foretrækker at holde højtiden i afslappet stil, uden træ og æbleskiver, i vores hus i Frankrig.

I løbet af næste uge skal jeg f.eks. se Julebordene hos Royal Copenhagen i City. Aftalen har jeg med en veninde. Tænker vi slutter kigget med en alternativ Julefrokost, eller æbleskiver.

Tivoli’s Julehalløj har jeg frekventeret, men mon ikke det bliver til endnu en tur. Sikkert i selskab med svigermor, der altid gerne nyder Haven, når hun, som i år, drager på Julevisit til “Djævleøen”.

Julen varer længe

Næste søndag kommer der et lillebitte indlæg her på bloggen. Jeg har nemlig lovet mit fantastiske Netværk, Bloggers By Heart, at fortælle om mit Juleoutfit.

Så… jeg må på hovedet i skabet og hitte på.

Nissedragt har jeg ikke, må finde noget andet. Med rigeligt plads til Juleknas.

Skal nyde den søde tid, lige til Nytår – og inden alle de småkedelige – og usukrede fortsætter sætter ind.

Er du en traditionstro Julenisse? Tænker du på sukkerindtag i den søde tid? Har du tid til bloglæsen i december?

Info til den sundhedsinteresserede læser: Agavesirup er det “sundeste” sødestof. Siruppen har det laveste glykæmiske indeks, altså mindst effekt på vores blodsukker. Blot 10, hvor f.eks. hvidt sukker er 68.

 

Gaveræs

Et årligt gaveræs har, gennem mange år, udviklet sig til en fast tradition.

En fredag, først i december, foretager min veninde Birgitte og jeg nemlig et raid på diverse julepyntsoplyste butikker.

Iført praktiske sko, uendelig tålmodighed, ønskelister og den store spendérpung, kaster vi os frygtløse ud i julevanviddet af gaveræs med tætpakkede, storsvedende og indkøbshungrende horder af medmennesker.

Før i tiden, da venindens store familie og bekendtskabskreds indeholdt mange mindre børn, var det et sandt marathon udi Fætter BR, Build a Bear og småtøjs- og tingsafdelinger i Magasin mv.

Betalingskøerne i småkravlsafdelingerne syntes uendelige og bød på ufrivillige og uforvarende indsigter, i købstrætte oplinet familiers indbyrdes forhold udi skærmydsler, økonomi og børneopdragelse.

Af og til var det hamrende sjovt, ofte desværre, mindre morsomt. Skrigen, snot og tårer fløj rundt. Tror ikke det har forandret sig nævneværdigt…

Ville ønske flere børn blev barnesittet, når deres voksne går på gaveræs.

Eller storindkøb i det hele taget. Det er en prøvelse og uendeligt kedeligt, for småfolk at deltage i. Ikke meget Jule- og handlehumør eller fredelig indkøbsorden at spore hos de utålmodige mindreårige.

Tålmodighed er en gave

Selv som voksen og ret livsmoden, synes jeg, at det kan det være en udfordring af de større.

Specielt i byggemarkeder, hvor min mand godt kan lide at “tvinge” mig med i – for så at bruge virkelig laaang tid foran diverse maskiner, dimser, skruer og ledninger!

Jeg har, med årene, dog lært at bide tænderne sammen, holde mig oprejst og kvæle skrigeriet. Selvom det er en overvældende trang, der kan være svær at undertrykke. Forstår udemærket godt de små, i shoppesituationen, umulige poder.

Gaveforventninger

Julegaveræset, til vores familier, er heldigvis blevet mere afslappet som tiden er gået. Børn er jo også en slags mennesker, der bliver både større og meget mindre krævende. Ligesom vi ældre…

Nu er gaverne derfor til ukritiske og hyggelige forventningsafstemte halv- og helvoksne, der blot ønsker sig en dejlig aften i familiens skød. Gaverne betyder mindre og er ligefrem helt afskaffet, i visse forgreninger af familiejuletræet.

Veninden og jeg har, af ovennævnte årsag, fået bedre tid til at ose, kigge Juleudstillinger, spise lunch – og måske endda slutte af med kagespisning.

Det kan jeg godt lide. Bentøjet og ryggen bliver trætte af sådan, at både daske rundt, stå i kø og slæbe Julepakker.

Lettere Gaveræs

Gaveræset er, forholdvis, hurtigt overstået til min egen lille familie.

I år skal der blot afsendes 1 stk. gave  – og det er ikke med post, men via Mobilepay. Godt nok nemt.

Den yngste niece er endnu ikke fyldt 21 år, hvilket er overgangen til nul gaver, her i vores petite famille. Hun får wireoverført et beløb, til sit helt eget gaveræs.

Vi giver kun pakker til personer under 21 – og ellers dem, uanset alder, som vi er sammen med på selve dagen. Gavereglen gælder både ved fødselsdag og Jul.

Vi er i Danmark i år, og jeg skal finde gaver til vores 2 mødre, der begge ferierer hos os i Julen – og så lidt til gemalen. Det er til at overskue – og levner tid til kageindtagelse.

Gravbøllebassen får altid pakker. Mange flere end vi tobenede.

Gaverne strømmer ind fra nær og fjern, rengøringsfirma, hundelufter, farmor, nissen og Julemanden. Måske fordi det, trods alt, vedbliver at være den yngste i familien, ihvertfald i menneske-år.

Rigtige Gavebutikker

Jeg køber for det meste ind i rigtige butikker. (Læs evt. her om undtagelsen ). Synes det er vigtigt med køb i fysiske butikker, hvis vi vil undgå butiksdød og beholde arbejdspladser samt et livligt gademiljø i vores byer.

Jeg bor i Kgs. Lyngby, hvor der, endnu, er masser af butikker samt et Storcenter plus Magasin og Illum. Jeg må derfor siges at være rigeligt dækket ind, når købelysten melder sig.

Men…. også her, småklager lokale butiksindehavere over al for megen Nethandel – og deraf manglende salg med fald i indtjening til følge. Der skal langes mange varer over disken, for at kunne betale husleje, løn og have lidt til livets andre vigtige fornødenheder.

Så, selvom det kan være lidt af en prøvelse at handle gaver i december, så gør jeg det, i de rigtige butikker og ikke hjemmefra på Nettet.

Dvs. der er jo lige den der Mobilepay-gave til niecen! Det foregår i cyber, men… beløbet bliver anvendt til et fysisk indkøb i det Nordjyske, så… det synes jeg er okay, hihi.

Gaveræs Vintage

Gaveindkøb

Hvad fik jeg så i poserne i år?

Nu vil jeg ikke afsløre det hele, men der kom bl.a. franskt og klimabetænksomt vintage til mødrene.

Og noget der trænger til udskiftning hos gemalen. Altså, han skal ikke udskiftes, men derimod en ting han er storforbruger af og som nu er helt slidt op.

Der er intet købt til hunden. Vuffen får så rigeligt fra alle andre.

Til mig selv, fra Nissen, må jeg lige gå i gavetænkeboks.

Ender nok med 1 stk. ny ringeklokke til cyklen. Den jeg har er gået i stykker, det er ikke særligt smart, når nu Julen snart skal ringes ind.

Lidt gaveræs blev det alligevel til. Skulle jo hitte på fra hunden, til nogle af alle de mange fans.

 

Er der Julegaveræs hos dig? Støtter du også helst de fysiske butikker? Får din hund flere gaver end dig?

Helt appelsinfri

Helt appelsinfri er jeg ikke, når det kommer til Baileys og Portvin altså – ellers er jeg.

Jeg kan nemlig ikke tåle citrusfrugter og deres olier.

Olierne bliver frigivet, når frugten skrælles, skæres eller pilles og fylder rummet, hæfter sig på tøj, hår og hænger omkring den frugtnydende person.

Indånder jeg disse små partikler, så brænder mit ansigt og mine luftveje begynder straks at snøre sig sammen, med langsom kvælning til følge – hvis ikke jeg flygter langt væk fra dråberne.

Hvilket jeg automatisk gør, da overlevelsesinstinktet træder til, helt af sig selv.

Akut-medicin hjælper lige nok til overlevelse, men fornøjelsen af åndenød, AndersAnd-stemme og svideri, den har jeg i op til halve og hele dage.

ikke appelsinfri

Ikke helt appelsinfri

November og december er lig med juletid og derfor den tid af året, jeg frygter allermest.

I de måneder er der nemlig appelsiner, mandariner og clementiner overalt. Folk går helt amok og guffer i sig af de orange vitaminbomber, hænger dem op i bånd istukket nelliker samt pynter op her og der, med de flotte farverige frugter.

I mange parfumer, deodoranter, cremer, sæber og rengøringsmidler m.v. er der ligeledes tilsat citrusolie. De giver samme reaktion. Så jeg må holde mig langt væk fra mennesker, der har anvendt den slags hørmatik. Det er så hele året rundt.

Ikke altid nemt

Udfordringerne er mange og opstår jo når jeg bevæger mig rundt ude i samfundet. Et samfund befolket af nyvaskede, parfumerede og frugtspisende borgere.

Folk bliver nogle gange, desværre, lidt forurettede og irriterede på mig. Forstår ikke, når jeg ikke kan være i nærheden, må gå min vej eller melde fra. Er blevet kaldt alt fra hysteria til opmærksomhedskrævende!

Med fare for at lyde hysterisk – og gøre for megen (h)væsen af mig selv, så kan jeg bare godt lide at trække vejret.

Du ved, sådan ned i lungerne og ud i blodbanerne. Kroppen fungerer allerbedst med regelmæssig vejrtrækning.

Det er også virkelig enormt angstprovokerende ikke at kunne ånde, skal jeg hilse at sige.

Mit hjem og mine nærmeste er selvfølgelig helt appelsinfri. (Samt tryksags-, røg, hyacint-, og liljefri m.m.)

Appelsinfri or not

Efterhånden har rigtig mange supermarkeder udstyret sig med juicemaskiner. Maskiner der presser friske appelsiner i en lind strøm, med luftbårne små, og for os med angstfyldt- og åndedrætsbesværallergi, ekstremt farlige mikrousynlige dråber til følge.

Jeg handler derfor mest husholdningsvarer via Nettet, hvor varerne kommer frisk fra lager, helt uden citrusindblanding.

Ved indkøb af friskvareforsyninger, risikerer jeg af og til mit liv og vover mig ind i vores lokale markeder. Har der været gang i presseriet, så er det om at holde vejret, sno tørklædet godt om mund og næse, spurte forbi i overlydsfart og komme så langt væk fra området som muligt.

Ligner mest af alt en moden desperado, der vil røve af kassen eller kolonialhylderne, men jeg er endnu ikke blivet stoppet – eller anmeldt.

Appelsinfri advent

Advent

Hos os dufter julen kun af gran og glühwein – samt æbleskiver.

Hvert år hiver jeg en adventsstage frem, og pynter den med bånd og/eller nordisk natur. Alt der dunster af citrus er No Go.

Normalt når vi bare aldrig at få tændt adventslysene før midt i februar, eller i april som sidste gang. Bedre sent end aldrig, er blevet vores adventsmotto.

I år er vi faktisk før tid, da jeg skulle tage et foto til dette indlæg.

Men æbleskiver, dem spiser vi hver og hver anden aften.

Appelsinfri julelys

Julehalløjet

Jeg har lige været i Tivoli – det er altid hyggeligt. Højdepunktet var nu ikke juletræer og pynt, men to solsorte, der sang så højt og smukt, at det nærmest gav os forårsfornemmelser.

Måske var det al den lysen op, der havde sat gang i fløjteriet. Lys er godt og får åbenbart alle skabninger i dejligt humør.

Nu vi er ved fornemmelser, så er mine julenissenemmelser ikke særligt udviklede. Kan dog godt glæde mig over alle lyspunkterne og de små hyggelige udendørs (og appelsinfri) julemarkeder – samt æbleskivespisning. Nok mest det sidste…

Min mand derimod, han er en rigtig julenisse. Han kan lide juletræer, julelys og julemad. Nok mest det sidste…

Æren i behold

I min tid på arbejdsmarkedet, har jeg, så vidt muligt, altid undgået store fester og julefrokoster. Årsagen er selvfølgelig mine udfordringer, udi åndedrætsbevarelse.

Fordi, ved diverse festivitasser bliver der, pr. automatik, anvendt ganske gavmilde og overbetragtelige mængder af duftevand, sæber, cologner, hår- og moustachepomader m.v. Hvilket gør både mennesker og lokaler til rene dødsfælder, for mig og mine lidelsesfæller.

I mine yngre og sprøde år var allergien noget mindre udtalt, så der vovede jeg mig af og til med.

Den sidste gang jeg deltog, fik det dog omfattende konsekvenser. Konsekvenser jeg stadig lever med, den dag i dag, 30 år efter.

Den julefest fik stor betydning for mit singleliv – som jeg måtte opgive, for i stedet at indgå ægteskab – med ham julenissen.

Og heldigvis for det. Sikken fest vi har haft.

Du kan læse mere om ægteskab her

Er du en julenisse? Har du allergi? Husker du at tænde adventslysene? Synes du godt om æbleskiver?

Klima her og der

Klima mig her og der og allevegne. Jeg har netop indgået en klimaaftale med mig selv – via Danmarks Naturfredningsforening.

Jeg modtog en guide og vejledning udi bæredygtig og klimaklog levevis, samt muligheden for at lave en aftale, hvor jeg lover at tage mig (og husholdningen) sammen, inden for nogle overskuelige klimapåvirkelige områder.

Jeg er heldig og har ingen klimakterieproblemer, har derfor kastet mit overskud og bekymringer på klimaet. Et klima der også sveder og drypper ukontrollerbart.

Naturlig energi (dog lidt gasudledning af og til)

Jeg kan godt lide at kaste min fossilbrændstoffrie energi i et projekt og forsøge at være med til at påvirke og ændre.

Manden har jeg for længst opgivet og gravhunden er født og avlet til uopdragenhed – så jeg ser store muligheder i, hvad en livsmoden hyperaktiv og hjælpsomvillig borger, kan gøre for verdens klima. Et klima der er af lave. Et klima vi har lavet uorden i.

Som forbruger i den vestlige verden, er jeg en af dem der, som enkeltindivid, slider mest på klimaet. Og som dansker er mit klimaaftryk et af de største i verden pr. indbygger. Det synes jeg ikke er rart at tænke på, vil gerne trykke mindre.

Pt. har vi et ressourceforbrug, der svarer til 1,7 jordkloder. Det hænger jo ikke rigtigt sammen.

Derfor tæller hvert enkelt lille tiltag i det store fælles klimakloge samfund, vi snarest skal have skabt world wide. Det vil – og kan jeg forholdsvis let bidrage til.

Selvsyn

Med boliger i hhv. Sverige, Frankrig og Danmark, så har vi de seneste år, ved selvsyn, set store ændringer, med kedelige årlige rekorder i ekstremt og anderledes unormalt vejr alle 3 steder.

I Sverige løber brønden nu tør hver sommer. I Frankrig oplever vi flere voldsomme skybrud, oversvømmelser og jordskred. Her i Danmark er vandmængderne, fra oven af, mere end rigelige, særligt i år, som har været helt vand-vittigt.

Sæsonerne oplever vi derfor som mere ustabile end vanligt – og enten alt for tørre, for våde, for kolde eller for varme.

Franske julekager

Frådseri

December er lige om hjørnet. Den overaltskyggende frådsemåned, både ind- og udvortes. Det fik mig i gang med klimaftalen.

Julemåneden byder nemlig typisk på alt for meget af alting – og i januar står den på bytten overflod og slankekur eller indkøb af nye bukser i str. større, grundet livviddens ekspantion udover linningen!

Jeg holder, som altid, lav profil, ved det traditionelle julespiseri. Hvilket er forholdsvist nemt, da jeg ikke spiser hverken brød, pålæg, griseri eller risengrød.

Indtager yderst sjældent fjerkræ, lidt oftere fisk og skaldyr samt 2 – 3 gange årligt, noget udskåret fra kvæg eller vildt.

Så mht. at spise mindre af dødt dyr, er jeg rigtig klimavenlig.

Til gengæld kan jeg ikke holde mig fra råmarcipan, rørt med cognac og dyppet i chokolade, honningkager, æbleskiver og god portvin. Ingen mad- eller sprutspild her, når jeg er i nærheden.

En julefavorit, hos mig, er lynstegt rødkål med tranebær og pinjekerner – og hvert år går jeg til den og drikker 1 stk. hvidtøl, den rigtige, med julenissen på, fra Kongens Bryghus.

Chokoladen skal jeg lige sikre mig, hvor kommer fra, og at den ikke indeholder palmeolie – ellers er ovenstående delikatesser produceret af europæisk fremstillede produkter. Og både cognac og portvin fås i økologiske udgaver.

Min favoritportvin er desværre ikke øko, så der snyder jeg altså, for den vil (læs kan) jeg ikke undvære.

Forbrugerrådet Tænk har supergode vejledninger, når du vil tænke klimavenlighed ind i din fødevareindtagelse. Ligesom der findes et utal af ret brugervenlige App’s, f.eks. Go Green, Too Good To Go og For Resten.

Og der er så hele set up’et hos Danmarks Naturfredningsforening, med egenaftale og løbende info indeholdende gode idéer og råd, til en klimavenligere livsstil.

Klimaklogskab

Her er nogle af punkterne i aftalen, som jeg har lovet at overholde, eller ihvertfald prøve på:

Køb aldrig impulsivt – Øhhh… det skal der nok øves lidt i.

Undgå madspild (I Danmark smider vi over 700.000 tons mad ud hvert år, mad der kan spises!) – Her kan vi godt oppe os.

Kødfrie middage – No problem. Selv manden spiser gerne “tøsemad”, som han kalder det.

Giv oplevelser i gave – Er selv stor fan af biobilletter, museumskort og konditoribesøg.

Køb brugt frem for nyt – Okay, det må jeg tænke mere over.

Reducer dit forbrug af tøj (Produktion af tøj udgør 8 procent af CO2-udledning på verdensplan) – Er sket, læs evt. her

Reparer dine ting – Uhh, den er svær. Skal nok have manden med på banen – og han er næsten aldrig hjemme!

Køb produkter af høj kvalitet – Lidt-men-godt-princippet praktiserer gemalen og jeg allerede. (Undtagelse: Mange-kager-er-godt-princippet)

Efterspørg bæredygtige produkter – Det gør jeg tit, og jeg går altid efter alle de forskellige miljømærker. Det er lidt af en jungle, men jeg tænker, at mærkerne sidder på varer, hvor der er holdning og respekt for natur, dyr og mennesker.

Undgå plast, der er yderst miljøskadeligt – (32 lande har indført forbud mod plastikposer). Jeg medbringer altid selv en  indkøbspose eller køber en papirspose.

Gør din have til en CO2-magnet – Vi skal afbestille gartneren her og sydpå, plante flere træer og lade haverne gro til. I Sverige har vi naturgrund.

Sortér dit affald – Hvilket vi allerede gør, i alle 3 domiciler, så det er nemt at overholde.

AftenUvejr på vej i Mougins

Positivitet i mørket

Alle kloge hoveder er enige om, at de menneskeskabte klimaforandringer skal begrænses.

Regeringer, erhvervslivet, du og jeg skal mindske vores klimaaftryk. Hvis ikke vi handler nu, så får det store konsekvenser for al dyre- og planteliv på kloden.

Heldigvis kan det ses, at tiltag og adfærdsændring virker, omend det foregår i slow motion og der skal meget mere til.

Men, ozonlaget heler, langsomt, som følge af forbud mod CFC-gasser. Vind- og solenergi, biomasse og naturgas overtager mere og mere fra fossile brændstoffer, der helt skal udfases. El-bil salget stiger, storbyer indfører miljøvenlig offentlig transport og der er grøn omlægning igang i skibsfarten og industrien mv. mv.

Det er overhovedet ikke svært at ændre på småting i hverdagen, der på den lange bane har stor effekt. Og det er det, som vi skal gøre, ifølge forskerne.

Så mens vi venter på de store opfindelser og de politiske systemer, gør vi gennem vores klimabevidste og små nemme handlinger verden til et bedre sted.🙂

Vinterklimaråd

Vinteren i Danmark er med et klima så vådt, mørkt og koldt, at det næsten er ulideligt.

Ikke mærkeligt, at ønsket om et andet klima trænger sig på. Et klima med sol og varme, måske en palme og succesfuld vinproduktion. Det er blot ikke naturligt på vores breddegrader, endnu. Og skal heller ikke være det, i den fart det sker med pt.

Du ser mig ofte iklædt solbriller i vintervejrets grå snusk og regn. Årsagen er ikke, at jeg ikke kan gå i fred for ivrige blogfans, eller fordi jeg fører mig frem som onlinestar eller primadonna.

Næh, det er fordi det virker helt fantastisk – som om solen skinner – Prøv det. Du narrer din hjerne og sparer endvidere på vinterdepression og lys, win win.

Har du en klimaaftale med dig selv? Tænker du på at undgå madspild? Er du træt af at høre om klima?

 

Livsmoden ekspert

Jeg er ekspert udi….. uigenkendelighed, fjumseri, pinligheder og upassende grinen.

Utallige er de historier, hvor jeg enten får kvajet mig, ødelagt noget eller kommer galt afsted pga. min ekspertise.

Vi er allesammen gode til noget, og ovenstående er altså nogle af mine spidskompetencer.

Heldigvis er jeg også mega ekspert i at spise kage, holde orden og gæstebud, så det er ikke kun pinligt grineri og fjums det hele.

Frenglish

Mit seneste stunt var her den anden morgen, hvor jeg havde travlt med at nå bussen til Cannes.

Jeg løb forbi min rare nabo Pierre, der sad udenfor i sin kørestol og talte med en yngre bebrillet kvinde. Igår så jeg samme kvinde gå her på vejen og snakke med Pierre’s hustru.

Nåh – men “Ca va og A bientôt” råber jeg og bener ned ad bjerget.

Lidt efter, ved busstoppestedet, holder en bil ind – og den yngre kvinde stikker hovedet ud og spørger, om ikke jeg vil have et lift til Cannes.

Jeg hopper ind og begynder en høflig samtale. Vi snakker fransk/engelsk, da kvinden bekendtgør, at hun meget gerne vil forbedre sine engelske sprogkundskaber.

Jeg fortæller, at der snart flytter et par ind på vejen, hvor hustruen taler lidt engelsk og manden taler rigtig godt engelsk.

Forklarer, at da min mand ikke taler fransk, så bliver det rart med naboer, han kan sludre med. Hun spørger om jeg mener det par, nede ved den anden vej? Næh – dem kender jeg ikke til.

Jeg forhører mig, om hun er Pierres nye fysioterapeut?  Nej…Det er hun ikke, hun er bioanalytiker. Nå da, så hun kommer og tager blodprøver på Pierre? Næh, det gør hun ikke…

La femme begynder at smågrine – og spørger om jeg ikke kan genkende hende… Øhhh – jeg kigger nærsynet, men desværre.

Kvinden afslører, at hun jo er den nye nabo, i huset ved siden af Pierre!

Jeg hilste –  af 2 omgange, på hende, hendes mand og deres søn i sommers! Jeg er virkelig ekspert i ikke at genkende hverken folk, fæ eller navne.

Vi fik, heldigvis, grinet godt og grundigt og blev enige om, at ingen af os havde briller på, da vi mødtes i august. Sådan nogle synshjælpemidler kan virkelig forandre udseendet på yngre kvinder – og synet radikalt på modne madammer.

Vi aftalte, at vi skal ses, hygge, grille og sludre med og uden briller, på både  fransk og engelsk, når vi lige om lidt bliver naboer.

Hinsidan

En anden gang var jeg ikke så heldig.

Gemalen har en bekendt i Sverige, som kom på besøg, i vores svenske domicil, med sin hustru. Under kaffeslabberaset taler vi om sjove forskelle i det danske og svenske sprog.

Jeg kan huske min mand har fortalt, at hustruen er amerikansk, så jeg fortæller hende, hvor imponerende godt, jeg synes, hun taler svensk.

Alle kigger underligt på mig – og hustruen siger, lidt småstramt, at hun er født i Sverige og har svensk som modersmål, så det er hun glad for at høre…

Nå – men der manglede jeg åbenbart en opdatering. Det var en ekskone, der var amerikansk.

Modtog et blåt mærke på skinnebenet – og ingen grinede, udover mig. Der stadig synes det er ret morsomt.

Vandvognen

Fjumseriet handler om min, til tider, ufine finmotorik, der ofte foranlediger en del ødelæggelser.

F.eks. første gang jeg åbnede døren i min mands, dengang kærestes, elskede sportsvogn, flåede jeg dørhåndtaget af – og da jeg lånte køretøjet og selv sad bag rattet, knækkede jeg bakspejlet og trak gearstangsknoppen af, efter blot 5 sekunder i førersædet.

Koblingen gik også i stykker, efter hele 20 sekunder. Måtte sparke kraftigt til pedalen hver gang, før den tog fat – og soltaget begyndte at åbne og lukke sig fuldstændigt vilkårligt. Det mener jeg nu ikke var min skyld.

Dengang, som nu, var det et regnfuldt efterår, så der lagredes et større vandreservoir i soltagets kanaler. Det resulterede i, at hver gang bilen bremsede eller drejede lidt skarpt, ja…så fik du en kaskade af vand i nakken.

Det gjaldt derfor om at køre forsigtigt, bremse blødt og være ekviperet i regnfrakke, med hætten på.

Vinduesviskerne, i den lave racer, stoppede med at virke på en regnfuld tur til et event i Vikingeskibs-museet i Roskilde.

Heldigvis havde jeg en over 2 meter høj og enormt langarmet sammenkrøllet passager med. Han agerede vinduessvaber og fik derved strakt kroppen lidt.

Helt vikinge-agtigt trodsede vi elementernes rasen og nåede frem til aftalen, begge lettere fugtige i nakken og een med gennemblødt overkrop.

Overdrev ned ad nakken

Den kommende gemal blev informeret om alle ulykkerne, men troede helt klart jeg overoverdrev vildt og blot var morsom.  Reparationer kunne vente, til han kom retur fra oversøisk arbejde, værre var det nok ikke.

Han vendte hjem fra udlandet, overtog styringen – ræsede afsted – bremsede lidt hårdt op – og fik en kæmpe flodbølge ned ad nakken. Jeg havde, godt forberedt, slået hætten op og sad grinende og kiggede på en plaskvåd og vældig overrasket nyduschet chauffør.

Bilen kom selvfølgelig på værksted med det samme – og min mand har siden troet på alle mine overdrivelser. Næsten da.

À Mougins i denne uge

Endelig har håndværkerne skiftet det gulv som de, i første omgang, fejlagtigt fik lagt med forkerte fliser.

Det er rart at vide, at andre også kan kvaje sig. Bare ærgerligt kvajeriet var vores entreprise. En klar ommer.

Stueetagen er færdig nu, slut med fremmede mænd og roderi i huset.

Jeg har derfor haft gang i en storrengøring, igen. Det er de mest utrolige steder, sådan noget marmorstøv får bevæget sig ind i. Faktisk kommer det ind ALLE vegne. Også ovenpå, selvom gulvet er i stuen.

Madame mutter her med kost og spand, har leget ekspert i støvsugning samt afvaskning gange flere og nu skinner alt fra gulv til væglamper, loftsbjælker og stikkontakter.

Pilates og planken har jeg snydt med og sprunget over i denne uge. Den modne krop er øm og gennembrugt af gulvskrubning, pudsepolering og slæben møbler retur til stueplan.

Men det er blevet så fint – og ser ud nøjagtigt som vi gerne vil have det.

livsmoden ekspert

Udi det franske

Ellers render jeg rundt og taler alt det fransk, jeg kan komme afsted med.

Det gælder om at bruge sproget, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg lige har lært på et brush-up-intensivt kursus.

I går var vi til vejmøde, eller rettere grundejerforeningsmøde.

Her kom mine franske gloser – og opfattelsen af naboernes på en hård prøve, men det gik nu meget godt. Fik fat i det meste og ihvertfald det vigtigste…

Grundforholdene i Frankrig er, set med danske øjne, lidt spøjse, så det skal jeg ikke trætte dig med. Men de nye naboer, som jeg genkendte med det samme, ønskede et møde, hvor vi fik snakket om vores fællesarealer.

Det handler om den lille sti vi alle er placeret på, de to repos’er vi har til parkering. Og et aflangt stykke, bag vores grund, som ingen rigtig ved om er tilfælles.

Får ros, for mit franske, af alle vores fantastiske søde naboer. De fortæller jeg slet ingen accent har, voila!

Så pyt med, at noget af det der kommer ud, grammatisk er formuleret som en tre-årig på en overdosis af ævle-bævle-puré, det lyder nemlig godt og helt indfødt.

Kan blære mig med at være ekspert i zero accent.

Hvad er du ekspert i? Kan du lide at gøre rent? Kvajer du dig ofte?

 

Bogklub medlem

Jeg har netop meldt mig ind i en bogklub.

Altså en kreds, hvor du møder op og træffer andre bogelskere face to face.

Det kom sig af, at en flink ekspedient i Arnold’s Bogkæde spurgte mig, om ikke jeg kunne være interesseret i deres nye bogklub her i byen.

Sådan een, hvor du sikkert, som jeg, straks tænker, at alle medlemmer er livsmodne kvinder med gråt eller blåt hår. Går med ortopædiske indlæg i fodformede sko, anvender hornlæsebriller og kun bruger, en næsten udtørret, Mary Quant-læbestift, ved særlige festlige lejligheder.

Men, jo – det kunne jeg vel godt være. Interesseret altså.

Er ihvertfald moden, gråhåret, enormt læselysten og nu efter selvpensionering, ligeledes på udkig efter nye interessante bekendtskaber og oplevelser. Så hvorfor ikke en bogklub.

Jeg meldte mig til – og modtog en velkomstmail med oplysninger om, at jeg skulle læse Delia Owens debutroman “Hvor flodkrebsene synger”, inden næste træf.

Læselysten

Jeg har altid læst meget. Som barn var jeg fuldstændig umættelig og slugte simpelthen alt på skrift.

I en alder af 7-8 år, fik jeg seddel med hjem til mine forældre fra biblioteket, med venlig besked om, at deres datter kun måtte låne 8 bøger ad gangen.

Jeg tømte nemlig hylderne og hældte bogstavelig talt bøger ned i min rygsæk, til syningerne sprak.

Jeg valgte et emne, f. eks. Cheyenne-indianere, geologi eller Ramses III og læste alt opdriveligt. Når jeg ikke kunne finde mere, havde afsøgt, udtømt og suget den tilgængelige viden, så fandt jeg mig et nyt interessefelt – og startede forfra med søgning og næsen i nye bøger.

Nå, men da biblioteket ikke kunne følge med, kastede jeg mig i en tidlig alder over min mors voksenromaner, min fars faglitteratur, leksikons, Readers Digest og alt andet lekture i hjemmet.

Selv min lillebrors tegneserieblade, om flyverhelten Battler Britton, lånte og læste jeg!

Det affødte en omfattende viden om spitfire’s og luftslag under 2. verdenskrig, der viste sig at være et effektivt scoretrick, i de helt unge år udi flirten, med let imponèrbare drenge.

Total nørd

Jeg syntes lektier var det bedste der fandtes. Stortrivedes med at fordybe mig i lærebøger, researche, skrive lange afhandlinger og stile. Det var før Internet, Word og stavekontrol, og optog derfor en stor del af mine vågne timer.

Som lille selvudgav jeg også illustrerede børnebøger. Havde et børnevenligt Gutenberg typografi-sæt, som jeg satte og fik trykt bøgerne med.

Det betød sorte fingre og megen skrubben med neglebørste. Papirarkene syede jeg sammen med tyndt uldent garn, der gav bøgerne en fin fluffy ryg.

Du kan høre, at jeg var et ret nørdet barn. Nu en lettere nørdet voksen, med rene fingre, bogklubsmedlemsskab og selvudgiver af egen rygløs blog.

Bogklub Elvis

Læseri

Her i huset er der rift om læsestolene. Elvis, den firbenede gravbasse og hustyran skal nemlig helst ligge i netop den stol, du selv har udset dig.

Når bøllen er verfet ned og fornærmet hopper op i den anden stol, så går der ikke lang tid, før terroristen er tilbage igen i din stol. Og allerhelst på dit skød.

Det er nu vældigt hyggeligt, ret varmt – og efter et stykke tid sover lårene. Senere, ofte også både hund og hele læseren.

Bogklub Bogskab

Papir eller iPAD

Desværre har jeg udviklet allergi over for de fleste tryksager. Bøger, mange magasiner og stort set alle aviser er derfor No Go her i domicilet.

Jeg kan ikke tåle det middel papiret bliver behandlet med. Kemikaliedunster frigives, når der bladres i læsestoffet. Måske skyldes det en overdosis i barndommen?

Vi læser derfor på PC, iPAD og mobil her i huset. Ellers udenfor om sommeren.

Lydbøger kan jeg ikke rigtig finde ud af. Ærgerligt nok. Har forsøgt. Jeg skal LÆSE, det er det, der dur.

Min sarthed har betydet, at vi desværre måtte skille os af med næsten alle vores bøger. Og vi havde megamegamange.

Vi har dog gemt nogle få af de bøger, som vi simpelthen ikke vil af med. De har fået plads i et par bogskabe.

Fordomsfri læser

Hvordan gik første litterære møde så…

Jo, fordommene holdt selvfølgelig overhovedet ikke stik. Det vil sige en af dem gjorde… Vi var nemlig 9 kvinder og ingen mænd.

Alderen spændte fra først i 20’erne til folkepensionist. Outfit, læbestift og briller var helt up to date og hårfarverne i alle nuancer.

Snakken gik lystigt med det samme vi satte os om det runde bord. Busck bogsalg serverede the, kaffe og vanilliekranse.

Det var rigtigt sjovt og yderst interessant at diskutere hver især’s læseoplevelse.

Følelser, undringer og associationer blev ivrigt vendt. Vi kom vidt omkring omsorgssvigt, socialpolitik og hyggelæsning. Alle syntes, at Owen’s bog var sådan okay god.

Den er ikke stor litteratur. Plottet nok lidt tyndt. Personer, undtagen hovedfiguren, ret uskarpe – men specielt naturbeskrivelserne er fine og får dig nærmest ud i den sumpskov, mellem kryb og kravl, hvor handlingen, om den efterladte pige, udspiller sig.

Delia Owens er zoolog og har levet mellem – og forsket i vilde dyr i Afrika og USA. Forfatteren kender derfor indgående til stoffet, hvad angår naturen. Det falder hende naturligt, så at sige, at videreformidle alle levende væsners liv og levevilkår.

Har du læst “Hulebjørnens klan”? Hvis, så vil du finde mange paralleller i flodkrebsebogen.

Mere læseri

Til næste gang skal vi læse Maren Uthaug’s “En lykkelig slutning”.

Det gennemgående tema er her døden og dens kulturhistorie.

Jeg kan se, at jeg skal læse om 7 generationer af bedemænd, nekrofili, drab og overtro.

Den er jeg virkelig spændt på at få fordybet mig i. Synes Uthaug’s andre skriverier er velskrevne, morsomme og grumme.

Tabu-emner og død, uhhh det bliver godt.

Ellers har jeg lige læst Lars Kjædegaards krimiserie på 12 bøger, om makkerparret Belling og Hvid.

Dem vil jeg anbefale, hvis du er til stille humor, velskrevne plot og dialoger.

Jeg slugte dem alle i sommers, kunne slet ikke lægge dem fra mig, da jeg sad der i skyggen og ferierede.

Er du med i en bogklub? Tænker du gråhåret og støvet om medlemmer i en bogklub? Kunne du også lide at lave lektier?

 

Sidder du rigtigt

Sidder du rigtigt… ikke på gulvet eller i lænestolen… men på toilettet altså?

Ifølge kloge hoveder og specialister i marketing, så vil læsere gerne have guides og ny viden.

Jeg jagter bloglæselystne følgere til Livsmoden.dk og kaster mig således ud i en super anvendelig guide til dig, om en ofte dagligdags forteelse.

Tænker, at få bloggere har taget korrekt toiletsidnings-emnet op. Jeg kan ihvertfald ikke umiddelbart finde det på andre blogs.

De guider derimod tit omkring ansigtsbehandlinger og facelift – derfor er det lige min stil at tage fat i den anden ende så at sige, være på forkant, eller rettere bagkant her, og delagtiggøre dig i min viden – og selvfølgelig selve metoden.

Sådan helt kvit og frit får du derfor denne gang viden og vejledning, som både letter og øger dit velvære og din sundhed.

Sæt dig

Egentlig er det ret logisk, når man tænker – og mærker efter. For hvordan er det lige du vil sidde i skoven, bag et træ eller anden afsides lokation og forrette din nødtørft?

Nemlig… på hug.

Nøjagtigt som det anbefales at gøre på toilettet, der så ikke er indrettet til den V-stilling, men består af en opretstående beholder og et fladt bræt med hul i.

Hullet er en virkelig god idé, men kumme og/eller bræt burde være formet, så krop og lår placeres i korrekt stilling. Et blødt V-formet toilet med et godt spulingsanlæg, kan da ikke være svært at fremstille.

Men ingen sanitetsprutducent har endnu fremstillet et anatomisk korrekt indstillet besørgelsesaggregat, så det er åbenbart alligevel ikke så ligetil, som det lyder.

Vil du undgå maveproblemer og hæmorider, er det derfor en god idé at indkøbe en lille skammel. Sådan een burde til gengæld være fast tilbehør til toilettet. I smart tilpasset rengøringsvenligt design.

Det handler nemlig om, at du får løftet benene – og efterligner hugstillingen mest muligt.

Sæt dig og sørg for at

  • du sidder midt på toilettet (med låget oppe!)
  • sæt dine fødder på skammelen så
  • dine knæ peger lidt opad mod loftet og
  • svaj i lænden
  • læn dig let fremover og
  • placer dine arme eller albuer på knæene
  • træk vejret godt ind (ved ulidelig odeur, hold dig for næsen, men bliv i stillingen) og
  • pres

I denne stilling er din tyktarmspasssage optimal. Den er mere åben og lige, derfor hurtig og let at tømme – og ikke som ved den stolesiddende i 90 graders vinkel, smal, træg og mere lukket.

Det er altså ikke noget fis, men ren og skær sandhed. Spørg enhver fagperson, med fordøjelsessystemet som speciale.

Fakta

Toilettet med skyl, WaterCloset, blev opfundet af en trængende englænder i 1596.

Det første af sin art, kom til Danmark i 1863 og har faktisk ikke ændret sig nævneværdigt, siden den tid. Inden satte folk sig på das, lokum, latriner, møddinger og natpotter. Mon ikke også der har været dagpotter!

I dag kan du vælge mellem væghængte eller gulvstående porcelænsbeholdere, med douche, kalkafvisende overflader samt forskellige kulører med og uden perlemor, men det er det. Du sidder stadig som på en stol, med numsen over et hul.

Måske anses det for en møgopgave at udvikle ergonomiske defækationsinstallationer?

Du bruger omkring 3 år af dit liv, på at sidde på toilettet! Alene af den grund, bør du sidde korrekt. Det kan blive ris til egen rumpe, ikke at tage stillingen alvorlig.

Virker det så

Jeg vil anbefale den anbefalede positur – for det virker. Rigtig godt endda.

Jeg har en mave-tarmlidelse, som af og til udfordrer mig rigeligt ud i toiletbesøg. Det er nemt nok, når der ligesom er hurtigudrykning, her er der alligevel ikke tid til at arrangere sig og tænke indstilling af tarmsystem og ekstremiteter. Det springer jeg derfor let og elegant over.

Næh, fidusen er ved de der langvarige og ret anstrengende besørgelsesbesøg, hvor der er sket en ophobning og ingen skred i af- og udadpløpnedvikling. Her er metoden yderst effektiv og letter betragteligt, såvel kropsligt som i tidsforbrug på badeværelset.

Jeg læser ikke på toilettet. Det kan jeg ikke finde ud af. Synes litteratur hører til i andre omgivelser. Bagdelen, apropos, ved det er selvfølgelig, at jeg går glip af lokumsdigte og at det hurtigt bliver småkedeligt at sidde der og lufte popo’en.

Ved et helt almindeligt tømningsprojekt er metoden derfor ligeledes anbefalelsesværdig. Hurtig ind – hurtig ud, ikke så meget spildtid, udover det der skal udspildes.

Nu har jeg vist lukket rigeligt med you know what ud, derfor er info og guidning i toiletsidning slut prut.

Hvis du er interesseret i et andet interessant og ret klamt sundhedsindlæg, så klik her

 

Sidder du altid rigtigt? Vil du teste denne guidning? Kender du metoden?

 

Janet 1 Retoucheret

6 år – 1. klasse

I en tid, hvor enhver efterhånden er retoucheret all over, til alle tider, har det nu ramt de sagesløse børn på skolefotoet.

Op mod 50 procent af forældrene ønsker, at poderne bliver retoucheret og redigeret til perfekte, tilpasset et urealistisk perfekthedsideal, vidundere.

Det er godt nok mange, der ikke kan holde ud at se på deres eget afkom og underkender husstandens små, åbenbart uperfekte, guldklumper.

Jeg finder det skræmmende og trist, at vi oplever denne perfekthedskultur snart sagt allevegne. Virkeligheden er åbenbart ikke god nok, flere forældre vil ihvertfald gerne have en anden virkelighed.

Medierne har den seneste tid, heldigvis, været fyldt med forargede indlæg, opråb til forældre om at stoppe og diverse udtalelser fra sociologer, psykologer og andre eksperter udi levevis, vedrørende denne mærkelige trend.

Glansbilleder

Hvad foregår der egentlig? Skal Instagram og Facebooks glansbilledeverden, projiceres over på børnene i en tidlig alder?

Som om, det ikke bliver svært nok senere at leve op til de overkrav, de unge mennesker går rundt og stiller til sig selv.

De sociale medier flyder med Ken- og Barbieudgaver iført lydefri teint, tatoverede øjenbryn og volumniøse øjenvipper. Numse- og brystforstørrelser er in. Andemund og trutlæber et must. Vaskebræt, skarp kæbelinje og store biceps idealet.

Besidder du, af en eller anden sjælden og genetisk ukendt årsag, ikke fra naturens side ovenstående attributter – eller har tegnebogen ikke været luftet hos plastikkirurgen, så fortvivl ikke.

Foto’s kan redigeres gennem diverse app’s, filtre og retoucherings-programmer og fremstille et utopia, hvor alle ser “smukke” og overvejende helt ens ud –  og fører sig frem i det såkaldte “perfekte liv”.

Selvværdet kan hurtigt få et dyk, hvis barnet (og forældrene) sammenligner sig med disse urealistiske fotografiske fremstillinger.

Og nu bliver barndommens bumser, misfarvede mælketænder, plastre, snotnæser og buttethed altså fjernet. Stakkels unger, der ikke bliver anerkendt af deres forældre –  men skal finjusteres og shines up, i stræben efter samme udtryk, som ses afspejlet i det superoptimale fantasy social-media-univers.

Eller er afkommet så “uheldig” at ligne een selv…… før filtrering til Wonder Woman eller Superman og ren fiktion?

Kan der ikke lovgives om tvungen digital detox i perioder? Så alle kan slappe af og få perspektiv og realitetssans tilbage.(Livsmoden uretoucheret blog undtaget selvfølgelig, hihi).

Skolefoto’et er et øjebliksbillede. Kunne det ikke fredes – og vise den af og til skøre, skæve og virkelige verden, i stedet for en perfekt og kunstigskabt fuldkommenhed, som ingen af os lever op til in real life – og heller ikke behøver. Vi er nemlig gode nok som vi er.

Janet retoucheret

11 år – 6. klasse

Uredigerede

Mine skolefoto er uredigerede, og nok ikke særlige “perfekte”, efter den skala, som ca. halvdelen af nutidens forældre anvender.  Derimod er det er jo dokudrama fra netop den dag og periode i min barndom. Manglende tænder, stritører, surmulen og skrammer hørte til.

Min lillebror har et skolefoto, hvor han poserer med et kæmpe stort blåt øje og så er der dem, hvor tænderne er en udtalt mangelvare. Egentlig tror jeg slet ikke, at der findes et skolefoto af min bror uden en skramme, flænge eller forbinding. Han var en vildbasse og altid forrest i køen, når det blev korporligt. Det ville være helt forkert, at han på fotografierne fremstod som andet, end den frække slagsbror og ballademager han var som knægt.

Virkeligheden

Jeg har flere foto’s fra 60’erne, hvor mine knæ er plastrede til med forbindinger. Det var da rulleskøjter og løbehjul var mine foretrukne aktivitetsredskaber.

Min mor har, nu i over 50 år, grinet sig til mavepine over eet specielt foto, hvor jeg sidder i en meget fin gul strutkjole med kæmpe, hvide og lettere blodgennemvædede gazeforbindinger på knæene. Resten af familien optræder ligeledes på fotografiet, men det eneste der lægges mærke til, er mine stankelben med de enormt fotogene knæ.

Et af familiens yngre medlemmer optræder, på samtlige foto af hende som førskolebarn, med et kæmpevræl og tåregrimmet ansigt, for sådan så hun ud, i de år. Det kom ikke på tale, at ikke få taget det årlige gruppebillede af hende sammen med de to søskende. Så jeg har flere, ret pragtfulde, foto´s af tre børn, hvor de to af dem smiler anstrengt og prøver at ignorere skrigeballonen ude på fløjen.

Ingen har talt om – eller tænkt tanken, at de fotografier skulle redigeres eller gemmes væk. Tværtimod, vi synes allesammen, at de er skægge, søde og fjollede.

Og i virkelig dårlig color- og papirkvalitet, men intet var jo helt som i dag, dengang – Næh, vi (over)levede i en rå og barsk virkelighed, fremstillet ren naturel, totalt uden retouchering.

Retoucheret

1 år – Her kunne der have været fjernet skrammer på stolen, lagt strithår ind og hvad med nogle flere tænder…

Janet retoucheret lige

5 år – En barmhjertig fotograf kunne have slettet knold, stritører, hårtotter og fyldt lidt ud med fortænder…

Retoucheret

59 år – God belysning og fuldt tandsæt

Næsten uredigeret

Jeg fik lige kigget på min egen header her på bloggen – og portrætfoto’et fra fotostudiet, hihi.

Der er lidt mere makeup på end jeg sædvanligvis anvender, ligesom optimal belysning og blænde samt en topprofessionel fotografs bud, på en gråhåret livsmoden blogger.

Heldigvis er jeg ovre bumseperioden, fortænderne er vokset ud og ørerne er gemt bag håret. I min alder er det rynker, løs hud og deller der bliver retoucheret glat og stramt.

Det er ikke noget jeg lider voldsomt af og derfor ikke har opfattet som retoucherbart, endnu. Venter til når det dukker op på et tidspunkt, så må jeg dér tage stilling til, om læserne eventuelt kan klare mit aldrende real life udseende.

Satser på, at mine tænder holder livet ud, så de vedbliver ihvertfald at fremstå helt ægte og uretoucheret. Ellers kan jeg jo f.eks, også blot holde min mund lukket.

 

Synes du, at det er OK, at skolefoto bliver retoucheret all over?

Er det helt fint at redigere børns udseende på foto’s?

Er selv faldet i beauty-fælden, dog uden at være fantasy retoucheret, her

 

Markedet

Mandage, her sydpå i Cannes, går jeg på markedet.

I Marché Forville, som markedet hedder, forvandler boderne sig nemlig hver mandag, fra indeholdende et overflod af farverige og velduftende fødevarer, minus odeuren af lagrede oste og pølser altså, til et mix af støvede, hengemte og finurlige gamle møbler, ting og sager.

Da vi er i Cannes er det ikke særligt billigt. Det er professionelle antikvitetshandlere, der står klar med kuriorsiteterne, så du kan ikke regne med at gøre et kup. Jeg er dog alligevel på udkig efter små madonna-med-barn-figurer/stik og antikke franske træ-kegler.

Det er de skøre ting jeg, af uforklarlige mystiske årsager, finder det amusant at samle på. Keglerne og stikkene bliver her i Frankrig. Madonnadelbambinofigurerne kommer til bopælen i Danmark.

Det er yderst sjældent jeg har heldet med mig. Måske fordi jeg arriverer for sent op ad formiddagen, og alle madonna’er og kegler er revet væk – eller også er det bare ikke særlige salgbare digenoter her i området og derfor ikke på repertoiret.

Jeg har af og til fundet småmøbler og kunst til huset, men det kigger jeg kun efter, når gemalen har tid og lyst til at deltage og transportere. Solo er jeg er med bus, ikke bil og derfor begrænset i slæben, størrelse og omfang.

Antik Markedet

Smagsløg

Tirsdag til søndag er Marché Forville et mad- og blomstermarked mellem klokken 07.30 til 13.00.

I det tidsrum fyldes markedet af fouragerende husholdningsansvarlige med deres net og indkøbsvogne – samt selvfølgelig horder af snapshothungrende turister med Instagramprofiler. Og ofte også en livsmoden semipensionist, ligeledes med fingeren på udløseren – og en frankofil IG-konto.

Har du den mindste snert af klaustrofobi, så er et godt råd at undgå markedet i feriehøjsæsonen om sommeren. Ellers bland dig og få en oplevelse.

Jeg får altid lyst til at købe det hele, undtagen ost og pølse selvfølgelig. Munden løber i vand og maven knurrer, ved synet af de lækre store solmættede grøntsager og de mange spændende delikatesser.

Du kan sagtens få dig en gratis frokost ved, lidt diskret selvfølgelig, at hapse løs af smagsprøverne, for dem er der mange af. Franskmændene er nemlig kritiske forbrugere, smager, snuser og trykker på varerne, køber kun kvalitet. Her er mad ikke for sjov, smagsløgene er veludviklet og devisen “hellere lidt, men godt”, gælder i det franske køkken.

Områdets lokale farmere og specialvareproducenter sælger hjemmedyrket og homemade hele ugen, bortset fra mandage, hvor de holder fri. Alt er smukt og indbydende arrangeret – og sælger fortæller gerne om dyrkning, fremstilling, klima, politik og vilkår for stolte småbønder.

Franske landmænd er verdensberømte for aktioner og strejker. De kører, forholdsvis tit, deres traktorer ud og spærrer vejnettet allevegne, når regulativer, priser og reformer går dem imod. Eller også opfordrer de til boykot af udenlandske varer.

Marche Forville Markedet

Blandet landhandel

I den anden ende af byen ligger markedet Gambetta. Her bliver der solgt alt fra hjemmeavl og varme kikærtepandekager til tøj, solbriller og plastiklegetøj.

Det hele er en lille smule billigere og mere uoverskueligt præsenteret end i Marché Forville.

Da jeg har det svært med “rod og uoverskuelighed ” er det ikke så tit, at jeg kommer der. Når jeg endelig er forbi, holder jeg mig til boderne i udkanten – og suger lidt stemning og uordentlig lokalkolorit til mig.

Frit marked

Hver fredag i Valbonne, som er en naboby, bliver hele centrum, af den lille gamle by, til eet stort marked.

Butikkerne rykker udenfor og lokale småhandlende fra oplandet, stiller boder op i de smalle gader. Her gælder det også om ikke at have alt for problematiske klaustrofobiske tendenser.

Er du ikke bange for trængsel, så er det alletiders rendez-vous sådan en fredag formiddag.

Hvis du er mega heldig og ekstrem hurtig i vendingen, dvs. acceleration fra 0-100 km/t på 3 sekunder, så kan du måske sikre dig en stol på torvets store cafe – og der sidde og nyde myldret og lidt gastronomi eller en liflig apéritif. C’est vraiment bien😉.

De fleste byer i Frankrig har et madmarked hver formiddag, minus mandage. Der ligger godt nok les supermarchés og indkøbscentre overalt, men markederne bliver stadig flittigt frekventeret og trives i bedste velgående.

Det er på markedet de lokale køber deres daglige friske forsyninger, hænger ud og får sig en snak og lidt opdatering af nyheder og sladder i området. Før eller efter indkøb er der som regel tid til en lille forfriskning på en af cafeerne, der ganske praktisk ligger tæt rundt om markedet.

Er du i Frankrig, så tag en dag og slip dig fri på markedet.

Hvis du er sydpå, så besøg evt. også Mougins. Slå på tråden, måske er jeg hjemme i la maison, se her.

Synes du det er sjovt at gå på marked? Lopper og/eller fødevarer?

 

Madame Olsen

Jeg, Madame Olsen, tilbringer pt. lidt tid i Mougins-residensen, ved den franske riviera, også kaldet Côte d’Azur.

Den Livsmodne hedder nemlig Madame Olsen i Frankrig. Selvom det overhovedet ikke er hverken mit for- eller efternavn. Næh, det er min mands efternavn – ergo, så hedder jeg, som hans ægteviede hustru, det altså også, her. Selv på de breve vi modtager står der: Monsieur et Madame Olsen.

Gemalen jobber og jeg fører mig frem som nyslået semipensionist og livsnyder. Ingen stress og jag. Lange morgener med thé og croissanter på terrassen. Her i oktober er der 22-25 grader fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. Det udnytter jeg til fulde, uanset hvad jeg bliver kaldt. Bare det ikke er for tidligt op.

Elsker simpelthen mit liv hernede sydpå. Elsker også mit liv nordpå, i Kgs. Lyngby. Føler mig SÅ priviligeret og værdsætter enormt, at jeg har muligheden for at skifte mellem to klimaer og kulturer.

Ulemper

Hunden er altid et savn. Vuffen bliver i Danmark, når jeg er sydpå. Gravbøllen vil nemlig ikke være alene hjemme i la maison. Der er forsøgt et par gange, men det udløser en farlig ballade, gøen og indhug i diverse træflader og møbelstoffer.

Vores ruhårede gravhund er ikke frankofil, foretrækker åbenlyst de nordlige breddegrader – og den søde hundemoster, som flytter ind og forkæler den firbenede hustyran.

Og jeg har lektier med. Går til fransk i Danmark, hos en mega skrap lærer, der ikke tåler slendrian i verber og opgaver. Det må jeg have kigget på…..snarest…..en af dagene…..ihvertfald.

Merci m.m.

I Frankrig er høflighed en selvfølge, det kan jeg godt lide. Er selv opdraget med grænser og vejledning i sociale spilleregler, der gør, at alle kan holde ud at være sammen, store som små.

Ofte hører jeg fra danskere, at franskmænd er højrumpede. Jeg tror simpelthen, at det er fordi vi nordboere overrasker med meget direkte henvendelser og helt glemmer indledende høflighedsfraser. Dem er der mange af i Frankrig – og de er ret vigtige i interageren folk imellem, i den franske kultur.

Husk derfor altid at sige undskyld, excusez-moi/pardon, efterfulgt af et monsieur/madame, smile og tiltale med De, altså vous på fransk, hvis du vil spørge, møve dig frem eller låne noget. Og selvfølgelig takke med et merci.

Ligesom du hilser og siger bonjour/bonsoir, når du frekventerer en taxa, bus, butik eller et spisested (også til nabo-sædet eller bordet). Og siger au revoir når du går igen. Beder du om noget, så afslut med vær så venlig, s’il vous plait.

Med disse få simple regler udi høflig tiltale og omgang, ja – så kommer du rigtig langt i det franske. Flinkeskole, flinkeskole og lidt flinkeskole åbner alle døre. Det gælder forøvrigt alle steder i verden.

Og jeg har lige læst, at det ikke alene er mega uhøfligt, men også strengt forbudt at kalde sin gris, hvis du lige skulle have sådan een, for Napoléon. Her i Frankrig altså.

Men jeg kan godt, helt lovligt, hedde Madame Olsen, selvom navnet ikke figurerer i mine personlige data’er! Hihi.

Madame

Multimeget

Jeg tager ofte bussen til Cannes. Så er jeg midt på La Croisette i løbet af 15 minutter. Af og til tager jeg en anden lokalbus, der gør holdt flere steder. Steder, som jeg måske ikke ville gå alene rundt i om aftenen.

Frankrig er et multikulturelt samfund i langt langt større omfang end Danmark. Det er også et land præget af store klasseskel.

Her i solen og mit luksusdaseliv er det nemt helt at glemme de store udfordringer med integration, immigration, ulovlig indvandring, flygtninge samt ekstreme grupperinger til både højre, venstre og i diverse religiøse fanatiske kredse.

Frankrig har, siden 2015 været i en permanent undtagelsestilstand. Den er nu indskrevet i landets love som en hård Anti Terrorlov.

I byerne, også i Cannes, ser du derfor grupper af svært bevæbnet militærpatruljer i gaderne døgnet rundt. Du skal også vise indholdet i tasker og lommer ved diverse arrangementer – og i flere større butikker og offentlige institutioner. Ofte er der opsat en skanner ved indgang til markeder, specielt til Jul.

Desværre, så vænner man sig til det – Øv bøv, at det er blevet nødvendigt.

Sociale medier

Fredag mødte jeg en Instagram-ven, som bor i Cannes. Vi har fulgt, liket og skrevet sammen de seneste to år. Nu syntes vi det kunne være sjovt at ses in Real Life. Min ven er en fransk gift nordmand, der på 37. år lever i Cannes. Så jeg fik ikke øvet fransk, men derimod norsk. Det er også greit😉.

Vi spiste frokost et listigt sted og fik hygget, grinet, snakket og snakket lidt mere, inden vennen måtte skynde sig tilbage på job.

Sådan er det, når jeg render rundt og pensionister den – glemmer fuldstændigt klokken og at der er nogle, der stadig skal overholde tid og sted.

Det bliver helt sikkert til flere møder og aktiviteter sammen, når vi kan få det til at passe.

Vi deler rigtig mange fælles interesser, også ud over fotografering til Instagram.

Min nye Real Life-ven rejser på familiebesøg i Norge i dag, så desværre ikke flere træf i denne omgang.

Nordmanden fik igen overbevist mig om, at jeg skal se at få kigget på en cykel – Selv cykler hun ture langs kysten – og dem vil jeg gerne med på. Sådan et skandinavisk cykelhold, bestående af to modne kvinder, løs på vejene i den tætte sydfranske trafik – Oh la la.

Har du også mødt en IG-ven i Real Life? Tænker du over høflighed?